130
131
sket, at få eksempelvis grupper af unge, eventuelt fra undervisningsinstitutioner eller fra forretningslivet, til at besøge anstalterne, og vel at mærke besøge dem som ikke beskuere, men som engagerede deltagere i diskussioner, studiekredsmøder eller andre aktiviteter med de indsatte? Står vi mon ikke her over for det perspektiv, der rummer de bedste muligheder for, at de indsatte kan blive integreret i mere normale former for socialt liv?” (Nordskov Nielsen 1969, 491).
Forsøget har fundet sted i Statsfængslet på Søbysøgaard2 i perioden august 2015 til og med januar 2016, og bestod af tre faste fritidsaktiviteter: Debatter, rytmisk kor og yoga3, som deltagere udefra og de indsatte kunne deltage i. Valget af aktiviteter er blevet bestemt i samarbejde med de indsattes talsmandsgruppe, og er foregået i de indsattes fritid.
I artiklen beskrives de indsattes perspektiv på forsøget. Fritidsaktiviteterne har været et tilbud til alle fængslets indsatte, men det er kun en mindre del af de indsatte, der har deltaget. I artiklen ses nærmere på, hvad der kan forklare dette.
Desuden undersøges de indsattes oplevelser af mødet med omverdenen.
Forskningsdesign, metode og valg af fængsel
Undersøgelsen er designet som et casestudie, og baserer sig på et kvalitativt datagrundlag. Da det er en ny indsats, anlægges en åben og eksplorativ tilgang.
Designvalget bunder ikke i et ønske om at bekræfte en hypotese eller en teori, men i stedet er formålet at skabe viden om, hvordan mødet med omverdenen har indflydelse på de indsatte og deres oplevelse af afsoningen (Eysenck 1976, 9).
Designvalget er inspireret af Bent Flyvbjergs forståelse af casestudiet. Ifølge Flyvbjerg (1991) eksisterer der ikke kontekstuafhængig viden om mennesker og samfund, hvorfor vores viden herom altid må inddrage konteksten. Flyvbjergs epistemologiske ståsted betyder, at det gode eksempels magt, som casestudiet kan frembringe, er et nødvendigt redskab i den videnskabelige udvikling.
Det metodiske grundlag baserer sig på etnografisk feltarbejde og kvalitative interviews. Hvor der i feltarbejdet er fokus på samhandling (Wadel 1991), har det kvalitative interview fokus på subjekters oplevelser af verden (Kvale & Brinkmann 2015). Kombinationen af metoderne bidrager til en mere komplet og valid viden. De kvalitative interviews er foretaget i slutningen af feltarbejdet, hvorved feltobservationerne kunne bringes i spil i interviewsituationen (Pedersen 2012, 124).
Denne fremgangsmåde skaber mulighed for, at informanterne kan protestere, da ”it allows the object to object” (Latour 2000).
Feltarbejdet har været delt op i flere stadier. Inden projektperioden opholdte jeg mig i fængslet i kortere perioder for at blive bekendt med hverdagsrutinerne, og for at få
2 Når jeg i det følgende skriver Søbysøgaard henviser jeg udelukkende til den åbne afdeling.
3 Ulla V. Bondeson fonden og Café Exit har finansieret korundervisere og yogainstruktøren.
132
skabt relationer i fængslet. I projektperioden befandt jeg mig i fængslet i fritidstimerne, og var der i udgangspunktet 3-4 dage om ugen. Jeg har samlet opholdt mig i fængslet i 470 timer. Jeg deltog altid i fritidsaktiviteterne, og brugte den resterende fritid sammen med de indsatte.
I projektperiodens afsluttende fase interviewede jeg 15 indsatte (Brinkmann 2014, 84). Mit primære fokus er på deltagernes oplevelser, men jeg har også ønsket, at få belyst årsager til, at de indsatte ikke deltager. Af de 15 indsatte har de 11 deltaget mere end 3 gange i én eller flere af aktiviteterne, mens de resterende 4 indsatte ikke har deltaget. Der er indsatte, som har deltaget i aktiviteterne, der undervejs i projektperioden er blevet løsladt eller overflyttet til en anden institution, hvorfor der ikke er lavet interviews med alle de indsatte, der har deltaget i forsøget.
Forsøget blev gennemført i den åbne afdeling af Statsfængslet på Søbysøgaard, der huser mandlige indsatte fra Syd- og Østdanmark4. Søbysøgaard havde i projektperioden 134 pladser, der fordeler sig over 5 forskellige afdelinger. Der var ved projektstart en modtagelsesafdeling, to fællesskabsafdelinger, en uddannelsesafdeling5, og Figaro, der fungerede som en selvstændig udslusningsafdeling. Undervejs i projektperioden blev én af fællesskabsafdelingerne omdannet til en udviklingsafdeling, og Figaro blev nedlagt på grund af et lavt belægningstal.
Søbysøgaard er valgt som case for at skabe de mest fordelagtige betingelser for gennemførelsen af forsøget. Der var efter en indledende rundspørge til seks af de åbne fængsler6, tre fængsler der havde lyst til at danne ramme om forsøget. Af disse tre blev Søbysøgaard udvalgt, da fængslet ligger godt placeret med flere mindre byer i nær afstand, og med relativ kort afstand til en større by. Desuden har Søbysøgaard, der tidligere var en gammel herregård, gode faciliteter i form af en riddersal og en nyere idrætshal, der fremstår indbydende for omverdenen.
Erfaringer med at lukke omverdenen ind
Idéen med at åbne fængslet op for det omkringliggende samfund er ikke ny, men på trods af dette, er der i en dansk kontekst relativt få erfaringer og viden herom.
Siden 1970’erne har Pension Skejby sikret deres afsonere en tæt kontakt til omverdenen, ved at lade et antal af pensionens pladser være forbeholdt ikke kriminelt belastede. De indsatte har herved mulighed for under deres afsoning at interagere med folk, der ikke er en del af det kriminelle miljø. Linda Kjær Minke
4 Placeringen af indsatte på Søbysøgaard sker ud fra Nærhedsprincippet.
5 Uddannelsesafdelingen på Søbysøgaard blev etableret som et pilotprojekt i forbindelse med flerårsaftalen for Kriminalforsorgens økonomi 2013-2016. På afdelingen er der særligt uddannet personale, der skal motivere de indsatte til at tage en uddannelse. (Aftale om Kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016)
6 Der alle havde en form for nærmiljø
133
(2006) har lavet en større evaluering af ordningen, hvor det empiriske grundlag består af 6 observationsdøgn, 47 kvalitative interviews og forskellige statistiske analyser, der baserer sig på 3371 forløb fordelt ud over en forsøgs- og en kontrolgruppe. Evalueringen viser helt entydigt, at konstellationen skaber et bedre afsoningsmiljø med mindre fokus på kriminalitet og et mindre recidiv.
Af mindre omfattende karakter blev forholdet mellem fængslet og dets nærområde tænkt ind i forbindelse med oprettelsen af Jyderup Fængsel i slutningen af 1980’erne.
Dette skete ikke med henblik på en normalisering af afsoningsmiljøet, men handlede i stedet om at sikre et godt forhold til nærområdet. I sin specialeafhandling undersøgte Kirsten Lærkeholm nærområdets oplevelser af fængslets åbenhedspolitik, men der er ikke lavet undersøgelser af de indsattes oplevelser (Engbo 2008).
Af nyere dato er der i forbindelse med Kriminalforsorgens kokkeskoleprojekt7, erfaringer med at lukke omverdenen ind i fængslet. Kontakten med omverdenen har ikke stået centralt i projektet, men de indsatte har som afslutning på deres uddannelsesforløb afholdt restaurantaftener, hvor folk udefra har haft mulighed for at spise et gourmetmåltid i fængslet. Der er foretaget en evaluering af de foreløbige erfaringer med kokkeskoleprojektet, der baserer sig på observationsstudier, kvalitative interviews og en spørgeskemaundersøgelse. Om restaurantaftenerne, der udgør en meget lille del af evalueringen, nævnes det, at de indsatte her har haft mulighed for at tale med personer, der ikke er en del af fængselssystemet. Det har de indsatte sat stor pris på, da de godt kan lide at interagere med det de kalder
’almindelige’ folk (Minke & Balvig 2015, 24-26).
Hvor kontakten til omverdenen i kokkeskoleprojektet afgrænser sig til enkelte restaurantaftener, har de i England og Italien oprettet egentlige restauranter i fængselsregi. I efteråret 2015 åbnede InGalera8 i Bollate fængslet, der er det eneste åbne fængsel i Italien (Mastrobuoni & Terlizzese 2014). Restauranten er stadig så ny, at den ikke har været genstand for videnskabelige undersøgelser. I England åbnede den første restaurant i fængselsregi i 2009. The Clink Restaurants9 består i dag af fire restauranter, og er en del af et større resocialiseringsprogram, hvor indsatte under afsoningen får en køkkenuddannelse. The Clink’s egne opgørelser viser, at indsatte, der har været gennem et uddannelsesforløb på The Clink Restaurants, recidiverer i mindre grad end gennemsnittet (Moore 2015). Hertil skal det tilføjes, at det er svært at blive optaget på uddannelsen, og at de indsatte efter løsladelsen bliver tilknyttet en mentor, der hjælper dem med at få job (ibid.).
7 Kokkeskoleprojektet er et 2-årigt forsøgsprojekt med kokkeskole og restaurationsvirksomhed i tre danske fængsler, hvor fokus er på kost og uddannelse.
8 Som betyder ”in jail”
9 Der er en del af The Clink Charity
134
Der er i en europæisk kontekst begrænsede erfaringer med (og tradition for) at lukke omverdenen ind i fængslerne, hvilket adskiller sig fra situationen i USA. Det amerikanske fængselsvæsen er afhængig af frivillige, og i en tid med store nedskæringer, er denne tendens kun blevet forstærket(Kort-Butler & Malone 2015). I 2009 meddelte The Federal Bureau of Prisons (2009), at de ikke havde ressourcerne til at imødekomme de indsattes behov, og at de var afhængige af frivillige, for at kunne levere den nødvendige service.
Ét af de amerikanske programmer, som er værd at fremhæve, er The Inside-Out Prison Exchange Program, der blev afviklet første gang i Philadelphia i 1997, og som nu har spredt sig til hele verden (Pompa 2013)10. Inside-Out er et uddannelsesprogram, der foregår i fængslet, hvor deltagerne er en blanding af college- eller universitetsstuderende og indsatte. I modsætning til andre fængselsprogrammer i USA, betragter deltagerne udefra ikke sig selv som frivillige, som er i fængslet for at hjælpe de indsatte, eftersom der er lagt op til, at deltagere fra begge sider af muren, skal lære noget (ibid.). Der foreligger ingen studier, der dokumenterer Inside-Outs recidivforebyggende effekt (Latessa et. al. 2014). Dette kan hænge sammen med, at mange af de indsatte, der deltager i Inside-Out, afsoner længerevarende fængselsdomme.
Der er forskellige erfaringer med at lukke omverdenen ind i fængslet, men som det fremgår af ovenstående, er der blevet viet begrænset opmærksomhed til, hvordan de indsatte oplever denne åbenhed. Hensigten med mit arbejde er at føje til den eksisterende viden og forsøge at dække en del af det empiriske videnshul, der synes at præge feltet.
Deltagelse
I projektperioden har der været forskel i tilslutningen til de tre aktiviteter, hvilket fremgår af tabel 1. Debatterne og koret, der kan karakteriseres som fællesskabsorienterede aktiviteter, har haft den største og mest stabile opbakning, mens yoga, hvor der i begrænset omfang er fokus på fællesskabet, har haft større udsving i fremmødet. I opstartsperioden var der i fængslet en stor nyhedsværdi omkring de nye fritidsaktiviteter, og første gang de blev afviklet, var der et fremmøde på 18-20 indsatte.
Tabel 1: Oversigt over indsattes deltagelse i aktiviteterne
Yoga Kor Debataftener
Antal gange i projektperioden
18 20 9
10 I foråret 2016 blev det første hold Inside-Out afviklet i Danmark i Statsfængslet på Søbysøgaard
135
Gennemsnitlig deltagelse pr gang (n)
6 8 17
I projektperioden var der et gennemsnitlig belæg på Søbysøgaard på 117 indsatte (LIS: Kapacitet og belæg i perioden 1.8.2015-31.1.2016). Set i forhold til det gennemsnitlige deltagertal er det mellem 5 og 15 procent af fængslets indsatte, der har deltaget i aktiviteterne.
Der er flere af deltagerne, som er blevet løsladt eller overflyttet til andre institutioner undervejs i projektperioden. I projektets afsluttende fase var der en fast kerne på 11 indsatte, der havde været faste deltagere i én eller flere aktiviteter. Den faste kerne er karakteriseret ved at:
8 er over 30 år
5 er førstegangsafsonere
4 afsoner domme på over 6 år
4 tager en uddannelse uden for fængslet
3 har én eller flere psykiatriske diagnoser
9 kommer fra fængslets særlige uddannelsesafdeling
Der er en overrepræsentation af de indsatte fra uddannelsesafdelingen blandt gruppen af deltagere, hvilket gør det relevant at se nærmere på, hvordan afdelingen fungerer sammenlignet med de andre afdelinger i fængslet.
”Afdeling A, B og C det er lort i forhold til det her. Det her det er paradis”
Uddannelsesafdelingen er placeret afsides hovedhuset i en nyere bygning. For at få plads på afdelingen, skal den indsatte gennem en visitationssamtale, hvilket ikke er gældende for de andre afdelinger i fængslet. Som navnet på afdelingen antyder, har uddannelse en central rolle, men det er ikke det eneste forhold afdelingens socialrådgiver tager i betragtning i visitationssamtalerne. Der tages højde for afsoningstiden, der må hverken være for kort eller lang tid igen, og eventuelle planer om overflytning til anden institution. Desuden forholder socialrådgiveren sig også til alderssammensætningen. De vil ikke have for mange unge af gangen, og de tager højde for belastningen på de resterende afdelinger. Afdelingen bliver desuden brugt til at holde svage fanger væk fra de andre afdelinger. Under mit feltarbejde blev det eksemplificeret ved, at en indsat under 18 år fik plads på uddannelsesafdelingen for at skærme ham fra de andre afdelinger i fængslet.
I mit feltarbejde opholdte jeg mig på forskellige afdelinger i fængslet, og overværede flere gange indsatte blive flyttet fra en almindelig fællesskabsafdeling over på uddannelsesafdelingen. Det slog mig hver gang, at dette skift fra en afdeling til en anden i det samme fængsel, betød en ændring af adfærd både fysisk og psykisk.
Indsatte som på andre afdelinger havde virket mutte, irritable og indadvendte, blev
136
nu pludselig imødekommende og sociale. De brede skuldre blev sænket og armene kom ind til kroppen.
De indsatte på uddannelsesafdelingen beskriver en afdeling, der står i klar kontrast til alt andet, de har prøvet under deres afsoning. Her er vold og konflikter ikke en del af hverdagen, og det er accepteret at tale med betjentene. Der er et mindre synligt misbrug, og det kriminelle liv fylder lidt.
Størstedelen af de indsatte har afsonet kortere eller længere perioder på andre afdelinger i fængslet, og de beskriver afdelingerne som to forskellige verdener. Mike, der er tidligere bandemedlem, blev sendt over på uddannelsesafdelingen af en betjent, der var bekymret for ham, fordi han var blevet irritabel og introvert. Om forskellen mellem afdelingerne siger Mike: ”Det er ligesom, derovre der skal du - jeg ved sgu ikke, hvordan fanden man skal forklare det - men du skal jo have en eller anden facade op, fordi hvis du bare render rundt og ligner en eller anden lille svans, så bliver du sgu jokket på af alle de andre. Og sådan er det bare. Hvorimod her, der kan du sgu være tyk eller tynd eller være den mindste nørd, alle er velkomne.”
Patrick fortæller videre om forskellen mellem fællesskabsafdelingerne og uddannelsesafdelingen: ”og flere gange kunne du komme op og diskutere med nogle, fordi de ikke kunne finde ud af, at gøre rent eller finde ud af at holde tingene pænt, ellers så kom de og bankede dørene ind, som om de var hjemme. Altså det var pisse irriterende. Total respektløst. I forhold til nu, dejligt, fredligt, roligt, du sover om aftenen, sådan rigtig godt.
Du sidder ikke og tænker over, at ham der skal jeg have en konflikt med i morgen eller noget, fordi der er ikke sådan nogle typer herovre.”
Både Mike og Patrick beskriver, hvordan der på de andre afdelinger foregår en daglig kamp, hvor der kæmpes om indflydelse og om de øverste pladser i hierarkiet.
Det er som Mike beskriver, ikke muligt at melde sig ud af kampen og forholde sig neutralt, da den manglende stillingstagen placerer dig nederst i hierarkiet.
For Patrick førte skiftet fra fællesskabsafdelingen til uddannelsesafdelingen til en ændring af adfærd: ”Da jeg var ovre på C, der synes jeg, at jeg var en helt anden person, end jeg er nu. Der var jeg sådan mere irriteret, sur, stresset og havde lyst til at tæve folk, fordi de var så latterlige.”
Nicolai, der skiftede afdeling i projektperioden understøtter dette, og beskriver hvordan han ikke var sig selv på sin tidligere afdeling: ”Jeg var meget mere lukket derovre… men her åbner jeg mig mere op end jeg gjorde derovre. Der var ikke nogen, der vidste noget om mig derovre, jeg fortalte ingenting om mit privatliv. Det ragede ikke dem.”
I forlængelse af Leonard Baers (2005) beskrivelse af, at en celle ikke bare er en celle, og et rum aldrig bare er et rum, kan det tilføjes, at et fængsel aldrig bare er et fængsel. Roy King & Kenneth Elliot (1977) og Linda Kjær Minke (2012) har tidligere peget på, at der er forskel på de strukturelle forhold og det sociale klima på tværs af
137
fængsler og på tværs af afdelinger. De indsattes beskrivelser af uddannelsesafdelingen bidrager til denne forståelse af, at fængslet ikke blot kan forstås som et særligt sted, men i stedet må forstås som steder, der kan rumme forskelle på tværs af regimer og afdelinger. Hermed peges på en mere kompleks og kontekstuel forståelse af fængslet. Et aspekt i analysen peger også på, at de indsattes oplevelser af fængslet som sted ændrer sig, når fængslet åbner sig mod omverdenen.
Konglomerat – et hav af grunde til ikke at deltage
Der er flere forskellige grunde til, at langt størstedelen af de indsatte ikke har deltaget i aktiviteterne.
I forhold til den manglende deltagelse, er der den helt åbenlyse grund, at de indsatte ikke deltager, fordi de ikke finder aktiviteterne spændende. Hertil skal det tilføjes, at når jeg i min færden rundt i fængslet snakkede med folk, der ikke deltog og spurgte dem til, hvad de kunne tænke sig af aktiviteter, efterlyste de muligheden for at komme på tur uden for fængslet, men de havde ikke forslag til aktiviteter i fængselsregi. Ifølge Donald Clemmer er et af kendetegnende ved indsatte, at de under fængselsopholdet lider af ”a pausity of interest”. Det betyder at ”No matter how interesting, or how exciting a leisure pastime might be, there always exist that deadening sense of confinement which prohibits the complete release of the personality to the activity at hand” (Clemmer 1958, 248).
Hassan sidder på en fællesskabsafdeling, og har ikke deltaget i aktiviteterne, hvilket han begrunder i en apati, som han giver det længerevarende fængselsophold skylden for. Hassan siger:
”Yoga, det kunne jeg godt finde på, og jeg kunne faktisk også godt finde på det med debatmandag, og jeg har også overvejet det nogle gange, men jeg har bare ikke fået taget mig sammen til det, fordi jeg har afsonet så længe, og så skal der komme noget nyt ind i min hverdag, det er lidt underligt”.
I fængslet er tiden lagt i et fast skema med faste rutiner, der for nogle indsatte giver begrænset mulighed for variation i fængselshverdagen (Zamble & Porporino 1988;
Goffman 1967). Der er faste arbejdstider, faste tider for at blive låst inde og ude, faste indkøbsdage m.v., hvilket strukturerer den indsattes dagligdag. Hvor Clemmer taler om manglende interesse under fængselsopholdet, så peger Hassan på, at tilpasningen til den ensartede og strukturerede fængselshverdag indskrænker nye handlinger. Herved bliver det fængselsopholdets særlige rutineprægede karakter, der bliver afgørende for den manglende deltagelse. Hertil skal det tilføjes, at Hassan ligesom mange andre i fængslet har et hashmisbrug, der har indvirkning på hans deltagelse i fængselslivet.
En yderligere grund til den manglende deltagelse, knytter sig til det åbne fængsel, som et sted med stor gennemstrømning. Lars, der fungerede som en af mine
138
gatekeepers og på grund af sine mange arbejdspladser i fængslet, havde en central plads i det interne hierarki, fortæller om sine forventninger til koret:
”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi kunne holde det der kor kørende, det troede jeg sgu ikke. Blandt andet fordi der er sådan hurtig udskiftning her, så det troede jeg ikke vi kunne.”
For Lars er det ikke indespærringen, men den korte afsoningstid, der er udfordringen. Lars’ overvejelser henfører til, at det åbne fængsel er et sted, der er præget af en høj gennemstrømning. I projektperioden var der på Søbysøgaard 200 indsættelser, 168 løsladelser og den gennemsnitlige afsoningstid var på tre måneder.
I modsætning til det lukkede fængsel, hvor den gennemsnitlige afsoningstid beskrives i år, og ikke måneder, er det karakteristisk for det åbne fængsel, at en stor del af de indsatte afsoner relative korte domme, hvilket bidrager til en manglende kontinuitet i fængselsmiljøet.
Selvom aktiviteterne foregik på faste tider, gik jeg ofte en runde en time inden aktiviteterne. Dels fordi der løbende kom nye indsatte til fængslet, og dels fordi mange indsatte havde svært ved at huske, hvornår hvad foregik. Et udsnit fra mine feltnoter i starten af projektperioden viser, hvorledes fængselshverdagen med mange rutiner og uforudsete hændelser har betydningen for den manglende deltagelse.
Jeg går en runde på uddannelsesafdelingen og fortæller, at der er yoga. En førstegangsindsat, der er i midt fyrrerne, og som afsoner en dom på 3 måneder, er i gang med at lave mad. Han siger, at han ikke kan deltage på det tidspunkt, for det er der, han taler med sine børn. Han har et fast skema, hvor han arbejder, laver mad, spiser, taler med sine børn og derefter gør klar til at gå i seng, hvilket ikke levner meget tid til andre aktiviteter. Jeg går videre og møder en anden indsat, der fortæller, at han stresser lidt lige nu, fordi han har haft problemer med vagterne den anden dag, og nu er han bange for, at det vil få konsekvenser for hans afsoningsforløb. Vi snakker lidt om det, og han siger, at det er svært at have fokus på så meget andet, når den slags ting opstår. Efterfølgende møder jeg en indsat, jeg har spist med en del gange, og som tidligere har givet udtryk for, at han meget gerne vil være med til yoga. Han fortæller, at han næsten ikke har sovet i nat fordi ham og kæresten endegyldigt er gået fra hinanden. Hans fod banker op og ned, mens vi snakker, og hans hænder piller konstant ved noget. Han har et sørgmodigt udtryk i øjnene, og udtrykker stor frustration over, hvad han nu skal gøre. Han kan ikke se nogen mening med at skulle stoppe med kriminaliteten, da det er det han kender til, og nu hvor kæresten er væk, har han ikke nogen grund til at lægge det liv på hylden.
Eksemplet illustrerer forskellige forhold, der gør sig gældende i en fængselskontekst.
Udover den rutineprægede hverdag, så viser det også, at de indsatte befinder sig i en stresset situation, hvor de er en del af forskellige konflikter i og uden for fængslet, som har betydning for deres handlerum.