Om etnobotanik er en og mennesk et Vagn Brøndega ar d
E
n af de mange moderne danske digtere, som ikke fandt nåde for Vagn Brønde-gaards blik i hans gennempløjning af dansk litteratur efter urter og vækster til”herbariet” Folk og Flora var lyrikeren Jørgen Gustava Brandt.
Om det er synd og skam eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre, men til en karakte-ristik af den danske etnobotanikers væsen og værk kender jeg intet bedre begreb end det, som siden er blevet en del af det danske vokabular, og som den purunge digter skabte i sit gennembruds-essay (af samme navn) i 1948, ”den geniale monotoni”:
.... al stor kunst maa have denne gennemgaaende, tilgrundliggende monotoni i sit væsen eller en anden ensidighed, den maa være en verden, hvor ting, tider og de samme steder og den samme danson gaar igen og igen. ... Den virkelige taalmods indsigt er nemlig den: i alt at finde rytmen i stedet for at gribe mod løsningen.
Når jeg tænker på Vagn Brøndegaard og hans værk i dag, hvor jeg har lært meget af det at kende, får jeg den samme fornemmelse, som allerførste gang jeg havde hans bedrift, ”Folk og Flora” i hænderne og bare bladrede: Her er tale om et litterært værk, ikke et stykke naturhistorie, men en litteraturhistorie.
Eller en symbiose. Naturens skrift (for nu at være romantisk) citeret i menneskets bog, kulturen.
Det passede mig strålende – forfatterambitioner, studier (aldrig afsluttede) i lit-teratur og etnografi – optagethed af naturen; og det vil, i et af de mest intensivt opdyrkede lande i verden, også sige optagetheden af tab.
Jeg tror ikke man i Sverige rigtig kan forestille sig hvad de store naturtab har bety-det for den kollektive bevidsthed i Danmark, bondelanbety-det Danmark. Hvor bonden dels er den store, undertiden stolte identifikation, dels den store ”ødelægger”.
Dette tvesyn, som mindst er på alder med romantikken og tilstede i dansk lit-teratur og debat dagligt, var også Vagn Brøndegaards. Helt ind i kødet, inkarneret i person og værk, dels som udtryk for en modstand mod den stigende effektivitets forarmelse af naturen dels som en hyldest til menneskers forædlende og dyrkende kræfter og evner.
Vagn Brøndegaard vil sørge for, at vi ikke glemmer.
Han var selv bondefødt - indenfor patriarkatets strengeste tradition (hvis ekseku-torer ofte, in casu farmoderen, var matriarker) – i en mønsk storbondefamilie, hvis fald prægede hele hans liv.
Fra lille dreng til krum olding læste han naturens bog gennem trykte og talte vidnesbyrd om menneske-brug af samme; han sad oftere under læselampen, end han vandrede omkring under himlen. Han gjorde paradoksalt nok både det hans uhyre
~: 18 :~
tyranniske, fascistoide far krævede af ham, og det stik modsatte. Han arbejdede ustandseligt, gennempløjede, siede, rensede, harvede - bare ikke muld, men litteratu-rens ager, alt fra de ældste kilder til de nyeste, og af enhver art, fra doktordisputatser til vittigheder og pressens børnesider, alt. Og såede så sit eget værk i snorlige fuger.
Den tunge klæge muld, stoffet selv, tror jeg, var ham imod. Det mønster er vist typisk. Forfatteren Jens Smærup Sørensen har berettet om, hvor lidt han brød sig om arbejdet med jorden og dyrene i sin Limfjords-barndom, og om hvordan han opgav sit jyske mæle, straks han kom i købstadsskole. Han er ikke desto mindre en af de bedste nutidige skildrere af udviklingen på landet i Danmark de sidste generationer.
Og det på fornemt rigsdansk, der samtidig knirker og knager som et gammelt jysk træskib.
Vagn Brøndegaards datter fortæller fra Spanien, hvor familien boede i mange år, at hendes far vidste alt om planter, men ikke om, hvordan de skulle gro i en anda-lusisk urtehave eller vindueskarm. De visnede. Han havde ikke sansen, ikke den.
Skønt han som stor dreng skabte en lille botanisk have.
Måske han bare ikke havde tid. Det sidste tror jeg på. Åndeløst flittig, videre, videre. Monotonien. Fra først til sidst. Sammenligner man barnet Vagn Brønde-gaards håndskrift med oldingens, er det den samme. Lille, præcis, tydelig. Det træk er vist karakteristisk for særligt begavede naturer som hans.
Den skrift har kostet. Lille Vagns første herbarium blev påbegyndt, endnu mens ét ciffer var nok til at definere hans alder. Han samlede, bestemte og beskrev, med sine fine lille skrift, og lagde sine blomster i pres under en ambolt, han knap kunne løfte. Minutiøst, systematisk, etnobotanikeren var gået i lære. Og en dag tog hans far og smed det hele i kakkelovnen. Drengen skulle oplæres til bonde.
”Jeg græd en hel uge”.
Man kan høre bønder i Danmark – især hvor mulden er fed – sige om agerjorde med mange vilde planter, at de er ”beskidte”. Den holdning var hans fars. Men tyde-ligvis ikke sønnens.
Måske var det dengang, han fandt sit mantra: ”Der findes ikke ukrudt.”
Ugræs, beskidt jord findes ikke.
Men sådan var den første lille Brøndegaard-samlings skæbne. Den anden sam-ling, den som er livsværket, og som nu har fundet sit hjem i Stockholm, og vel i virkeligheden blev påbegyndt, da den lille dreng ikke græd længere, den var nær også blevet flammernes bytte, nemlig i bomberegnen hen mod slutningen af Anden Verdenskrig. Nede i det Tyskland, hans far dyrkede, og hvor Vagn Brøndegaard studerede, indrulleret i et af Det Tredje Riges studiesystemer, hos sit store forbillede etnobotanikeren Heinrich Marzell.
Brøndegaard flygtede i første omgang hjem til Danmark, da sammenbruddet nærmede sig, men han vendte alligevel tilbage, da det var godt i gang, efter alle sine papirer og manuskripter. Det lykkedes ham at få smidt sin kuffert med dem alle sammen ind i kupeen til et nordgående tog, og passagererne trak ham ind gennem vinduet. Så gik turen til Rostock, hvis bombardement han oplevede, og til færgen og turen over Østersøen - et af de farligste farvande på det tidspunkt - hjem til Dan-mark for anden gang.
~: 19 :~
Vagn J. Brøndegaard på trappan till Linnés Hammarby tillsammans med brodern Jørgen (t.v.) och Magnus Lidén från Botaniska trädgården, Uppsala universitet.
Foto: Håkan Tunón, 2005.
Jeg vil vove den påstand, at var hans papirer (hele samlingens grundspire) da gået til, var hele projektet det nok også. Det tab samt vanæren og straffen efter krigen – et års fængsel for et par engelskfjendtlige artikler i den danske nazistiske presse samt eksklusion fra Dansk botanisk Forening – kunne ingen titan have klaret. Ydermere havde han næppe haft det nødvendige materiale til bagefter at kaste sig ud i den myreflittige skribentvirksomhed, primært om botanik, der karakteriserede næsten hele hans voksne arbejdsliv med ugentlige artikler i dagblade og tidsskrifter.
Det er selvfølgelig alt sammen mine gisninger.
Årene i Tyskland, langt ude på landet, borte fra krigen, men ikke fra nazismen, var Vagn Brøndegaards store læretid, og det er et bitter kapitel i hans eget liv, at noget af den bedste tid således også var den værste. Jeg kan sagtens se for mig, hvordan han er faldet for det storladne, hele udfoldelses-æstetikken i nazismen, bagstræbet, wag-nertrompeterne og opblæstheden, (han var vældigt på det rene med sit eget suveræne intellekt), men jeg tror ham, når han sagde, ”jeg lærte aldrig at marchere”. ”Mein Kampf” betragtede han som vås og sludder. Hans lærermester, Marzell, der havde en søn med mongolisme (Down´s syndrom), som rygtet vil vide blev offer for eutanasi!
blev Brøndegaards ”åndelige” far.
~: 20 :~
Og Brøndegaards værk er tilegnet den store ”far”, Gud. Det står med den særlige, sirlige skrift på et stykke papir i arkivet i Stockholm.
Vagn Brøndegaard var mange ting, men kriger var han ikke. Han var nærmest et barn, og havde barnets uskyldige kynisme, og kunne bryde ud i besynderlig latter, når han beskrev bomberegnen over Tyskland eller fortalte om sin gamle klassekam-merat, Anders Lassen, der fik det britiske Victoriakors post mortem.
Det er også noget af det ”barnlige”, der hører til hans største fortjenester som etnobotaniker. Hans indsamling af stof om børnelegs-planter er hans helt særlige bidrag.
Men man tvivler på, om han nogensinde selv har leget de lege ... jo en, den næsten hasardagtige leg, hvor man plukker kronblade af en blomst for at gætte, om man får sin elskede. For han var en succesrig beundrer af det kvindelige.
Hans største kærlighed var imidlertid ukrudtet, ugræsset, plantelivet. Og hvad det fortalte om menneskelivet. Den vej gik det for den ensomme, lille dreng.
Når man taler med rigtig gamle bønder på hans fødeø Møn, fortæller de fra deres barndom, hvordan hele familien fra yngst til ældst har ligget på knæ og luget (renset jorden) med de bare næver.
Vagn Brøndegaard har i sin familie været ihærdigst af dem alle. Han blev tvunget til det, og blev fri af det. Ikke knækket, men ”krum” var han alle dage.
Slår man op tilfældige steder i Folk og Flora falder man hele tiden overbekræftelsen af det, den unge digter, Jørgen Gustava Brandts fortæller om monotonien, ensidighe-den. Det er rytmen, det gælder. Skønheensidighe-den.
Og den lå for Vagn Brøndegaard i det kollektive minde. Vi må ikke glemme, lyder hans formaning. Og så skriver han sin egen mærkelige poesi, arkivar-poesi. Side op og side ned.
Jeg slog op et tilfældigt sted, bind 4 i Folk og Flora side 163:
”To gl. asketræer på Skensved kirkegård stammede iflg. sagnet fra en hedensk offer-lund, de gik ud i vinteren 1942 (23). Den store gamle ask på Hårslev kirkegård blev fældet 1914 (24), en ask på Grandløse kirkegård blev brændt af ondsindede folk mellem 1907 og 1912 (22). Hænge- eller sørgeask er hyppigt plantet ved gravsteder og monumenter (25).