Som katten har forfatteren Kim Leine mange liv. I barndommen boede han i Norge og voksede op blandt Jehovas Vidner. Da han blev teenager, stak han af fra bygden og flyttede til København hos sin far, frisøren, som misbrugte ham fysisk og psykisk. Så rejste Leine til Grønland, hvor han arbejdede som sygeplejer- ske, beskrevet i debutbogen Kalak (2007). I sin bog Valdemarsdag (2008), fortæller han om, hvordan hans egen farfar myrder farmoderens elsker. Kim Leine fulgte op med Tunu (2009), en rå roman fra en lille bygd i Østgrønland.
Marianne Krogh Andersen er journalist på Weekendavisen med speciale i arktiske forhold.
Temaet i Kim Leines nyeste roman, Profeterne i Evighedsfjorden (2012), er også grønlandsk. Det handler om »den falske profet« Habakuk og hans hus- tru Maria Magdalena. De drev i 1700-tallet en sværmerisk mission, styret af Maria Magdalenas syner, i Evighedsfjorden nær det daværende Sukkertoppen. Leine gør parret til en slags frihedskæmpere i opposition til de danske mis- sionærer og købmænd, som mest var optaget af hor og druk.
Sidst jeg interviewede forfatteren Kim Leine, foregik det i en mørk to- værelses lejlighed i Kastrup på Amager, hvor han boede trangt med en stor schæferhund, to teenagerbørn og Hieronymus Bosch plakater på væggene.
Nu er han flyttet i »magister-ghettoen«, som han kalder de eksklusive lejlig- heder i Ørestaden, der skinner af våde arkitektdrømme, og hvor lyset vælder ind gennem vinduer og altaner og beskinner lejlighedens bare, hvide vægge. Siden vi sås for fire år siden, er han blevet gift med Bodil. De har fået en lille dreng, og et barn mere er på vej. 50-årige Kim Leine har tabt 20 kilo. »Ja, det er min nye mani. Et nyt misbrug,« griner han. Et Fitnesscenter, hvor han »går op ad bakke, 6,5 km i timen«, mens han lytter til Rammstein.
Hver morgen klokken lidt i 9 går Kim Leine over på KUA, Københavns Universitet Amager. Her sidder han i et hyggeligt hjørne af læsesalen, i Dreyers Klub, som herreværelsesmiljøet kaldes. Her arbejder han i »trygge og rare rammer indtil klokken 15. Jeg er absolut modstander af at arbejde eksplosivt«. Da Kim Leine sagde sit trygge arbejde op som sygeplejerske, var
han angst for, om det gik. Som alkoholiker og tidligere narkoman var hans odds ikke gode. Men som i en rus skrev han Kalak på et hummer i Rudkøbing.
I arbejdet med sin nye roman har han ladet sig inspirere af de få historiske fakta om profeterne Habakuk og Maria Magdalena. Han har læst Hother Ostermanns biografier over danskere og nordmænd, som tjente handel og mis- sion i Grønland 1721-1814.
»Man kan ikke bare løfte research over i en roman. Jeg lader underbevidst- heden spille løs. Første gennemskrivning er angstfyldt. Det er som at sejle i tåge. Man ved, der er en vej. Ens underbevidsthed siger, det nok er i den ret- ning, men så bliver man i tvivl. Det er meget angstprovokerende. Jeg skriver bare. Alt lortet kommer ud. Jeg opfatter mig selv som et venligt menneske, men alt det destruktive, der er i mig, kommer ud på den måde i mine bøger. Bagefter skriver jeg bogen igennem for anden gang og nørkler og nørkler med detaljer.«
Kim Leine kan godt lide den faste rytme med arbejde 9-15 hver dag. Vildskaben skal holdes inden for faste rammer.
»Die kontrolierte Extase, som Herbert von Karajan kaldte det.«
Dine romaner handler meget om mænd, som ikke kan styre deres liv. Selv har du levet mindst syv forskellige slags liv. Hvordan bar du dig ad med at overleve?
»Jeg føler, jeg har en flydende identitet. Jeg kunne være hvem som helst. Måske er det min opvækst i Jehovas Vidner. Her lærte man at være plastisk, at tale folk efter munden, når man skulle sælge det glade budskab. Når man udsættes for incest, så lærer man at gå ud af sig selv, fordi det ikke er til at holde ud at være sig selv. Jeg synes, at jeg efterhånden har fået lidt mere fast grund under fødderne. Men jeg oplever også, at andre mennesker kan være vidt forskellige. Jeg har mødt mange grønlændere, som er gået helt i opløs- ning, og så lige pludselig er de ovenpå igen. Eller omvendt.«
Du har været stiknarkoman, alkoholiker, sygeplejerske. Nu er du så en helt anden.
»Ja, nu er jeg forfatter, der rejser rundt og har selvtillid, holder foredrag og har rimelig succes. Det kunne mine venner ikke lige se komme,« smiler Kim Leine.
»Men jeg har altid følt, at jeg kunne alt. Mænd er bare en hårsbredde fra undergang. Bare et skridt, så er man subsistensløs. Alle mænd frygter at gå i opløsning. Men de har også en længsel efter det. For det er forbundet med frihed bare at drive væk med en eller anden strøm.«
Hovedpersonen i din roman, missionæren Morten Falck, siger: »Livet gør ikke krav på en. Man kan bare give slip«.
De har brug for at kapsle sig inde i et frirum. Jeg ser det ude på Amager Fælled. Der sidder mændene på bænke og gemmer sig bag en bajer og Ekstra Bladet. De er stukket af fra konen.«
Hvordan slap du fri fra at være alkoholiker og narkoman?
»Det så jo ikke godt ud. Men jeg har et stærkt overlevelsesinstinkt. Nu slip- per jeg min vildskab løs på litteraturen.«
Er du stadig religiøs?
»Nej! Jeg føler aversion mod religion. Jeg er ateist. Jeg kan have anfald af magisk tænkning. Jeg kan bede en bøn. Jeg ved, Gud ikke findes, men det er en form for selvhypnose. Jeg går til hypnotisør. Det er en god måde at fokusere på. At få underbevidstheden til at makke ret. Man skal have tillid til underbevidstheden. Den strukturerer ting, man ikke selv er i stand til at gen- nemskue.«
Mange går til psykolog, men hvorfor hypnose?
»Jeg går også til psykolog. Men det med hypnosen er ikke særlig mystisk. Det handler om at slappe af oppe i hovedet. Så bobler det op. Så kommer der nogle forbindelser, man ikke vidste var der. Det var underbevidstheden, som skabte forbindelsen mellem Bastillen og Grønland. At der kunne være et slags oprør i Evighedsfjorden 4000 kilometer væk fra Paris og den franske revolu- tion. Den frihedshistorie kom fra min underbevidsthed. I første gennemskriv- ning af romanen lader jeg det bare pible ud. Jeg slapper af og lader tingene komme af sig selv. Hvis jeg mærker en blokering, gør jeg bare sådan her,« siger Kim Leine og sidder og stritter med sin højre pegefinger.
Den er helt stiv, men når han fokuserer på fingeren, slapper den af. Og vupti – skriveblokeringen forsvinder.
»Den øvelse kan man lave alle steder, uden at folk opdager det. Når man så slapper af igen, kommer det uhindrede flow, hvor ordene løber som vand. Så må man tage alle rettelserne bagefter.«
Profeterne i Evighedsfjorden er tilegnet Grønlands Hjemmestyre og dets pio- nerer. Det er første bind i en trilogi om »grønlændernes frihedskamp«, som det annonceres. Kim Leine smiler lidt. »Jeg kalder det selv missionshistorie. Forlaget fandt på det med frihedskampen. Det er i orden med mig. Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.
Det er farligt at udfordre sin identitet. Man kan dø af det. Men Grønland reddede mit liv, og så gik jeg ned igen. Jeg følte, det var meningsfuldt at være sygeplejerske i Grønland.
Det seksuelle blev en overvindelse af min incest-identitet. Det udviklede sig til sex-narkomani. Før det var jeg ekstremt genert over for kvinder. Jeg var den, der altid sad tilbage ved festen, når de andre gik hjem for at bolle. I Grønland gik jeg så ekstremt meget i den anden grøft.«
Kim Leine ser forholdet mellem Grønland og Danmark »som en forel- skelse, hvor man ikke forstår hinanden«. I Profeterne i Evighedsfjorden slår forelskelsen ofte over i had og råhed.
Modsat andre dele af verden er der ikke affyret mange skud i kampe mod kolonimagten. Men gode historier er der nok af i Grønland.
De næste bind i Kim Leines frihedskamptrilogi skal handle om kolonien Godthåb i 1700-tallet, hvor 12 tugthusslaver og 12 letlevende kvinder blev sejlet op, for under ledelse af guvernør Claus E. Pors at danne grundstammen i det ny samfund. »Opdagelsen« af Østgrønland med kaptajn Gustav Holms konebådsekspedition bliver emnet for den tredje roman.
Er Profeterne i Evighedsfjorden ikke din egen historie bare for 300 år siden?
»Jo, på en måde. Det selvdestruktive er jo en del af mig og også problemet med alkohol. Men nu drikker jeg ikke mere. Kun lidt, når jeg er ude at rejse.«.