12
L Ø R D A G 2 2 . O K T O B E R 2 0 1 6 I N F O R M A T I O NDEBAT
Mikroforlag og alternative udgivelsesformer
åbner litteraturen mod andre samfundssfærer
og livsformer
Af Solveig Daugaard
D
et er næppe gået mange lit-terært interesserede i Dan-mark forbi, at kulturtids-skriftet Kritik nu lukker. Det er så trist, som det kan være, at netop Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen, som i deres redaktionspe-riode har gjort så meget for at åbne det 50 år gamle litteraturtidsskrift mod det omkringliggende samfund ved at behandle presserende emner som køn, klima og migration, bliver dem, der slukker lyset på redaktio-nen for sidste gang.Men i den sørgemarch, som ind-tog de litterære afk roge af de sociale medier, efter nyheden gik ud, po-stede den snart forhenværende redaktør Friis på et tidspunkt den svensk-amerikanske arbejderaktivist Joe Hills famous last words: »Don’t mourn – organize« – for sådan kan man heldigvis også reagere på den slags ulykker.
Og måske fi ndes den eftertænk-somme litterære off entlighed, som med lukningen (igen-igen) er blevet dømt som afdød, stadig. Blot i andre former og kanaler, som måske ikke er lige så tydelige og guldrandede som Gyldendals hæderkronede tids-skrift, men ikke af den grund er min-dre grundige, eftertænksomme eller interessante. Og måske kan denne litteratur endda nå ud til fl ere eller andre mennesker, end Kritik i kraft af sit klassiske format gjorde det, og med ærinder, som faktisk ligner det,
Kritiks sidste redaktører var ude i.
Nemlig at lade litteraturen indgå i
nye samtaler med og relationer til alt det, der ikke lige er litteratur.
Da det hen over foråret blev dis-kuteret her i avisen, hvordan det stod til med samtidens litterære eksperimenter, lå fokus i høj grad på sproglige greb og stilistiske ten-denser. Hvor var de sproglige ekspe-rimenter, som kunne måle sig med de i modernismen kanoniserede? Var autofi ktion som stilistisk nydannelse lige så litteraturhistorisk afgørende som de nybrud, Joyce eller Proust præsterede i begyndelsen af forrige århundrede?
Æbler og pærer
Risikoen ved sådanne tværhistori-ske sammenligninger er, at ’littera-turen’ let kommer til at fremtræde som en ahistorisk og afgrænset ting, uafh ængig af sin specifi kt situerede kontekst. Og selv om debatten un-dervejs fi k afdækket mange interes-sante aspekter af samtidens litterære landskab, kom den også ind i mellem til at ligne en vanskelig sammenlig-ning mellem æbler og pærer.
Men hvad sker der, hvis vi stiller spørgsmålet på en anden måde? Hvis vi stiller ind på de nye samtaler og relationer, som litteraturen indgår i?
Før man spørger til de litterære eksperimenters status – skriver den amerikanske digter Joan Retallack i essayet »Hvad er eksperimenterende poesi og hvorfor har vi brug for den?« – må man overveje, hvad man mener med ’eksperimenterende’.
Skal spørgsmålet give mening, må ordet dække over noget mere in-teressant end blot ’de seneste stili-stiske særheder.’ Retallack spørger
derfor i stedet mere grundlæggende til præmisserne for poesien som en samtale med og om det, vi ikke al-lerede kender; det, som ’aldrig er tilstrækkeligt afdækket og aldrig tilstrækkeligt inkluderet’.
Heri indgår først og fremmest overvejelserne over, hvilket ’vi’, der taler i litteraturen, og når vi taler om den – hvad mener vi med ’vi’?
Her kommer spørgsmålet om den litterære off entlighed ind, for hvem er egentlig inkluderet i samtalen, og hvordan foregår den?
En amerikansk samtidspoet, der ifølge Retallack arbejder eksperimen-terende med selve poesiens kom-munikative præmisser, er Juliana Spahr. Sammen med kollegaen Jos-hua Clover, som midt i august var i Danmark i forbindelse med den dan-ske udgivelse af et digtudvalg, Den
lille røde, er Spahr blandt
initiativ-tagerne til det erklæret aktivistiske forlag Commune Press.
Det begyndte i 2014 med en anti-kapitalistisk forretningsmodel, hvor alternativ distribution var gratis og downloads var afgørende. Efter en tid er deres titler også til salg på amazon.com, men muligheden for at tilgå indholdet gratis består. Stif-terne er tilknyttet den amerikanske Occupy-bevægelses meget aktive Oakland-fraktion og andre folkeli-ge, revolutionære strømninger som #blacklivesmatter, hvor de praktise-rer konkret politisk aktivisme.
Flere komponenter
Et erklæret mål med deres forlags-virksomhed er at gøre op med den
compartmentalization eller sætten
litteraturen i bås, som enhver insti-tutionalisering af den pr. automatik indebærer. Litteraturens institutio-ner, herunder de etablerede forlag, etablerer den som et eksklusivt og afsondret område, der besidder en
privilegeret position, i kraft af dets adskilthed fra samfundet i øvrigt.
Denne afsondrethed er en af præ-misserne for modernismens æste-tik, men det er også denne dynamik, Commune Press vil udfordre, fordi de i marxistisk ånd ser autonomise-ringen af kunstens sfære som en bor-gerlig-kapitalistisk måde at trække tænderne ud på ethvert oprør, ved at gøre det til en museumsgenstand.
Som Joshua Clover har udtrykt det, er de ude efter et opgør med »dig-teren som en særskilt social rolle.« »Vores position er enkel«, skriver de i et manifest: »Vi tror ikke, at du kan ændre verden ved at ændre lit-teraturen, vi tror på, at du ændrer verden, og litteraturen følger med. Litteratur har været, og fortsætter med at være, en eff ektiv politisk kraft, når den er direkte allieret med so-ciale kræfter, der er i stand til at ud-fordre magten.«
Vejen ud af den evige modstilling mellem lyrisk inderlighed og avant-gardistisk formambition, som har præget den amerikanske poesidebat i årtier, er for Commune-forfatter-ne en form for litterær aktivisme, »en eksplicit politiseret poesi som får sin energi fra sociale kløfter og modsætninger.«
Men de nærer ikke klassisk avant-gardistiske forhåbninger om, at kun-sten skal transformere livet og redde verden: »Politibrutalitet stopper ikke, fordi vi nedbryder kanon og får fl ere farvede forfatteres bøger på hylder-ne i biblioteket – der skal ske ægte politisk handling på alle områder af samfundslivet.«
Både førnævnte essay af Joan Re-tallack og fl ere hæsblæsende poli-tisk-poetiske pamfl etter af Commune Press’ kritiske duo Spahr og Clover er udkommet på dansk på det lille forlagsinitiativ Laboratory for Aes-thetics & Ecology. Og skal man tage
Retallacks formaning til sig i forbin-delse med den aktuelle danske litte-raturdebat, virker det oplagt at dvæ-le ved netop udgivelseskanadvæ-len, for som digterne bag Commune Press at løfte blikket fra bogsiden og in-kludere fl ere komponenter af den kommunikationssituation, hvori lit-teraturens samtaler foregår.
I Danmark har vi i de senere år set en historisk opblomstring af små forlag. Væsentlige danske såvel som oversatte titler er længe udkommet på hæderkronede forfatterforlag som Arena og Basilisk samt nyere initiati-ver med rødder i forfatter- og kunst-miljøerne som Gladiator, OVO Press, Kronstork og Antipyrine i mindst lige så rigt mål, som de er kommet fra de etablerede, kommercielle forlag – hvis forretningsmodel er under et stadigt pres, som Kritik-lukningen bekræfter.
Oplagte forklaringer
I forbindelse med forårets debat blev det klart, at modernismens sprog-brug italesætter bestemte kvaliteter, mens andre aspekter og potentielle nybrud er vanskeligere at få øje på. De ligger et andet sted i samtalens strukturer end der, hvor man nor-malt leder, når man i modernistisk ånd betragter litteraturen som et felt, der slutter om sig selv.
Og her arbejder initiativer som Laboratory for Aesthetics & Ecology og Forlaget Virkelig – som for øvrigt også står bag et ambitiøst tidsskrifts-initiativ, Ny Jord – samt fl ere andre af de seriøse mikroforlag, der er pop-pet op i de senere år, på forskellige måder med at åbne litteraturens bås mod andre samfundssfærer. Blandt andet ved at kultivere en åben ud-givelsesprofi l, der ikke sondrer kva-litativt mellem litterære, videnska-belige og eksplicit politiske skrifter. Der er en række oplagte
forklarin-Også James Joyce
måtte sno sig for at
få sine værker trykt
13
L Ø R D A G 2 2 . O K T O B E R 2 0 1 6I N F O R M A T I O N
DEBAT
ger på tidens ændrede udgivelsessi-tuation. Først må man huske, at det er rigtig mange år, siden skønlitterære forfattere uden for bestsellerlisterne har levet af forlagshonorarer, hvilket alt andet lige nedbringer loyalite-ten over for de kommercielle forlag. Man kan bestemt sørge over, at det er sådan, men man kan også – med Joe Hill-citatet i baghovedet – orga-nisere alternative udgivelseskanaler. Hvilket rent teknisk er blevet langt enklere i de senere år. Computer-teknologi har lettet det praktiske ar-bejde med tekstbehandling, så man kommer let og hurtigt fra tanke til tekst – om det er i trykte bøger el-ler på diverse skærme. Desuden er interessen for og udbredelsen af
knowhow inden for enkle
bogbin-dingsteknikker eksploderet, hvilket sammen med væksten i
print-on-demand-muligheder har gjort det
enkelt at justere oplag i takt med ef-terspørgslen, så man ikke brænder inde med hundredevis af usolgte eksemplarer.
I forhold til tidligere opblomstrin-ger i DIY-forlagsvirksomhed, som eksempelvis 1960-70’ernes vækst i undergrundsforlag og fanzines, har internettet introduceret en potentiel mulighed for at nå ud til mange fl ere end det eksklusive kenderpublikum i et afgrænset miljø. Både ved at bruge nettet som salgskanal, reklamesøjle og udvidet samtaleplatform, hvor fl ere kan være med til at diskutere ud-givelserne – og ved konkret at sprede indhold (gratis) i elektronisk form, som blandt andre Commune Press og danske OVBIDAT har gjort det. Det er således næppe tilfældigt, at Krab-besholm Højskoles nye litteraturlinje reklamerer med undervisning i nye udgivelsesformer, boghåndværk og
pop-up-forlagsvirksomhed. Eller at
et fremsynet initiativ som århusian-ske Projekt Art Writing i workshops
og masterclasses undersøger bog-mediets teknologi og publicering som praksis.
Små forlag og engagerede aktører uden for de litterære institutioners etablerede hovedstrøm er et oplagt sted at kigge hen, hvis man vil få øje på rigdommen i samtidslittera-turens eksperimenter. På grund af
pop-up-karakteren er det blevet
mu-ligt at bruge publicering på måder, der tangerer performative sammen-hænge som oplæsninger, workshops og andre liveevents.
En mere spontan og øjebliksbå-ren publiceringsvirksomhed kan opdyrke forpligtende og engagere-de litterære samtaler henover båengagere-de geografi ske og sociale afstande.
Og hvilke er så udgivelserne? Det er ikke et spørgsmål, som lader sig besvare kort. Der er mange forskel-lige bøger, bogobjekter, pamfl etter, tidsskrifter, som hverken udmær-ker sig ved at tage helt nye, hidtil
usete temaer op eller ved at bruge et helt nyt, hidtil uset sprog. Det »nye« er først og fremmest diversiteten i feltet, og det, at udgiverne arbejder refl ekteret med deres egen og udgi-velsernes position i en større sam-fundsmæssig samtale.
Samtaler om posthumanisme
Laboratoriet for Æstetik og Økologi, som blev stiftet i 2015 af Ida Benc-ke og Dea Antonsen, har en rækBenc-ke udgivelser bag sig, som balancerer mellem akademisk tænkning og lit-terær undersøgelse, både på dansk og på engelsk. Ligesom de har taget sig kærligt af mere skæve og bog-kunstnerisk krævende eksperimen-ter fra skandinaviske digeksperimen-tere med økopoetiske eller posthumanistiske dagsordner som danske Ida Marie Hede og svenske Johannes Heldén.
Fællesnævneren i deres udgi-velser er ifølge de to forlagsstiftere eksperimenter, der på forskellig vis forsøger at udfordre menneskets su-veræne position og starte samtaler om posthumanisme og økokritik – og netop med rod i et selvkritisk blik på det 'vi', der impliceres. F.eks. i serien Parapoetics, hvor bl.a. den ameri-kanske forsker Aaron Moe og den brasiliansk-amerikanske biokunstner Eduardo Kac eksperimenterer med at lade andre livsformer indtage den scene, som det lyriske ’jeg’ er trådt ned fra i så mange omgange siden modernismens gennembrud.
Laboratoriets bøger og pamfl etter er håndskårne og manuelt bundne og udstråler rent fysisk stor omsorg for teksten. Fra boghåndværket over redaktionsarbejdet til timingen er processen afgørende. Og den omhu, som afspejles i det håndgjorte, er med til at give bøgernes henvendelse krop, så læseren mærker den over-bevisning, der ligger bag: Nogen vil os noget med dette, her og nu.
Det er værd at bemærke, at der er andre tendenser i samtidslitteratu-ren, som fl ugter med den højnede bevidsthed om udgivelsespraktikker. Mange af tidens mest interessante forfattere udforsker litteraturens kommunikative rum som ét, der rækker et godt stykke ud over bo-gens sider. Christina Hagen, Mikkel Thykier, Madame (osv.) Nielsen og Hanne Viemose er vidt forskellige eksempler, som på hver sin måde kritisk udfordrer nogle af de struk-turer, der gennemløber litteraturens og kulturens kommunikative rum. At alle samtidens vildeste ekspe-rimenter ikke i første omgang kom-mer ud på etablerede forlag, er der ikke som sådan noget nyt i. Store europæiske modernister som James Joyce og Gertrude Stein måtte også sno sig for at få at deres værker trykt. Det nye er måske snarere, at de alternative udgivelsesformer ikke primært er udløst af manglende forståelse fra mainstream, som de var det for Joyce og Stein, men i lige
så høj grad handler om at betragte både produktion og distribution af litteratur og det litterære kredsløb i det hele taget, ikke som indpak-ning eller neutrale praktisk-tekniske forudsætninger for at nå ud til læ-serne. De ses i stedet som en vital del af det kunstneriske materiale, der arbejdes med – og som sådan også som et politisk materiale. For i selve udgivelsesvirksomheden er der indlejret en aktiv eksperimenteren. Og den modsætter sig den kulturelle patina, som litteraturen tillægges via stærke institutioner som etablerede forlag, formalistisk litteraturkritik og hæderkronede kulturtidsskrifter.
kultur@information.dk
Solveig Daugaard er anmelder ved Information
