I forsøget på at karakterisere kongebegravelsernes egenart, ikke blot i forhold til ritualet og repræsentationen, kan det også være nyttigt at relatere disse til følgende overordnede dialektiske begrebspar eller analysekategorier: 1. Distance og hierarki – nærhed og lighed. 2.
Klarhed – mystificering. 3. Konkurrence og konflikt – tilpasning og assimilering. 4.
Kontinuitet og traditionsbevaring – brud eller fornyelse. 5. Offentlighed og åbenhed –
privatisering, lukkethed og eksklusivitet. 6. Pragt – beskedenhed eller ydmyghed. 7. Kontrol – anarki og tilfældighed. 8. Sakralisering – verdsliggørelse. 9. Erindring – glemsel. 10.
Mandligt – kvindeligt. Som flydende betegnere (i en diskursanalytisk sprogbrug) er disse elementer dog åbne for forskellig betydningstilskrivninger, og inden for samme begravelse kan begge modsætningspar være til stede, ligesom de enkelte par kan relateres til hinanden (distance og hierarki kan f.eks. også betones gennem pragt). Den førstnævnte, ganske enkle og næsten folkeligt beskedne granitsten for det afdøde kongepar dannede således en kontrast til pragtopbudet ved de kongelige castra doloris, ligprocessionerne eller de efterfølgende kirkelige handlinger, ligesom dele af begravelsesritualet og selve gravkomplekset
understregede privatiseringen og lukketheden over for offentligheden i mediedækningen af begivenhederne. Og på samme måde var begravelsesceremoniellet for dronning Christine (+1521), enke efter kong Hans (+1513) og etableringen af et gravkompleks for kongeparret i Odense Gråbrødre Kloster på den ene side kendetegnet af ”prægtig hæder”, jfr. dronningens forsvundne epitafium, hvorimod dronningens ligklædning som en i senmiddelalderen
velkendt og bevidst ydmyghedsytring var den simple ordensdragt for franciskanerne.263 For at illustrere analysekategorierne i praksis skal ndf. gives et par eksempler på brugen af distancen og kontinuiteten som betydningsladede elementer.
end en Gemeen Persone”.264 Dette faktum blev til overflod demonstreret både i skrift og billeder og gennem ceremonier som udtryk for en øget bevidsthed om statsritualernes politiske betydning.
Pragt eller magnificentia som distanceskabende strategi betonedes flere gange inden for den kongelige begravelseskultur i 1500' og 1600'rne. Over for traditionen og forgængerne hævdede Frederik II således mht. det projekterede gravmonument for faderen, Christian III, at 'et sådant gravmonument havde endnu ingen konge i Danmark fået', mens enkedronning Sophie i planlægningen af Frederik II's begravelse i 1588 på samme måde fik rigsrådets tilladelse til at lade kongens ligprocession følge udenlandske normer for fyrstebegravelser for at det ikke 'skulle gå for simpelt til”.265 Distancen til undersåtterne, i første række adel og gejstlighed, understregedes navnlig i tidens luksusforordninger.266 Det gjaldt bl.a. for brugen af alabast og ophøjede grave (fritstående gravmonumenter), der ”fast offuergaar alle
kongelige och førstelige Begraffuelser”,267 ligesom brug af kostbare tekstiler og ædle metaller som kisteudstyr på samme måde fordømtes for andre end de kongelige. Christian V's
forordning om begravelser fra 1682 modificerede ganske vist reglerne for særligt
priviligerede af adelsstanden og militærpersoner i kongens tjeneste, der nok havde tilladelse til at opsætte monumenter i kirkerne, men disse formentes stadig anvendelsen af sølv eller guld på kisterne og opsætning af lys omkring liget i ligstuerne eller på kirkegulvet – det sidstnævnte utvivlsomt en afstandsmarkering både til ældre praksis og – helt aktuelt – til det kongelige castrum doloris, tidligst anvendt i Danmark ved Frederik III's begravelse i 1670.268
Distancen eller 'anderledesheden' kunne på samme måde give sig et fysisk udslag i gravens eller gravmælets isolering fra selve menighedens kirkerum i særligt afsondrede områder eller i tilbygninger. På dette felt var ønsket om at hvile i 'splendid isolation' ganske vist ikke forbeholdt kongehuset, hverken i middelalderen eller i tidlig moderne tid, men den kongelige særstatus manifesterede sig i udvalget af det hierarkisk vigtigste område (koret)
dronningebegravelser” til publikationen, Agnes S. Arnórsdóttir, Per Ingesman og Bjørn Poulsen (red.), Konge, kirke og samfund. De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder (under trykning 2004).
264 In obitvm serenissimi et potentissimi Daniæ et Norvegiæ Regis Friderici II.Oratio fvnebris [...], Copenhagen 1588.
265 Jfr. Frederik II's brev til sin søster, kurfyrstinde Anna af Sachsen, november 1571, refereret i Laursen, L.
(udg.), Danmark-Norges Traktater 1523-1750, 2, København 1912, s. 303; Kancelliets Brevbøger, København 1908, 13f. (19. april 1588).
266 Jfr. Bøggild Johannsen, ”Kongelige begravelsesskikke”, s. 42 og note 19; Leon Jespersen, ”Adel, hof og embede i adelsvældens tid”, i Per Ingesman og Jens Villiam Jensen (red.), Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660, Århus 2001, specielt s. 380ff.
267 Holger Fr. Rørdam, Danske Kirkelove, II, København 1886, s. 262 (nr. 366).
268 O. Nielsen, O. (udg.), Kjøbenhavns Diplomatarium, 7, København 1886, s. 17-26. Om Frederik III's castrum doloris, jfr. Bøggild Johannsen, ”Til Evig Ære Minde”, s. 158ff. og ”Ritual and Representational Aspects”.
eller i omfangen og pragten af de opførte gravbygninger.269 Selvom det nyligt afdøde kongepars gravkapel, Vilhelm Wohlerts kapel fra 1985 ved domkirkens sydvesthjørne, fremtræder som et mere beskedent alternativ til forgængernes, er utilgængeligheden stadig et centralt motiv, for den besøgende kun forbeholdt en snæver kongelig kreds og for beskueren sløret af en næsten lukket murflade, alene gennembrudt af små glugger.
På samme måde er også kontinuiteten eller traditionen status- og betydningsskabende.
Det gælder på flere områder, hvor netop den kongelige særstilling kommer til udtryk gennem demonstrationen af det længstvarende forløb. I rituel henseende fremhævedes bindingen til mos maiorum udtrykkeligt som en positiv kvalitet f.eks. ved kong Olufs begravelse
(separatbegravelse af indvoldene) i Lunds Domkirke1387, da kongen blev balsameret også
”alsem eynem koning plecht tho doende”.270 Krisesituationen i forbindelse med spørgsmålet om magtsuccessionen efter den unge konges bratdød, hvor rygter om et muligt politisk mord også opstod, kan i denne situation måske have været baggrund for, at kontinuitetsaspektet her særligt fremhævedes og dermed blev et led i en politisk strategi. Faktisk er herhjemme ikke før 1500'rnes første årtier bevaret sikre vidnesbyrd om anvendelsen af den i middelalderens Europa i øvrigt gængse balsameringsteknik, primært ved til fyrstebegravelser.271 Samtidig står – så vidt jeg ved – Olufs separatbegravelse helt isoleret i en kongelig dansk kontekst. Den spændte politiske situation er således blevet afdramatiseret ved en bevidst rituel (og tekstlig) understregning af kontinuiteten.
Forankringen i traditionen i forhold til et bestemt dynasti og dettes udvalgte gravkirke er blandt danske kongebegravelser som oftest normen, både i middelalderen og nyere tid. Siden Harald Blåtand havde Roskilde Domkirke en hævdvunden placering som kongelig gravkirke, en status, som indirekte fremgik af Saxo's beretning i Gesta Danorum, hvor kong Niels nægtede at lade den myrdede hertug Knud Lavard blive begravet in Roskyldensium monumentorum area og dermed få en fornem gravlægning, angiveligt for at undgå uro og optøjer, men ifølge krønikeskriveren snarere som et udtryk for kongens egen had og misundelse.272 Den hellige Knud Hertug måtte derfor nøjes med en ydmyg begravelse i Ringsted Benediktinerkloster. Når kontinuiteten således bliver brudt, og alternative kongelige
269 I Roskilde Domkirke, har gravkapeller siden Christian I (bortset fra Frederik III og Christian V) været forbeholdt kongerne alene. Et brud på traditionen, som samtidig understregede et følt rituelt behov for at manifestere afstanden til 'det gamle system' i lighed med introduktionen af det særlige castrum doloris, var et projekt o. 1670 om flytning af alle kongelige kister til S. Nicolai Kirke i København, jfr. Bøggild Johannsen,
”Til Evig Ære Minde”, s. 160.
270 SD IV, 72, nr. 2924; DD 4, VIII, nr. 400
271 Om ligkonservering i middelalderen, jfr. Meyer, 2000, s. 202ff. Om organiseringen af Olufs begravelse som led i en politisk strategi, dikteret af hans mor, dronning Margrete, jfr. Bøggild Johannsen, 2004.
gravkirker etableredes i middelalderen (bl.a. i Slesvig, Ringsted, Ribe, Viborg, Sorø og Odense), har der oftest ligget en bevidst politisk begrundelse bagved – ønsket om – af en eller anden årsag – at distancere sig fra de ældre medlemmer af dynastiet eller understregningen af et politisk kursskifte, hvilket derigennem motiverede en særlig statusmarkering. Dette sidste kunne netop være baggrunden for f.eks. Erik af Pommerns (ved dronning Margretes
genbegravelse (fra Sorø) i 1413) og Frederik II's (ved Christian III's genbegravelse (fra Odense), før april 1573)) beslutninger om en tilbagevenden til de danske kongers urgamle Pantheon i Roskilde. Som nævnt ovf. (note 74) overvejedes på samme måde ved Frederik III's død en flytning af de kongelige begravelser fra Roskilde til residensstaden København – et radikalt kontinuitetsbrud og en rituel og monumental understregning af enevældens
systemskifte.
Også i selve gravmælets eller gravkompleksets form og udsmykning kunne en kontinuitetsstrategi få visuelt udtryk. Bindingen til et ældgammel og ærværdig slægt med rødder til en række fyrstelige, kongelige og endog kejserlige aner i seks led blev således iscenesat af dronning Christine som en statusmarkering o. 1520 i forbindelse med den heraldiske dekoration – en skjoldeserie af hidtil uhørte dimensioner i dansk kontekst – af det kongelige gravkor i Odense Gråbrødre Klosterkirke.273 På lignende måde kunne den bevidste dublering eller gentagelse af et gravmonuments form, her Christian III's fritstående
baldakingravmæle (1574-75) i Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke, til efterfølgeren, Frederik II's monument (1594-98) i samme rum anskueliggøre kontinuiteten fra far til søn – og måske ydermere indeholde en skjult dagsorden om en konstitutionaliseret arvefølge.274