det hände sig vid Bule träsket 1969–2008
SIMON GROTRIAN Korstogets lille tabel
kun-ne det vel nok være en korsfarer, der skriver hjem i et brev, at
DANMARK
SIMON GROTRIAN
Korstogets lille tabel
Borgens forlag, 2004I verdenslyset strålende fra Herrens øjne rider de mod pesten
med en tromme under flankerne
men helt så ligetil er der ingenting, der er, når den mand sidder med digtets rorpind, og hvad sker der egentlig i en anden klynge linjer som:
Døden banker rust af dine visdomstænder flyet mod en gane
mens jeg så din indianerer
og 1000 små balloner, der var adelige.
Semaforen blinker ufortrødent, men der er sprækker i syntaksen, alt flimrer mellem gru og komik, pludselig er det et fly, der banker mod ganen og selve mundhulen bliver et univers. Det kunne være et Amerika med er på, men strofens første linje dominerer alt.
Man siger her og der, at Gotrian er sær, at han er mærkelig, at han er et sludrechatol og et vrøvlehoved, – at han er koket eller en krukke,
L I T T E R AT U R I N O R D 2 0 0 5 56
og det er han selvfølgelig også. Men han er først og fremmest en fan-tastisk og iniciterende digter, for hvem »helgener flammer i serie-porte«, mens »heliumfostrene duver i plankton« og »postludier nip-per till Jomfruens tånegle«. Han er måske langt væk og langt ude på sin rumrejse, men han husker altid, hvordan
Fortællingen døde i halsen som savspåner
og ganske vist siger han, at »stjerner tændes, når du strejfer taster-ne«, men det er ikke sig selv, han taler om.
Det er det derimod nok, når han, med en glad erotisk fanfare siger, at »mine haletudser flimrer i orkestergraven«, og som et ægte barn af Rimbaud ved han også, at »vækkeuret gjalder når jeg dør«.
Peter Laugesen
Den grå transformator vil udslynge tungen stafetten har prikket min natteblå ryg mine brødskorper løfter en slagskygge hen over markernes hvidhed jeg tilhører Kristus som tilhører dig og han skærer sig altid på tvillingekanten der findes en klode ved siden af denne til menneskers drømme jeg puster til sne som er støv fra de døde og ønskerne optælles verden er åben bag enkernes slør
som en himmel, der vokser i glatte alléer
og ormene venter: 2 bølger i skoene ringe af lys
på den smadrede bilrude avnerne fløj
gennem hullet i muren samt.
L I T T E R AT U R I N O R D 2 0 0 5
58
Du stryger min finger på ruderne, spejle portrætter med børn
matematiske hjerner som toppen af Ararat. Mennesker udenfor sortner til hest
i en skråregn, der dribler.
Det nederste ekko fra fuglenes afsind er klodesystemer
som burrer på stemmen.
Min vinter har skrinlagt en merinokutte der bræger i spandene.
Korset vil omfavne alle retfærdige. Fjenderne knæler med gravsten i lysken ved staternes hårgrænse.
Heliumfostrene duver i plankton. En strandvaskerrenselse
lægger din gildesal hen over arret.
Du kitter mig sammen med lerduens rædselsskrig brændende koøjer, sorgmeteorerne
bryder dit hvælv. Fra et selvmord til molsværdet.
Livsnerven dunker sin pæl gennem hjertet jeg dvæler ved verden
den klatrende sø under herpeslavinen og endelig flodstormer skibene opad. Atomernes luftige sprællemænd jokker manegerne rundt.
En kanonkugle væder min tid og min tunge.
Da skærmen frøs til
måtte kronhjorte skære mig fri.
L I T T E R AT U R I N O R D 2 0 0 5 60
Sirius rasler med lænkerne inde i kikkertens mave og isbjerge klaprer Mariahælsernt.
De chokeredes negle var striber bag færgen. Vi skærer en skive af uret
da ser vi
på floden i krampe, som bly over tagene. Himlen blir mættet med stene
der viser os tronen i Paradis. Alle erfaringer
bristede ud af min hånd jeg må løfte et træ.
Sådan fik vi tal på vore sole én står op, og én går ned. Jeg brænder inde, brænder inde i notater, der er blinde.
Men Vorherres vilje rækker over graven som et barneskrig. Og sådan skal vi nå hinanden.
Toneæblet klukker som en gade i orkestrene. Ét sværdslag fra Gomorra
stikker sømmet ud af tordenbraget regnen er den saliges kursiver. Jeg blev genkendt, da jeg fødtes med min ryg i testamenterne der formede et vingepar.
Og sådan ekspanderer jeg på lærredet fra sko til sko.
Jeg byggede en rede mellem tinder
og ved døden må jeg tabe en viol på laktulosehimlen iglerne i sjælen
og en buste til de snappende klaverer. Elefanter, elefanter.
Som Aladdintons af mærkelige nedfaldsfrugter. Snurretop.
L I T T E R AT U R I N O R D 2 0 0 5 62
Trappen galoperer over Frelseren
oblaten skyder frem en kilometer foran cyklen og for hvér gang himlen sluges af et åndedrag slår Helvede en vinge ud
til månen i sit flagrende ornat. Jeg har et kors i lommen
ærtefloden rinder mellem 2 planeter vinen snurrer rundt i mine fælge og erobringen, jeg søger i et dørhåndtag når messefisk står brud på dine neglerødder. Sukkerenglen taber en olivensten i maven dine øjne dufter
men kan íkke plukkes
poesien hives op af ostrakismehjernen
dét, som glosen dækker, hvis du kradser i papiret er en harpestreng til serven
jeg vil styrte alle onde ned i flammerne.
En motorsav igennem min beslutning er den lige vej
og drengekoret løber i en rille om min hals da tar du tøjet på
måske er de opstandne også fugle hér i verden.