Bebyggelsenamnens dynamik_Norna 97

100  Download (0)

Full text

(1)

NORNA-rapporter 97

Bebyggelsenamnens

dynamik

(2)
(3)

Bebyggelsenamnens dynamik

Handlingar från NORNA:s 47:e symposium

i Lund 11–12 maj 2017

With summaries in English or German

Redigerade av Kristina Neumüller & Elin Pihl (huvudred.),

Sofie Laurine Albris & Jesper Hansen

(4)

NORNA-rapporter 97

Bebyggelsenamnens dynamik

Handlingar från NORNA:s 47:e symposium i Lund 11–12 maj 2017 Redigerade av Kristina Neumüller & Elin Pihl (huvudred.), Sofie Laurine Albris & Jesper Hansen

© Respektive författare 2019

Utgiven av Namnarkivet i Uppsala, Institutet för språk och folkminnen, i samarbete med NORNA-förlaget, Uppsala 2019 Institutet för språk och folkminnen

Namnarkivet i Uppsala Box 135 751 04 Uppsala www.isof.se ISBN 978-91-7276-099-8 ISSN 0346-6728 Permanentlänk: http://urn.kb.se/resolve?urn=urn:nbn:se:sprakochfolkminnen:diva-1658

Omslag och grafisk form: Tone Gellerstedt Omslagsfoto: Ola Svensson

För bedömning av manuskript till bidrag i NORNA-rapporter anlitas utomstående vetenskapliga granskare.

Abstract

Bebyggelsenamnens dynamik. Handlingar från NORNA:s 47:e symposium i Lund 11–12 maj 2017. (The dynamics of settlement names. Proceedings from NORNA’s 47th symposium in Lund, 11–12 May, 2017.) Edited by Kristina Neumüller & Elin Pihl (main eds.), Sofie Laurine Albris & Jesper Hansen. NORNA-rapporter 97.

Uppsala 2019. 97 pp. 978-91-7276-099-8

The dynamics of settlement names was the theme of NORNA’s 47th symposium, held in Lund in May 2017. This volume presents seven of the papers read at the symposium. Two of these were part of a workshop on Scandinavian place-names in -lev/-löv. The rest of the papers covers a broad range of perspectives on settlement names and settlement history, from past to present.

Keywords

onomastics, name research, place-names, settlement names, settlement history, street names, name variation, name theory, name usage.

NORNA-förlaget Box 135

751 04 Uppsala www.norna.org

(5)

Innehållsförteckning

Förord ...5

Peder Dam

Bebyggelseslag i det danske navnemateriale. Resultater og metoder fra en tværfaglig og kvantitativ undersøgelse af de danske bebyggelsesnavne ...7

Vidar Haslum

Klassifisering av yngre bostedsnavn. Geografiske,

kronologiske og kontekstuelle variasjoner ...17

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen

Nordvestsjællands -tved-navne – og deres onomastiske

og bebyggelseshistoriske karakteristika ...29

Kristina Neumüller

Beläggens dynamik. Namnbyten, namnkonkurrens

och namnförvirring i Bråbo härad ...45

Line Sandst

Onomastisk skalareduktion. Kunsten at skabe byer

i byen alene ved sprog ...59

Workshop om namn på -lev och -löv:

Sofie Laurine Albris & Peder Dam

Status og perspektiver på de danske -lev-navne. Betragtninger fra workshoppen om de skandinaviske

stednavne på -lev/-löv ...71

Ola Svensson

De skånska -löv-namnen ...83

(6)
(7)

5

Förord

Den 11–12 maj 2017 hölls NORNA:s 47:e sym-posium på Arkivcentrum Syd i Lund. Sympo-siet var ett sam arrangemang mellan Institutet för språk och folkminnen och Nätverket för bebyggelsenamnsforskning, och genomfördes med hjälp av ett generöst bidrag från Kungliga Gustav Adolfs akademien för svensk folkkul-tur. Organisationskommittén bestod av Josefin Devine, Jesper Hansen, Kristina Neumüller, Elin Pihl och Mathias Strandberg.

Genom symposiets tema, Bebyggelsenamnens dynamik, ville vi rikta uppmärksamheten mot olika typer av förändringar i bebyggelsenamns-skicket, från äldsta tid och fram till idag, liksom mot hur bebyggelsenamnen på olika sätt samspelar med andra typer av namn, som naturnamn och ägonamn.

I symposiet deltog 31 namnforskare från Dan-mark, Norge och Sverige. Programmet innehöll nio föredrag med stor ämnesmässig spännvidd, varav ett var ett plenarföredrag hållet av Peder Dam. Symposiet innehöll även en workshop om namn på -lev och -löv, som tog sin utgångspunkt i de olika arkeologiska och språkliga under-sökningar som under senare år kastat nytt ljus över denna namntyp, både vad gäller etymologi, spridning och kulturhistorisk kontext. Symposiet avslutades med en exkursion till intressanta namn-miljöer i omgivningarna kring Lund, sakkunnigt ledd av Ola Svensson.

I denna volym presenteras sju av sympo-siets bidrag i skriftlig form. Två av dessa ingick i workshoppen om namn på -lev och -löv. Sofie

Laurine Albris och Peder Dam gör i en gemensam artikel en övergripande presentation av namn typen och diskuterar sedan det danska namnmaterialet, medan de skånska -löv-namnen diskuteras i en artikel av Ola Svensson. -lev-namnen spelar även en viss roll i Peder Dams andra artikel, Bebyggel-seslag i det danske navne materiale, men då tillsam-mans med andra namntyper i en tvärvetenskaplig studie av olika åldersskikt i det danska bebyggelse-namnsbeståndet. En av de något yngre namntyper som tas upp är namnen på -tved, och dessa dis-kuteras sedan mer ingående i Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsens artikel Nordvestsjællands -tved-navne. Om relativt unga namn handlar även Vidar Haslums bidrag, med titeln Klassifisering av yngre bostedsnavn. Kristina Neumüllers artikel, Beläg-gens dynamik, tar upp namnbyten och andra typer av namnförändringar som kan spåras i bebyggelse-namns äldre belägg. Om samtida bebyggelsenamn i form av gatunamn i Köpenhamn handlar det i Line Sandsts artikel, där hon diskuterar hur dessa namn kan användas för att skapa ”byer i byen”.

Sofie Laurine Albris Jesper Hansen Kristina Neumüller Elin Pihl

(8)
(9)

Bebyggelseslag i det

danske navnemateriale

Resultater og metoder fra en tværfaglig og kvantitativ

undersøgelse af de danske bebyggelsesnavne

PEDER DAM

Denne artikel tager primært udgangspunkt i min postdoc-afhandling, Bebyggelser og stednavnety-per fra 2015, hvor knap 15.000 bebyggelsesnavne/ bebyggelser ud fra klassificerede navnetyper ana-lyseres ud fra en række sproglige, arkæologiske og bebyggelseshistoriske kilder. Baggrunden for afhandlingen var et ønske om et mere komplet billede af de bebyggelseslag, der kan konstateres i Danmark og særligt de bebyggelser, der bliver grundlagt i den senere del af vikingetiden og i den første del af middelalderen. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev det dog tydeligt, at dette bebyggelseslag med fordel kunne sammenlignes med et ældre og et yngre bebyggelseslag.

I denne artikel er fokus særligt målrettet identifi-kationen af de tre bebyggelseslag i Danmark, samt potentialet ved en tværfaglig og kvantitativ metode.

Bebyggelsesanlæggelser i sen

vikingetid og tidlig middelalder

De nye bebyggelser fra den sene vikingetid og den tidlige middelalder bliver grundlagt på flere måder og under forskelligartede landskabsforhold,

hvoraf de vigtigste er forsøgt illustreret med fem principskitser i figur 1. Langt de fleste bebyggel-ser fra perioden har karakter af klassiske udflyt-terbebyggelser (scenarie 1), hvor en mindre del af den ældre bebyggelse, måske en eller få gårde, blev anlagt lidt væk fra den ældre bebyggelse. Der er mange og tydelige tegn på, at de nye bebyggelser var sekundære og mindre. Det viser sig ved både arkæologiske udgravninger af mindre bebyggelser fra perioden, de middelalderlige landskabsloves beskrivelser af udskilningsprocesserne (Jørgensen 2003) og studierne af de ældste kendte ejerlavs-strukturer og bebyggelsesstørrelser (Dam 2015). De fleste steder kan det konstateres, at de senere bebyggelser kun har fået en mindre del af det, der tidligere har været et stort fælles ejerlav, ofte i udkanten hvor der givetvis har været meget skov, overdrev og hede, se figur 2. Mange små udflyt-terbebyggelser havde derfor også bedre mulighed for at udvide det dyrkede areal end de store og ældre bebyggelser, hvor en større del af landska-bet i forvejen var opdyrket. På øen Falster, syd for Sjælland, var den gennemsnitlige størrelse på en -torp-bebyggelse opgjort i enheden bol, der menes at være vurderet omkring år 1000 (Dahlerup

(10)

8

Peder Dam Bebyggelseslag i det danske navnemateriale

2018), således kun 25 % af størrelsen på en af de ældre bebyggelser på øen (-lev, -løse og -inge). I den senere markopgørelse fra omkring 1255 udgjorde en gennemsnitlig -torp-bebyggelse til gengæld 40  % af størrelsen på en gennemsnitlig ældre bebyggelse, mens de i Christian 5.s matrikel fra 1688 (gengivet i Pedersen 1928) var på 49 % ud fra det nye hartkornsmål (Dam 2015 s. 22). De nye -torp-bebyggelser var således oprindeligt

mar-kant mindre, og selvom de ofte gennem et større opdyrkningspotentiale kunne vokse relativt mere end de ældre bebyggelser i løbet af middelalderen, forsatte de med at være mindre end de disse. De ældre bebyggelser har selvfølgelig fået formindsket ejerlavet, såfremt der er udskilt en ny bebyggelse i perioden, men omvendt kunne de ældre bebyg-gelser, ligesom de yngre bebygbebyg-gelser, udvide det dyrkede areal såfremt, der var skov eller overdrev

Figur 1. Principskitser for de fem primære typer af bebyggelsesanlæggelser. De lysegule områder angiver

opdyrkede områder, mens grøn angiver skov og andet uopdyrket land.

Figur 2. Såkaldt Minoreret

sognekort over Hallenslev Sogn fra omkring 1816, hvor sognet omfatter et typisk eksempel på en ældre bebyggelse, Hallenslev, og en klassisk udflytter bebyggelse, Torpe. Torpes mindre ejerlav er næsten ” klippet ud” med lige linjer i kanten af det oprindelige store fælles ejerlav, hvor der før udflytningen må ske har været skov og overdrev pga. den lange afstand til den gamle landsbykerne. Torpe bestod i 1688 af seks gårde, mens kirkebyen Hallenslev bestod af 21 gårde. © SDFE 2018

(11)

9

tilbage, og dermed potentielt stige i værdi og takse-ring. Men så det fremgår af listen, har denne vækst været relativt mindre end ved de yngre bebyggelser.

Det er dog ikke alle af de nye bebyggelser, der har et tydeligt sekundært forhold til ældre bebyg-gelser. I områder, der ikke var bebygget tidligere eller i hvert fald kun var meget svagt bebygget, får de nye bebyggelser i sen vikingetid og tidlig mid-delalder karakter af kolonisationsbebyggelser (sce-narie 2). I Danmark er det tydeligste eksempel på dette Nordøstsjælland, se figur 3, hvor der hverken er navnemæssige eller arkæologiske indikationer på bebyggelse i germansk jernalder, om end der har været bebyggelse i endnu ældre perioder. Det kan selvfølgelig ikke fastslås sikkert, at der ikke har været nogle små, spredte bebyggelser i dette store skovrige område i germansk jernalder, og det er umuligt at sige noget om hvorvidt stormænd har hævdet brugsretten over egnen. Men området synes først at være bosat og opdyrket på ny i sen vikingetid og middelalder i små lommer inden for skovområdet. I modsætning til de klassiske udflyt-terbebyggelser er disse kolonisationsbebyggelser fra perioden derfor ikke sekundære til nærliggende bebyggelser. Nogle udvides efterhånden til lands-byer med mange gårde og med egen kirke, mens andre forbliver mindre bebyggelser.

En tredje form for bebyggelsesanlæggelser er

omlokalisering (scenarie 3): en bebyggelse der flytter placering over kortere eller længere afstand. Fra et arkæologisk perspektiv giver dette en for-ladt bebyggelsesplads og en ny bebyggelsesplads, men strukturelt, navnemæssigt og bebyggelseshis-torisk betyder dette ikke nødvendigt nævnevær-dige ændringer, særligt ikke hvis flytningen kun skete over en kort afstand. Omlokaliseringer har ikke mindst inden for dansk forskning været et heftigt debatteret emne, hvor begrebet den van­

drende landsby særligt i 1980’erne og 1990’erne

vandt frem: Bebyggelserne blev af mange arkæo-loger og bebyggelseshistorikere ikke set som steds-faste før tidlig middelalder, og det blev antaget, at de før dette flyttede lokalitet f.eks. med et par århundreders mellemrum (Hvass 1984). Siden er der dog kommet meget forskning, der peger på, at bebyggelserne sjældent flyttede over længere afstande, hvis overhovedet i germansk jernalder. Ressourceområdet, der hørte under landsbyen, samt bebyggelsesnavnet forblev uændret, selvom gårdene eventuelt flyttede en kort afstand. Som minimum fra ca. år 600 menes bebyggelserne at være stort set stedsstabile (Møller & al. (red.) 2002 s. 86, Hansen 2015a s. 269).

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en bebyggelse har gennemgået navneskift (scenarie 4), men sted-navne, særligt bebyggelsessted-navne, er kende tegnet ved

Figur 3. Bebyggelser i

Nord-sjælland 1688 vist på skov fra Videnskabernes Selskabs kort 1768. Bemærk hvordan sko v-egnen mod øst at dømme ud fra bebyggelsesnavnene kun har bebyggelser fra sen vikingetid og middelalder, mens bebyg-gelserne i de mere agerrige egne mod vest har både ældre og yngre bebyggelser.

(12)

10

Peder Dam Bebyggelseslag i det danske navnemateriale

meget stor kontinuitet, og i historisk tid er navne-skift stort set ukendt med undtagelse af herregårde fra renæssancen og frem. Hvis navne skift er fore-kommet, er det sandsynligvis sket i forbindelse med omstrukturering af bebyggelsen. F.eks. hvor en udflytterbebyggelse anlægges, hvorefter flere og eventuelt til sidst alle gårdene fra den ældre bebyg-gelse flytter over til den nye bebygbebyg-gelse (Göransson 1984, Jørgensen 2003, Vikstrand 2013 s. 26–28). Denne situation vil da minde om en kombination af scenarier 1, 3 og 4, og der er således heller intet til hinder for kombinationer af de skitserede scena-rier. Et større antal spontane navneskift uden sidelø-bende bebyggelsesmæssige omstruktureringer er til gengæld svært at forestille sig.

Som det sidste scenarie, der her skal nævnes, er ballung-bebyggelser (5): at tidligere enkelt-gårde flytter sammen til en samlet landsby, en slags omvendt udflytterbebyggelser. Der kendes ikke sikre eksempler herpå, men der har været argumenteret for, at dette f.eks. kunne forklare de meget store -torp-bebyggelser Kværndrup og Trun-derup på Fyn (Jensen 2009).

Det er tydeligt, at der er undtagelser i form af større områder, f.eks. koloniseringsbebyggelserne i Nordøstsjælland, og ikke mindst lokalt, hvor nogle bebyggelsesudviklinger kan være meget kom-plekse med flere udflytninger, sammenlægninger, omstruktureringer og mindre bebyggelsesflyt-ninger (Vikstrand 2013 s. 97–102, Hansen 2015b s. 10–21). Men, som der vil blive argumenteret for i det følgende, ændrer det ikke ved, at når der analyseres tusindvis af bebyggelser træder der dels lag af ældre bebyggelser frem, der har været helt eller næsten stabile siden før vikingetiden, og dels træder der lag frem af senere, udskilte og mindre bebyggelser. Den sekundære og mindre udflytter-bebyggelse, jf. scenarie 1, er den dominerende.

Kilder og metoder

I min postdoc-afhandling blev alle bebyggelser, der optræder som selvstændige bebyggelser i Chris-tian den 5.s matrikel, punktdigitaliseret. Matrik-len blev udarbejdet i 1680’erne på grundlag af et stort anlagt opmålings- og matrikuleringsarbejde, og det er den ældste landsdækkende og fuldt beva-rede opgørelse over alle bebyggelser i kongeriget. Udover stednavne og administrative oplysninger

blev blandt andet oplysninger om antallet af gårde og hartkorn, dvs. den samlede brugsværdi af jor-den, registreret for hver bebyggelse. Matriklen dækkede dog ikke Sønderjylland, der var del af hertugdømmet Slesvig, eller Bornholm, der pga. øens særlige status ikke var omfattet af den nye skatteansættelse. I disse to områder blev punkt-kortlægningen derfor foretaget ud fra Danmarks Stednavne, og disse bebyggelser indeholder der-med ikke oplysninger om f.eks. hartkorn. I alt blev 14.411 bebyggelser kortlagt.

Bebyggelsesnavnene blev om muligt klassifice-ret efter navnetype, primært på baggrund af Dan-marks Stednavne bind 1–26, Danske Stednavne (Jørgensen 2008) og monografier om de enkelte navnetyper. Bebyggelsesnavne, der ikke hidtil var blevet tolket, blev klassificeret på baggrund af de historiske kildeformer fra Afdeling for Navne-forsknings databaser (AfN MD) og fra deres sed-delsamling, Topografiske Samling (AfN TS). Af de knap 15.000 stednavne blev 94 % klassificeret, mens de resterende ikke kunne tolkes entydigt. Disse er derfor udeladt af analyserne. Kortlægning og klassificering af bebyggelsesnavnene er rygra-den i afhandlingen, hvor navnetyperne gennem-gås i forhold til sproglige og navnemæssige forhold, samt i forhold til geografi, bebyggelsesmæssige for-hold og relationen til arkæologiske fundlokaliteter fra vikingetiden.

Her kunne det så indvendes, at det, der analyse-res, er henholdsvis selve stednavnet og selve den fysiske bebyggelse. Såfremt der er større diskontinu-itet mellem disse to over tid – f.eks. ved navne skift og omlokaliseringer – er en sammenstilling mellem navn og bebyggelse tilbage i tid problematisk. Materialet og analyserne i afhandlingen viser dog tydeligt, at der netop ikke er diskontinuitet, i det mindste ikke i nævneværdigt omfang. Klassi ficering af navnetyperne, det sproglige indhold i forleddet, den geografiske udbredelse, bebyggelses størrelser, kirkefrekvens og relationsanalyser i forhold til arkæologisk materiale understøtter hinanden og viser dermed, at vi kan knytte stednavne og bebyg-gelser direkte sammen i sådanne store kvantitative analyser. De eventuelle navne skift, omlokaliseringer og tilsvarende problem stillinger er så få og små, at de ikke får nævneværdig betydning ved inddragelse af et stort datamateriale som her.

(13)

11

Navnetyperne

I tabell 1 er andelen af kirkebyer samt den gennem-snitlige bebyggelsesstørrelse 1688 vist for udvalgte navnetyper. Ved de seks ældre navnetyper, der rela-tivt entydigt kan dateres til jernalderen, er omkring halvdelen blevet kirkebyer (36,5–55,6  %), og bebyggelserne er i 1688 gennem gående meget store gående fra 57,0 til 112,2 tønder hartkorn. Forskel-len mellem de enkelte ældre navnetyper må tolkes som en kombination af deres geografiske distri-bution, deres alder og muligvis andre forhold. Når f.eks. -løse-bebyggelserne er større målt i hartkorn end alle de øvrige, må det primært forstås ud fra, at de ikke findes i Jylland, hvor de dårligere jorder gør, at gennemsnittet trækkes ned for de øvrige navnetyper, der i varierende grad findes der også. Omvendt er de lavere tal ved -sted- bebyggelserne i det mindste delvist udtryk for, at en lille del af bebyggelserne, i alt overvejende grad i Nord jylland, er yngre. I Vendsyssel og Thy mod nord i Jylland findes en række uanseelige -sted- bebyggelser, der hverken i størrelse, lokalisering eller sprogligt i for-hold til forleddet synes at være ældre.

Pointen med ovenstående er, at de seks første navnetyper i tabell 1 på den ene side ganske nemt kan dateres relativt, i sammenspil med andre kilder, som nogle af de ældste navnetyper, men at det på den anden side kræver mere detaljerede studier, end der er plads til her, hvis de skal dateres mere præcist og mere differenceret. Her skal det da også kun konstateres, at de seks ældre navne-typer står i modsætning til de fem eksempler på yngre navnetyper: -torp, -toft, -bøl(le), -rød og -tved. Gennem gående er disse kun halvt så store målt i hartkorn, og kun knap en ud af ti er blevet kirke byer, mens det ved de ældre var næsten hver anden. De få store og dominerende yngre bebyg-gelser findes fortrinsvis i kolonisationsegne, eller også kan de relateres til bebyggelsesomlægninger, jævnfør afsnittet om forskellige typer af bebyggel-sesanlæggelser. Metoderne med at sammenligne bebyggelses størrelser og kirkefrekvenser er et af de stærkeste argumenter for, at langt de fleste yngre bebyggelser er anlagt som sekundære udflytter-bebyggelser. Dette skyldes ikke mindst, at alle bebyggelserne i undersøgelsen har oplysninger om bebyggelsesstørrelse og eventuelt tilknyttet kirke, og hermed fås et systematisk indblik i det generelle

og typiske, ikke kun en eller få bebyggelser, hvor særlige forhold kan gøre sig gældende. Til gengæld fortæller disse to metoder i sig selv ikke noget om de absolutte dateringer af navnetyper, kun at der her kan konstateres to tydelige tidsmæssige ”lag”.

Datering af det sproglige indhold, både selve efterleddet/afledningen og indholdet i forled-det, er en vigtig kilde til datering af navnety-pen og bebyggelserne (Vikstrand 2013 s. 11 ff.). En anden vigtig og ligeledes klassisk metode er navnetypens optræden i Danelagen og de øvrige skandinaviske bosættelsesområder fra vikinge-tiden (Christensen & Sørensen 1972 s. 197 ff.). De ældre bebyggelses navne findes ikke her – og disse navnetyper må derfor være gået ud af brug på dette tidspunkt – mens mange af de yngre navnetypers forekomst i Danelagen afslører at de var produktive i vikinge tiden. En dateringsme-tode, som ikke tidligere har været anvendt i større

Tabel 1. Nøgletal for udvalgte navnetyper.

Navne­

type Antal Andel af kirke­ byer (%) Be byggel ses­ størrelse* Ældre -lev 268 55,6 95,9 -løse 71 50,7 112,2 -hēm 182 43,9 48,6 -sted 222 36,5 57,0 -ing(e) 263 39,2 67,9 -ung(e) 53 47,2 63,6 Yngre -torp 2 445 11,0 33,0 -toft 122 9,8 34,1 -bøl(le) 208 8,2 33,2 -rød 111 7,2 35,8 -tved 133 7,5 31,8 Natur-navne m.m. -lund 322 9,0 24,4 -bjerg 437 12,4 24,3 -holm 278 3,3 27,2 -bæk 272 6,3 18,5 -dal 165 3,6 9,6 -næs 105 27,6 58,2 -sø 78 24,4 49,0 -ager 106 18,9 31,5 -mark 104 4,8 33,8 -have 88 2,3 13,7

(14)

12

Peder Dam Bebyggelseslag i det danske navnemateriale

omfang, er til gengæld korrelationsanalyser i GIS mellem bebyggelserne og arkæologiske fundloka-liteter, se figur 4. En række ”buffere”, cirkelringe, genereres omkring alle bebyggelser i det digitale kort med et interval på 500 meter, og dernæst undersøges, hvor mange fund der er inden for cirklen på 500 meter fra bebyggelsen samt inden for ringene 500–1000 meter, 1000–1500 meter, 1500–2000 meter og 2000–2500 meter. Endelig sættes dette i forhold til buffernes arealer, hvor der dermed fås et tal for fundkoncentrationen i form af antal fundlokaliteter pr. km2. Gennemgang af

fundkoncentrationerne ved de enkelte navnetyper sammenlignes altid med fundkoncentrationerne ved gruppen af sikre ældre navnetyper, de seks oplistet i tabell 1, samt med -torp’erne. De ældre navnetyper relaterer tydeligt til fundmaterialet fra vikingetiden: Indenfor 500 meter fra bebyggelser er fundkoncentrationen høj (ca. 0,22 fundlokali-teter pr. km2), mens dette allerede falder til

bety-deligt under halvdelen (0,08 fundlokaliteter pr. km2) ved næste buffer 500–1000 meter. Ved de

næste buffere stabiliserer grafen sig efterhånden til omkring 0,05 fundlokaliteter pr. km2. Samme

tendens kan konstateres ved hver af de seks navne-typer hver for sig. Konklusion må således være, at bebyggelserne med de seks navnetyper alle-rede fandtes i vikingetiden, og at bebyggelserne har været overordnet geografisk stabile omkring

det sted, hvor bebyggelser kan konstateres i histo-risk tid. Modsætningen hertil er -torp’erne, der ikke relaterer sig, i hvert fald ikke nævneværdigt, til det vikingetidige fundmateriale. Her er fund-koncentrationen næsten konstant omkring 0,05 fundlokaliteter pr. km2 både tæt på det sted, hvor

bebyggelsen ligger, og i bufferne længere væk. Kon-klusionen må derfor blive, at hovedparten ikke har eksisteret i vikingetiden. Når der tages forbehold i form af ”hovedparten” skyldes det, at koncentra-tionen faktisk falder lidt fra første til anden buffer (fra 0,06 til 0,045 fundlokaliteter pr. km2), og at

den efterfølgende mindre stigning igen kan skyldes de ældre byer, som -torp’erne er udskilt fra, ofte vil ligge 1–2 kilometer væk. Det er dog små udsving, og analysen understøtter således, at -torp’erne skal dateres som delvist sen vikingetid, men primært middelalder. Dette understøttes desuden af bebyg-gelserne i Danelagen, hvor der ganske vist findes mange -torp’er, men hvor disse er klart mindre end mange af de øvrige skandinaviske bebyggelser, f.eks. -by (Jones, Parsons & al. 2011).

Fundkoncentrationerne ved de øvrige navne-typer kan nu sammenlignes med henholdsvis den ældre gruppe og -torp’erne. Det er i figur 4 vist for navnetypen -rød/-rud, der korrelerer endnu dårli-gere med fundkoncentrationerne end -torp. Faktisk er der negativ sammenhæng med den vikinge tidige fundkoncentration: Jo længere væk man kommer

Figur 4. Vikingetidig fundkoncentration omkring navnetypen -rød/-rud (antal fundlokaliteter pr. km2) ved

buf-ferzone for hver 500 meter. Desuden er fundkoncentrationen vist med gråt til sammenligning for henholdsvis navnetypen -torp samt de seks ældre navnetyper angivet i tabell 1. (Dam 2015 s. 136.)

(15)

13

fra de steder, hvor der i historisk tid kendes -rød/-rud- bebyggelser, jo større er chancen for at finde fund fra vikingetiden. Navnetypen fandtes næppe som almindeligt navneled i vikingetiden, og der kendes da heller ikke sikre eksempler på -rød-bebyggelser i Danelagen.

En stor andel af de danske stednavne er natur-, mark- og skovindikerende stednavne. Navnene er formentlig ofte ældre end selve bebyggelsesan-læggelsen, og de repræsenterer en situation, hvor bebyggelsen har overtaget et allerede eksisterende navn på f.eks. en dal, en bakke eller en mark. Disse navnetyper er ofte udfordrende at datere entydigt, og de omfatter formentlig både ældre navne fra jernalderen og langt yngre navne, der er senere end f.eks. -torp’erne. At der er ældre bebyggelser iblandt kan ikke konstateres ud fra det sproglige indhold alene, da bebyggelsen kan have overta-get navnet mange århundrede senere, end navnet er blevet dannet for naturlokaliteten. Men både

bebyggelsesstørrelser, kirkefrekvenser og fundkon-centrationer viser dette: Mange bebyggelser, fra især Fyn og Sjælland, af navnetyperne -lund, -næs og -bjerg, minder om bebyggelserne med en af de seks ældre navnetyper i tabell 1. Når gennemsnit-tene ved bebyggelsesstørrelser, kirkefrekvenser og fundkoncentrationer ligger mellem de ældre og de yngre bebyggelser, skyldes det, at der også er talrige mindre bebyggelser, typisk i de marginale egne og i egne, der først sent blev opdyrket: hedeegne, skovegne og kystegne. Disse yngre bebyggelser – ofte enkeltgårde og ganske små landsbyer, med natur-, mark- og skovindikerende stednavne – er til gengæld meget talrige, og kortet over den sam-lede andel af naturindikerende bebyggelsesnavne dominerer derfor i figur 5 i gamle hede-, skov- og kystegne (Dam & Jakobsen 2008). Det er tydeligt, at de ældre bebyggelser er der, men de drukner i mængden af yngre bebyggelser.

Den store gruppe af yngre bebyggelser med

Figur 5. Samlet andel (%) af de

17 naturindikerende bebyg-gelsesnavne, der gennem-gås i afhandlingen. Mark- og skovindikerende navne er ikke medtaget her. Egnsgennemsnit inden for ti kilometer. (Dam 2015 s. 166.)

(16)

14

Peder Dam Bebyggelseslag i det danske navnemateriale

naturindikerende navne i de marginale egne er ofte helt små bebyggelser, ofte kun af halv størrelse eller endnu mindre i forhold til -torp’ernes egnstypiske bebyggelsesstørrelse. Dette er en indikation på, at der her ses et bebyggelseslag, der er yngre end -torp’erne. Dette understøttes desuden af Falster-listen fra omkring 1255 (transskriberet ved Gissel 1989 s. 5–21), der er den største fyldestgørende middelalderlige opgørelse over alle bebyggelser for et større område i Danmark. De mindre bebyggel-ser i Falsterlisten, der må være opstået i århund-rederne før 1255, er i overvejende grad -torp’er, mens bebyggelserne, som ikke findes i listen, men først i kilder fra senmiddelalderen og fra 1500- og 1600-tallet, i overvejende grad tilhører de natur-, mark- og skovindikerende navnetyper (Dam 2015 s. 306). En væsentlig konklusion i afhandlingen er derfor, at den primære dannelsesperiode for -torp’er er fra omkring år 900 til 1200-tallet, om end der både kan findes eksempler på ældre (Gammeltoft 2009, Hansen 2015a s. 123 f., 273) og yngre (Ler-che Nielsen 2003 s. 246–248, Vogt 2009).

Konklusion

De seks ældre navnetyper i tabel 1, og de bebyg-gelser de angiver, kan relativt sikkert dateres til jernalderen: Både ud fra sproglige, geografiske, bebyggelseshistoriske og arkæologiske metoder. Dette er også tilfældet for andre mindre navne-typer og dele af andre større navnenavne-typer, men de seks navnetyper er de største og mest entydige. En lang række navnetyper og deres bebyggelser er samtidige eller næsten samtidige med -torp’erne fra omkring år 900 til 1200-tallet. En stor andel af de danske landsbyer er udskilt i denne periode som sekundære udflytterbebyggelser fra de ældre bebyggelser, der allerede eksisterede i yngre ger-mansk jernalder. Endelig findes et tredje lag, typisk enkeltgårde eller ganske små landsbyer, der i over-vejende grad er anlagt i de marginale hede-, skov- og kystegne i den sidste del af middelalderen samt i 1500- og 1600-tallet, ofte med natur-, mark- og skovindikerende bebyggelsesnavne. I hede-, skov- og kystegnene var der stadig plads til anlæggelse af nye bebyggelser, men de nåede til gengæld ikke at blive andet end småbebyggelser, da ressourcerne var mere spredte her.

Metodisk har det været en kæmpe fordel at kunne

trække på forskellige og uafhængige kilder og fag-lige traditioner. Det er selvfølgelig altid fornuftig at benytte forskelligartede kilder ved analyser, men særligt når hver af metoderne som her har hver deres problemstillinger og usikkerheder, er det en stor fordel at stå på flere ben. Nogle af de største og mest vedvarende kritikpunkter mod brugen af nav-neforskning inden for bebyggelsesstudier har været teorierne om omlokaliseringer af bebyggelserne (”den vandrende landsby”) op til tidlig middelalder samt muligheden for navneskift ved bebyggelses-navne, før de skriftlige kilder dukker op. Resulta-terne fra det store materiale i afhandlingen giver dog kun mening, hvis dette kun er forekommet i få tilfælde eller kun over kortere afstande fra yngre germansk jernalder og frem. Samtidigt har nogle af kilderne og metoderne – f.eks. sproglige studier af forleddene – været formålstjenlige til reelle date-ringer af navnetyperne, men omvendt kan de langt fra benyttes til dette ved alle de enkelte bebyggel-sesnavne. Oplysninger om bebyggelsesstørrelser og kirkefrekvens findes til gengæld for alle bebyggel-serne i undersøgelsen, men her kan oplysningerne kun benyttes til en relativ datering i forhold til andre navnetyper. Studierne af den vikingetidige fundkoncentration kan i nogen grad benyttes både til relativ og reel datering, men denne metode har omvendt andre problemstillinger.

Der er et stort potentiale i brugen af kilde-materia let og metoderne, der rækker ud over det, der er præsenteret her. Både i forhold til regions-studier, hvor mere detaljerede og komplekse arkæo-logiske observationer kan inddrages, samt i forhold til mere detaljerede studier af navnetyperne. Som det præsen teres ved artiklen om navnetypen -lev i denne ud givelse, kan navnetyperne dateres mere nøj-agtigt med inddragelse af mere komplekse analyser, og som minimum kan de mere talrige navne typer under inddeles og analyseres separat, hvilket kan give et mere komplet billede: Hvilke karakteristikker kan ses ved det muligt yngre lag af -sted- bebyggelser i Nordjylland? Kan de enkelte be byggelser med naturindikerende navne dateres nærmere, såfremt det tværfaglige kildemateriale inddrages mere systema tisk? Og kan der spores tendenser i forhold til alder, bebyggelsesstørrelse og struktur efter for-skellige forledstyper (f.eks. personnavne kontra øvrige forled) inden for de enkelte navne typer? Der kan tænkes mange nye muligheder.

(17)

15

Kilder og litteratur

AfN MD = Middelalderdatabasen. Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet. Database over kildeformer for ældre stednavne uden for områder publiceret i Danmarks Stednavne 1–26. Indgår som en del af www.danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk

AfN TS = Topografiske Samling. Utrykte Arkivalier på Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.

Christensen, Vibeke & Sørensen, John Kousgård, 1972: Stednavneforskning 1. Afgrænsning, Terminologi, Metode, Datering. København.

Dahlerup, Troels, 2018: Bol. I: Den Store Danske, Gyldendal. Tilgængelig: http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49170

[Hentet 23. september 2018].

Dam, Peder, 2015: Bebyggelser og stednavnetyper. København. (Navnestudier 44.)

Dam, Peder & Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig, 2008: Historisk-geografisk atlas. København.

Danmarks Stednavne 1–26. 1922–2013. Udg. af Stednavneudvalget (bind 1–15), Institut for Navneforskning (bind 16–24) og Afdeling for Navneforskning (bind 25–26). København.

Gammeltoft, Peder, 2009: Sakralitet i torp-navne? Hvorfor tolkes navne som Frøstrup, Thorstrup og Tirstrup, som de gør? I: Torp – som ortnamn och bebyggelse. Konferensrapport. Tvärvetenskaplig torp-konferens Malmö, 25–27 april 2007. Red.: Peder Dam, Peder Gammeltoft, Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Bo Nissen Knudsen & Ola Svensson. Lund. (Skrifter utg. av Dialekt- och ortnamnsarkivet i Lund 11.) S. 31–42. Gissel, Svend, 1989: Falster undersøgelsen 2. Dokumentationsbind. Odense.

Göransson, Sölve, 1984: Bebyggelseförflyttningar och namnkronologi på Öland. I: Bebyggelsers og bebyggelses-navnes alder. NORNAs niende symposium i København 25–27 oktober 1982. Red. af Vibeke Dalberg, Gillian Fellows-Jensen, Bent Jørgensen, John Kousgård Sørensen. Uppsala. (NORNA-rapporter 26.) S. 268–294.

Hansen, Jesper, 2015a: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde. Et bebyggelseshistorisk regionalstudie. Tilgængelig: https://www.academia.edu/21828279/Landsbydannelse_og_bebyggelsesstruktur_i_det_1. årtusinde_-_et_bebyggelseshistorisk_regionalstudie

— 2015b: Landsbydannelse og bebyggelsesstruktur i det 1. årtusinde – et bebyggelseshistorisk regionalstudie. Katalog. Tilgængelig: https://www.academia.edu/21828526/Landsbydannelse_og_bebyggelsesstruktur_i_det_1.årtusinde_-_katalog

Hvass, Steen, 1984: Årtusinders landsby. I: Skalk. Nyt om gammelt. 1984:3. S. 20–30.

Jensen, Lars Ewald, 2009: Torper og rydningsbyer i et arkæologisk perspektiv. I: Torp – som ortnamn och bebyggelse. Konferensrapport. Tvärvetenskaplig torp-konferens Malmö, 25–27 april 2007. Red.: Peder Dam, Peder Gammeltoft, Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Bo Nissen Knudsen & Ola Svensson. Lund. (Skrifter utg. av Dialekt- och ortnamnsarkivet i Lund 11.) S. 225–238.

Jones, Richard, Parsons, David N. & Cullen, Paul, 2011: Thorps in a Changing Landscape. Hatfield. (Explorations in local and regional history 4.)

Jørgensen, Bent, 2003: Torpens størrelse og status. Hvordan kan en vikingetidig udflyttergård blive til 44 gårde i matriklen 1664. I: Nordiske torp-navne. Rapport fra NORNAs 31. symposium i Jaruplund 25.–28. april 2002. Red. af Peder Gammeltoft & Bent Jørgensen. Uppsala. (NORNA-rapporter 76.) S. 155–166. — 2008: Danske stednavne. 3. udg. København.

Lerche Nielsen, Michael, 2003: Fra Hellerup til Klattrup – en præsentation af begrebet ’nyere torp-navne’. I: Nordiske torp-navne. Rapport fra NORNAs 31. symposium i Jaruplund 25.–28. april 2002. Red. af Peder Gammeltoft og Bent Jørgensen. Uppsala. (NORNA-rapporter 76.) S. 243–252.

Møller, Per Grau & al. (red.), 2002: Foranderlige landskaber. Integration af natur og kultur i forvaltning og forskning. Odense.

Pedersen, Henrik, 1928: De danske Landbrug. Fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V’s Matrikel 1688. København.

SDFE = Historiske kort på nettet. Geodatastyrelsen. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Minoreret sognekort over Hallenslev Sogn fra omkring 1816. Tilgængelig: https://hkpn.gst.dk/mapviewer.aspx?type=sogne-kort&id=478&elav=null

(18)

Peder Dam Bebyggelseslag i det danske navnemateriale

Summary: Mapping Danish place-name

types – results and methods of a

multi-disciplinary study of Danish settlements

and their place-name types

Peder Dam

This paper is based on a nationwide mapping of about 15,000 historical settlements and their place-names, which were classified and analysed on the basis of linguistic, archaeological and historical sources.

Six large groups of place-names (-lev, -løse, -hēm, -sted, -ing(e) and -ung(e)) and the settlements they refer to can relatively easily be dated back to at least the Late Iron Age, using linguistic, geographical, historical and archaeological methods. This is also the case with other smaller groups and parts of other major groups of place-names, but the first six groups are the largest and most unambiguous. Several groups of place-names and the associated settlements were created simultaneously with the substantial group of -torp names dating from the 10th to the 13th century. A large proportion of the Danish villages of today were created during this period as secondary settlements from the older, larger ones. Finally, there is a third layer, typically consisting of single farms or small hamlets, which are predominantly located in marginal heath, moor, forest and coastal regions and date from the 14th to the 17th century. These settlements were often given place-names already existing as names of landscapes.

The analysis was done using an interdisciplinary approach to date and characterise the settlements and their place-names. Traditional linguistic methods were employed alongside GIS analysis of correlations with archaeological findings, statistics on the area/value of agricultural land, and studies of the proportion of settlements where churches were built. Each of the methods used supports the conclusion that there is overall continuity of place of the old settlements from the Late Iron Age, and that these settlements differ in several ways from the subsequent two waves of settlement expansion. Locally it is possible to find exceptions, which are often quite complex, but the large body of material presented in this paper helps to provide a picture of the overall development of human settlement.

Vikstrand, Per, 2013: Järnålderns bebyggelsenamn. Om bebyggelsenamnens uppkomst och ålder i Mälarland skapen. Uppsala. (Skrifter utg. av Institutet för språk och folkminnen. Namnarkivet i Uppsala. B:13.)

Vogt, Susanne, 2009: ”Disse efterskrevne torper…”. Nyere torpgrundlæggelser belyst ved to senmiddelalderlige regnskaber. I: Torp – som ortnamn och bebyggelse. Konferensrapport. Tvärvetenskaplig torp-konferens Malmö, 25–27 april 2007. Red.: Peder Dam, Peder Gammeltoft, Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Bo Nissen Knudsen & Ola Svensson. Lund. (Skrifter utg. av Dialekt- och ortnamnsarkivet i Lund 11.) S. 139–146.

(19)

Klassifisering av

yngre bostedsnavn

Geografiske, kronologiske og kontekstuelle variasjoner

VIDAR HASLUM

Som tema kan klassifisering av bostedsnavn føres tilbake til de første norske spesialistene i nav-negransking, Oluf Rygh og framfor alt Magnus Olsen. Deres forskningsinteresse var å granske bostedsnavn som kilde til kunnskap om eldre tiders språk- og kulturhistorie. At klassifiseringen dermed ble konsentrert om de eldre bostedsnav-nene, som vil si fra før-reformatorisk tid, og at yngre bostedsnavn fikk liten oppmerksomhet, var derfor helt naturlig.

Den klassifiseringen Rygh og Olsen kom fram til, har gitt store innsikter av varig verdi. En inn-sikt er at eldre gårdsnavn, på grunnlag av språklig form og innhold, kan deles inn i noen hovedklasser der det i et tilstrekkelig stort massemateriale kan avdekkes viktig informasjon om bosetningshistori-ens kronologi. Forskningen til Rygh og Olsen kom til å anta en retning som har dominert norsk og nordisk stedsnavnforskning like til i dag, men som også har virket til å gjøre stedsnavnforskningen ganske så forskjellig fra personnavnforskningen.

Kristin Bakken har i en artikkel fra 2000 disku-tert om personnavnforskning og stedsnavnforsk-ning bør regnes som to forskjellige disipliner. Ut fra hva som har vært de to forskningsgreinenes

sentrale problemstillinger, mener Bakken mye taler for å betrakte disiplinene som to ulike. Blant annet framhever Bakken at ”personnavnforskning relateres til sosiologiske og antropologiske pro-blemstillinger, mens stedsnavnforskning relateres til historie og arkeologi” (Bakken 2000 s. 139). En viktig forskjell er ifølge Bakken ”at personnavn-forskerne ikke sjelden legger an et samtidig per-spektiv, mens stedsnavnforskerne ytterst sjelden gjør det” (s. 152). ”Det finnes med andre ord noe som kunne omtales som ‘moderne personnavn-forskning’ med en litt tvetydig term, mens den samme betegnelsen er utenkelig innenfor steds-navnforskningen” (s. 143).

I årene som har gått etter Kristin Bakkens artikkel i 2000, ser vi en økende interesse for yngre stedsnavn i forskningsmiljøet. Særlig er det beteg-nende for nabolandene Finland og Danmark og den forskningen som der er gjort på urbane navn, slik at betegnelsen ”moderne stedsnavnforskning” burde ikke være så utenkelig lenger. En viss økende interesse for yngre stedsnavn kan vi også finne i Norge. I 2005 leverte Astrid Lunde en maste-roppgave om villanavn i Rogaland (Lunde 2005). Blant navneforskerne har ellers Berit Sandnes

(20)

18

Vidar Haslum Klassifisering av yngre bostedsnavn

(2015 s. 217) tatt til orde for forskning på yngre bostedsnavn. Hvis vi betrakter navneframveksten de siste 500 år, er den nettopp kjennetegnet ved store mengder bostedsnavn. Berit Sandnes hevder at tilveksten av nye bebyggelsesnavn aldri har vært hurtigere i Norden enn i perioden 1850−1950, og at bostedstypene er av en rekke karakteristiske slag. Den omfangsrike genereringen av nye navn burde i seg selv være et godt argument for å ta navne-typen nærmere i øyesyn. Og da kan vi spørre: hva om yngre bostedsnavn ble et prioritert felt innen stedsnavnforskningen? Hvilke problemstillinger ville være aktuelle da? På den ene side burde det finnes problemstillinger som kunne knyttes til generelle ideer om navnedanning som fenomen. På den andre side problemstillinger om hvordan kul-tur- og mentalitetshistoriske tendenser gjenspeiles i et navnetilfang.

Når temaet ”yngre bostedsnavn” settes på dags-orden, vil det kalle på refleksjon omkring hva som kjennetegner yngre bostedsnavn som gruppe og hvordan en slik navnekategori kan eller bør inn-deles i undergrupper. Å skille mellom eldre og yngre bostedsnavn er det mange gode grunner til. Hvor skillet operasjonelt bør trekkes, er derimot ikke innlysende. Svært mye taler for å sette skil-let omkring 1500 eller reformasjonen. Det er etter denne perioden at mange forandringer inntreffer. Samfunnet og næringsgrunnlaget endrer seg, nye bostedstyper oppstår, og med dem nye måter å navngi bosteder på. Kildesituasjonen blir en gan-ske annen enn tidligere, som jo har stor innvirk-ning på hvilke utnyttelsesmuligheter et navnetil-fang kan ha.

Generelt om klassifisering

av bostedsnavn

En gammel innsikt som gjelder navngivning av bosteder generelt, så vel de eldste som de yngste, er at bakgrunnen for navngivningen kan sorteres i to forskjellige hovedtyper: enten forteller nav-net om et bosted som har blitt til, eller så forteller navnet om en terrenglokalitet på eller ved bostedet (jf. Olsen 1939 s. 10). Ola Stemshaug kaller disse to typene for henholdsvis ”primære” og ”sekundære”

bostedsnavn (Stemshaug 1985 s. 90). En slik begrepsbruk er noe problematisk, fordi den avviker

fra termbruken primær/sekundær ellers, som van-ligvis brukes om en ny navnedanning ved hjelp av et eksisterende navn som forledd (f.eks. Oslofjorden som sekundærnavn til Oslo). I den betydningen Stemshaug derimot bruker, knyttes begrepsparet ikke til språkstruktur-avhengig krono logi, men til spørsmålet om endring av denota sjon, altså til et kriterium som er språkstrukturelt og krono-logisk irrelevant. En slik begrepsbruk vil lett forvirre, ikke minst fordi navn som på grunn av denotasjons endring blir betydnings sekundære, i praksis gjerne er eldre enn de denotasjonsmessig primære. Middelalderhistorikeren Claus Krag trekker et skille mellom det han kaller ” egent-lige bostedsnavn” og andre (Krag 1980 s. 71). En ryddigere og mer avklarende terminologi mener jeg ville være å kalle den første hovedtypen for

egentlige bostedsnavn og den andre for terreng­ beskrivende bostedsnavn, for det er det de faktisk

er. Eksempler på egentlige bostedsnavn er da Nes­

heim, Granerud, Nordhus, Jonsplass og Majorstua.

Terrengbeskrivende bostedsnavn er alle andre navn som ikke har opphav som bostedsnavn. De terrengbeskrivende bostedsnavnene kan inn deles i to hovedtyper, etter hva slags objekt hoved leddet angir, en naturlokalitet eller en kulturlokalitet. Vi kan tale om a) Naturbeskrivende bostedsnavn, som Ås, Dal, Fossane, Sollia, Midtås; b) Kultur-beskrivende bostedsnavn, som Bråten, Storaker,

Sagvollen, Gamlerønningen. Blant den første typen

vil det finnes navn der underleddet har kulturelt innhold, f.eks. Aslaksdal, Prestøya, og disse kan sies å havne i en slags mellomstilling. Men i og med at inndelingen er basert på hovedleddet, blir typen å regne som naturbeskrivende. En spesiell type er seternavn som seinere er blitt navn på permanente bosetninger. Disse kan enten regnes som et spesial-tilfelle av egentlige bostedsnavn eller som en egen type kulturbeskrivende bostedsnavn.

Skjematisk kan inndelingen av bostedsnavn illustreres slik:

BOSTEDSNAVN Egentlige

bostedsnavn Terrengbeskrivende bostedsnavn

(21)

19

Terrengbeskrivende bostedsnavn har den egen-skapen at de er betydningssekundære. Egentlige bostedsnavn er i prinsippet betydningsprimære. Som betydningssekundære kan en i en viss for-stand regne navn hvis bostedstypen er endret, f.eks. gårdnavn som Håstøl eller Langseter.

Klassifisering av

eldre bostedsnavn

For å kunne utnytte bostedsnavnene som historiske kilder, hadde Oluf Rygh og Magnus Olsen som allerede nevnt funnet en klassifisering som har vist seg å gi svært gode holdepunkter for kronologien. ”Det gjelder om å få navnene flokkvis til å tale”, som Magnus Olsen uttrykte det (Olsen 1939 s. 1). For å klare det, må et massemateriale av navn vur-deres i forhold til en rekke andre historisk relevante kriterier − som størrelse, naturforhold, arkeo logiske spor, etc. Grunnlaget for inndelingen er likevel i bunn og grunn språklig, der hovedordet eller sis-teleddet er av særlig stor betydning. Som Claus Krag skriver, er det slik med hovedordene at ”noen er knyttet til navnenes betydningsinnhold, andre til form eller til særegen heter i navnenes dannelses-måte” (Krag 1980 s. 64). I denne klassifiseringen er dikotomien egentlige/terrengbeskrivende bosteds-navn underordnet, og ikke noe en kan bygge en kronologi på. Det finnes nemlig karakteristiske bostedsnavn-klasser der det språklige innholdet i hovedleddet i seg selv ikke er uttrykk for boset-ning (f.eks. -vin, -land, -rud). Hvordan inndelingen konkret skal foretas, vil i praksis variere noe mel-lom forskere, hva som er forskningens formål og geografiske nedslagsfelt. Hovedregelen bør være at klasser som omfatter mange bostedsnavn, og som samtidig synes å ha en bestemt hovedperiode for produktivitet, kommer med. En inndeling som oppfyller disse kravene, kan se slik ut: 1. Terreng-beskrivende kortnavn (dvs. usammensatte navn uten avledningsmorfem, typen Ås, Dal, Mo, Dale,

Myre), 2. -vin-navn, 3. -heim-navn, 4. -land-navn,

5. -staðir-navn, 6. -set-navn, 7. -rud-navn. Dette er klasser som en mest må regne som obligatoriske i en modell. Andre navneklasser kan også komme i betraktning, selv om disse andre ofte (men ikke alltid!) vil være mindre operasjonelle, enten fordi de kronologisk sett er mer uklare (som f.eks.

-by/-bø-navn), fordi de er mindre frekvente (-ing-navn og

tveit-navn) eller fordi de er like mange terrengnavn

(holt-navn).

Selv om kortnavn som Li, Ås, Mo er naturbe-skrivende, er den ubestemte formen et klart signal om at vi har å gjøre med et bostedsnavn, og det er derfor all grunn til, ut fra språklig form og innhold, å regne disse som en klasse eldre bostedsnavn. Om en person sier: ”I dag har jeg vært på Mo og i mor-gen tar jeg meg en tur til Ås”, vil enhver kompe-tent språkbruker uten videre oppfatte utsagnet for å gjelde besøk til bosteder. En regel norske navn føyer seg etter, er nemlig at generiske (ikke-meta-foriske), usammensatte navn på terrenglokaliteter har artikkeltvang: en foss kan ikke hete *Foss, og en holme kan ikke hete *Holme.

Klassifisering av

yngre bostedsnavn

I den klassifiseringen vi skal foreta, vil forståelsen av bostedsnavn være i samsvar med den hos Oluf Rygh og Magnus Olsen: navn på helårsbebodde steder som er resultat av alminnelig bosetning. Forskjellen er altså at dette skal dreie seg om bosteder fra seinere tid. (Navn på setrer og fritidshus regnes ikke med.)

Når det gjelder yngre bostedsnavn, kan ikke disse underkastes en språklig-kronologisk klas-sifisering på linje med eldre bostedsnavn. I etter-reformatorisk tid, og spesielt etter 1850, begynner navngivningsmønsteret å gå i utakt med språk-utviklingen ellers. For mens språket utvikler seg lineært − slik det alltid har gjort, med konti nuer-lige utfasinger og innovasjoner, er det slik med navngivningen av bosteder i seinere tid at svært mye gammelt gjeninnføres samtidig som mye nytt vokser fram. Blant bostedsnavn etter 1850 finner vi en mengde navn med historisk tilbakeskuende form og innhold, altså omfattende gjeninnføring av språkstoff fra de forskjelligste språkhistoriske perioder. Når én side ved språkproduksjonen på dette viset river seg løs fra språkstrukturelle ram-mer og kronologiske mønstre, gir det rom for en synkron språklig variasjon som er ekstremt stor. Og når språklige fellestrekk som konstituerer en kronologisk klasse er visket ut, er det selvsagt ikke lenger noe språklig grunnlag å bygge en inndeling

(22)

20

Vidar Haslum Klassifisering av yngre bostedsnavn

på. Hvis vi derimot baserer inndelingen på bosteds-typer, er det mulig å få fram kronologiske ”klas-ser”, der vi så i neste omgang, innenfor den enkelte bostedstype, vil kunne avdekke bestemte språklige mønstre. En klassifisering av yngre bostedsnavn må altså foretas på et helt annet grunnlag enn eldre bostedsnavn. Klassifiseringen må ha et historisk basert bostedstypologisk utgangspunkt.

Selv om klassifisering av yngre bostedsnavn har vært lite diskutert, synes det ikke å være kontro-versielt å hevde at et overordnet prinsipp må være en historisk bostedstypologisk basert klassifisering. Det er dette prinsippet som i realiteten ligger til grunn for tidligere klassifiseringer foretatt av Jørn Sandnes, Kåre Hoel og Inge Særheim, hvor grove og enkle disse enn er. Sandnes (1997) opererer med det han kaller ekspansjonsnavn (før 1350), kontrak­

sjonsnavn (1350−1600) og yngre ekspansjonsnavn

(1600–), som igjen deles inn i bruksnavn og plass­

navn, dessuten en spesiell kategori grendenavn. En

enda enklere inndeling, og uten noen teoretisk drøfting, har Hoel (1985 s. 7), som opererer med 1. Gardsnavn, 2. Bruksnavn, 3. Plassnavn. En tilsva-rende tredeling har Særheim (1980), der den tredje typen kalles ”Namn på husmannsplass”. En van-lig måte å forstå husmannsplass på, er lite bosted, gjerne en liten stuebygning som ikke er selvstendig eiendom, men hører til en gård. Norsk riksmåls-ordbok definerer husmannsplass slik: ”en hus-manns hus med tilliggende jord som han bruker”. Ikke alle husmannsplasser hadde jord, så til hus-mannsplass må en også kunne operasjonelt regne små, frittliggende, eldre hustomter under en gård. Noen ganger kan det by på vansker å skille mel-lom husmannsplass og leilendingsbruk. Typisk for husmannsplassen er at den er liten; stuebygningen er liten, alt bærer preg av det en gjerne kaller ”små kår”.

Når vi skal foreta en klassifisering av yngre bostedsnavn, taler vi om bosteder på lavere nivå enn gamle navnegårder. På et slikt lavere nivå er bruks­

navn en allerede godt innarbeidet term (jf. f.eks.

Helleland 1986 s. 181 f., Særheim 1980 s. 86 ff.). Bruksnavn er gjerne brukt om alle slags bostedsen-heter utgått fra en gård som ikke er husmannsplas-ser, og termen er derfor altfor vid til at den er høve-lig som betegnelse for én type yngre bostedsnavn.

Bruksnavn blir altfor nær-synonymt med yngre bostedsnavn, det objektet vi skal prøve å klassifisere.

Et interessant (og vel også representativt) eksempel på bruk av folkelige bostedsbetegnelser på ulike nivåer har vi fra lekpredikanten Ludvig Hope (1871–1954), som vokste opp i ei lita grend i nåværende Masfjorden kommune nord for Bergen. Han beskriver i sine erindringer sitt oppvekststed slik: ”Hops-grenda er ikkje stor. Berre nokre små gardar med 30–40 mål dyrka jord og noko skog […]. Alle gardane ber namnet Hope, men kvar har sitt tuns-namn (stove-namn). Vårt tuns-namn var og er ‘Røysen’. I heimbygda vår går eg den dag idag for ‘han Ludvig i Røysen’” (Hope 1946 s. 246). Begrepet stuenavn, slik det er brukt her, samsva-rer med ordbruken slik jeg kjenner den fra min egen landsdel, Sørlandet. Stuenavn bruker en om typiske delingsprodukter som enten er en del av et opphavlig tun eller et bosted i nærheten. Begrepet

tunsnavn virker logisk og opplysende, men synes

lite brukt. I det omfangsrike verket Sunnmørske tunnamn av Jostein Fet er tunnamn definert som ”det tradisjonelle, folkelege namnet på eit gards­

bruk eller (husmanns)plass”, og dessuten ”namn på

bustadhus” (Fet 2010 s. 16), altså en samlebeteg-nelse for flere bostedstyper fra eldre og nyere tid. Verken stovenamn/stuenamn eller tun(s)namn er å finne som oppslagsord i Norsk ordbok (tilsvarende heller ikke i Norsk riksmålsordbok).

For å kunne skille bostedstyper fra hverandre, må en ha ideer om hva som skaper en bestemt bostedstype. Når nye bostedstyper oppstår, henger det sammen med faktorer som befolkningsvekst og endringer i næringsgrunnlag og samfunnet for øvrig, slik at bestemte bostedstyper kan sies å ha en slags hovedperiode for produktivitet. Hvor-dan navnesystemet utvikler seg, henger sammen med hvordan menneskene opplever landskapet og miljøet til ulike tider, bostedene og relasjoner mel-lom dem. Noen bosteder har tydelig fysisk preg av å være et delingsprodukt av noe større og mer opp-rinnelig. Andre bosteder har et mer frittliggende preg. Størrelsen på arealet og grad av selvstendighet eller avhengighet til andre er også faktorer i denne sammenheng. Dessuten vil ytre samfunnsregule-rende faktorer spille inn. Alle disse momentene har betydning for den inndelingsmodellen jeg her vil presentere, der rekkefølgen svarer til kronologien, så godt som den lar seg bestemme.

(23)

21

En modell for inndeling

av yngre bostedsnavn

I det videre kommer jeg til å presentere og disku-tere et forslag til en inndelingsmodell for yngre bostedsnavn som ser slik ut:

1. Yngre gårdpartnavn (etter ca. 1500 og inntil ca. 1900)

2. Frie bruksnavn (helst etter 1600 og helst før 1870)

3. Husmannsplassnavn (1700−1900) 4. Lystgårdsnavn (litt før og noe etter 1800) 5. Navn på koloniseringsbruk (1800-tallet eller

litt før)

6. Navn på bureisingsbruk (ca. 1870−1940) 7. Villanavn og navn på tomtebruk (1900-tallet

og litt før)

1. Yngre gårdpartnavn

Med gårdpartnavn menes en type bruksnavn som i det språklige innholdet er uttrykk for oppdeling av et gammelt tun. Språklig sett er gårdpartnavn − og det gjelder eldre som yngre – markert forskjel-lige fra andre bruksnavn i innholdet. Fysisk har navnebærerne den egenskapen at de ligger i kort avstand til opphavsbostedet, den mer opphavlige bosetningskjernen, om de ikke direkte er en del av denne. I innholdet er navnetypen dominert av det som her kalles egentlige bostedsnavn, og underled-det er som regel et relasjonsord eller et personnavn (personbetegnelse). Typiske eksempler på gård-partnavn er navneformer som Gamletun, Nord­

stoga, Oppigard, Midtgarden, Olagarden, Der aust

og Nedre Ås. Noen gårdpartnavn sammensatt med relasjonsord går svært langt bak i tid, og slike eldre gårdpartnavn kan ha former som Indrebø, Nesttun,

Vestby og Nordhus. I språklig form har imidlertid

de yngre gårdpartnavnene sine særegenheter, og de språkgeografiske variasjonene er dessuten påfal-lende store.

På Sunnmøre er personnavnsammensetning av typen Olagarden, Pergarden, Knutgarden, Tors­

garden ytterst frekvent med lange tradisjoner (Fet

2010 s. 53). Slike navn er også mye brukt i Trøn-delag og på det nordlige Østlandet. Typen er ikke vanlig i sørligere strøk (Rogaland, Agder og Tele-mark). I enkelte grender kan bestemte personnavn

være brukt i flere generasjoner på samme bruk, og da kan det oppstå gårdpartnavn som Nilsane,

Andersane, Danielane – eksempler fra Vaksdal,

Hordaland (Sandnes 1997 s. 37). I noen Hardang-erbygder opplyser Botolv Helleland at det er vanlig å nevne enkelte bruk med personnavn i genitiv, typen Endres, Halldors, Hansa (Helleland 1986). Typen er også funnet sporadisk på Østlandet, men der gjerne brukt på husmannsplasser.

På Østlandet og i Telemark er et ord som forledd mye brukt, og det gir relasjons-navn som Oppigarden, Midtgarden, Nordgarden, eller Nordstog, Sørstua o. l. På Agder og i deler av Rogaland er relasjonsformer som Der aust, Der vest,

Der sør, Der nord, Der oppe, Der nere, Der heime, Der henne, Der inne, Der ute typiske, og bare brukt

om gårdparter, ikke om husmannsplasser. Typen er også funnet noen få steder på Nordvestlandet, som Norddal på Sunnmøre (jf. Fet 2010 s. 175, 181). Fordi benevnelsen i slike tilfeller har adver-bial karakter, vil vi her få en slags kasusdistinksjon. I folkemålet vil en kunne si: ”Han bur Der nere” (lokativ = på stedet), men derimot: ”Eg går Der ner i kveld” (allativ = til stedet).

Noe som gjelder mange yngre gårdpartnavn, er at de har liten brukerkrets. Særlig gjelder det navneformer som Pergarden, Der heime, Nilsane og Østlendingane som normalt brukes i familiære sammenhenger mellom en liten krets mennesker som sosialt står hverandre nær. Sagt på en annen måte er dette navnetyper som i hovedsak bare bru-kes i visse situasjonskontekster, og vi kan derfor si at navnene er kontekstuelt markerte. Slike navn er derfor også relativt ustabile. Men det betyr ikke at de automatisk skiftes ut. Jostein Fet har funnet enkelte gårdpartnavn på Sunnmøre med person-navnsammensetning som har holdt stand i over 400 år (Fet 2010 s. 53 ff.). Hovedmønsteret er like-vel at nye navn av denne typen lett kan oppstå, og at alderen varierer svært mye.

2. Frie bruksnavn

Det vil si navn på gårdsbruk der navn og fysisk plassering ikke utviser noen tydelig avhengighet til sin opphavsgård. Både objekt og navn signaliserer en fri og uavhengig stilling. I form og innhold er frie bruksnavn svært ulike gårdpartnavnene. I inn-holdet er det stor overvekt av terrengbeskrivende

(24)

22

Vidar Haslum Klassifisering av yngre bostedsnavn

bostedsnavn, både naturbeskrivende og kulturbe-skrivende.

Eksempler kan vi ta fra den gamle opphavsgår-den Levang i Kragerø kommune, Telemark, der vi finner mange frie bruksnavn. I perifer innmark til den gamle bostedskjernen Levang (der hoved-bruket lokalt kalles Gården) har vi frie bruksnavn som Rønningen, Smifet og Ekerne. I utmarka

Bråten, Kvihaugen, Hellermyra og Lauvbakken.

Noen frie bruksnavn er egentlige bostedsnavn, på Levang representert ved Veibø, Nybø og Nygård. Den høyfrekvente navneformen Nygård er typisk for frie bruksnavn. Bruk som får navnet Nygård, ligger gjerne i god avstand til opphavsgarden og ikke like inntil eller helt nært et gammelt tun. Et kjennetegn på frie bruksnavn er at de i hovedsak må regnes som kontekstuelt umarkerte, nesten på linje med gårdsnavn og eldre gårdpartnavn, og de er dermed relativt stabile.

3. Husmannsplassnavn

Innenfor denne bostedstypen er variasjonene store med tanke på språklig form og innhold. Grunn-ordet plass er svært mye brukt. På det indre Øst-landet er terrengord som bråten, hagen, svea, lykkja vanlige (jf. Stemshaug 1985 s. 122). Naturbeskri-vende navn er utbredt, særlig på Vestlandet. Ulikt frie bruksnavn er personnavnsammensetning – særlig med hovedledd plass − svært vanlig. Det gjelder også på Sørlandet, der gårdpartnavn som nevnt ikke har personnavnsammensetning. Fra Vestre Slidre i Oppland har Tom Schmidt (2009 s. 449) en mengde, bl. a. Guroplassen, Maren­

plassen, Jørundplassen, Hallvardsplassen, og skriver

at ”plassenamna var ustabile og kunne skifta både etter den sosiale samanhengen dei vart nytta i, og etter kven som budde på staden”. Navn laga som sekundærnavn fra opphavsgården er mye brukt, typen Gjerstadhytta, Hønstvettangen, Onstadda­

len og Skipperudplassen (eksempler fra Skiptvet,

Østfold (Hoel 1997)). I visse områder, som Nedre Telemark og østre Aust-Agder, forekommer per-sonnnavn i genitiv. Uvanlig mange av denne ellip-tiske typen er notert i Risør kommune, blant andre

Martes, Olines, Påls, Ranneis, Reiers, Severins, Simens, Vinas (Søndeled 2017). Det er her gjerne tale om husmannsplasser eller hustomter.

Atskillige husmannsplasser har fått navn som er

retorisk manipulerende, med ironi og humor som ingrediens. Ofte kan plassene være oppkalt etter steder der overklassen pleide å vanke, i navn som

Slottet, Herregård, Pettersborg, Klinkenberg etc.

Oppkallingsnavn er ikke så uvanlig, f.eks. Ame­

rika, Prøysen. Ganske mange husmannsplassnavn

er på samme måten som de yngre gårdpartnavnene kontekstuelt markerte, og det er også med på å gjøre dem ustabile, men her er variasjonene innen-for gruppen store. For de største husmannsplassene med jord er det vanlig med stabile, terrengbeskri-vende navn, mye likt mønsteret til frie bruksnavn. Sett under ett bør trolig husmannsplassnavnene regnes som litt mer stabile enn gårdpartnavnene, men klart mindre stabile enn frie bruksnavn.

4. Lystgårdsnavn

Denne navnegruppen er beskjeden i antall og på alle måter spesiell. Språklig sett markerer lystgårds-navnene et bastant brudd med tradisjonell norsk navneskikk, og det skjer på samme tid som uten-landske personnnavn og kontinentale navneskik-ker tas i bruk i stor skala i den norske befolkningen (jf. Alhaug 2015). I ordinnholdet er lystgårdsnav-nene sterkt avstikkende ved at de domineres av tyske og franske importord og ordlagingsmåter.

Lystgårdene representerer et nokså tidsavgrenset fenomen. De oppstår i siste halvdel av 1700- tallet eller et stykke innpå 1800-tallet. Fenomenet er også velkjent i Danmark og Sverige. Framveksten av slike anlegg er av historikere vurdert som utslag av strømninger i europeisk åndsliv på 1700-tallet, der det oppstår en interesse for å finne tilbake til naturen, slik at det også blir på moten for overklas-sen å bo i staselige herskapshus på landet i som-merhalvåret (Hopstock 1966 s. 9 ff.). Til gruppen kan vi regne foruten typiske lystgårder navn på fornemme boliger i øvre sosiale lag (embetsmenn, borgere, offiserer osv.) (jf. Sandnes 1998 s. 87). Jørn Sandnes skildrer typen som en ”sosia lt motivert, mønsterstyrt navngiving. Det er navn etter dansk-tysk mønster, med ledd og komposi sjonsformer som skiller dem, og skal skille dem ut fra hjemlige, rustikale navn og løfte dem opp en høyere sfære” (Sandnes 1998 s. 87). Her følger noen eksempler: fra Kragerø Frydensborg, Lovisenberg, Sanssouci; fra

Trondheim Rosenborg, Charlottenlund, Valentin­

(25)

23

87). Vanlig er -en-fuge etter tysk mønster. Atskil-lige stikker seg ut fra andre sammensetninger ved at de har abstrakt hovedledd, som minne, lyst, fred,

ly, ro (se mange eksempler hos Hovda 1953, Lunde

2005 og for dansk Dalberg 1996 s. 152 ff.). Enkelte lystgårdsnavn fikk navn fra norrøn mytologi. I Kristiansand gjelder det lystgårdene Gimle og

Wahlhalla (skrivemåten henspeiler på byggherren i

1795, som hette Wahl (Rudjord 1968 s. 615)). Jørn Sandnes tilføyer at slike lystgårdsnavn seinere kan ”i noen grad bli tatt i bruk av midlere sosiale lag, som en slags ‘gesunkendes Kulturgut’” (Sandnes 1998 s. 87). Parallelliteten til de importerte fran-ske og tyfran-ske personnavn-motene i Skandinavia på samme tid skulle være åpenbar. Det må tilføyes at selv om en gammel gård ble lystgård, var det på ingen måte sikkert at den ville bli omdøpt med et lystgårdsnavn. Mange beholdt sitt gamle navn.

5. Navn på koloniseringsbruk

Med koloniseringsbruk menes nyetablerte gårds-bruk i områder der det fra før ikke var fast boset-ning. Koloniseringsbrukene er altså resultat av et slags landnåm. De er ikke noe delingsprodukt. Det vanlige hierarkiet gård – bruk – plass eksiste-rer ikke i disse miljøene, og det gjør koloniserings-brukene markert forskjellige fra alle andre yngre bostedstyper. Eksempler på noe som kan kalles koloniseringsbruk, finner vi i Troms og Finnmark, gjerne i dalstrøk inne i landet, der en mengde faste bosetninger ble etablert på 1800-tallet eller noe før. I navnetilfanget forekommer omfattende gjen-bruk av gamle former fra de tradisjonelle nav-neklassene slik at historisk forelda navnelagings-måter igjen blir produktive. Få navn gir uttrykk for relasjon til annet sted. Nærliggende bosteder, og de kan ligge fysisk svært nær hverandre, framstår med forskjellige og innbyrdes uavhengige navn; ofte uten felles grendenavn.

Et godt eksempel på hvordan et tilfang av kolo-niseringsbruk kan se ut, er Tamokdalen i Balsfjord kommune i Indre Troms. Dette er et tradisjonelt flerspråklig område, men slik navnetilfanget fore-ligger på offentlige norske kart, merker vi ikke mye til påvirkning fra samisk eller kvensk språk. Hvor godt navnetilfanget stemmer med den fak-tiske språkbruken på stedet, blir i slike tilfeller et betimelig spørsmål å stille, men denne

problema-tikken omkring navnebruken skal ikke drøftes nærmere her.

Det som her er gjort, er å notere alle navn i Tamokdalen som forekommer på NGO-kartbladet fra 1963 (NGO Tamokdalen), og som står til kart-tegnet for gårdsbruk. Det viser seg da at navnene kan inndeles i to hovedtyper: 1. Tradisjonelle nav-neklassenavn og 2. Terrengbeskrivende bosteds-navn. Av den førstnevnte typen er alle tradisjonelle navneklasser så nær som -vin-klassen representert. Tilfanget kan vises på denne oversikten:

a) Kortnavn: Holt, Torp, Rogne, Skau b) -vin-navn: –

c) -heim-navn: Vardeheim, Nordheim, Dalheim,

Fredheim

d) -land-navn: Liland

e) -stad-navn: Nystad, Tryggstad, Vingstad f) ­set-navn: Høyset

g) ­rud-navn: Nyrud, Olsrud

Til terrengbeskrivende bostedsnavn finner vi Bråten,

Harkinn, Krokmo, Solbakken, Elverom, Fagerhaug, Engvoll, Brattli, Bjørklund, Rognmoen, Skoglund, Sletta, Skredlund, Fossmo, Steinsvoll, Steinli, Fagermo.

Ordinnholdet er nordiske arveord. En helt be -stemt morfologisk struktur foretrekkes: sammen-satte navn i ubestemt form, primærnavn med et appellativ eller adjektiv i forleddet (ikke så gjerne egennavn eller relasjonsord). For koloniserings-brukene i Troms og Finnmark er det østlandske gårdsnavn som særlig er forbildet, siden klassene -heim, -stad, -set og -rud er flittig brukt. Koloni-sering brukene representerer et svært viktig bidrag (muligens det betydeligste) til at gamle gårdsnavne-klasser, som hadde vært uproduktive i minst flere hundre år, igjen blir svært produktive. Ikke blant noen andre bostedstyper gjenspeiles den nasjonal-romantiske rekonstruksjonsideologien så konse-kvent og klart som her.

6. Navn på bureisingsbruk

Med bureisingsbruk menes et lite, nyetablert gårdsbruk som er resultat av bureisingspolitikken mellom 1870 og 1940, der bureiseren fikk gode statlige tilskudd for å bryte ny jord. Bureisings-bruk er slikt sett et særnorsk fenomen. Alternativt kunne typen regnes som en underkategori av frie

Figur

Updating...

Referenser

Updating...

Relaterade ämnen :