• No results found

Den tabuisering af døden som Geoffrey Gorer diagnosticerede i 1955 må utvivlsomt betegnes som karakteristisk for hele den sidste halvdel af det 20. årh. i en vesteuropæisk sammenhæng.

Men er hospitalsdød, lykkejagt og sækularisering de eneste tænkelige forklaringsfaktorer på den moderne berøringsangst over for døden? Mærkeligt fraværende i hele den omfattende sociologiske og psykologiske litteratur, som Gorers studier gav startskuddet til, er den simple kendsgerning, at det 20. årh. var vidne til to store verdenskrige, der bevirkede en krigsdød af hidtil uset og utænkeligt omfang. Er det virkelig muligt, at en krigsdød så vældig overhovedet ikke skulle have haft indflydelse på holdningen til den mere hverdagsagtige død? Kunne det ikke tænkes, at afritualiseringen på alle fronter af samfundslivet i anden halvdel af det 20. årh.

hænger sammen med krigene i den første halvdel af århundredet? I en banebrydende artikel fra 1981 med titlen, “War and Death, Grief and Mourning”, tog den engelske historiker, David Cannadine, spørgsmålet om Den første Verdenskrigs betydning op til nærmere

overvejelse.45 Han indledte artiklen med at frontalt angreb på Geoffrey Gorer, som han mente gav et nostalgisk og romantiserende billede af den viktorianske død, og han afviste ganske, at de viktorianske sørge- og begravelsesritualer skulle have nogen som helst lindrende funktion, der var tale om en ren kommerciel udnyttelse af døden. Paradoksalt nok bliver hans egen fremstilling af våbenstilstandsritualernes tilblivelse dog det stærkest mulige argument for, at sørgeritualer rent faktisk opfylder et fundamentalt psykologisk behov.

Den ukomplicerede overgang fra et dødsdomineret, men sexfornægtende 19. årh. til et sexdomineret, men dødsfornægtende 20. årh., som Gorer beskrev, ignorerede efter

Cannadines opfattelse helt den tunge sky af død, der hang over Storbritannien i årene mellem 1914 og 1939 og den opfindsomhed, hvormed de sørgende forsøgte at lindre deres sorg. Den første Verdenskrig var den sidste store krig, hvor unge mænd var det vigtigste våben. Knap 800.000 britiske soldater mistede livet, og for imperiet som helhed kom tallet op over en million. Yderligere 1,5 mill. blev invalideret. Omkring halvdelen af de døde blev aldrig identificeret. Alt i alt deltog ca. 6 mill. britiske soldater i krigen, dvs. at ca. hver ottende blev dræbt, og hver eneste engelske familie blev berørt: en far, en søn, en onkel, en fætter, en ven, en kammerat. Døden ramte samfundet bredt, den kendte ikke forskel på høj og lav, og samtidig kom en hel generation af britiske mænd til at bære rundt på følelsen af, at de uretfærdigt havde overlevet, mens de bedste havde fundet døden i skyttegravene.

45 I Whaley (ed.) 1981, s. 187 ff.

Overfor en død så vældig slog de traditionelle forsvarsmekanismer ikke til. Den etablerede kirke, The Church of England, formåede ikke at løfte opgaven, og de gamle ritualer bragte ikke mere nogen trøst. Tværtimod forsvandt de sidste rester af de viktorianske sørgeritualer inden krigens afslutning. Det gav ingen mening at klæde hele England i sort, sorgen måtte søge nye veje. Cannadine peger på to: Spiritismens opblomstring i

Mellemkrigstiden og de nye ritualer, der opstod omkring våbenstilstandsdagen, Armistice Day. Disse ritualer, i første omgang centreret omkring Cenotaphen (den tomme sarkofag i Whitehall), den ukendte soldats grav i Westminster Abbey og de to minutters stilhed, og siden videreført over hele landet i tilknytning til lokale krigsmonumenter, var oprindeligt

regeringsinitiativer tænkt som engangsforestillinger. Men de blev fastholdt og fortsat på baggrund af et folkeligt krav, fordi de opfyldte helt elementære og fundamentale behov: Den private sorg blev gjort offentlig og fælles. “We were made one people, participants in one act of remembrance”, skrev The Times.

Den engelske historiker, Jay Winter, er i bogen, Sites of memory, sites of mourning. The Great War in European cultural history, fra 1995 ude i delvis samme ærinde.46 Samtidig udvider han undersøgelsesfeltet til også at omfatte Frankrig og Tyskland, hvor dødsraten var på samme niveau som i Storbritannien eller højere. Fundamentalt set handler Winters bog om sprog, om sorgens sprog som det kom til udtryk i krigsmonumenterne og de dertil knyttede ritualer, i spiritismen, og i mellemkrigstidens kunst og litteratur. Det er hans these, at Den første Verdenskrig ikke – som det ellers oftest hævdes – betød det definitive brud med traditionen og det endelige gennemslag for det moderne.47 I forsøget på at finde et sorgens sprog søgte man i mindearkitekturen, i kunsten og i litteraturen tværtimod tilbage til traditionelle formelementer og symboler for at finde mening og lindring. Som Cannadine understreger også Winter sørge- og erindringsceremoniernes funktion som udtryk for og ritualisering af den kollektive sorg. Krigsmonumenterne markerede det sted, hvor fællesskaber blev genforenet, hvor de døde symbolsk blev bragt hjem, og hvor krigens adskillelse blev udtrykt, ritualiseret og med tiden accepteret. Men, hævder Winter, efter Den anden Verdenskrig var det ikke mere muligt at revitalisere dette traditionelle sorgsprog. Først her ligger efter hans opfattelse det egentlige brud.

I sin forståelse af traditionelle æstetiske og religiøse symbolers virkning i

sorgbearbejdelsen er Winter inspireret af den bulgarsk-franske filosof, lingvist, feminist og psykoanalytiker Julia Kristevas syn på den religiøse og æstetiske symboldannelses

46 Cambridge 1995.

47 Se f.eks. Paul Fussell, The Great War and Modern Memory, Oxford 1975.

terapeutiske funktion.48 Symbolsammenbrud var efter Winters opfattelse en reel trussel for enhver, der forsøgte at finde en mening med Den første Verdenskrigs overvældende tabstal.

Gennem ritualiseringen af sorgen og revitaliseringen af kunstens traditionelle formsprog åbnedes en mulighed for genrejsning af de symboler, hvorigennem sorgen kunne udtrykkes, gennemleves og overvindes, måske snarere “gennem katharsis end gennem bearbejdning”, som Kristeva udtrykker det. Men efter Den anden Verdenskrig, efter Auschwitz og

Hiroshima, var en sådan symbolgenopretning ikke mere gennemførlig. “Som overskredet eller ødelagt af en alt for stærk bølge, er vore symbolske hjælpemidler blevet tømt, så at sige tilintetgjort, forstenet. På grænsen til stilheden opstår ordet “ingenting”, et forsigtigt forsvar mod så meget indre og ydre kaos, inkommensurabelt. Aldrig har nogen kataklysme været mere apokalyptisk grænsesprængende, aldrig har repræsentationen af den haft så få symbolske midler til rådighed”.49

Symbolsammenbrud og afritualisering er to sider af samme sag, i sidste halvdel af det 20. årh. havde sorgen tilsyneladende mistet sit sprog. Begravelsesformerne undergik samtidig væsentlige ændringer, omend det kristne jordpåkastelsesritual fortsat syntes at bevare sin kraft.50 Med Danmark som eksempel kan det konstateres, at ligbrænding er blevet stadig mere udbredt med det resultat, at mange kirkegårde har fået et “omvendt” pladsproblem. De er blevet for store, fordi urnegrave ikke optager nær så meget plads som traditionelle

jordfæstelser. Mange fravælger desuden den individuelle grav til fordel for store anonyme fællesgrave, hvis græsplæner omfatter en stadig større del af kirkegårdenes areal. En anden variant er i de senere år blevet den såkaldte ‘økologiske’ skovkirkegård, som den kendes i England.51 Men der er tegn på ændringer. En rundgang på Assistens Kirkegaard på Nørrebro i København en tilfældig forårsdag i 2003 efterlader det indtryk, at en nyritualisering (ikke genritualisering, for de nye ritualer er tilsyneladende ikke specielt kristne) af sorg- og mindekulturen er i gang. Der er sat lys og lygter på gravene, børnegrave markeres med elefantskulpturer og masser af rigtigt legetøj, og en enkelt flaske whisky er anbragt på en

48 Julia Kristeva, Soleil Noir. Dépression et Mélancolie, Paris 1987. Norsk oversættelse ved Agnete Øye, Sort Sol. Depression og melankoli, Oslo 1994, især s. 38 og 201-203. Jvf. Winter, 1995, s. 9, 172 og 225-229.

49 Kristeva, 1994, s. 202. Min fordanskning.

50 93% af danske begravelser foregår stadig (1993) under gejstlig medvirken.

51 I 2002 blev over 90% af de døde i København kremeret mod 40% i 1944. I de øvrige storbyer er tallet 90%, på landsplan er det 70%, fordi skikken stadig ikke er så udbredt i landkommunerne. Ligbrænding er især udbredt i protestantiske lande, først i 1963 tillod den katolske kirke kremering. De specielle amerikanske dødsritualer (balsamering mv.) har desuden bevirket, at metoden ikke er særlig anvendt i USA. Kremeringen fik sit

gennembrud i slutningen af det 19. årh., begrundelsen var som ved udflytningen af kirkegårdene hygiejnisk, men sækulariseringen synes i begge tilfælde at have været den afgørende mulighedsbetingelse. I de større danske byer blev i 1996 mellem 50% og 70% af alle urner anbragt i anonyme fællesgrave. - Om hele denne udvikling se Jensen, Vest for Paradis, s. 187 ff. og Dagbladet Politiken 4. september 2003.

folkekær forfatters grav – til almindelig afbenyttelse og refill.52 Samtidig er der oprettet specielle hjemmesider på internettet, hvor folk fortæller hinanden om deres sorg. Om dette så igen betyder, at endnu en fase, den postmoderne, må føjes til Ariès’ lange fortælling om dødens historie i Vesten,53 er det nok for tidligt at afgøre.