Starthjælp og den lave introduktionsydelse

Den lave introduktionsydelsen blev første gang introduceret i 1998 under den daværende regering bestående af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Dermed blåstemplede man for første gang i nyere dansk politik legitimeringen af forskelsbehandling (Stenum: 1998). Den blev kort efter

afviklet på grund af megen hård kritik. Den lave introduktionsydelsen og den nye starthjælp blev (gen)introduceret 1 juli 2002, som en del af udlændingepakken som VK-regeringen fremlagde 17 januar 2002. Formålet med den lave introduktionsydelsen er, at den skal motivere til hurtigt at komme i arbejde: ”Formålet var at øge de økonomiske incitamenter til, at flere kommer i arbejde med speciel sigte på indvandrere og flygtninge” (Hansen & Hansen: 2004, s. 4). Inden modtog gruppen som nu er berettiget starthjælp kontanthjælp, som var højere end starthjælpen. Dette mente først S-R-regeringen og siden VK-regeringen, var en forhindring for motivationen for at skaffe sig arbejde, idet man ofte ville modtage flere penge ved at gå på kontanthjælp end ved at gå på arbejde. Det vigtige var at det skulle kunne betale sig at gå på arbejde (www.bm.dk). Bag de fleste tiltag som VK-regeringen har gjort, findes en teori om at økonomiske incitamenter er en hjælp til at få arbejdsløse i arbejde (Hansen & Hansen, 2004: s, 29). Mange indvandrere og flygtninge i Danmark, især fra ikke-vestlige lande, har været nødsaget til at modtage kontanthjælp. Dette har man fra politisk side anset være en af grundene til at gruppen, i højere udtrækning end danskere er arbejdsløse, da det økonomisk ikke har kunne svare sig at arbejde.

Efter juli 2002 får nye indvandrere/flygtninge starthjælp. For at være berettiget fuld

kontanthjælp skal ansøgeren have opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af otte år. Hvis dette ikke er tilfældet, er man berettiget til den lavere hjælp - starthjælpen. Denne lov gælder for alle, også danske statsborgere som har boet i udlandet i en årrække, og som derfor ikke kan opfylde

Dette gælder dog ikke for danskere, som har opholdt sig i et andet EU-land, Norden, eller

Liechtenstein (Hansen & Hansen: 2004, s. 6). For at få starthjælp skal man bevise, at man ikke kan forsørge sig selv, og at ens ægtefælle ikke kan forsørge begge. Man skal være tilmeldt en

arbejdsformidling, samt udnytte alle de muligheder man har for at få arbejde (www.dr.dk/nyheder/indland, 9/11 2004). Satserne er på følgende:

• Gifte og samlevende udlændinge på 25 år og derover modtager 4.439 kr. pr. person/md. • Enlige udlændinge på 25 år eller over modtager 5.419 kr. /md.

• Udlændinge under 25 år som er udeboende modtager 4.493 kr. /md. • Udlændinge under 25 år som stadig bor hjemme modtager 2.233 kr. /md.

• Forsørgertillæg kan gives til enlig forsørger på 1.355 kr./md. pr. barn, dog til max. 2 børn. • Gifte og samlevende kan få forsørgertillæg på 1.124 kr. / md., dog til max. 2 børn.

(Ministeriet for Flygtningen, Indvandrere og Integration: 2004, s. 93).

Alle satser er skattepligtige. De udlændinge som er omfattet af integrationsloven, kan desuden få hjælp i særlige tilfælde; til eksempel til medicin, sundhedsbehandling, hjælp til transport, etc. På baggrund af disse to faktorer kan den enkeltes ydelse variere (Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration: 2004, s. 93). 3.4.3 Kritik af starthjælpen

Brugen af starthjælp er blevet omstridt, da forskning peger på, at den ikke har fået flere indvandrere i arbejde, tværtimod. I en undersøgelse fra Center For Alternativ Samfundsanalyse, udgivet i april 2004, har Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen undersøgt starthjælp og introduktionsydelse, og set på hvordan disse ydelser virker. Da introduktionsydelsen kom under S-R-regeringen i 1998, som en nedsat forsørgelsesydelse for ´nye´ indvandrere i Danmark, var argumentet at denne gruppe, manglede tilknytning til det danske samfund. Efter megen kritik blev den nye introduktionsydelse tilbagetrukket og ændret til den gamle kontanthjælpsindsats. Da starthjælpen i 2002 blev indført, genindførtes den lave introduktionsydelse som er på niveau med starthjælpen:

Nogle ville sikkert kalde det genialt, mens andre måske vil kalde det udspekuleret, men med indførelsen af starthjælpen i lov med aktiv socialpolitik, der gælder for alle, var det muligt i 2002 at genindføre en lav introduktionsydelse, som ikke var i strid med internationale konventioner om behandling af

Som tidligere nævnt var incitamentet for de lave ydelser, at få flere i arbejde. Det skulle være en økonomisk gulerod for indvandrere og flygtninge, for at komme hurtigt i arbejde, og dermed blive integreret på det danske arbejdsmarked. Debatten omkring de lave ydelser indeholdte en

dobbelthed: ”Dels at handle om en lav ydelse som incitament i forhold til arbejdsmarkedet, dels at handle om en lav ydelse, som led i regeringens udlændingepolitik” (Ibid. s. 8). Debatten prægedes på politisk niveau også af to faktorer; om de økonomiske incitamenter ville kunne få flere i arbejde, og om ydelsesniveauet var højt nok til at folk kunne skabe sig en sammenhængende hverdag rent økonomisk. Mange oppositionspartier pegede på, at denne form for ydelse ville skabe mindre integration, og i stedet fremme isolationen af visse grupper i samfundet. Desuden ville det være med til at stemple en bestemt gruppe i samfundet, og dermed opretholde mange af de negative fordomme som allerede eksisterede i det danske samfund. De lave ydelser blev set som direkte diskriminering af de grupper i samfundet som i forvejen var svage, samtidigt med at man anså ydelserne for at være med til at opretholde et ”vi og dem”, mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere/flygtninge (Ibid. s. 10,11).

Efter starthjælpen og introduktionsydelsens indførsel kom der efterfølgende meget negative reaktioner fra forskellige kommuner i landet. Disse påpegede at ydelserne ikke fremmede

integration, men en hæmmende faktor i stedet. I en rundspørgsel blandt kommunerne i september 2003 afviste de fleste borgmestre i de danske kommuner starthjælpen, med det argument at: ”[…] den ikke virkede efter hensigten, og der var en generel opfordring fra kommunerne om at undtage syge og traumatiserede flygtninge fra starthjælpen ud fra den erkendelse, at de – uanset den offentlige ydelsesstørrelse – ikke kan påtage sig et arbejde, før de er behandlet” (Ibid. s. 13). Samtidigt blev det påpeget, at mange af de flygtninge som var på kontanthjælp eller starthjælp, fik udbetalt ekstra penge hver måned som særlig hjælp, fordi de ikke kunne klare sig økonomisk på den lave ydelse.

Der findes ingen dokumentation på, om de nye strammere love på integrationsområdet har fået flere indvandrere/flygtninge fra ikke-vestlige lande i arbejde. Den eneste dokumentation som findes, er udgivet af regeringen selv, og denne giver ikke et entydigt svar herpå. Indtil det kan konkluderes af uafhængige kilder, at lovgivningen fungerer med et positivt resultat, kan vi fastslå at den strammere lovgivning, ikke har haft nogen indvirken på den høje arbejdsløshed blandt

indvandrere/flygtninge fra ikke-vestlige lande. Dette støttes videre af forskning, som den Hansen og Hansen har gennemført, her peges på at lovgivningen rammer en anden målgruppe end den der var tiltænkt.

3.4.4 Konklusion på undersøgelsen

Rapporten viser, at antallet af nye personer som modtog starthjælp, var faldende gennem hele 2003, samt at sammensætningen af gruppen er ændret markant. I fjerde kvartal af 2003 var således mere end halvdelen af gruppen danske, mens gruppen af udlændinge var mindsket. Ser vi på hvem som er kommet i arbejde, har påbegyndt en uddannelse, eller er blevet selvstændige, ses at de nye

modtagere af starthjælp er en forholdsvis ressourcestærk gruppe. Disse kommer oftere i arbejde end de nye på introduktionsydelsen, som er en ret svag gruppe (Ibid. s, 28). Dette kan forklares med, at mange på starthjælp nu er danskere, som allerede har et eksisterende socialt netværk i Danmark, og derfor har lettere ved at skaffe sig et arbejde. Dette er ikke gældende for gruppen på

introduktionsydelse, som ofte består af flygtninge. De har ikke boet i Danmark længe nok, til at have oprettet et socialt netværk: ”Det er i øvrigt et ret gennemgående mønster i vore analyser, at danskere klarer sig bedre end personer fra ”mere udviklede lande”, som igen klarer sig bedre end personer fra ”mindre udviklede lande”. Det tyder på, at sprog og kultur spiller en vis rolle for integrationen” (Ibid. s. 32).

Konklusionen på rapporten er, at teorien om at økonomiske incitament er med til at sætte flere folk i arbejde, ikke passer på alle grupper i samfundet, især ikke de ressourcesvage grupper såsom indvandrere/flygtninge uden socialt netværk. Det vil sige at 75 pct. af de personer som kommer fra mindre udviklede lande får den lave introduktionsydelse, og da denne ikke er med til at forandre deres situation, betyder det, at de i en lang årrække er henvist til at leve på et økonomisk meget dårligere niveau end andre grupper i det danske samfund:

Problemet med lave sociale ydelser til ressourcesvage grupper er, at det får karakter af fattiggørelse, ydmygelse og forskelsbehandling. Det kan føre til fjendtlighed overfor samfundet som helhed og fattigdom. Det kan betyde social uro og manglende sammenhængskraft i samfundet. Der skal andre midler til for at hjælpe personer med svage ressourcer end lave ydelser (Ibid. s. 33).

Fra politikernes side har man tillempet en lovgivning på en forkert gruppe af mennesker, idet resultat for den pågældende gruppe er meget negativt. Der er tale om diskriminering af en

samfundsgruppe, som i forvejen er meget ressourcesvage, og som ikke har fået lettere ved at klare sig i det danske samfund. Dette er en konsekvens af den lovgivning som de danske politikere har valgt at gennemføre.