En normstruktur, hvor børnene etablerer særområder

Børnene er ikke selvstændige aktører i måltidssystemet, selvom de ofte gerne selvstændighedsmarkerer sig. Forældrene opretholder i de fleste tilfælde en normstruktur. En måde, som måltidet ofte struktureres på, når der er forskellige præferencer er, at forældrene giver børnene valgmulig-heder inden for et begrænset antal muligvalgmulig-heder. Det ser vi i de følgende eksempler med Peter og Bo.

Peter: Når vi skal have aftensmad, må jeg kun bestemme, om jeg skal have rug-brød eller det, de andre skal have.

(Danmark)

Bo: Jag får också bestämma… Mamma säger vad för mat vi har, så får jag någon gång bestämma vad vi ska äta.

(Finland)

Børnene her lever altså under en normstruktur, som de kan påvirke i be-grænset udstrækning, men med mulighed for at have indflydelse på min-dre forhold inden for strukturen. Normstrukturen kan blive udformin-dret af børnene, der ikke altid udtrykker ønsker om at støtte denne. I møder mel-lem specifikke ønsker fra børnenes side og normstrukturen, ser vi, at der

er særlige steder i fødevareforbruget, hvor børnenes ønsker specielt efter-kommes. Nina siger:

I2: Når dere er med og handler, hvem bestemmer da? Nina: Ehm… det bestemmer Mamma…

Bjarte: Mamma.

Nina: Hvis Mamma er der, så spør jeg, om jeg må få pikekyss [marengs] ...Også kjøper vi barnetimegodt, ehm… (brus)

[diskussion om betydningen og smagen af ”pikekyss” udspiller sig] I2: Spør dere om å få det, eller kjøper dere det?

Nina: Eh… vi kjøper det hver lørdag, eller vi kjøper det til lørdagen. Ehm… men jeg pleier mest å kjøpe potetgull [franske kartofler/ potatischips]

(Norge)

Nina beskriver en situation, hvor strukturen for bestemmelsesområderne er klar. Moderen står for de fleste beslutninger, men Nina har nogle om-råder, som hun får lov til at styre. Det er især i forhold til visse tidspunk-ter (”barnetimegodt”, ”lørdagsgodt”), at Nina har lov til at bestemme, hvad der skal købes. Dette er, som Nina beskriver det her, uproblematisk og indarbejdet i hverdagsrutinerne eller sagt på en anden måde, forhand-lingerne er institutionaliseret i et regelværk for, hvordan indkøbet kan se ud og hvem der bestemmer over de forskellige områder. Dette ser vi i flere af interviewene bl.a. hos Hanne.

I: Hjælper I med at vælge, hvad I skal købe?

Hanne: Nogen ting vælger vi [hende og hendes tvillingebror], sådan noget til des-sert og så vælger de [forældrene] det, de skal have til aftensmad.

(Danmark)

I familien er børnenes og forældrenes bestemmelsesområder opdelt efter hovedmåltid og dessert. I Kaspars familie ser vi et opdelingssystem efter ugedag:

Kaspar: Min favoriträtt det är ju McDonald’s. Så tjatar jag [plager, spørger igen

og igen] väldigt mycket för det.

I: Jaha

Kaspar: Eller så där tjata och tjata, så alltså liksom så det är väldigt mycket, så nu tjatar vi nästan aldrig mer för nu har vi bestämt varje fredag.

(Sverige)

Kaspers eksempel viser en proces, hvor man går fra at verbale forhand-linger til at indordne ønskerne i måltidssystemet. Måltidssystemet kan dermed beskrives som værende åben overfor at tilgodese flest mulige i familien. Ovenstående viser også, hvordan det som børnene bestemmer,

Børn, mad og køn 37

ofte er det, som ligger udover det sædvanlige, og er tilknyttet til weeken-den og weeken-dens fornøjelser.

Måltidssystemet i familien består af samordningen af de individuelle præferencer. Der foregår en indholdsmæssigt forhandling om måltidets udformning, og i den igangværende diskussion om, hvad måltidet skal indeholde, indgår børnenes meninger. Den empiriske belysning viser, at måltidssystemet er åbent overfor børnene, og at der fires og strammes i forhold til deres ønsker. Interviewene med børnene giver et billede af den struktur, som de er indordnet og måden, som de påvirker denne. På trods af, at børnene kan opleve sig som magtesløse og gerne fremstiller sig som tapre forhandlere, er de ikke magtesløse i den betydning, at de ikke har indflydelse⁷. Derimod viser empirien, at forhandlingerne, som sker mel-lem børnene og forældrene i forhold til forbrug og grænser for acceptabel adfærd, indikerer, at børnene har handlingsrum i familierelationerne (se også Scott, Jackson, Backett-Milburn og Harden, 2000). Børnene er dog oppe mod en struktur, som forældrene opretholder. Normerne for, hvor-dan denne struktur skal se ud, kan se forskellig ud fra familie til familie, men som vi har set her, kan den rumme elementer af, at maden oftest tillaves hjemme, og at man ikke spiser på restaurant (hver dag, som San-ne ville ønske) og visse ingredienser opfattes som mere passende end andre.

Vi har nu opholdt os ved børnenes position i forhold til valg i måltids-skabelsen. Vi har set på de forhandlinger, som de indgår i med forældre-ne. Vi har i dette kapitel vist, at der er en speciel gaveøkonomi i forhold til maden, og børnene opfatter sig ofte som modtagere. Maden og målti-dets bestandsdele kommer til gennem stadige forhandlinger om, hvad måltidet skal bestå af, og hvad god mad er. Synet på maden kan være modsætningsfuldt i familien – og især mellem forældre og børn. Der ar-bejdes med at finde konsensus omkring maden i det daglige. Dette giver sig udtryk i, at børnene ofte får specielle bestemmelsesområder. I det næste kapitel skal vi skifte fokus og koncentrere os om forbrugsproces-sen, som en arbejdsproces og se på børnenes rolle i denne.

7Der er dog, som Zelizer (2002) også påpeger, en ujævn udøvelse af magt i forbrugsprocessen børn og voksne imellem, og børn forhandler på ulige vilkår.

Kapitel 4 Arbejde eller