Efter få dages privatsorg på Amalienborg Slot førtes Frederik IX's kiste 17. januar til Christiansborg Slotskirke. Som en videreførelse af et ritual, der siden 1670 med få
undtagelser har været anvendt ved alle regerende monarkers død, var midt i kirkerummet opstillet et castrum doloris.198 En hvidklædt katafalk, flankeret af fire sølvgueridoner og Ferdinand Küblichs tre sølvløver fra Enevældens kongetrone, udgjorde fundamentet for kongens kiste, der blev dækket af kongeflaget og kongekåben, den sidstnævnte indtil 1953 anvendt ved Rigsdagens åbning.199 De øvrige kongelige regalier, ordenstegn og det kongelige våbenskjold lå på forhøjninger neden for kisten, kronen dog på kistens øvre ende. Udvalgte medlemmer fra de forskellige værn dannede fanevagt udenom, mens rækker af beskuere, heriblandt jeg selv, tavse defilerede forbi i den dæmpet oplyste kirke. Få dage efter, 24.
januar, en bidende kold og klar dag, så jeg kisten blive ført i procession på en kanonlavet, trukket af marineinfanterister, fra Slotskirken til Hovedbanegården, hvorfra den med tog bragtes til Roskilde og fra stationen atter i procession bragtes til Roskilde Domkirke.
Repræsentanter for de forskellige værn, fra stat, kirke og embedsværk og fra forskellige udenlandske repræsentationer deltog i sørgetoget, der anførtes af den pr. 15. januar offentligt udråbte nye statsoverhoved, dronning Margrethe og af den afdødes gemalinde, dronning Ingrid, begge til fods. Bisættelsen i Domkirken, der blev overværet af en særlig indbudt kreds, afsluttedes med en jordpåkastelse, hvorefter kisten, dækket af kongeflaget, midlertidigt blev hensat i Christian IX´s kapel. Først i 1985 skete selve jordfæstelsen af kongen i et åbent gravkapel, tegnet af Vilhelm Wohlert, som et særligt afskærmet kirkegårdsområde ved domkirkens nordvesthjørne. Et dobbeltgravmæle, en ganske enkel gravsten, hugget i
grønlandsk granit af Erik Heide s.å., dækker kongens og siden 2000 dronning Ingrids grave.
Udover fødsels- og dødsår er stenen alene betegnet med de kongelige navne og titler, mens hovedfeltet smykkes af et anker på baggrund af bølgelinjer, en henvisning til kongens særlige tilknytning til Søværnet. Krone eller andre insignier ses ikke. En indirekte allusion til det danske rigsfællesskab er dog angivet med gravkompleksets materialer og beplantning, de sidstnævnte bestående fortrinsvis af nordatlantiske vækster.
Dronning Ingrids begravelse fulgte i hovedtræk forløbet fra den tidligere handling, men der var tankevækkende afvigelser. Ud over den massive mediedækning fra tidspunktet
umiddelbart inden dronningens død ytrede der sig tidligt en – tilsyneladende spontant opstået – folkelig sørge- og sympatidemonstration med nedlæggelse af blomster og opsætning af lys
198 Birgitte Bøggild Johannsen, ”Til Evig Ære Minde. Studier i enevældens kongelige castrum doloris”, i Johannsen, Hugo (red.), Kirkens bygning og brug. Studier tilegnet Elna Møller, København 1983, s. 155-80.
199 Jfr. Gudmund Boesen, Danmarks Riges Regalier, København 1986, s. 180.
ved dødsstedet og dronningens øvrige boliger, ganske svarende til lignende tilkendegivelser i nyere tid, ikke blot ved kongeliges og andre fremtrædende mediepersonligheders dødsfald, men også ved anonyme medborgeres død i forbindelse med dramatiske handlinger som mord, terroraktioner eller trafikulykker. I skrivende stund er dette mønster senest registreret efter drabet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh 11. september 2003 – ved en sær skæbne sammenfaldende med mindedagen for terrorkatastrofen i U.S.A 11. september 2001, der i sin tid var blevet markeret på samme måde.200
Også dronningens kiste blev offentligt fremvist på castrum doloris i Slotskirken i dagene 11.-13. november 2000. Referencer til hendes status og dynastiske rødder skete bl.a.
ved præsentationen af hendes ordenstegn og andre heraldiske markører, herunder
Elefantridder- og Serafimerordnerne samt det særlige dronningeflag, som introduceredes 1914 til dronning Alexandrine. Dog manglede dronningekronen, som ikke har været anvendt i statsceremoniel kontekst siden 1840.201 På samme måde var udeladt kroningskåben, de øvrige regalier og de tre sølvløver, en markering – trods alt – af forskellen fra den regerende monarks begravelse. Et karakteristisk træk var dog en overdådighed af blomster omkring katafalken, ligesom lyshavet og den ledsagende musik med både kirkelige og ikke-kirkelige indslag for tilskueren gav handlingen et væsensforskelligt præg i forhold til kongebegravelsen i 1972.
Det kongelige castrum doloris efterfulgtes 14. november af ligprocessionen til Roskilde og bisættelsen i Domkirken. Selv oplevede jeg denne sidste del af begravelsesceremoniellet på afstand, i gang med registreringsarbejde på en østjysk kirkegård, hvor tiden to gange om eftermiddagen blev skanderet af vedholdende klokkeringing fra de omliggende sognekirker.
Som endnu en indrømmelse til traditionen skete dette ikke bare her, men overalt i landet, dels da liget førtes ind i kirken, dels igen – en times tid senere – da dronningen blev jordfæstet.
Statusmarkering, pragt, kontinuitetspræg og offentlighed var således
betydningsbærende rituelle og visuelle ytringer, både ved denne og de foregående kongelige begravelser. Men der var også sigende begrænsninger i form af privatisering og enkelhed, f.eks. i forbindelse med dødslejet eller i udformningen af den kongelige gravsten. I en ceremonialkontekst skete der dog i 2000 et påfaldende brud på traditionen og en rituel
fornyelse (eller genskabelse af en ældre tradition) ved selve brugen af et castrum doloris til en
200 Om denne form for sorgytring, aktualiseret efter rovmordet på en italiensk turist i København, jfr. lederen i Kristelig Dagblad 14. august 2003, hvor dog også betonedes det distancerende element i den kollektive 'ufarlige' sorgfølelse, rettet mod fjernereståendes dødsfald, mens Berlingske Tidende's leder 17. august 2003 betegnede følelsestilkendegivelsen som et politisk udtryk, der samtidig rummede kimen til et vendepunkt. Generelt også Pamela Roberts, ”Memorialization, Spontaneous”, i Macmillan Encyclopedia, s. 569-70.
201 Jfr. Nils G. Bartholdy, ”Dronning Ingrids castrum doloris”, Heraldisk Tidsskrift, 83, 2001, s. 97-104; om dronningekronen, jfr. Boesen, Danmarks Riges Regalier, s. 160-63, 188.
dronningebegravelse, idet dette æres- og hyldestritual ved det danske kongehus ikke havde været anvendt siden dronning Juliane Maries død i 1796 og således dermed var blevet et kongeligt prærogativ.202 En officiel begrundelse for denne ceremonielle 'opgradering' af monarkens hustru eller enke blev – mig bekendt – ikke givet i den mediedækkede
rapportering af begivenheden, hvilket må opfattes som et udtryk for den brede offentligheds konsensus omkring forløbet.203 Tolkningsmulighederne er derfor legio: En (delvis) markering af dronningens lejlighedsvise status som rigsforstander ved regentens fravær eller et
emotionelt begrundet ønske fra den nærmeste familie om en særlig hædersbevisning over for en højt værdsat person? Eller var det i virkeligheden en ceremoniel imødekommelse fra hoffets side over for den øgede folkelige opbakning bag det konstitutionelle monarki, manifesteret i en romantisk fascination af anakronismen inden for en institution, der som identitetsbevarende, nationalt samlingspunkt ligesom flaget204 i en – for nationalstaterne – indiskutabel krisetid, præget af europæiske unionsprojekter og almindelige
globaliseringsbestræbelser, stadig udøver en – måske endda voksende – ideel og symbolsk eller mytisk magt i samfundet, selvom denne er milevidt fjernet fra den reelle
magtudøvelse?205 Dette spørgsmål vil blive uddybet i et senere afsnit.
Foreløbig er det nærliggende at fastslå med Carlo Ginzburg i forbindelse med en
diskussion af myter som udtryk for virkelighedsdistance eller bedrag: ”It has been obvious for some time that the history of the twentieth century cannot be understood without an analysis
202 Bøggild Johannsen, ”Til Evig Ære Minde”, s. 173f. Dronningens begravelse adskilte sig således klart fra den seneste dronningebegravelse, senest dronning Alexandrines bisættelse, knap 50 år tidligere. Dronningen døde 28 december 1952. Efter få dages privatsorg i Amalienborg – blev kisten om aftenen 3. jan. 1953 ført til
Slotskirken, hvor selve bisættelsen med jordpåkastelse (med jord fra Marselisborg slot, det daværende kongepars sommerresidens og 'folkegave' i Århus) foregik den følgende dag i stor enkelhed. Herefter blev kisten uden procession overført til Roskilde Domkirke.
203 I England var enkedronningerne Alexandra og Mary allerede i 1925 og 1953 ( foruden senest
dronningemoderen, dronning Elizabeth, i 2002), blevet genstand for statsbegravelser, et blandt flere eksempler på den ceremonielle spredning inden for det engelske kongehus fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor også bryllupper, kroningsjubilæer og sølvbryllupper m.m. blev foranledninger til offentlig festivitas og hyldest af monarkiet, jfr. David Cannadine, ”The Context, Performance and Meaning of Ritual: The British Monarchy and the ”Invention of Tradition”, c. 1820-1977”, i Eric Hobsbawm og TerenceRanger, The Invention of Tradition, Cambridge 1983, s. 101-64. Se også generelt John Wolffe, ”Royalty, British”, i Macmillan Encyclopedia, s. 736-31. (NB. John Wolffe, Great Deaths: Grieving, Religion and Nationhood in Victorian and Edwardian Britain, Oxford 2000.
204 Jfr. udtalelse af den afgående hofchef, Søren Haslund-Christensen i DR2's program, Deadline, 15. juli 2003.
205 I en analyse af magtforhold inden for det danske samfund opstillede Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, nr.
12, 31. marts 2003 på grundlag af udmeldinger fra en række samfundsforskere ved danske universiteter og højre læreranstalter en hierarkisk række af magtfulde personer, defineret som individer med muligheder for at påvirke samfundet. Den nuværende dronning rangerede her som nr. 70 af 200, mens statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, beklædte førstepladsen. I forhold til en analyse fra 2001 i dagbladet Børsen, var dronningen dog avanceret fra en placering som nr. 124 (af 226). Til trods for statslederens (foruden politikere, erhvervsledere eller andre personer, placeret i topposter) indiskutable - om end temporære - magtposition har dette dog sjældent
of the political uses of myth”.206 Selvom nutidens konstitutionelle monarki i forhold til de store imperiers voldsomme og negative propagandaoffensiv i dette århundrede over for masserne trods alt må siges at besidde en mere uskadelig 'diskret charme', er mytedannelsen eller snarere etableringen af en både fiktiv og faktisk distance over for den menige
samfundsborger stadig et effektivt magtmiddel, som ikke mindst kommer til udtryk i begravelserne.
I det følgende skal temaet 'kongebegravelsernes ideologi og kultur' diskuteres, dels i en oversigtlig forskningskontekst, hvor problemer og muligheder inden for dette specielle tema vil blive omtalt, dels i mere specielle vendinger med fokus på betydningen af værdiladede elementer som ritual, repræsentation, distance og kontinuitet i relation til kongedøden. I lyset af sessionens særlige problemstilling – 'Døden som katarsis' – vil denne afslutningsvis blive søgt sat i relation til kongebegravelsernes særlige problematik og modstillet med den
dialektiske modpol – 'Døden som krise'. Mit personlige udgangspunkt for disse betragtninger er en årelang beskæftigelse som kunsthistoriker og redaktør ved Nationalmuseets værk, Danmarks Kirker, med kongebegravelser i middelalderen og tidlig moderne tid, hovedsagelig med vægten på et dansk materiale.