Centrum och sammanhang, s. 169-174.
Fig. 1. C-brakteat fra Uppåkra (U 6823): Forside og rand tråd. Foto B. Almgren. 2: 1.
loddet fast til pladens yderkant.
Uppåkra-brakteaten viser det klassiske C-brakteatmoti v med et mandshoved over et firbenet dyr. Desuden rummer billedfeltet en fugl under dyret ben, et nrerme t T-formet bitegn ved dyrelS hal og forben amt 4 ret koncentriske cirkler. Mand hovedet kindparti og de indre dele af dyrets og fuglen kroppe er drevet op i el h0jt ore ren karvsnit-agtigt relief. Relieffet opstående dele er let sJidt, men ellers vi_rker brakteaten ikke slidt.
Mandshovedet har en h0jt hvrelvet isse med lodrette streger som markering af håret. Under frisuren l0ber et perlefyldt, båndformet diadem der forts.etter som en opb0jet kr011e i nakken, hvor det afsluttes med en spids. 0jet er ovalt med markeret pupil og indrammes nedad af en bue. Nresen er lang og ligesom munden trykket mod dyret hal .
Dyre! hoved er ovalt med markering af 1-'!je og mund og prydet med el flor, bagudbS)}jet hage kreg. Man kan di kutere om dyret har 111rer eller horn: Det forreste "0re" er trekantet mens det bageste er tegnet med en enkelt streg, som man ofte ser det ved brakteatdyrenes horn. Men begge må skulle förstås som 0rer idet de m0des i en spids vinkel og ikke i en bue, som det er normalt for horn. Forbenene har hver deres tydeligt markerede skulder. Det ene ben peger
fremad mens det andet er b0jet unaturligt bagud.
Hvert forben har en fod med to nresten lige
!ange treer, og det forreste har desuden en dobbelt
"fod-ring" over foden. På bagkroppen ser man kun det nrermeste lår. Det tilh0rende ben er tegnet med en enkelt streg, har "föd-ring' og afsluttes med en fod af nogenlunde samme form som forbenenes. Det andet bagben består deri-mod af to konturlinier omkring et lille relief-parti, og det afsluttes med en kommaformet fod som slet ikke ligner de andre f0dder.
Under dyrets ben ses en fugl der er vist med det runde hoved mod venstre, ryggen nedad og et kort ben med to tre er. Under dens ryg ses to sret koncentriske cirkler. Tilsvarende cirkler ses foran mandshovedets pande og over dyrets for-reste fod. Endelig er der et bitegn af form nrermest som et T sammensat med et skarpvink-let J placeret i felret mellem dyrets forben bry l og skreg. Trod dets bog tav-agtige karakter kan det nreppe afledes hverken af latin ke bogstaver eller af runer.
Billedfeltet omgives af en bortzone. Den er prreget sammen med det centrale motiv og be-står af to oml0bende linier omkring en rrekke punkter.
Ser man n0jere efter, er brakteaten let dobbeltprreget: En del af motivets konturlinier er uklare med flere parallelle kanter. Det g0r sig
Fig. 2. C-brakteat fra Uppåkra, bags ide. Foto B. Almgren. 2: 1.
isrer greldende ved diademets perler, i håret og i mandshovedets nrese samt i dyrets hale og i mindre grad i fuglen og de koncentriske cirkler.
Man kan også finde eksempler på skitseagtig eller sjusket tegning. Det ga:lder den linie som dyrets !llrer sidder på: Den ligger lidt udenfor den egentlige hals/nakkekontur, og her kan der ikke vrere tale om dobbeltpra:gning fordi linierne ikke er parallelle. Man kan også ane en meget tynd forlrengelse af den bageste konturlinie på dyrets skreg som fortsretter tvrers gennem biteg-net til den venstre kugle på dets !llvre tvrerstreg.
Og endelig kan man sp!llrge om det er med vilje, at fuglens hale er förbundet med det nrermeste sa:t af koncentriske cirkler.
På nogle brakteater kan man finde detaljer der gentages i så identisk form, at de må vrere lavet i matricen med et srerligt redskab, sikkert en punsel (Axboe 1982: 13 ff.). På Uppåkra-brakteaten grelder det de koncentriske cirkler der 4 gange optrreder som bitegn. Og ikke nok med det: Også fuglens cirkelrunde hoved med det runde !llje ser ud til at va:re lavet i matricen med denne dobbeltcirkel-punsel.
På bagsiden af brakteaten ser man motivet i negativt relief (Fig. 2). Men desuden er alle de plane dele af bagsiden da:kket af aftryk fra den bl!llde pakning af tekstil som skulle presse guldpladen ind i matricens fordybninger, da
brakteaten blev pra:get (Axboe 1982:23 ff.;
Axboe & Arrhenius 1982:315 ff.). Det er lidt usa:dvanligt i Skåne hvor sådanne tekstilaftryk kun er registreret på 23% af alle brakteater mod for eksempel 60% af brakteaterne fra Sja:lland (Axboe 1982, fig. 29).
Randtråden, der er 1, 1 mm tyk og vejer 0,89 g, er en perlet guldtråd. Den er fuldsta:ndigt bevaret og virker let slidt. Også her er der tydelige spor efter fastlodningen til pladen.
Begge trådens ender er fladtrykt på de yderste ca. 2,5 mm, og den ene ende har rester af lod-demetal på den udvendige flade. En l!llselig opmåling viserat randtråden er lidt la:ngere end brakteatpladens omkreds, og enderne må have lappet over hinanden inde i !llsknen sådan som det også kendes fra andre brakteater.
Tilsammen vejer brakteat-pladen og den fundne randtråd 2,44 g. Hertil skal la:gges vregten af den manglende !Ilsken som - afhrengigt af udf!llrelsen - vel har vejet 0,5-1 g. Med en samlet vregt på 3-4 g har Uppåkra-brakteaten passet fint ind blandt de skandinaviske brak-teater hvoraf nresten 60% vejer mellem 2,0 og 4,0 g (Axboe & Hauck 1985:101). Også den oprindelige samlede diameter på ca. 28,3 mm er na:sten så gennemsnitlig som den kan va:re, at d!llmme efter Malmers opg!llrelse af median-va:rdierne for diameteren på brakteater med bort
(Malmer 1963 ,Tab. I 0). Randtrådens udformning som en perlet tråd der har været fastloddet på pladens yderkant, er den altdominerende
i
Syd-skandinavien - det havde ellers været spændendeat finde et eksempel på den særlige skånske
"imiterede randtråd"
i
form af en tværstreget fortykkelse eller pålagt liste netop her på Uppåkra (se Axboe 1982:38 ff.). Brakteaten viser ingen spor af have haft en særlig pragtfuld øsken eller en udsmykning med perler eller pålagt tråd under øskenen. Der er altså ikke nogeti
brakteatens stØrrelse eller udstyr der hæver den over gennemsnittet.Paralleller
Hvis man skal finde. paralleller
til
Uppåkra-brakteaten, er det nærliggende at begynde med at se på dyret med den specielle benstilling og den kommaformede fod, for mandshovedet i sig selv er ikke særlig karakteristisk.
Vi
behøverkun at bevæge os få kilometer mod vest fra Uppåkra, nemlig
til
Åkarp. Der fandt man i1855 to C-brakteater hvoraf den ene (Fig. 3) er nært beslægtet med Uppåkra-brakteaten, omend man må indrØmme at .Åkarp-præget er sikrere og mere elegant tegnet (Mackeprang 1952:.163;
Axboe 1982:7I
pl. VII; IK
4). Men grund-trækkene er de samme: Dyrets forben peger i hver deres retning, og det bagudvendte virker lidt forkrøblet; bagbenene er parallelle, og kun det ene er konturtegnet og forsynet med den kommaformede fod der her næsten har form som et spørgsmålstegn. Fælles er også dyrets ovale hoved med skæg og på Åkarp-brakteaten indiskutable horn, reliefudfyldningen af kropog lår, og de slanke skulderpartier. Igen er Åkarp-brakteaten bedst udført: Her ser man hvordan den ene skulder går foran bugens konturlinie, mens den anden er tegnet som bagvedliggende;
det er ikke lykkedes på Uppåkra-brakteaten.
Også mandshovederne er nært beslægtede med mund og næse trykket tæt
til
dyrets hals og etlavtsiddende diadem som danner frisurens nakkehølle, men Åkarp-brakteaten er elegantére
i
stregen, og buen under pjet er her perlefyldt ligesom diademet.Åkarp-brakteaten hører til en lille gruppe C-brakteater som alle viser et dyr med
komma-Fig. 3. C-brakteat fra Åkarp, Skåne (IK 4)' Foto:
Morten Axboe.2:1.
formet fod på det ene bagben, og som også i Bvrigt varierer de detaljer som
vi
finder på brakteaterne fra Uppåkra og ,&katp. De stam-mer fra 8 forskellige fundsteder hvoraf hele 5 -foruden Uppåkra - liggeri
Skåne. Det gælder depotfundet fra Gantofta/Fjärestad sydpst for Hälsingborg med to stempelidentiske brakteater (Mackeprang 1952:164 pl. 9,6;IK
53) og en enkeltfunden brakteat fra Ven (Mackeprang 1952165 pl. 9,8; IK379), dgr i modsætning til .Äkarp alle tre har bitegn: Et hagekors foran mandshovedet og et sæt koncentriske cirkler ved nakkehåret. En brakteat fra Dybäck ved Ö.Vemmenhög i Sydskåne (Mackeprang 1952:166 pI.9,1 ; IK 235) har et ligearmet kors med punkt-formede ender i stedet for hagekorset og et sæt koncentriske cirkler under dyrets forben (Fig' 4), mens en brakteat fra Hermanstorp notd for'
Lund (Mackeprang 1952:164 pl. 9,9;
IK
272) mangler bitegn. Udenfor Skåne omfatter grup-pen 7 stempelidentiske brakteater fra Bolbro-depotet ved Odense (Mackeprang I952:ll9 pl.9,5;
IK
30) der er næsten-
men ikke helt -magentil
,Åkarp-brakteaten; en brakteat der i 1870 blev erhvervet som fundet"i
Slesvig" -sikkert det daværende hertugdgmme, der nu et' delt i den tyske landsdel Schleswig og det danske Sgnderjyltand (Mackeprang 1952:136 pl. 9,4;IK
325); og endelig må nævnes5
stempel-identiske brakteater med en fugl som bitegn foran mandshovedet som blev fundet sammen
r72
Fig.4. C-brakteat fra Dybäck, Skåne (IK 235), nu i Staatl. Münzsamm1. München. I nyere tid el dyrets skulderparti blevet repareret og derved ændret. Foto:
Morten Axboe. 2:1.
med andre guldsager ved Korlino/Körlin
i
det nordlige Polen (Mackeprang 1952:L82 pl. 9,141,IK
100). En nu forsvunden brakteat uden fundoplysninger (Mackeprang 1952 194 pl.9,12;
IK
366) mangler bagbenet med den kommaformede fod, men viser ellers samme udformning som resten af gruppen.Alle disse brakteater er nært beslægtet, og som sagt er en væsentlig del af dem fundet i
Skåne, endda
i
de sydvestlige dele af landska-bet. Uppåkra-brakteaten er ikke den kunstnerisk mest vellykkede af gruppen.Til
gengæld har den et usædvanligt udvalg af bitegn, og det må have givet motivet et ekstra mættet betydnings-indhold.Ser vi nærmere på bitegnene, optræder cirkler i forskellige variationer på mange brakteatpræg, men Uppåkra-brakteatens koncentriske cirkelpar kan kun genfindes på brakteaterne fra Gantofta, Ven og Dybäck (Fig. a). Det kantede tegn over Uppåkra-dyrets forben er det endnu vanskeligere at finde paralleller til (iævnfør Behr 1991 fig.
l-13). Nærmest kommer måske et T-formet tegn med kugleformede ender som ses foran dyrets hoved på en C-brakteat fundet ved Tirup Øst for
Landskrona (Mackeprang 1952 pl. 1 5,29;IK352), og et Y-formet tegn, ligeledes med punkter som afslutning på to af grenene, mellem dyrets ben på
Fig. 5. C-brakteat fundet nær Hälsingborg (IK 68).
Foto: Morten Axboe. 2:1.
et C-præg kendt fra flere fundsteder i Sydskåne (Mackeprang pL.7,2;
IK
96,1 Kläggeröd, 96,2 Dybäck,96,3 "Skåne" og96,4 Slimminge). Man kan også nævne et mærkeligt, nærmest anker-formet bitegn bag mandshovedet på en C-brak-teat fra Sankt Ibs Veji
Roskilde (Christensen 1997; Stoklund 1998:262 fig. 3).Fugle optræder på talrige C-brakteater hvor de næsten altid er placeret
i
feltet foran mands-hovedet. På Uppåkra-brakteaten ligger fuglen med ryggen nedad og hovedet vendt mod dyrets ben, inclusive det "forkrøblede" bagudvendte forben og bagbenet med den kommaformede fod. På enC-brakteat
fra
Fjällbackaegneni
Bohuslän(Mackeprang 1952:170 pl.9,28;IK 52) ser man hele 3 fugle hvoraf den ene har samme plads mellem dyrebenene, mens de to andre er anbragt henholdsvis foran og bagved mandshovedet. På en C-brakteat fra Darum i Sydvestjylland har en
stor
fugl
sit hoved vendt mod dyretsover-dimensionerede forben (Mackeprang 1952:132 pl.6:26; IK 43), og samme situation finder vi på
en C-brakteat fra Helsingborg-egnen (Fig. 5.
Mackeprang 1952:16l pl. 15,15; IK 68). Disse fugle tolkes af Hauck som Odins hjælpeånder der inspicerer dyrets sårede ben som hjælp
til
dets mirakuløse helbredelse (Hauck 1993:416 ff.).
113
Fig. 4. C-brakteat fra Dybäck, S · ne (1K 235), nu i Staatl. Milnzsamml. Mlinchen. I nyere tid er dyrets kulderpar!i blevet rcparerel og <lerved rendrcl. Foto:
Morten Axboe. 2: I.
med andre guldsager ved Korlino/Körlin i det nordlige Polen (Mackeprang 1952:182 pl. 9,14;
IK 100). En nu forsvunden brakteat uden fundoplysninger (Mackeprang 1952: 194 pl.
9,12; IK 366) mangler bagbenet med den kommaformede föd, men viser ellers samme udformning som resten af gruppen.
Alle dis e brakteater er nrert be lregtet og om ·agt er en vre entlig del af dem fundet i Skåne, endda i de ydve tlige dele af land
ka-bel. Uppåkra-brakteaten er ikkc den kunstneri k mest vellykkede af gruppen. Til gengreld har den et usredvanligt udvalg af bitegn, og det må have givet motivet et ekstra mrettet betydnings-indhold.
Ser vi nrermere på bitegnene, optrreder cirkler i forskellige variationer på mange brakteatprreg, men Uppåkra-brakteaten koncentri ke cirkel par kan kun genfinde på brakteateme fra Gantofta Ven og Dybäck (Fig. 4). Det kantede tegn over Uppåkra-dyret forb ner det endnu vanskeligere at finde paralleller til Urevnf0r Behr 1991 fig. 1-13). Nrermest kommer måske et T-formet tegn med kugleformede ender som ses foran dyrets hoved på en C-brakteat fundet ved Tirup 0st for Landskrona (Mackeprang 1952 pi. 15,29; IK 352), og et Y-formet tegn, ligeledes med punkter som afslutning på to af grenene, mellem dyrets ben på
Fig. 5. C-brakteat fundet mer Hälsingborg (IK 68).
Foto: Morten Axboe. 2: 1.
et C-prreg kendt fra flere fundsteder i Sydskåne (Mackeprang pi. 7,2; IK 96,1 Kläggeröd, 96,2 Dybäck, 96,3 "Skåne" og 96,4 Slimminge). Man kan også nrevne et mrerkeligt, nrermest anker-formet bitegn bag mandshovedet på en C-brak-teat fra Sankt Ibs Vej i Roskilde (Christensen
1997; Stoklund 1998:262 fig. 3).
Fugle optrreder på talrige C-brakteater hvor de mcsten aHid er placeret i feltet foran mand -hovedet. På Uppåkra-brakteaten ligger fuglen m d ryggen nedad og hovedet vendt mod dyrets ben, inclusive det "forkr0blede" bagudvendte forben og bagbenet med den kommaformede fod. På en C-brakteat fra Fjällbackaegnen i Bohuslän (Mackeprang 1952: 170 pl. 9,28; IK 52) ser man hele 3 fugle hvoraf den ene har samme plads mellem dyrebenene, mens de to andre er anbragt henholdsvis foran og bagved mandshovedet. På en C-brakteat fra Darum i Sydvestjylland har en stor fugl sit hoved vendt mod dyrets over-dimensionerede forben (Mackeprang 1952: 132 pl. 6:26; IK 43), og samme situation finder vi på en C-brakteat fra Helsingborg-egnen (Fig. 5.
Mackeprang 1952:161 pl. 15,15; IK 68). Disse fugle tolkes af Hauck som Odins hjrelpeånder der inspicerer dyrets sårede ben som hjrelp til dets mirakulpse helbredelse (Hauck 1993:416 ff.).