Anette Storgaard
Juridisk Institut, Aarhus Universitet, Danmark
Denne præsentation er baseret på et lille forskningsprojekt, som blev gennemført i regi af NSfK i perioden 2011-2013. Projektet er præsenteret i den publikation, der hedder ”Løsladelse – planlægning og samarbejde i Danmark, Norge og Sverige”, som findes op NSfK’s hjemmeside.
Publikationen har bidrag af de forskere, der gennemførte projektet, nemlig Inger Marie Fridhov (Norge), Anders Persson og Kerstin Svensson (Sverige) samt Hanne Ramsbøll og Anette Storgaard (Danmark).
Store dele af publikationens indhold berøres ikke i det følgende. Derimod uddybes et enkelt aspekt, som kun blev sporadisk behandlet i publikationen. Det drejer sig om de praktiske udfordringer i at etablere en konstruktiv dialog imellem professionelle i de forskellige myndigheder, som er involveret i løsladelsesprocessen.
Myndighederne og Luhmanns systemteori
Vi har alle – som borger eller som repræsentant for en (anden) myndighed erfaret, at det kan være vanskeligt at opnå den dialog, der er behov, for med en repræsentant for en offentlig myndighed. De fleste af os, overkommer dog denne udfordring, i hvert fald så længeder er tale om én myndighed og et problem, der skal løses. Men de færreste har nok tænkt analytisk over, hvorfor det er vanskeligt. Vi har blot indset det faktum, at offentlige myndigheder er ”store og stærke”. Det gælder i relation til borgerne, som ofte skal indrette sin adfærd, formulere sine behov, beskrive sig selv så de passer ind i de mønstre, kasser og systemer, som den relevante myndighed arbejder med, for at blive taget alvorligt. Men de offentlige myndigheder er også
”store og stærke” i relation til hinanden. Hver enkelt myndighed anser egne værdier og tilgange for gyldige og sande. Derfor forventes ”de andre” at indrette sig. De må give os de informationer, vi har brug for. De må respektere vores tidsfrister osv.
I sociale systemer1 beskriver Luhmann hvordan han ser det moderne samfund som kendetegnet ved at bestå af forskellige sub-systemer, som f.eks. justitsvæsnet, det sociale system eller sundhedsvæsnet. disse sub-systemer har hver sin tilgang til målgrupperne (som i øvrigt ofte er enkeltpersoner i unikke situationer). Systemerne har hver sin opgave, hver sin identitet, hvert sit mål og succeskriterium. De bygger på hver sin logik. Sub-systemerne er forskelligt organiseret. Der har forskellig intern
1 Niklas Luhmann, Hans Reitzels forlag, 2000
151
kompetencefordeling, f.eks. med hensyn til økonomi og beslutningskompetence.
Men samfundets sub-systemer er også forbundet med hinanden. F.eks. definerer de ofte sig selv igennem afgrænsning til de andre sub-systemer (os og dem), samtidig med at de lægger vægt på egen autonomi.
Men systemerne har ikke monopol på borgerne. Tværtimod er samme borger ofte involveret med mere end ét sub-system. Det er også sådan at desto mere udsat borgerens position er, desto flere sub-systemer er borgeren involveret med og desto flere systemer, man er involveret med, desto vanskeligere bliver det selvsagt at navigere.
Her er fokus på de af kriminalforsorgens klienter, som er på vej ud af fængsel eller er kommet ud af fængsel for nylig. For den gruppe er der rigtig mange sub-systemer at forholde sig til, det kan f.eks. gælde: jobformidling, boligformidling, afhængighedsbehandling, psykiatri og social understøttelse. Dertil kommer kriminalforsorgens egne sub-systemer: fængslet, pensionen, kriminalforsorgen i frihed. I større eller mindre grad kan her til føjes hel- og halvprivate aktører, som f.eks. tilbyder mentor, gældsrådgivning eller andet.
Forskning understøtter teorien
Den ovenfor præsenterede forskergruppe satte sig for at undersøge, hvilke udfordringer de professionelle, der sidder tæt på løsladelsen, oplever i det daglige.
Og med henblik på at opnå et indtryk heraf i tre nordiske lande blev der afhold et mindre seminar for de relevante aktører i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige.
Med til seminarerne var inviteret socialfagligt personale fra fængsler, pensioner, kriminalforsorg i frihed og kommunale socialforvaltninger. I løbet af den dag, seminaret varede, gennemførte de parallelle programmer på alle tre seminarer.
Først blev deltagerne sat sammen i blandede grupper og bedt om at beskrive en case skriftligt. Casen skulle være så udførlig, at koncipisterne selv mente at casen kunne viderebehandles af andre professionelle. Casen skulle i alle tilfælde angå en person, der stod lige foran sin løsladelse.
Dernæst skulle de samme grupper behandle en case, som var udarbejdet af én af de andre grupper. I denne fase blev det klart, at den case, som de oprindelige koncipister havde anset for fuldt belyst, blev oplevet som mangelfuldt belyst af den nye gruppe. Dette var en interessant erfaring for alle, både deltagere og forskere.
Herefter blev grupperne omdannet således at alle fængselsfolk kom sammen, alle kommunale folk kom sammen osv. Her blev deltagerne bedt om at overveje hvilke forhold, der havde overrasket dem mest i arbejdet frem til nu samt at diskutere to centrale spørgsmål: Hvad er den gode plan (for løsladelse, AS)? Og hvad er det gode samarbejde?
152
Sammenfattende om de to centrale spørgsmål og øvrige iagttagelser fra den afsluttende plenumdebat er bl.a.
- Deltagerne er i udpræget grad enige om, at såfremt der er en narkotika-problematik tilknyttet, stjæler den hurtigt al opmærksomhed med det til følge, at andre opgaver og problemer anses for mindre betydningsfulde.
- I Danmark og Norge er det jævnligt et problem, at den endelige løsladelsesdato fastsættes kort tid før. Dette er ikke i samme grad et tema i Sverige idet løsladelse akkurat på 2/3-dagen her er den altdominerende hovedregel.
- På spørgsmålet om, had den gode plan er, er der generelt enighed om, at den gode plan er den plan, der hidrører fra klienten selv.
- Alligevel mener de professionelle generelt, at de ved alt for lidt om deres klienters egne behov og ønsker. Forskerne konkluderer på baggrund af de professionelles udsagn, at planerne aldrig er skrevet af klienterne, de er af og til skrevet for klienterne, men oftest er de skrevet om klienterne.
- Det gode samarbejde beror på viden om de andres muligheder og begrænsninger, som var meget begrænset hos deltagerne (ifølge dem selv) til trods for, at de i alt væsentligt havde samme uddannelsesmæssige baggrund, var fra samme land og havde arbejdet med fælles klienter i flere år.
Til allersidst på seminardagen blev deltagerne spurgt, hvad de anså der var størst behov for, hvis de skulle komme nærmere de idealer, de selv så for deres arbejde.
Her pegede de på, at der var stort behov for mere viden om, hvordan de andre arbejder, herunder hvilke muligheder og kompetencer, der findes for de andre og ikke mindst, hvilke forhindringer, de slås med. Dernæst ønskede man faste kontaktpersoner hos hinanden, så man kunne opbygge kontinuerligt og tillidsfuldt samarbejde. Dette er i nogen grad løst rundt omkring. Men fortsat lider man mange steder på dette felt under stor personalegennemstrømning, hyppig og langvarig sygdom, stress og overbelastning.
Det blev også påpeget, at reel opbakning fra ledelsen er afgørende. Den offentlige sektor er i nyere tid blevet underlagt såkaldte resultatkonktrakter som styringsværktøj. Dette kan medføre, at medarbejderne har vanskeligt ved at følge ledelsens skiftende fokus-områder og derfor kan de være usikre på, om de udfører de ”rigtige” opgaver og om de udfører dem tilfredsstillende.
Endelig sagde deltagerne på samtlige seminarer, at de ville opfordre til at der blev flere seminarer af denne type.
Det var interessant, at de seminardeltagere, vi som forskere havde inviteret for at de skulle lære os noget, endte med at konkludere, at de selv havde haft stort udbytte af dagen.
153
Selvom man må konkludere efter seminarerne, at det ikke alene er de løsladte, der har en stor udfordring, men også de professionelle, der skal understøtte løsladelsesprocessen, må man også konkludere at disse uprætentiøse dag-seminarer blev en ægte ”win-win” oplevelse, som de offentlige sub-systemer med fordele kunne inddrage, når de får øje på behovet for at udvikle metoden i det sociale arbejde.
154