Få figurer i nyere danmarkshistorie har vel været så omstridt som arkitekten og multikunstneren Poul Henningsen (1894-1967) – i Danmark kendt under kælenavnet "PH".
PH er i Norden mest kendte som designer, ikke mindst af en række prægnante lamper, som stadigvæk produceres og sælges over de meste af verden. Men PH var frem for alt hovedskikkelsen i formuleringen af den tradition for kulturkritik, der i Danmark kendes som "kulturradikalisme". Ordet er fra 1950'erne, men traditionen fra 1920'erne med en vægt på kulturpolitikken som en nøgle til sam- fundskritik inden for reformpædagogik, design, seksuelt frisind, byplanlægning etc. Allerede i sin samtid skilte PH vandene med fjender både i det borgerlige højre og det kommunistiske og socialdemokratiske venstre, og efter sin død i 1967 giver han stadig anledning til både sektdannelse, inspiration og modstand. Sektdannelsens ypperstepræst var vel forfatteren Paul Hammerich, hvis biografi "Lysmageren" fra 1986 professor emeritus Hans Hertel tager livtag med i den nu foreliggende konkurrent med den korte titel PH. Det er Hertels eksplicitte mål at tage også lysmagerens mørke sider med – og det gør han – med det resul- tat at den skikkelse der står frem faktisk ender som betydelig mere tiltalende end den ferske helteskikkelse, som PH-sekten har konstrueret sig.
Frem for en simpel kronologi vælger Hertel at skive om multitalentet PHs enkelte virkefelter – arkitektur, revy, Danmarksfilm, kulturkamp, retsopgør, velfærdsstat, forbrugerkritik og poesi. Det er en god disposition. Fremstillingen af de tidlige indsatser, de berømte lamper, arkitektur, tidsskriftet Kritisk Revy, Ølhunden og andre revyviser er som hele bogen velskrevet, men bringer vel lidet decideret nyt. Det gælder imidlertid ikke behandlingen af komplekset omkring kommunismen, kulturradikalismens ømmeste tå, som Hertel længe har insisteret på at tage til behandling: mange af de danske kulturradikale var "fellow travellers" og tiltrukket af kommunismen.
PHs mest salonkommunistiske erklæringer ligger i starten af 1930erne, kulminerende med den lille, polemiske bog Va mæ kulturen, men Hertel kort- lægger, hvordan han allerede i trediverne bliver bevidst om fremvæksten af stærkt udemokratiske tilstande i Sovjet. Hertel viser, at PH til og med er på en Intourist-rejse i 1933, som næsten intet skriftligt udtryk giver hos skrivekug- len. Var rejsen allerede et første ferment i PHs spirende Sovjet-kritik?
I de politiske sammenhænge, hvor PH formulerer sin antinazisme i tredivernes løb, tidsskrifter som Aandehullet og Kulturkampen, udviser han akut sensibilitet for og modig modstand mod den truende fare fra syd, men lige så omfattende en
tavshed om faren fra øst. Hertels forklaring lyder, at man tog Kominterns folke- frontsstrategi fra 1934 til sig – altså at man imod fascismen skulle samle de andre partier, især socialdemokratierne og kommunistpartierne. I så fald var prisen, at man samtidig måtte tie om forbrydelserne mod øst, og PHs antikommunisme måtte tilsvarende udvikle sig "gradvis men diskret", som Hertel skriver. En anden forklaring lyder, at PHs snævert kulturelle – og ukomplette – tilgang til politik og demokrati før krigen hindrer ham i at se klart, som når han især lægger vægt på fremskridt i sovjetisk kunst og kultur og først sidst i 1930erne begynder at se de mere omfattende politiske problemer i kommunismen.
Denne udvikling eksploderer imidlertid, da PH måtte flygte og leve i eksil i Sverige under krigen. Bogens skildring af denne periode hører til dens mest innovative resultater. Her mødes PH i Stockholm med norske åndsfæller som Sigurd Hoel og Arnulf Øverland, ligesom ham selv gamle antinazister og fellow-travellers, der er i fuld gang med at komme på andre tanker angående Sovjet. Det sker i et svensk miljø, der på grund af nærheden til Finland er anderledes akut bevidst om kommunismens fare.
For Hertel er der ingen tvivl om, at de to år i Stockholm – som de danske kommunister siden skulle håne PH for – gør ham til den antikommunist, han fremstår som ved krigsafslutningen, længe før de fleste af hans kulturradikale åndsfæller, der først kommer i tvivl efter Ungarn 1956. Især mødet med Herbert Tingsten, bevidst om de totalitære farer i både nazisme og kommunisme synes at have påvirket PH. Han kan dog stadig efter krigen udføre den "linedans", Hertel kritiserer: at lade tvivlen komme øst til gode og forstørre problemerne i vest. Men i det store perspektiv bliver han mere og mere klar i mælet mod kommunis- men, helt definitivt efter Prag-kuppet i 1948, hvor kommunisterne ophører med at tale om demokrati. Han kan stadig finde på at sige, at kommunistisk kritik er gavnlig for samfundet, men han er nu urokkelig i sin bedømmelse af, at en kommunistisk magtovertagelse ville have samme omfattende antidemokratiske implikationer som en nazistisk. Det er næsten som om PHs ophold i Sverige udgør hans anden politiske vækkelse, og hans frenetiske indsats på mange fronter i årene efter krigen karakteriserer Hertel rigtigt som hans "finest hour".
Her kaster han sig ind i debatten med synspunkter, der var stærkt upopulære i samtiden. En ting var kommunismekritikken, der nu rettede sig mod et parti, der var mere populært end nogensinde efter krigen og DKPs deltagelse i modstandskampen – men endnu værre: hans kritik af det danske retsopgør mod kollaboratører og især dødsstraffene med tilbagevirkende kraft, en kritik, der gik stik imod den revanchistiske folkestemning. Her mente PH, at man bekæmpede nazismen med nazistiske metoder. Det fik hans nye kommunis- tiske fjender til at udråbe ham som nazi-sympatisør, og, som Hertel skriver, blev han nu registreret af PET (Politiets Efterretningstjeneste) som nazist, ligesom han tiåret før blev det som kommunist! PHs antinazisme blev nu
kulturradikalismes rosenrøde antropologi, i at mennesket rummer et potentiale for ondskab, der hele tiden skal forsøges inddæmmet – den dobbelte opfat- telse af mennesket som "elskelig sjover", som PHs parole lød. Et afgørende led i PHs inddæmning var nu hans demokrati-opfattelse, som den udviklede sig efter krigserfaringen, hvor ytringsfriheden kom til at stå helt centralt. Han kunne til og med gøre den til selve skellet mellem demokrati og diktatur.
Igen og igen fremhæver PH i periodens bitre debatter med kommunister og sympatisører som professorerne Albert Olsen og Jørgen Jørgensen, forfatterne Hans Kirk og Hans Scherfig, at han ville tillade både dem og nazister fuld ytringsfrihed, medens de, i tilfælde af kommunistisk magtovertagelse, som det allerførste ville lukke munden på kritikere som ham selv. De flertydige svar han fik, var nok til at overbevise ham om, at kommunisterne ikke ville sætte "friheden over fremskridtet". Her stod PH resolut på frihedens side, hvilket da også fik ham til at støtte Danmarks indtrædelse i NATO i 1950 – man skulle ikke én gang til have et tiår som 1930erne, hvor man måtte indskrænke friheden på grund af en totalitær nabo. PHs politiske filosofi, slående aforismer og kro- nikker i denne periode, fremstår som et af hans væsentligste arvestykker til vor tid: kosmopolitisme, internationalisme, ytringsfrihed, social bevidsthed, demo- kratiets skrøbelighed, demokrati som uenighed, frihed for kunst og videnskab. I 1950'erne indgår PH en skrøbelig alliance med Socialdemokratiet, bliver fast skribent på partiavisen Socialdemokraten (fra 1959 Aktuelt) – men ofte med holdninger, der bliver kritiseret i samme blads ledere. For Hertel er dette en pædagogisk periode, både i den forstand at PH pædagogisk fremlægger egne ideer, men også i den forstand at "opdragelsen til demokrati" og foku- seringen på skolepolitik bliver central. For PH er det paradoksalt lydende "opdragelse til selvstændighed" nu centralt – og gradvis sættes scenen for hans sidste store kamp imod massekultur med anledning i fremvæksten af ameri- kansk inspireret populærkultur, tegneserier, tv, popmusik, som for PH at se var en trussel mod demokratisk kultur. For Hertel er dette en mørkeperiode – PH fremstår sidst i 1950'erne og først i 60'erne mere og mere forbitret, udmattet af modstand på mange sider, hans opfattelse af kulturindustrien som værre end nazisme er grotesk overdrevet, og hans stigende had til småborgerlig kultur truer med at kamme over i et had til den brede befolkning. PH havde nok altid en overdrevet ambitiøs forestilling om hvad kulturpolitik kan udrette for demokratiet – men også dette kammer helt over nu, med dosering af at alene avantgarde- og overskridelseskunst kan vække de fordummede masser. Hertel undrer sig stilfærdigt over, at Anders And nu skal være lige så undertrykkende som nazisme. I det store perspektiv er den sene PHs popkritiske nedsmeltning imidlertid næppe nogen stor plet på en alsidig indsats, der da også hyldes fra mange sider i årene omkring hans død.
den danske højre-teologiske bevægelse Tidehverv, der efter 2000 genlance- rede begrebet "kulturradikalisme" som samlebetegnelse for deres forskellige modstandere, men også på hvordan andre højrepositioner som ultraliberalisten Mogens Glistrup eller den nationalkonservative Søren Espersen fra Dansk Folkeparti pludselig kan omfavne den gamle kritiker. Der siges imidlertid ikke noget om kulturradikalismen efter PH, det Carsten Jensen engang kaldte "Det ville PH også have sagt ..." og dens konstruktion af en renset variant af man- den, der overser kommunismekritik og ytringsfrihed. Det spidser til i afslut- ningen, hvor Hertel sætter sig for at argumentere imod redaktør og journalist Flemming Roses erklærede enighed med PHs radikale ytringsfrihedsposition – Flemming Rose, der stod bag Jyllands-Postens publicering af de berømte 12 Muhammedtegninger i 2005.
Det bliver et dialektisk balancestykke for Hertel, ikke mindst fordi PHs radi- kalt kompromisløse og ubetingede opfattelse af ytringsfriheden bogen igennem med fuld ret har stået centralt i karakteristikken. Hertel må anstrenge sig meget for at finde nogle ganske få "men'er" frem – det eneste reelle angår et foto fra 1943 med dansende unge fra Glassalen i Tivoli, som Ekstrabladet trykker, hvilket giver anledning til nazistisk kampagne mod "swingpjatter" og senere den nazis- tiske hævnaktion mod Glassalen. Her mener PH at dette foto ikke skulle have været trykt, men Hertel synes at overse, at dette foregår i en periode hvor landet er besat af en fjendtlig magt og almindelige demokratiske forhold ikke råder.
Det er overordentlig svært at finde PHske argumenter for indskrænkning af ytringsfrihed i den demokratiske normaltilstand. Hertel afslutter bogen med et citat fra PH, der antyder, at det slet ikke er legitimt at bruge afdøde personers holdninger i argumentation for sit eget synspunkt. Men hvorfor gælder dette mon så kun Flemming Rose og ikke PHs andre selverklærede arvtagere, der mener at vide, at PH i dag ville tale for det bornerte "ytringsfrihed MEN"- synspunkt? Tankevækkende er det også at i bogens flod af PH-citater for ytringsfrihed, er det allermest radikale ikke at finde – dén aforisme hvor PH siger: "Hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi ingen." Givet de præmisser Hertels bog fremlægger, forekommer Rose reelt tættere på PH end Hertels egen afslutning gør det.
Nå, det skal ikke hindre de store trompeter i at blæse. Hans Hertels detalje- rede og tankevækkende kortlægning af PHs indsats bringer ham ind i vor tid i fuld figur – uden både venners og fjenders forkortelser af hans positioner. Dertil er bogen delikat tilrettelagt, gennemillustreret med en streng af små informative illustrationer og med et løbende bånd af relevante citater, pro et contra PH, i margen. Anbefales tilhængere og modstandere i begge ender af PH-skalaen.
Frederik Stjernfelt Hans Hertel. PH – en biografi. Gyldendal 2013.