Det nordiske bebyggelsesnavneefterled -lev/-löv regnes i stednavneforskningen for produktivt i peri- oden ca. 300–800 e.Kr. I denne periode introduce- res anvendelsen af personnavne i stednavngivning i Skandinavien, særligt repræsenteret i navnetypen -lev/-löv, men også i navne på -sted. Da de øvrige ældre stednavnetyper især er relaterede til natur- forhold og topografi, forekommer personnavnene at repræsentere en markant nyskabelse i måden at klassificere og opfatte steder på i samfundet.
Der er mange uafklarede forhold omkring nav- nene på -lev/-löv. Som udgangspunkt knytter efter- leddets betydning og personnavneforleddene nav- netypen til jordbesiddelse og -rettigheder, og gør derfor navnetypen særdeles relevant for forståelsen af jernalderens samfundsudvikling. I perioden 300 til 800 e.Kr. afsluttes den romerske jernalder (ca. 375) og i Skandinavien kaldes den efterfølgende tid (frem til ca. 750) folkevandringstid eller ger- mansk jernalder. I netop denne periode sker en række forandringer i samfundet, både på ideolo- gisk og økonomisk plan.
Siden midten af 1970’erne har der kun været sporadiske studier af navne på -lev/-löv. Med nye arkæologiske resultater og et nyt overblik over
samfundsudviklingen i perioden er en fornyet inddragelse og diskussion af navnetypen imidler- tid blevet aktuel og nødvendig. Derfor blev navne- typen taget op på en særlig workshop ved NORNA-symposiet i Lund maj 2017 om be byg- gelsesnavnenes dynamik. På workshoppen gav Sofie Laurine Albris en generel introduktion til -lev- navnenes hovedtemaer, mens Peder Dam satte fokus på navnetypen i forhold til sine statistiske undersøgelser af stednavnetyper og bebyggelses- forhold, og Ola Svensson diskuterede navnetypen i et skånsk perspektiv. De to første indlæg er her samlet i en fælles artikel. Gennem workshoppen blev det diskuteret, hvordan vi fremover kan stu- dere navnetypen og komme videre med de mest centrale spørgsmål, og hovedtrækkene i disse dis- kussioner refereres som del af artiklen nedenfor.
Efterleddet
Ophavet til efterleddet -lev/-löv er sandsynligvis et tilsvarende substantiv gammeldansk lef (femini- num), hvortil et germansk verbum som modsvarer norsk leiva, islandsk leifa, engelsk leave er dannet (Bjorvand & Lindeman 2007 s. 645 f., Bjerrum
72
Sofie Laurine Albris & Peder Dam Status og perspektiver på de danske -lev-navne
1974). Maskulinet leiv og verbet leive er endnu i brug i norsk (Schmidt 2015 s. 68). Grundbetyd- ningen må have været ’noget der er efterladt eller overladt’, men denne betydning kan fungere i flere sammenhænge. I oldnordisk kan betegnelsen leif bruges om en enke, og gotisk laiba, oldhøjtysk
leiba, oldsaksisk lēba betyder ’levning, rest’. I nogle
germanske sprog har ordet desuden betydningen ’arv’ (Hald 1965 s. 75). Mens ordet lev ikke er over- leveret usammensat i gammeldansk, optræder det sammensat i ordene kununglēf og sigridlēf i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Fra 1400-tallet ken- der vi gammeldansk oldelev ’nedarvet gods’ og fra gammelsvensk ættaleve ’slægtens gods’ (Sahlgren 1925 s. 114).
Efterleddet optræder som nævnt hyppigt i kom- bination med personnavneforled, og det har haft den konsekvens, at navnetypen er blevet forstået som afspejling af ejendomsret til jord. Det er der- for blevet almindeligt at oversætte -lev til ’arv, arve- gods’ (DS 24 s. 14, Bjerrum 1974 s. 7, Jørgensen 2008 s. 176 f.). Den hyppige tolkning af ’arvegods’ i forskningen bygger i høj grad på middelalderens anvendelser af ordet (Hald 1965 s. 76 f.). Der er dog mange århundreder mellem denne dokumen- terede betydning og de tidligste -lev-navnes for- modede dannelsesperiode. Den oprindelige betyd- ning af -lev har derfor også været meget diskuteret, hvilket opsummeres detaljeret af Anders Bjerrum (1974). Diskussionen drejer sig grundlæggende om, hvorvidt man skal vægte betydningen ’efter- ladt’ eller ’overladt’ og dermed hvorvidt personen i forleddet er modtageren eller afgiveren af ejen- dommen – med andre ord den passive versus den aktive tolkningsmodel. Bent Søndergaard udgav i 1972 en behandling af navnetypen, hvor han kon- kluderer, at en tolkning af ’arv’ efter hans mening er for vidtgående (Søndergaard 1972 s. 133–40). Bjerrum derimod foretrækker ’arv’, selvom han pointerer at den oprindelige betydning ikke kan fastlægges (Bjerrum 1974 s. 1, 7). Kristian Halds konklusion var derimod, at man muligvis ikke bør oversatte -lev til ’arv’, men snarere anvende ’ejendom’, forstået som det gods, en person har en disponeringsret over. Ud fra et historisk syns- punkt skal vi nok være forsigtige med at overføre begrebet ’arv’ i den nutidige juridiske forstand til jernalderen, men det samme gælder begreber som ’ejendom’ og ’gods’. Her begynder det at blive
vanskeligt, for fordelingen af rettigheder til jord i jern alderen er noget, der i sig selv diskuteres meget af historikere og arkæologer (f.eks. Hansen 2015, Holst 2010, Poulsen & Sindbæk (ed.) 2011).
Diskussionen om efterleddet har også kredset om det gammeldanske ord kununglēf, som i Kong Valdemars Jordebog betegner en liste over gods, der synes at være en art kongeligt særgods, knyttet til selve embedet, i modsætning til patrimonium, kongens familiegods (se f.eks. Andrén 1983 s. 50–55, Fenger 2000). Sven Aakjær introducerede en teori om, at kongelev-konceptet kunne være et argument for at se -lev-forleddenes personer som modtagere af det overladte gods – den såkaldt passive for ståelse af efterleddet (Aakjær 1934). Bjerrum afviste dog denne teori, idet han mente at man kun kan kon- kludere, at forleddenes genitiv endelse fortæller om en form for relation mellem den betegnede person og det overladte (Bjerrum 1974 s. 6).
I nyere forskning er kununglēf igen blevet ind- draget af Lena Peterson i forbindelse med hendes behandling af urnordiske personnavne (Peterson 2004, 2010). Peterson mener, at man bør genover- veje, om forleddet i det mindste i nogle tilfælde betegner modtageren af -lev. Bl.a. med udgangs- punkt i betydningen af kununglēf foreslår hun at visse forled, der kan have appellativ betydning, skal opfattes som titler eller funktionsbetegnelser, snarere end personnavne (Peterson 2010 s. 189 f.). Dermed genopliver hun Aakjærs teori om at -lev-navne, der optræder med forled, der kan være betegnelser for f.eks. krigere eller kultfunktionærer, kan afspejle en art embedsgods, som overdrages i forbindelse med bestemte funktioner eller beføjelser. Disse tanker er siden taget op af Jesper Hansen i forbindelse med -lev-navne med forleddet jarl og af Sofie Laurine Albris i forbindelse med -lev-navne med forleddet
harjar ’hær’ (Albris 2015, Hansen 2015).
På baggrund af ovenstående bliver det klart at forståelsen af efterleddet på mange måder er afhængig af hvordan vi tolker forleddene og deres forhold til efterleddet.
Forleddene
Personnavne er en karakteristisk forledstype i -lev- navne og repræsenterer som nævnt en helt ny måde at definere steder. Personnavnenes hyppige fore- komst i -lev-navne har dog somme tider ført til den
73
slutning, at alle ord, der indgik som forled til denne navnetype kan opfattes som personnavne (Sønder- gaard 1972 s. 146 ff.). I Søndergaards afhandling vægtes personnavne ofte som tolkningsvalg, men imidlertid optræder der også appellativer og adjek- tiver. Selvom Søndergaard udskiller 181 personnav- neforled i -lev-navne, bemærker han selv, at det ikke kan afgøres, om personnavneforleddene faktisk er et oprindeligt træk ved dette efterled. Alligevel fore- trækker han personnavne som tolkningsmulighed når han skal forklare at visse forled synes at optræde i stammeform (Søndergaard 1972 s. 148). Dette blev allerede året efter kritiseret i en recension af Eva Brylla (Brylla 1972). Muligheden for at person- navne som forled i nordiske stednavne forekommer i stammeform blev også afvist af Thorsten Anders- son (Andersson 1979 s. 123–46). Ud fra Anders- sons konklusion må de forled, der synes at mangle
s- genitiv tolkes på anden vis. Der er sandsynligvis
tale om appellativer, der optræder enten i genitiv pluralis eller i stammeform. Det vil sige, at navne- former som eksempelvis Herslev eller Jarlslev kan opfattes som indeholdende enten appellativer eller personnavne i genitiv, mens former som Herlev eller
Jarllev snarere har et appellativ i stammeform eller
genitiv pluralis (jf. DS 25 s. 125). For den sidst- nævnte type kan der dog også være den mulighed, at de ikke er ægte -lev-navne, men er dannet af sam- mensatte appellativer, der kan være paralleller til betegnelsen kongelev (f.eks. Albris 2017 s. 222, DS 14 s. 98, Fridell 2008 s. 86, Hansen 2015 s. 178).
Senere har Lena Peterson i sit leksikon over urnordiske personnavne reduceret antallet af per- sonnavne repræsenteret i -lev-navne til 81. Dette gøres på baggrund af den iagttagelse, at der er dår- lig overensstemmelse mellem det egentlige overle- verede personnavnestof fra første årtusinde og de -lev-navneforled, der ellers antoges at repræsentere mandsnavne (Peterson 2010 s. 185 ff.). Derfor, påpeger hun, må den tolkningsmulighed at flere af forleddene oprindelig var (sammensatte) appellati- ver opprioriteres. Disse iagttagelser forstærkes med Bent Jørgensens eftersøgning af forsvundne -lev- navne, hvor fire ”nye” navne med allerede kendte forledstyper (Erslev, Herslev, Kongerslev og Sigerslev) bidrager til indtrykket af -lev-navnene som ”en gan- ske artsfattig navnetype” (Jørgensen 2015 s. 44).
Den større vægtning af muligheden for appellativer som forled har den konsekvens, at den
ovennævnte passive forståelse af efterleddet, dvs. at forleddets person er modtageren af det efterladte får mere støtte (Jørgensen 2015 s. 44). Reelt kan det dog ofte ikke vurderes om den passive eller aktive tolkningsmodel, hvor forleddets person er den, der efterlader, er mest valid.
Når det gælder de ældste overleverede person- navne kan det i mange tilfælde være vanskeligt overhovedet at afgøre, om der er tale om oprin- delige appellativer, idet mange alluderer til krig, kamp og religion. Oftest giver sammensætningen af for- og efterled i de ditematiske variations- navne dog ikke semantisk mening (Hald 1971 s. 19 f., Vikstrand 2009 s. 6). Derfor har det været foreslået, at de ældre personnavne der faktisk synes at have en betydningsrelation i sammensætningen, har rod i oprindelige titler eller funktionsbeteg- nelser (Kousgård Sørensen 1989, Vikstrand 2009 s. 23–26). Denne diskussion har især vedrørt de førkristne sakrale personnavne, der tænkes at kunne betegne kultfunktionærer, men det kan også gælde visse krigerbetegnelser (Peterson 2010). Det kan tænkes, at titlerne gradvist blev etableret som personnavne ved oprindeligt at have funge- ret som binavne (Vikstrand 2009 s. 24). Et vigtigt spørgsmål er så, om disse betegnelser var i funk- tion som titler eller som personnavne da de blev kombineret med efterleddet -lev/-löv.
Lena Peterson påpeger, at forled, der blev dan- net som titler kan forventes at optræde hyppigere end de enkelte personnavne. Som eksempel viser hun til de seks forekomster af navnene Særslev,
Sjørslev og Särslöv. Forleddet i disse navne tænkes
sammensat af urnordisk *saiwa ’sø, hav’ og *harjar
’kriger’. Den hyppige forekomst kombineret med det forhold, at et personnavn *Sæarr ikke er belagt i østnordisk gør det muligt at Særslev-navnene inde- holder en personbetegnelse, ’søkriger’, frem for et personnavn (Peterson 2004 s. 31). Også det usam- mensatte harjar ’hær, kriger’ forekommer hyppigt
som forled i -lev-navne, og i Nordsjælland optræ- der det to steder i pluralis, ’krigernes lev’, nemlig
Herlev i Sokkelund herred (DS 25 s. 165) og Nørre Herlev i Lynge-Frederiksborg herred (DS 2 s. 103).
Pluralisformerne kan underbygge ideen om, at vi har at gøre med ordet harjar som appellativ og ikke
som personnavn. Forekomsten af pluralis har også haft betydning i forbindelse med stednavnetolk- ninger i de mellemsvenske centralpladsindikerende
74
Sofie Laurine Albris & Peder Dam Status og perspektiver på de danske -lev-navne
navnemiljøer, hvor krigerbetegnelser sammensat med efterleddet -by har fået betegnelsen comita- tus-stednavne (Vikstrand 2013 s. 101).
Det kan tænkes, at der er forskellige forhold der påvirker forekomsten og udbredelsen af de enkelte appellativiske forled. I hvert fald virker de ikke helt jævnt fordelt geografisk: eksempelvis forekommer forleddet harjar i den sydøstlige del
af -lev-udbredelsesområdet, især på Sjælland og i Skåne, mens jarl optræder mere vestligt og nord- ligt med eksempler i Jylland samt i Bohuslän (Jör
löv) og i Østfold (Jale, det eneste sikre norske -lev-
navn) (se flere eksempler i Albris 2017 s. 270). Der synes altså at være regionale forskelle, men der kan også være kronologisk variation mellem f.eks. de forholdsvis få naturbeskrivende forled, de appel- lativiske personbeskrivende forled og de egentlige personnavneforled.
Datering
Navnetypen -lev/-löv dateres som nævnt til perio- den fra ca. år 300 til ca. 800 e.Kr. om end det har været diskuteret, om der er en yngre gruppe i det sydøstlige Jylland (f.eks. Hald 1971 s. 9 f., Fridell 2010). Navnetypens datering er både baseret på lyd- og bøjningshistoriske forhold og på person- navneforleddenes paralleller til runeindskrifter i den ældre fuþark. Herudfra virker personnavne- forleddene ofte alderdommelige (Knudsen 1939 s. 92, Ståhl 1976 s. 64). Søndergaards undersøgelse af fordelingen mellem ditematiske og mono- tematiske/hypokoristiske personnavneforled (hvor sidstnævnte formodes at være sene) indikerer at de forskellige koncentrationer i -lev-navne ikke varie- rer meget i alder (Søndergaard 1972 s. 154 ff.). Da navnetypen ikke forekommer i det britiske område og der mangler kristne personnavne som forled, mener man dannelsen senest ophørte i starten af vikingetiden (Ståhl 1976 s. 75). Men skal vi måske overveje, om det kun er ganske få navne der faktisk er dannet så sent?
Der har fra arkæologisk side ofte været fokus på navnetypens fremkomst i yngre romersk jernalder, men det er værd at tage i betragtning, at stednavne- dannelse er en proces, og at disse efterled er produkt af en udvikling, der kan være foregået over flere hundrede år. Det er vigtigt for vores opfattelse af navnetypen at diskutere, hvordan den tidsmæssigt
forholder sig til udviklingen i bebyggelse og sam- fundsstruktur. Også de mulige kronologiske lag i navnetypen, f.eks. alt efter de forskellige typer af forled er vigtige at overveje i denne sammenhæng.
Udbredelse
Stednavne på -lev/-löv er et klart sydskandinavisk fænomen. De findes udelukkende i Danmark, det nordligste Tyskland og de sydlige dele af Sverige med enkelte eksempler i Sydnorge. De optræder således først og fremmest i de tidligere danske områder (jf. Knudsen 1939 s. 91). Navnetypen lig- ger tættest på Sjælland og Fyn (figur 1). I Jylland er de koncentreret i øst og nord, mens der er få i de centrale hedeområder og mod vest. De kendes ikke på Bornholm og kun fåtalligt i den østlige del af Sverige. Bent Søndergaards afhandling fra 1972 samler og kortlægger alle de såkaldt primære -lev- navne, der er belagt i middelalderen og optræder mere end en gang i skriftlige kilder, se figur 1. I 2008 har Staffan Fridell desuden opdateret kort- lægningen af de svenske -lev-navne (Fridell 2008, 2010). Også Søndergaards liste kan dog trænge til en opdatering, idet kildesituationen for mange af hans såkaldte sekundære -lev-navne siden er revi- deret (Jørgensen 2015 s. 43 ff.).
De skandinaviske navne på -lev/-löv synes at have et slægtskab med den tyske efterledstype -leben, der er koncentreret i området omkring Thüringen, hvilket har været diskuteret meget (Søndergaard 1972 s. 158 ff., Fridell 2010 s. 84). Disse navne er behandlet selvstændigt af Birgit Schönwälder i 1993. I ældre forskning mente man at de tyske -leben-navne var dannet af udvandrende stammer fra Skandinavien, men det er ikke lykkedes at få navnene til at stemme med bestemte histo- riske begivenheder (Schönwälder 1993 s. 21–26). Sønder gaard undersøgte også et udvalg af -leben- navne og kom frem til, at der kun var få sammen- fald mellem de personnavne, der indgår i henholds- vis de skandinaviske og de tyske stednavne. Derfor mener han at navnetyperne kan være opstået uaf- hængigt af hinanden på grundlag af det appellativ,
lev, der må have eksisteret både i det danske
område og det Thüringske (Søndergaard 1972 s. 179 f.). Shönwälder daterer -leben-navnene mere snævert til perioden mellem ca. 500 og 750, og mener desuden at skikken med personnavneforled
75
kan skyldes merovingisk påvirkning. Der mangler at blive ført en diskussion af forholdet mellem -lev- og -leben-områderne ud fra et nutidigt arkæologisk synspunkt. Tidligere har der fra arkæologisk side været peget på et sammenfald mellem sammensæt- ninger af gravgods fra yngre romersk jernalder, der forekommer både i det tyske -leben-området og i Sydskandinavien, om end disse gravhorison- ter ikke er helt samtidige (Hedeager 1992 s. 287). Særlig i 1970’erne var der meget opmærksomhed omkring det forhold, at efterleddet -lev i Sydskan- dinavien synes at optræde hyppigt i nærheden af arkæologiske gravfund af denne art (f.eks. Albrect- sen 1971, Nielsen 1977). Denne diskussion er dog ikke opdateret i forhold til nutidens arkæologiske landskabsbillede. Problemet er undersøgt ved et kandidatspeciale fra Københavns Universitet fra 2007, hvor der blev fundet tendentielle relationer mellem yngre romertids grave med import og ejer- lav med efterleddet -lev på Sjælland (Ohlsen 2009). Allerede siden da har fundbilledet dog udviklet sig væsentligt. Generelt kan de rige grave fra yngre romertid betragtes som statusmarkeringer og indi-
kation på opbygning af social stratifikation, og må i bredt tidsperspektiv være produkter af de samme samfundsprocesser som også -lev-navnene indgår i (Albris 2015, 2017 s. 266 f.).
Et problem med at koble -lev-navne og rige grave er imidlertid, at grave må opfattes som sekundære indikationer på bebyggelse, mens som nævnt efter- leddet -lev i sig selv ikke nødvendigvis er bebyg- gelsesbetegnende. Derfor kan det være svært at udpege en oprindelig navnebærer eller relationen mellem stednavnet og de forskellige typer lokalite- ter i det beboede lokallandskab.