Annemette Nyborg Lauritsen
En lang række internationale undersøgelser har gennem årene tegnet et billede af indsatte i fængsler rundt om i verden som fattige og marginaliserede (eksempelvis Christie 2001, Nilsson 2002, Wacquant 2008). Størsteparten er mænd, De er unge – yngre end gennemsnitsbefolkningen, de er ugifte eller fraskilte, de er dårligt uddannet og uden fast arbejde, de er hjemløse og oftere syge, og så rekrutteres de primært fra de lavere sociale klasser.
I forhold til den grønlandske fangebefolkning findes der begrænset viden. For at undersøge, om det samme billede tegner sig af den grønlandske fangebefolkning lavede jeg derfor i forbindelse med min ph.d-afhandling Anstalten – frihedsberøvelse i Grønland (Lauritsen 2011) tilbage i 2010 et journalstudie, hvor jeg gennemgik samtlige indsattes journaler på daværende tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad og hvor meget jeg ville finde, da jeg åbnede den første journal. Derfor opstod de forskellige variable undervejs, som arbejdet skred frem. Mit fokus var for det første: De indsattes socioøkonomiske forhold forud for indsættelsen, og for det andet: De resocialiserende tiltag, som de blev stillet overfor under anstaltsopholdet. Da omdrejningspunktet for afhandlingen var de grønlandske anstalter, var det også kun de indsatte, som var anbragt dér, som indgik i journalstudiet. Men for at få det fulde billede af den grønlandske fangebefolkning er det nødvendigt at vende blikket mod Danmark.
I det danske fængsel, som i dag hedder Herstedvester Fængsel afsoner en gruppe grønlandske mænd. De er dømt ved en grønlandsk ret og sendt 4.000 km. væk for at afsone en forvaringsdom. Og de må naturligvis også tælles med, hvis vi skal have et retvisende billede af den grønlandske fangebefolkning. Men denne gruppe indgik ikke i journalstudiet fra 2010.
Da jeg fortsat er interesseret i at få et tydeligere billede af den grønlandske fangebefolkning, at lave en sammenligning til den øvrige nordiske fangebefolkning og for at søge efter svar på nye spørgsmål, besluttede jeg mig for at gentage journalstudiet.
I oktober 2015 gennemgik jeg igen journaler over alle indsatte, som sad i Grønlands anstalter. Og i marts-april 2016 rejste jeg til Danmark, hvor jeg gennemgik de Herstedvester-dømtes journaler. Så det er langt fra et færdig bearbejdet studie af den grønlandske fangebefolkning der her præsenteres.
98 Fangetal
Et af de mest anvendte mål til at drage sammenligning af, hvor strengt de forskellige lande straffer, er at sammenligne fangetal. Antal indsatte pr. 100.000 indbyggere. I forhold til de nordiske lande, fordeler fangetallet sig således:
World Prison Brief: www.prisonstudies.org
Med et fangetal på 208 skiller Grønland sig markant ud fra de øvrige nordiske lande.
Det grønlandske fangetal er næsten 10 gange så højt som det færøske fangetal. Når det grønlandske fangetal fra ”World Prison Brief” anvendes, skal det understreges, at der udelukkende er tale om de indsatte, der afsoner i Grønlands anstalter.
Gruppen af de forvaringsdømte grønlændere, der afsoner i Danmark, i Herstedvester Fængsel indgår ikke i dette tal. Den grønlandske fangebefolkning er altså større end det fremgår af WPB’s tal.
Anstaltskapacitet, belægningsprocent
I Grønland findes ingen fængsler – men bare et svimlende højt fangetal. Først i 2018 får Grønland sit første fængsel – eller lukkede anstalt, som den kaldes. Hvor det blandt andet er hensigten, at de, som i øjeblikket sendes til det danske fængsel, skal afsone.
Hidtil har afsoning foregået i de såkaldte åbne anstalter, hvor den bagvedliggende ideologi byggede på gerningsmandsprincippet og princip om resocialisering.
Tanken var at den enkelte domfældte skulle hjælpes til en kriminalitetsfri tilværelse – i stedet for at blive straffet. Dette skulle blandt andet ske ved, at de gik på arbejde eller uddannelse i byen, samtidig med at de afsonede i anstalten. Med årene har disse anstalter dog udviklet sig til særdeles lukkede institutioner, hvor det kun er et fåtal af de indsatte, der mærker noget til den åbne anstalts principper.
99
Den samlede anstaltskapacitet har svinget lidt i de senere år. Da det første journalstudie blev gennemført i 2010 var den samlede anstaltskapacitet på 182 pladser. På daværende tidspunkt var der 180 indsatte, hvilket vil sige en belægningsprocent på 98,9 pct.
Fem år efter i efteråret 2015 var anstaltskapaciteten faldet til 154 pladser med blot 122 indsatte. Hvilket vil sige en belægningsprocent på 79,2 pct.
En positiv udvikling, som registreres på World Prison Brief’s liste med et meget stort fald – nemlig fra knap 300 indsatte pr. 100.000 indbyggere i 2010 til de nuværende 208 – som dog stadig er meget, meget højt.
Kriminallov - sanktionsstige
Det særlige ved Grønlands kriminallov (Kriminallov for Grønland af 5. marts 1954) er, at man ikke straffer, men foranstalter. Den oprindelige kriminallov fra 1954 hvilede på gerningsmandsprincippet, hvor båndet mellem skyld og straf var brudt.
Foranstaltninger skulle vælges ud fra, hvad der tjente gerningsmandens genindtræden i samfundet bedst.
I 2010 fik Grønland en ny kriminallov (Kriminallov for Grønland, Lov nr. 306 af 2008), hvor gernings- og gerningsmandsprincippet kombineres, en såkaldt sanktionsstigemodel. Som navnet antyder, opereres der med et antal sanktioner, der spænder fra advarsel, bøde, betinget dom, tilsyn, samfundstjeneste, anstalt og med forvaring som den hårdeste sanktion. Sanktionsstigemodellen giver mere detaljerede retningslinjer for fastsættelse af foranstaltninger, og når gernings- og gerningsmandsprincippet kombineres giver modellen en højere grad af forudsigelighed i foranstaltningssystemet (Retsvæsenskommission 2004, bind 3: 815-824). Frihedsberøvelse finder vi på de øverste trin af sanktionsstigen, som enten
”dom til anstalt” eller en forvaringsdom.
Af kriminallovens § 147 fremgår det, at anbringelse i anstalt ikke må overstige 10 år.
De tidsbestemte anstaltsdomme er da også forholdsvis korte set i forhold til eksempelvis danske forhold. En dom for drab vil typisk udløse en anstaltsdom på mellem 5 og 7 år, hvor det i Danmark vil være mere end dobbelt så lang tid.
I 2010 var 28,3 pct. af landets indsatte tilbageholdt (varetægtsfængslede) – dvs. de ventede på at modtage dom. I journalstudiet fra efteråret 2015 udgjorde antallet af tilbageholdte et mindre fald, da det her var 23,8 pct. af de indsatte i Grønlands anstalter. For de øvrige fordeler afsoningstiden sig således:
2010 (N=180) 2015 (N=122)
0-2 måneder 10,5 % 3,3 %
3-5 måneder 7,2 % 7,4 %
100
6-8 måneder 6,6 % 10,6 %
9-11 måneder 4,4 % 7,4 %
1-2 år 20 % 18,8 %
3-4 år 10,5 % 11,5 %
5 år 4,4 % 2,5 %
6 år 1,6 % 4,9 %
Over 6 år 2,8 % 3,3 %
Forvaring 2,8 % 6,5 %
Som det fremgår afsonede den største gruppe indsatte – både i 2010 og i 2015 – domme på mellem 1 og 2 år.
Forvaring
I 2010 afsonede 2,8 pct. af de indsatte, en forvaringsdom i en grønlandsk anstalt, mens det i 2015 var steget til 6,5 pct. af de indsatte i Grønlands anstalter.
Forvaring på ubestemt tid idømmes ud fra kriminallovens § 161 og kan enten foregå i en grønlandsk anstalt eller som det fremgår af stk. 2 i samme § ”en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark”, hvilket i praksis vil sige det danske Herstedvester Fængsel.
Hvis man udelukkende studerer det grønlandske fangetal, ud fra indsatte i de grønlandske anstalter, er der som nævnt tegn på en positiv udvikling med et dalende fangetal. Men hvis vi inddrager den gruppe, som er sendt til afsoning i Danmark er udviklingen måske alligevel ikke så strålende. I de sidste 20 år er sket en voldsom stigning.
101
www.kriminalforsorgen.dk
Da jeg i foråret 2016 gennemførte journalstudiet i Herstedvester Fængsel, bestod gruppen af grønlandske forvaringsdømte af 28 indsatte. Det vil altså sige, at den grønlandske fangebefolkning ikke er på 122 indsatte – men på 150, hvoraf 19 pct. er sendt til afsoning i Danmark.
Hvis vi medregner de 8 forvaringsdømte, som afsoner i Grønlandske anstalter er der tale om 24 pct. af den grønlandske fangebefolkning, som afsoner en forvaringsdom.
36 forvaringsdømte – hvoraf – de 28 er sendt til Danmark, lyder måske ikke af meget. Men det skal her tages i betragtning, at den grønlandske befolkning er en lille befolkning på knap 56.000 indbyggere. Hvis vi ganger op i forhold til det danske befolkningstal, ville det svare til, at Danmark skulle have mere end 3.500 forvaringsdømte.
Ifølge kriminallovens § 161, kan forvaring på ubestemt tid anvendes hvis:
§ 161. Forvaring på ubestemt tid kan anvendes, hvis
1) gerningsmanden findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 98 nævnte art, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser,
2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den pågældende, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at den pågældende frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og
3) anvendelse af forvaring er nødvendig for at forebygge denne fare.
Det vil sige, at den dømte for det første er fundet skyldig i en alvorlig personfarlig forbrydelse. For det andet at det vurderes, at vedkommende fortsat frembyder en nærliggende fare for andres liv og legeme. Og i forhold til de, som sendes til Herstedvester, vurderes gerningsmanden pga. psykisk afvigelse uegnet til anbringelse i en Grønlandsk anstalt. At den dømte vurderes farlig og evt. psykisk afvigende, er der naturligvis eksperter, som har vurderet. Det er sket gennem en mentalundersøgelse, som ofte er blevet foretaget på et dansk hospital af danske psykologer og psykiatere. På baggrund af undersøgelsen udarbejdes en mentalerklæring, som er dommernes vigtigste redskab til at vurdere, om en tiltalt skal idømmes forvaring og om forvaringsdommen skal afsones i Danmark. En fjerdel af den grønlandske fangebefolkning – 24 pct. – udgør altså en sådan farlighed, at de grønlandske dommere har fundet en forvaringsdom passende, mens 19 pct. er psykisk afvigende af en sådan grad, at de ikke kan afsone i Grønland og må sendes til et dansk fængsel.
En tidsubestemt forvaringsdom er den absolut strengeste foranstaltning i den grønlandske kriminallov. Og når der står den er tidsubestemt – så menes der virkelig, at det er på ubestemt tid. Efter at have afsonet i 3 år kan en forvaringsdømt for første gang få prøvet sin sag i retten med henblik på en foranstaltningsændring.
102
Herefter kommer sagen for retten hvert andet år. Til forskel fra den tidsbestemte anstaltsanbringelse, hvor længstetiden som nævnt er 10 år – så er der ingen længstetid for forvaringsdømte, hvilket betyder, at nogle af de dømte har afsonet i virkelig mange år. For de 28 indsatte i Herstedvester har afsoningen været følgende:
1-5 år 10 indsatte
5-10 år 5 indsatte
10-15 år 7 indsatte
Over 15 år 6 indsatte
13 af de 28 indsatte har afsonet i det danske fængsel i mere end 10 år, og 3 har været i Herstedvester mere end 20 år.
Spørgsmålet er, hvorfor der er så mange grønlandske forvaringsdømte? Er så stor en andel af den grønlandske fangebefolkning virkelig så farlige og psykisk afvigende?
Der skal ikke herske tvivl om, at alle forvaringsdømte er dømt for særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet. Men det er de ikke de eneste der er. Den registrerede kriminalitet i Grønland vidner om et brutalt kriminalitetsbillede. Antallet af voldsanmeldelser i Grønland er ca. 4 gange så højt som i Danmark, mens anmeldelser om drab og sædelighedsforbrydelser er mere end 10 gange højere end det danske antal (Grønlands Politi 2016). Kriminalitetsbilledet i Grønland er brutalt – men Grønland er ikke et brutalt samfund. Der er nærmere tale om et udpint samfund.
Levevilkår i Grønland – Opvækst, omsorgssvigtets konsekvenser
I februar i år offentliggjorde Statens Institut for Folkesundhed en rapport med titlen
”Befolkningsundersøgelsen i Grønland – levevilkår, livsstil og helbred” (SIFs Grønlandsskrifter 2016). En trist rapport, der netop vidner om en udpint befolkning.
Der er tale om en meget omfattende undersøgelse, hvor resultaterne bygger på interview, spørgeskema og kliniske undersøgelser med i alt 2.100 personer over 18 år, der indgik i undersøgelsen. En del af undersøgelsen havde fokus på opvækstvilkår. Her fremgik det, for gruppen født efter midten af 1960erne, at 70 pct.
– eller flere havde været udsat for enten alkoholproblemer i barndomshjemmet, vold eller seksuelle overgreb. For de 18-29-årige viste undersøgelsen, at 33 pct. havde været udsat for seksuelle overgreb inden de fyldte 18 år (SIF 2016: 27). Flere undersøgelser viser det samme. I 2009 viste en rapport fra det danske Socialforsknings Institut, at 27 pct. af børn under 15 år var udsat for omsorgssvigt (Christensen 2009). Mens endnu en levevilkårsundersøgelse nåede frem til, at 28 pct.
103
af pigerne og 9 pct. af drengene mellem 15 og 18 år i 2004, som indgik i undersøgelsen havde været udsat for seksuelle overgreb (Curtis 2006).
Det er altså rimeligt veldokumenteret, at det for en del mennesker, har været svært at vokse op i Grønland. Og det har jo naturligvis også været tilfældet for en stor del af den grønlandske fangebefolkning.
Som nævnt har de forvaringsdømte grønlændere gennemgået en mentalundersøgelse forud for dommen. De fleste er vurderet farlige og som psykisk afvigende. Men når man dykker ned i deres mentalerklæringer, bliver det tydeligt, at for en del af dem er dette et resultat af netop en vanskelig opvækst. Her dukkede blandt andet følgende sætninger op:
”Emotionelt tidligt skadet”
”Dissocieret personlighed på baggrund af omsorgssvigt og mange års psykisk vold”
”Lang tids krænkelse har ført til en personlighedsforstyrrelse”.
Mange af de oplysninger, som findes i de indsattes journaler og mentalerklæringer burde være offentligt kendt – ikke bare i retssalene – men i særdeleshed også hos de grønlandske beslutningstagere, politikere og myndigheder. En holdning, som jeg gætter på en læge, der havde foretaget en personundersøgelse, deler. Vedkommende havde skrevet følgende lille notits i en journal:
”gennem opvækst flere voldsomme episoder, der må have været alment kendt.
Myndighederne har flere notater herom. Det kan undre, at myndigheder og lokalsamfund ikke har reageret, og aktuelle sag bør give anledning til revurdering af indsatsen for børn og unge”.
Problemet er bare, at der i Grønland er mangel på uddannet behandlingspersonale.
En realitet, som de grønlandske dommere, måske skeler til, når de afsiger en forvaringsdom til Herstedvester, eller når de ikke imødekommer en foranstaltningsændringssag. I en kredsretsdom med afslag på foranstaltningsændring begrunder kredsdommeren sin beslutning på denne måde:
”Herstedvester er bedre til at hjælpe ham, end man er i Grønland. Her er der mulighed for at blive behandlet af uddannet fagfolk”.
Selvmord
For en stor del af den grønlandske fangebefolkning gælder, at det ikke blot er andre mennesker, de har forvoldt skade. Mange har skadet sig selv, og en del af de dømte har flere selvmordsforsøg bag sig. Desværre er det ikke unormalt i Grønland.
Forekomsten af selvmord i Grønland hører til blandt den højeste i verden.
Ungdommen er en sårbar periode, og det afspejler sig i raten for selvmord og
104
selvmordstanker hos unge grønlændere. Et fænomen, som ses i alle arktiske egne (SIF 2016:65-68).
I forhold til selvmord kan man måske tale om at det unormale bliver normalt. De fleste i Grønland har været berørt af selvmord og har mistet familie og venner til selvmord.
Med det netop gennemførte journalstudie var det hensigten at indsamle og kategorisere så mange baggrundsoplysninger om de indsatte som muligt. I forhold til deres opvækst, har jeg ledt efter oplysninger om, hvor de var opvokset, om det var i egen familie, plejefamilie eller døgninstitution. Jeg har set på forholdene i barndomshjemmet, om der var vold og misbrug. Og så har jeg ledt efter oplysninger om hvorvidt de har været udsat for omsorgssvigt eller er blevet seksuelt misbrugt i deres barndom.
Desuden er der søgt efter relationer. Hvilke relationer er der mellem indsatte og forurettede? Er der tale om familiemedlemmer eller er det personer, de ikke har relationer til? Har de selv familie og børn – og hvis de har børn, er der søgt efter oplysninger om, hvor børnene er placeret, mens de afsoner. Og endelig var det ønsket at finde frem til, om de indsatte har forældre eller andre familiemedlemmer, som har afsonet i anstalt.
Som nævnt er det grønlandske kriminalitetsbillede vældig brutalt. Der er tale om særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet i et meget stort omfang. Men måske bør den voldsomme kriminalitet vi ser i Grønland ikke kaldes kriminalitet. Måske er der nærmere er tale om et fænomen, der hænger tæt sammen med selvmord. Det er sig selv og sine nærmeste, man forvolder skade – og derved er der måske tale om en form for udvidet selvmord?
Mønsterbrydere
Grønland er indehaver af en lang række triste verdensrekorder. Verdensrekorder der indebærer selvmord, misbrug, omsorgssvigtede børn og kriminalitet. Men jeg vil våge den påstand, at Grønland også har verdensrekord i mønsterbrydere. Stærke mennesker, der mod alle odds bryder med deres sociale arv.
Blandt Grønlands mange mønsterbrydere findes en unge kvinde, der i år er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Sørine Steenholdt hedder hun. I 2015 udgav hun den samfundskritiske bog, novellesamlingen ”Zombie Nunaat – Zombie Land”. Sørine Steenholdts projekt med denne bog har været, at give stemme til Grønlands omsorgssvigtede børn. På en af bogens sidste sider, dukker dette afsnit frem:
”Min mor drak i rigtig mange år. I løbet af mange år ødelagde hun langsomt sin krop.
Hendes lunger, lever, hjerne og andre organer blev beskadiget på grund af ulykker hun kom ud for, når hun drak. Hun forårsagede sine egne skader. I fuldskab forsøgte hun at begå selvmord og rev alle sin fingerled over, så hun ikke længere kunne bruge dem. I fuldskab
105
væltede hun og slog sit hoved voldsomt, så hun fik en lille hjerneblødning, og halvdelen af hendes krop blev svagere. Og i fuldskab faldt hun og beskadigede sit knæ og var nødt til at blive opereret. Efter operationen tog hun på druk så ofte, at hendes knæ ikke helede korrekt, og hun kunne ikke længere bruge sit ben ordentligt. Hun lod sig tæske af tilfældige mænd og fik en masse ar på hovedet, i ansigtet og på kroppen. For mig at se begik hun selvmord…
langsomt” (Steenholdt 2015: 120).
Spørgsmålet er, om det kriminalitetsbillede der tegner sig i Grønland, er et billede af omsorgssvigtede børn, der er blevet voksne. Og deres forbrydelse er, som Sørine Steenholdt skriver – et langsom og udvidet selvmord?
106 Anvendte kilder
Betænkning 1442/ 2004; Betænkning om det grønlandske retsvæsen, København 2004.
Christensen, Else (2009): Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14-årige børns og familiers trivsel, Departementet for Familie og Sundhed, SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd.
Christie, Nils ([1974] 2001): Hvor tett et samfunn?, Universitetsforlaget, Oslo.
Curtis, Tine m.fl. (2006): Unges trivsel i Grønland 2004, Grønlands Hjemmestyre, Inussuk, Arktisk forskningsjournal 1.
Kriminallov for Grønland, Lovbekendtgørelse nr. 49 af 13. februar 1979 med senere ændringer.
Kriminallov for Grønland, Lov nr. 306 af 30. april 2008.
Lauritsen, Annemette Nyborg (2011); Anstalten – frihedsberøvelse i Grønland, ph.d.- afhandling, Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, Nuuk.
Nilsson, Anders (2002): Fånge i marginalen – Uppväxtvillkor, levneadsförhållanden och återfall i brott bland fångar, Avhandlingsserie nr.8, Kriminologiska Institutionen, Stockholms Universitet.
Politimesterembedet (2016): Politiet i Grønland – Årsstatistik 2015, (http://www.politi.dk/groenland/da/servicemenu/forside/)
Statens Institut for Folkesundhed (2016): Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2014 – levevilkår, livsstil og helbred, Grønlandsskrifter nr. 28, København.
Steenholdt, Sørine (2015): Zombie Land, Milik Publishing, Nuuk.
Wacquant, Loïc ([1999] 2008): Fattigdommens fængsler [originaltitel: Les prisons de la misére], Socialpolitisk Forlag, København.
World Prison Brief: www.prisonstudies.org
107