4
L Ø R D A G 1 6 . M A J 2 0 1 5 I N F O R M A T I O NLITTERATUR
Hvis stribevis af kussefotos i ’Kvinde kend din krop’ er mere
end man kan få sin teenagedatter med på, kan man tage
svenske tegneseriestriber til hjælp, hvis man vil indgyde
hende en passende stolthed over sin krop og afmontere store
dele af den kulturelt indlejrede skam
Af Solveig Daugaard
D
en australske feminist Germaine Greer sagde engang i 70’erne at »hvis du be-tragter dig selv som frigjort, så tænk over, hvordan det ville føles at smage på dit eget menstruationsblod. Hvis du får det dår-ligt bare ved tanken, har du stadig langt igen!« Siden er det knap nok gået i Greers retning, og da den canadiske kunstner Rupi Kaur for nylig, med et billede fra sin fotoserie Period, igen-igen fi k illustreret, hvor massivt vor tids menstruationstabu er, denne gang via de evigt bornerte sociale mediers eff ektive censur, kunne en og anden regelmæssigt blødende kvinde – eller slet og ret besindig person – nok længes efter at trække lidt imod kulturens kropsforskrækkede malstrøm.I så fald behøver man bare kaste et blik over på den anden side af Øresund, for her har man i det seneste halvandet års tid kunnet høre tale om en »mensvåg« – altså en menstruati-onsbølge i kulturen – som udspringer af det feministiske tegneseriemiljø, men forgrener sig i et bredt spektrum af kulturelle udtryk – blandt andet teater, billedkunst, radio, blogs og litteratur. Bølgen begyndte at rulle, da den satiriske serietegner Liv Strömquist i sommeren
2013 viede et halvanden times radioprogram på svensk P1 til menstruation, hvilket ifølge Strömquist er et emne, som kommer ind på toptre over de mest interessante kunstneri-ske temaer overhovedet, kun sekunderet af klassikere som kærligheden og døden. Netop derfor er den massive fortielse af den måned-ligt tilbagevendende blødning hos kønsmod-ne kvinder så ærgerlig – altså ikke bare af de åbenlyse kønspolitiske årsager – men simpelt-hen for kunstens skyld! Et erklæret respons på programmet var antologien Kvinnor ritar
bara serier om mens (2014), redigeret af Sara
Olausson, hvor 30 yngre serietegnere giver hvert deres bud på en menstruationsstribe, og antologien, som er dramatiseret under titlen
Mens og spillede på Hagateatern i Göteborg i
marts, understøtter Strömquists påstand om at menstruation er et righoldigt og interessant tema, og en fremragende indgang til mange bredere eksistentielle spørgsmål, så man kun kan beklage, at fænomenet er så tabuiseret, at sarte sjæle ifølge Instagram ikke kan tåle at se et billede af en blodplet bag på et par gråmelerede tights i 2015.
Strömquists radioprogram var løseligt base-ret på hendes egen satirisk-informative mens-serie Blood Mountain, som siden er inkluderet i hendes sjette tegneseriealbum, den
femi-nistiske genistreg Kunskapens frukt – et helt album viet til det, »vi plejer at kalde for det kvindelige kønsorgan«, som det hedder, under henvisning til den stadige sproglige usynlig-gørelse af kvindens kønsdele, som savner et neutralt, hverdagssprogligt klingende navn.
Kvindekønnets kulturhistorie
I albummet, der udkom i Sverige sidste år, beskriver hun kvindekønnets ganske over-raskende kulturhistorie. Hun dokumenterer via originale vinkler på bl.a. gamle grækere, hekseprocesserne, diverse kristne teologer og dualistisk indstillede mandlige fi losoff er, kunstnere og popmusikere samt en række (for
implicerede kvinder) mere eller mindre skæb-nesvangre pseudovidenskabelige medicinske eksperimenter, på øjenåbnende vis den be-mærkelsesværdige transformation organet og alt hvad der knytter sig til det, har gen-nemgået fra et helligt, mystisk urkraftsymbol til noget, der er så helt igennem urklamt, at det er så godt som umuligt at adressere det åbent i det off entlige rum.
Og hvis du tror, at initiativer som
Vagina-monologerne er et skridt i den rigtige retning,
så bliver du klogere, for Strömquist illustrerer hvordan brugen af dette ord medvirker til be-grebsliggørelsen af kvindens kønsorgan som noget, der udelukkende er placeret inden i kroppen, det vil sige bestående af vagina og livmoder, mens de ydre, synlige dele af organet, vulvaen, så godt som aldrig omtales og heller ej fi gurerer med nævneværdig detaljerings-grad på illustrationer i moderne biologibøger. Og selvom det på mange måder er en sørgelig historie, for eksempel at NASA i sidste øjeblik valgte at udviske kvindens kønsorgan på den tegning af to jordboere, man sendte ud i en rumkapsel i 1972 (for ikke at frastøde kropsfor-skrækkede aliens?), og at unge kvinder i dag i stadig større tal får opereret deres kønslæber mindre (fordi den kulturelle fortælling er, at kvindens kønsorgan udelukkende består af et hul), så formår Strömquist at fortælle den så veloplagt, at man griner højt undervejs.
Kunskapens frukt er holdt primært i sort,
hvidt og menstruationsrødt og Strömquists ka-rakteristiske, grafi ske streg med enkle fi gurer og indslag af fotocollage, hvor for eksempel kendte folks ansigter klippes ind i striberne, producerer en anarkistisk og komisk
agitprop-Den kulturelle skam
overvundet med humor
”
Bølgen begyndte at
rulle, da den satiriske
serietegner Liv
Strömquist i sommeren
2013 viede et halvanden
times radioprogram
på svensk P1 til
menstruation
5
L Ø R D A G 1 6 . M A J 2 0 1 5I N F O R M A T I O N
LITTERATUR
æstetik, som måske kan minde danske læsere om Jakob Martin Strids klassiske striber fra Politiken i 1990’erne. Tegneseriemediets eg-nethed til at etablere genkendelige hverdags-situationer i typisk kondenseret form udnyttes til at skabe slående illustrationer af kønspo-litiske spørgsmål på tværs af historiske epo-ker. Sammenstødet mellem billede og tekst hjælper den humoristiske eff ekt på vej, og den teksttunge kulturhistoriske vinkel Strömquist lægger på sine emner bliver legende let, fordi den kombineres med hendes lakoniske fi gu-rer, ofte i komiske positugu-rer, lidt som i Claus Deleurans tegnede danmarkshistorie – men friere af narrative forpligtelser og med mere direkte (køns)politisk kant.
Landsdækkende trend
Strömquists striber virker så overbevisende, fordi hun har held til at gribe hele tre udtryks-former, som traditionelt er underlagt patriar-kalsk dominans, og med et snuptag integrere dem i sit feministiske oplysningsprojekt: Hun indtager ikke alene det traditionelt mandsdo-minerede tegneseriemedium, men benytter også den teksttunge, diskursivt argumente-rende genre, og arbejder desuden satirisk.
At Strömquist, som startede som under-grundstegner i begyndelsen af 2000-tallet med selvudgivne, satiriske fanzines og albumde-buterede i 2005 med Hundra procent fett, er en del af en større bølge, ud over menstrua-tionsbølgen, bekræfter Nina Ernst, som for-sker i samtidig svensk tegneseriekunst ved Lunds Universitet.
»I Sverige har feministisk eller kønspolitisk bevidst seriekunst i de seneste 10-15 år vokset
sig fra et undergrundsfænomen, der fl ore-rede i fanzines og på blogs i miljøet omkring Serieskolen i Malmö (grundlagt 1999) til en massiv landsdækkende trend, der med navne som Malin Biller, Nina Hemmingsson, Nanna Johansson, Sara Granér, Sara Hansson, Åsa Grennvall og Liv Strömquist er velrepræsen-teret både i dagbladenes tegnede striber og i de albums som kommer ud på toneangivende serieforlag som Galago, Kartago og Kolik För-lag,« siger Nina Ernst. Her er humor ofte, skønt ikke altid, et vigtigt element, idet der stadig fi ndes en så sejlivet forestilling om at mænd er betydeligt sjovere end kvinder, at kvindelig humor nærmest pr. automatik får en politisk
undertone. Og efter at have læst Kunskapens
frukt, eller forgængerne Prins Charles känsla, Einsteins fru og Ja till Liv, eller for eksempel
Sara Hanssons Torskernas pride parad eller en af Malin Billers burleske avisstriber, vil jeg påstå, at selv den stædigste patriark vil have svært ved at få ordene »feminister har ingen humor« over sine læber.
Rigt tegneseriemiljø
Hvis man desuden af og til kan ligge under for den stereotype forestilling, at svenske kul-turprodukter ikke udmærker sig ved deres humoristiske kvaliteter, så har man endnu en grund til at vende sig mod det rige, femi-nistiske, svenske tegneseriemiljø, som indtil videre desværre kun sporadisk fi ndes på dansk, og få lagt forestillingen om de alvorstunge svenskere i graven sammen med den om, at kvinder ikke er sjove.
Som den franske fi losof Bergson påpegede, giver latteren os mulighed for at se både os selv og den anden udefra, uden at distancen bliver sårende, og derfor forekommer humo-ren nærmest uundværlig i behandlingen af de stærkt ladede kønsspørgsmål, hvori vi alle, uanset køn, har så stærke kropslige og følel-sesmæssige investeringer. Så, hvis nærstudier af de stribevis af kussefotos i den seneste ud-gave af Kvinde kend din krop lige er en tand mere end man kan få sin teenagedatter med på, i hvert fald til en start, kan man i stedet tage tabuforagtende svenske tegneseriestri-ber til hjælp, hvis man vil indgyde hende en passende stolthed over sin krop og adressere menstruationens mysterier på en måde der, ved hjælp af latteren, faktisk lykkes med at
afmontere store dele af den kulturelt indlej-rede skam.
kultur@information.dk
’Kunskapens Frukt’ af Liv Strömquist, Galago, 145 sider, 175 kroner
ANBEFALINGER
Svenske køns-
og kulturkritiske tegneserier
× Sara Olausson (red.): ’Kvinnor ritar bara
serier om mens’ (2014).
× Sara Hansson: ’Torskarnes pride parad’
(2014).
× Stina Hjelm: ’Mitt dåliga samvete’ (2014). × Malin Biller: ’Allt du behöver’ (2012). × Sara Granér: All I want for christmas is
planekonomi (2012).
× Nina Hemmingson: Det er svårt att vara Elvis
i Uppsala (2012).
× Åsa Grennvall: Svinet (2010). × Nanna Johansson: Fulheten (2009). × Lina Neidenstam: Zelda vs. patriarkatet (2009).
På dansk:
× Korte hæfter af Sara Hansson og Sara
Granér blev oversat til dansk i 2010 på det hedengangne undergrundsforlag Volapyk.
× Malin Billers ’I skovens dybe stille ro’ udkom
på dansk i 2014 i Pernille Arvedsens oversæt-telse (Forlaget Fahrenheit).
”
Strömquists
striber virker så
overbevisende, fordi
hun har held til at gribe
hele tre udtryksformer,
som traditionelt er
underlagt patriarkalsk
dominans
I ’Kunskapens Frukt’ beskriver Liv Strömquist kvindekønnets ganske overraskende kulturhistorie. Albummet udkommer på dansk til september med Kamilla Löfström som oversætter hos Forlaget Cobolt. Illustration: Liv Strömquist/’Kunskapens Frukt’
