Navn og rytme

1.1. Hvad skal barnet hedde?

Et spørgsmål vordende forældre må stille sig selv er som bekendt: Hvad skal barnet hedde? For at træffe et reflekteret valg kan man konsultere en hånd-bog som Politikens med netop denne titel: Hvad skal barnet hedde? (Lerche Nielsen 2006). Her får læseren grundige oplysninger om bl.a. navnehistorie, -opkaldelse, -moder, -status og -kombination. Om sidstnævnte fænomen iagttages (s. 25):

Navnekombinationen har sin egen rytme, som man må vælge alt efter tempera-ment. Stavelsesantallet spiller en stor rolle. To navne med kun én stavelse kan let få en lidt hård klang, f.eks. Ib Bæk, mens et fornavn med to stavelser er mere harmo-nisk: Iben Bæk.

Afgørende er altså navnets rytmiske karakter – virker det harmonisk? Og ikke mindst: at navnets rytmiske karakter er en temperamentssag. Dansken har – siden Christian den fjerde – haft en forkærlighed for navnekombina-tioner bestående af flere fornavne; en praktisk foreteelse når man vil hylde mere end blot ét ældre familiemedlem, eller bare få navnet til at klinge smukt eller fint. Dog kan flere fornavne iflg. Lerche Nielsen virke tunge (s.

25):

Navnekombinationer bestående af to og især tre navne er som regel mundrette, f.eks. Peter Busk Andersen, Ida Marie Petersen og Jens Peter Rasmussen. Derimod kan navnekombinationer bestående af fire eller fem led let blive tunge, f.eks. Jonas Se-verin Toftgård Hansen og Susanne Beate Dorothea Clausen. Det skal dog ikke af-skrække nogen fra at give lange navnekombinationer, for man kan jo altid udelade et eller flere af sine navne for at få navnekombinationen til at swinge.

Barnets navn skal altså swinge, og afgørende for det rette schwung er nav-nets mundrethed. Kombinationer bestående af to og tre navne (inklusiv for-, mellem- og efternavn) er mundrette, mens de længere kun sjældnere swinger. Med dette råd artikulerer Lerche Nielsen principperne for en gram-matisk-prosodisk regel: enhedstrykket. Den vender vi tilbage til.

1.2. Hvad skal fænomenet kaldes?

Også i forskningslitteraturen har denne vores forkærlighed for flere fornavne givet anledning til refleksion. Lad os starte med den terminologiske benæv-nelse af fænomenet. Hvad skal vi kalde navnekombinationer bestående af to fornavne: »dobbeltnavne« eller »parnavne«? Vi lader her Eva Villarsen Meld-gaard (1990 s. 140) opsummere:

Men hvilken term skal vi så anvende for »dobbeltnavne« som Ebberhardt Andreas, Theodor Magdalos, Hansine Jesserine, og Stefanny Hornbokka, hvor hele navnekom-binationen umuligt kan have været anvendt som kaldenavn? Ifølge Fries er de hver-ken dobbeltnavne eller parnavne. Hvad er de så? Det var et af de emner der blev diskuteret livligt ved NORNA-symposiet om personnavneterminologi i Lund ok-tober 1981. Resultatet af denne fællesnordiske diskussion kom først på tryk med fire års forsinkelse: »Jeg tænker her på forskellen mellem parnavne og dobbeltnavne, hvor jeg ved p a r n a v n e forstår to mere eller mindre tilfældigt sammensatte for-navne (Andreas Japetus, Valdemar Harald), ved d o b b e l t n a v n e en forbindelse af to fornavne, hvor hele navnekombinationen anvendes som kaldenavn og udtales som én trykkombination« – (Meldgaard 1985 p. 90).

Fra citatet fornemmer vi at det ikke har været uproblematisk at nå til en fællesnordisk enighed på navnekombinationens terminologiske område.

Præcis hvordan vi skal bestemme parnavne synes stadig uafklaret idet par-navne defineres som: »to mere eller mindre tilfældigt sammensatte fornav-ne«. Sikkert er dog at dobbeltnavne er »en forbindelse af to fornavne, hvor hele navnekombinationen anvendes som kaldenavn og udtales som én tryk-kombination«. Interessant er det at den afgørende præmis som Meldgaard lægger til grund for den terminologiske enighed er netop samme gramma-tisk-prosodiske regel som bestemmer Lerche Nielsens angivelse af mundret-hed: enhedstrykket. Det sproglige fænomen at en kombination af flere ord, i dette tilfælde personnavne, udtales »som én trykkombination«, altså at det ene ord ‘taber’ sit hovedtryk (til enten bi- eller svagtryk), fx:

HHans + HChristian = 4Hans HChristian Men mere herom senere.¹

1.3. Vægtprincipper i toleddede fornavnekombinationer

I den citerede disputatsafhandling der behandler dåbslisterne fra Vor Frue kirkebog i perioden 1650–1980 registrerer Meldgaard (1990 s. 150) følgen-de lovmæssighed for toledfølgen-defølgen-de navnekombinationer:

1. Let førsteled – tungt andetled (Hans Christian, Anne Margrete).

2. Tungt førsteled – tungt andetled (Frederik Christian, Adolphine Jensine).

Først i periode 1950- brydes denne struktur af navnekombinationer som Johnny Max, Michael Fritz og Palle Bo og for pigernes vedkommende Charlotte Pil, Hanne Jo og Irene Lis. Altså:

3. Tungt førsteled – let andetled.

Umiddelbart virker denne opstilling intuitivt tilfredsstillende. Men ved nærmere eftersyn synes der at mangle noget: det fremgår ikke entydigt hvor-dan man afgør om et led er »tungt« eller »let«. Første lovmæssighed:

»

førsteled – tungt andetled (Hans Christian, Anne Margrete)« tyder på at man skal lade stavelsesantallet afgøre navnets vægt. Den underforståede regel kunne således lyde:

Navnet med færre stavelser er det lette, mens navnet med flere stavelser er det tunge.

Dog synes anden lovmæssighed »Tungt førsteled – tungt andetled ([…] Adolphine Jensine)« at sløre den underforståede regel. Tæller vi

sta-1 For en undersøgelse af tryktabets æstetiske funktion og anvendelse i moderne poesi se Kjørup &

Hamann 2008.

velserne i Adolphine Jensine, ser vi at Adolphine er på fire stavelser, mens Jensine er på tre. Navnet burde vel således angives: tungt førsteled – let andetled. Vi kan på denne baggrund forsøge at revidere vores opfattelse af den tilgrundliggende og uekspliciterede regel med denne mere udfol-dede:

1. Navne på én stavelse er lette.

2. Navne på to eller flere stavelser er tunge.

3. Alle navne på to eller flere stavelser er lige tunge.

Med denne regel ekspliciteret bør de citerede eksempler passe. Dog synes tredje punkt i den udledte regel: »Alle navne på to eller flere stavelser er lige tunge« at reducere regelens anvendelighed. De fleste kan jo nok nikke gen-kendende til den umiddelbare oplevelse af forskel i ‘tyngde’ i navne som fx Peter og Emanuel. Jeg vil nedenfor angive en anderledes metode til beskri-velse af personnavnets umiddelbart sanselige egenskaber ved at undersøge dets rytmiske struktur.

1.4. Navnekombinationer med mere end to fornavne

Den principielle uklarhed som spores i beskrivelsen af »tunge« og »lette«

navne, kan muligvis tolkes som resultat af den uklarhed der generelt hersker om de toleddede navne, jf. Meldgaards omtale af NORNA-symposiet i 1980. Og det antroponymiske problemfelt er jo vanskeligere endnu: der fin-des som Lerche Nielsen gjorde os opmærksomme på navnekombinationer med mere end to fornavne. Vi kan her lade Linnea Gustafsson der senest har behandlet dette felt i afhandlingen Novation i norr (2002) gengive state of the art inden for forskningen i navnekombinationer med tre og fire navne (s. 161):

Hos Meldgaard nämns inte kombinationer av tre och fyra namn i det här samman-hanget, medan Utterström skriver att stavelsestrukturen i de här namnsträngarna är mycket brokig (Utterström 1995:32, 37). Detta anses också av Kvillerud som skriver att ”de rytmiska förhållandena inom trenamnsförbindelserna är synnerligen komplicerede att återge i detalj” (Kvillerud 1980: 127ff.).

De tre forgængere Meldgaard, Utterström og Kvillerud har altså, ifølge Gustafsson, hver især deres vanskeligheder med disse tre- og firleddede nav-nekombinationer hvorfor de ikke underkaster denne type navne en samlet analyse. Gustafsson behandler udvalgte treleddede navnekombinationer men afstår også fra en samlet behandling af dette navnemateriale. Et teore-tisk grundlag for de treleddede navnekombinationer fremstår altså

forsk-ningsmæssigt uafklaret. Jeg vil i det følgende forsøge at præsentere et udkast hertil. Dog må vi først reflektere over metoden. Tillad mig derfor at vende tilbage til de toleddede navnekombinationer og deres udforskning.

2. Metodeovervejelser

2.1. Distribution af hovedtryk

Navnekombinationerne består altså af flere navne. Disse navne kan være af forskellig art, kan opleves som »tunge« og »lette«, og deres indbyrdes kom-bination er afgørende for navnets karakter. Ifølge Gustafsson (2002 s. 159) er forskningen, metodiske forskelligheder til trods, enig: tendensen er at sæt-te navne med færre stavelser først i navnekombinationen:

Både Eva Villarsen Meldgaard (1990) och Reinert Kvillerud (1980) gör grundliga undersökningar av flernamnssystemet i sina respektive avhandlingar, liksom Gud-run Utterström i sin Stockholmsundersökning (1995). Resultaten av dessa tre un-dersökningar är grovt sett samstämmiga: namngivarna har sedan 1600-talet före-dragit att placera namn med färre stavelser före namn med fler stavelser i de fall då barnen fått mer än ett namn.

Gustafsson tæller altså som Kvillerud (og angiveligt også Meldgaard) an-tallet af stavelser. Og Gustafsson lægger sig efter eget udsagn i forlængelse af traditionen (s. 159):

Min definition av lätta och tunga namn överensstämmer med Utterströms (1995:

30 ff.), Meldgaards (1990:145 ff.) och Kvilleruds (1980:119 ff.) respektive defini-tion, med viss reservation för den sistnämnde forskaren som bygger upp ett mycket större resonemang där även t.ex. tryckforhållanden mellan namnen i namnkombi-nationer beaktas.

Som Kvillerud tæller Gustafsson også antallet af sproglyde der indgår i navnet. Dog bryder Gustafsson med Kvilleruds principper, som hun har

»viss reservation för«, idet hun ser bort fra placeringen af tryk i navnene: »Jag har dock valt att helt bortse från betoning och accent i min definition ovan«

(Gustafsson 2002 s. 161). Dette principielle greb at »helt bortse från beto-ning och accent« er forståeligt, idet grebet gør den vanskelige sag mindre kompliceret. Dog har det sine teoretiske konsekvenser som vil ses i det føl-gende citat (Gustafsson s. 162):

De mest intressanta fallen är de som avviker från huvudmönstret, antingen genom två lika tunga (eller lätta) namn eller genom att det tyngsta namnet kommer före det lättare. När namnen väger jämnt med avseende på namnets stavelselängd borde

namngivaren ha kunnat ordna namnen i vilken följd som helst utan att den önska-de rytmen påverkas.

Når det i citatet hedder at: »namngivaren [borde] ha kunnat ordna nam-nen i vilken följd som helst utan att den önskade rytmen påverkas«, er dette et resultat af det principielle greb. Lad os tage et eksempel: to fornavne Peter og Emil er begge på to stavelser og indeholder begge fire sproglyde, her no-teret i danias lydskrift:

[HpeZdc] og [eHmiZl]

Hedder en person Peter Emil – et »dobbeltnavn«, udtalt som »én tryk-kombination« – vil dette dobbeltnavn lyde:

[Bpe;dc eHmiZl]

Navnekombinationen udtales altså med enhedstryk: hovedtrykket i Peter reduceres til bitryk ligesom stødet på vokalen [HpeZ] ændres til længde [Bpe;].

Navnets rytmiske struktur kan noteres på følgende vis (idet hovedtryk note-res med /, mens bi- og svagtryk notenote-res med x):

[Bpe;dc eHmiZl] → x x x /

Ændrer vi nu navnenes rækkefølge til Emil Peter, ændres også navnets ryt-me:

[Be;mil HpeZdc] → x x / x

Den rytmiske gestalt ændres altså markant ved ombytningen af de to nav-ne som iflg. den ovenfor citerede teori er »lika tunga« idet de rummer det samme antal stavelser og sproglyde. Det afgørende forhold er selvsagt at ho-vedtrykket er forskelligt distribueret i de to navne og at en ombytning af de to navne derfor vil give to forskellige trykmønstre, hvad vi kunne betegne som rytme.

2.2. Enhedstrykket og dets annullering

Af det ovenstående bør det fremgå at rytmen er en afgørende egenskab ved et navn. Og at et navns rytme hænger nøje sammen med dets tryk. Ligeledes er det fremgået at personnavneforskningen endnu ikke har kastet et syste-matisk blik på de treleddede fornavnekombinationer. Dette skal snart forsø-ges. Men først må vi konsultere Hansen & Lunds Sæt tryk på (1983) for en præcisering af enhedstrykket i forbindelse med personnavne (s. 19): »Ho-vedreglen for personnavnehypotagmer er at de har hovedtryk på sidste led,

svagtryk på de andre.« Det viser sig som Lerche Nielsen ovenfor antydede at der for visse navnetyper gælder særlige prosodiske regler: »Derimod kan nav-nekombinationer bestående af fire eller fem led let blive tunge« (Lerche Nielsen 2006 s. 25). Hansen & Lund fortsætter hvor Lerche Nielsen giver bolden op (s. 20):

En obligatorisk annullering af reglen indtræder når der forekommer mere end to for- eller mellemnavne:

'Nikolaj 'Frederik 'Severin 'Grundtvig The'rese Bir'gitte Mar'grethe 'Lassen I sådanne navne synes intet tryktab muligt.

Enhedstrykket sættes altså ud af spil, »intet tryktab [synes] muligt«, når man har tre eller flere for-/mellemnavne. Hvorfor dette vil have vores in-teresse, fremgår af det følgende.