C-uppsats: Endnu en bog om kærlighed

Af Toke Løgstrup Leth

Endnu en bog

om kærlighed

Yet another

book of love

Words about love with The Magnetic Fields

♥

Examensarbete i Kulturvetenskap 15hp Konst, kultur och kommunikation (K3) Malmö Högskola

VT 2013

Handledare: Petra Ragnerstam & Gunnar Krantz Exminator: Petra Ragnerstam

Abstract

Love is a constant in popular music, an dosis of daily escapism which have changed over time. The changes seem inspired or even aligned with the mindset of society. But what are the lyrics of the present popular music really inspiring us to do? As an allie this paper has chosen 5 songs from album 69 Love Songs by The Magnetic Fields, to show Love from alternative perspectives. From the views of the restricted Ideology of Love and The egocentric Postmodern perspective to the culture acclaimed ”Free Love”. The Magnetic Fields usually takes side with ”Free Love” and then successfully uses elements from the other two perspectives, to describe a Love scenario in various situations. By using these other elements the lyrics of The Magnetic Fields creates a more trustworthy approach to Love and its indefiniteness. In analyzing the lyrics of these 5 songs this paper will discover why these songs aren't as cheesy and corny than regular popular music.

As present popular music has a tendency to involve reproductive messages, weddings and personal success, whereas The music of ”free love” lend towards romantiscm and an unified togetherness. In cultural context the desire for romantiscm almost always seem to trump reproductive messages, but does this also apply in society? This paper will give its contribution by examinating these major issues.

Analyzing Love with the music of The Magnetic Fields

By: Toke Løgstrup Leth, Houours dissertation and final examproject in Cultural Studies/Literature, 20 credits, School of Arts and Communication (K3). Faculty of Culture and Society, Malmö University. Supervisor: Petra Ragnerstam. Spring 2013

Keywords: Love, Individualism, Free Love, Popular music, Ideologies of Love, The Magnetic Fields, Romantiscm.

Introduktion

Foruden det store spørgsmål om livets mening, rummer livet også mange spørgsmål omkring kærlighed. Disse spørgsmål har mange forskellige mennesker forsøgt at komme til bunds i. Deres indsats har været med til at normalisere den kærlighed, som trives i vore nuværende samfund.

Kærligheden har været en længere rejse igennem, fra det mere restriktionsbundede via religion og kønsroller over til den frie kærlighed. Den frie form gjorde den tilgængelig for alle, på tværs af tidligere dominerende opdelinger såsom klasser og blodlinjer. Denne frie kærlighed som også kaldes den romantiske ideologi, er dominerende på den kulturelle scene.

Den frie kærlighed havde en chance for at etablere sig, i stedet har vi omringet os i en kærlighed heftigt præget af et postmoderne syn. Lykke, både som personlig og familiær succes, er blevet målet for mange personer. Lykke er blevet en norm bl.a. indenom kærligheden, som vi definerer vore liv udfra. I dag forefindes der en tro på at kærligheden, indgår i familielivets norm. Hvilket anses som værende livets vigtigste mål, endda nærmest en rettighed. Den frie kærlighed anser ikke familielivet som et nødvendigt kriterie, men ser mere på romantismen i selve kærligheden, som ikke

nødvendigvis har en lykkelig slutning.

Når undersøgelser indikerer at den romantiske frie kærlighedshistorie sælger bedre end historier om sex (Blum 2005:335) bevises det at der forefindes en interesse for den romantiske historie. Måske ikke kun i form af et eskapistisk frirum i den trivielle hverdag. Kærligheden præsenteres vidt forskelligt i en tid præget af vækst, fankultur, reality-fjernsyn, stenalderkost og populærterapi. Den opstilles både som noget udefinerbart over til at være mere defineret i behov for intimitet og social anerkendelse. Uanset portrætteringen præges vore meninger og holdninger af forskellige medier, hvilke har større indflydelse end hvad der forventes. Indflydelsen efterlader mennesker i en postion hvor der skal tages et valg om hvilket aspekt af kærligheden som passer dem bedst.

Et af disse medier er musikken, som ofte står frem som forkæmper for den frie kærlighed. Musik må anses som det mest udbredte medie, hvilket giver den stor indflydelse og dermed også et større ansvar til at fremvise emner såsom kærligheden. Nutidens populærmusik har en tendens til at appellere mest til det behovstrængende individ, men den frie kærlighed er en konstant modspiller i kampen om poplisterne. Historisk set har kærlighed og musik altid haft en sammenknytning, men hvilke signaler udseender musikken egentlig omkring kærlighed? Musik bombarderer os både med ønsketænkning og fremtidige forventninger til individet, samt kærlighedens fortryllende effekt.

har man har den, har mistet den, er blevet knust af den etc. Musikken kan bruges til at lære andre hvorledes at opfatte kærlighed, forelskelse, sorg osv. Et sæt at gøre det på ses hos bandet The

Magnetic Fields, hvorpå sangskriveren Stephin Merritt fremviser flere forskellige måde at tolke

romantik og andre aspekter af kærligheden.

Denne opgave vil tage fat i kærligheden i 3 forskellige former. Kærligheden som ideologi og diskurs, det postmoderne syn på kærligheden og den frie kærlighed. Fungerer normer, idealer og normalitets ønsker virkelig i kærligheden? Kærligheden som ideologi giver indsigt i hvorledes kærligheden karakteriseres objektivt set. Kærligheden er måske mere en diskurs i sig selv? Her fremhæves kærligheden som opsat og gentagende, dens magt som menneskeskabt fænomen. Over til det postmoderne syn på kærligheden, hvor det er individet som muligvis er ved roret. Hvilken prioritering har kærligheden i individualismen? Kan to individer skabe og indgå i en

relation? Til at modsvare disse kærlighedsformer og som fortaler for den frie kærlighed, vil opgaven tage parti hos musikbandet The Magnetic Fields. Den valgte metode består af analyse af 5 udvalgte sange fra deres album 69 Love Songs, hvilket vil fremstå som materiale for den frie kærlighed. Til de to andre som former for kærlighed vil der tages udgangspunkt i sociologisk teori og diskursteori fra Barthes.

Hvem er The Magnetic Fields

Dette amerikanske band består af Stephin Merritt, Claudia Gonson, John Woo og Sam Davol. Merritt som er primus motor i The Magnetic Fields, skabte sammen med Gonson bandet tilbage i 1989. Deres venskab strækker sig tilbage til 1983 og de to har haft andre småbands forinden.

Bandets titel The Magnetic Fields er taget efter bogen Les Champs Magnétiques, skrevet af de franske poeter André Breton og Philippe Soupault. Bogen blev som den første nogensinde publiceret i genren surrealisme tilbage i 1920. Bandet The Magnetic Fields' rejse startede i et ungdomsmiljø som var mest præget af punk- og rock genren. Her spillede de deres meget atypiske musik, deres første sange og album var primært elektronisk, lavet på Merritts samling af

synthesizer. I dette miljø stod de som det eneste band, hvori der ingen guitar fandtes, dette blev dog ændret da Woo senere kom ind i bandet. Både Sam Davol og John Woo blev en del af bandet lidt henad vejen, Davol allerede i opstartsfasen i 1989 og Woo i 1994. Begge spiller de primært på strengeinstrumenter, såsom cello, guitar og mandolin. Engang imellem hænder det at Woo får muligheden for at spille ukulele, et instrument som senere hen er blevet en del af Merritts identitet. Davol og Woo er blot musikere, på den måde at det er Merritt som driver The Magnetic Fields, muligvis lettere diktatorisk. Merritt skriver tekst og musik, som Davol og Woo så er med til at rette til, ud fra Merrritts udgangspunkt. Claudia Gonson er trommeslager og pianist, derudover er hun også bandets manager. Hun fremstår desuden som den moderlige figur, organiserede person og forretningskvinden bag The Magnetic Fields. Hendes forretningssans anses som hovedårsagen til at bandet ikke er druknet i mainstream kulturen, men i stedet bibeholdt deres indie-image.

Primus motor Stephin Merritt er tekstforfatteren, hvilket gør at det primært er ham jeg vil referere til i videre læsning. Grundet at det er hans egenskaber i at skabe imaginære forestillinger og fortællinger, som trækker bandet frem. Hans hang til tekster har gjort at han tidligere har arbejdet som redaktør og skribent hos bl.a. SPIN magazine og Time Out New York.

Merritt's lyst til at lave musik virker uendelig og indtil videre kan han, foruden The Magnetic

Fields, skrive 3 andre bands på sit CV. Derudover har han arbejdet med musik til film og musicals.

Sammen med Gonson har Merritt hele tiden været åbenlys omkring sin homoseksualitet. Merritt har tidligere i et interview udtalt sig at ingen rigtigt har spurgt om hans seksualitet, da alle bare gik udfra at han var til det samme køn. Merritt hentyder selv at det var i hans tekstforfatteri, at hans seksualitet kom til syne. På trods af at Merritt er kendt for at skrive tekster hvori hans egen identitet aldrig afsløres, skabes teksterne udfra andre faktorer såsom populærkulturelle klichéer.

Udefra kan Merritt bedst beskrives som en sarkastisk belæst musikfanatiker, gemt i en buttet middelmådig krop. En åbenlys kritisk romantiker, med et velovervejet anti-sind og med et åbenlyst

ubehag overfor forbrugsmedierne. Merritt ønsker ikke at lade sig præsentere igennem medierne, mere blot en lyst til at lade hans identitet komme frem via hans musik. Han virker dog ikke så generet i at stille op til koncerter, til trods at han i starten af han karriere var helt imod det.

I don’t think there are any clichés I try to avoid. As soon as I spot a cliché, I go for it. I feel like clichés are the most useful thing in songwriting. They’re the tool on which you build all the rest of the song. - Stephin Merritt1

Merritt har en fascination for populærmusik og musicals, hvilket kommer til udtryk i hans sange. Han finder også meget inspirationen i populærkulturen, hvor han kan dyrke klichéer og bruge dem som udgangspunkt i hans tekstforfatteri. Han har flere gange nævnt at han ser op til ABBA, som han karakteriserer som værende favoritbandet. Han anvender sig af samme teknik til at lave sit tekstforfatteri, noget som han har døbt ”the ABBA theory”. Hvilket i sin simpelhed går ud på at teksten skrives inden musikken laves. Udover at udvise sin fascination i populærkulturens klichéer, vælger han dog at holde sine indgangsvinkler til sin lyrik hemmeligt.

Well you must realize since our band is named after an Andre Breton novel, I'm sworn to secrecy about my use of imagery and I will forever pretend to be naïve. - Stephin Merritt2

The Magnetic Fields' første udgivelse var Distant Plastic Trees i 1991 og til dags dato har The Magnetic Fields udgivet 10 albums, den mest kendte 69 Love Songs er fra 1999. Dette er

bandets sjette album, som hidtil er den største kommercielle succes og mest anmeldelsesroste. 69

Love Songs består af 3 albums, som fås separat eller som samlet pakke. Efter 69 Love Songs

fremlagde Merritts sit nye koncept, hvilket kom til at indebære albums I fra 2004, Distortion fra 2008 og Realism fra 2010. Ligesom 69 Love Songs er disse 3 album også sammenhængende baseret på et simpelt koncept, som Merritt har døbt ”no-synth trilogy”. Bandets nyeste album er fra 2012 og hedder Love at the Bottom of the Sea, hvilket anses som et album hvorpå The Magnetic Fields vender tilbage til deres originale opsætning med elektronisk og strengeinstrumenter.

Denne opgave kommer som nævnt til at tage udgangspunkt i kærligheden omringende 69

Love Songs, hvilkets originale koncept var ment at skulle rumme 100 kærlighedssange. Men pga.

logistiske årsager, blev der skåret 31 numre fra således at man kunne gøre det til en trilogi på 69 numre. Merritt har sidenhen udtalt at hans mål om at lave 100 kærlighedssange stadigt var aktivt. Hvilket også sammenlagt er opnået, på tværs af bandets samlede diskografi. Hans inspirationen til

1 Interview i AV Club, d. 9 Februar 2010

dette personlige mål til de 100 kærlighedssange kom fra:

I was sitting in a piano bar,...and I had earlier that day, Virgil Thomson I think, commenting on Charles Ives' songbook of 114 songs of all kinds...and I thought, I could do someting like that. And I had been thinking it would be good to get into the world of musicals, and probably easiest to get into it through a revue of songs... The original idea was to have the singers be drag

queens. (Jarman-Ivens 2007:235)

Konceptet 69 Love Songs skulle bredde sig så meget som muligt, for ikke at tabe lytterens opmærksomhed. Albummet indeholder mange forskellige genrer og en imponerende lang liste af forskellige instrumenter. F.eks. spiller Merritt selv på 96 forskellige instrumenter på albummets 69 sange, de instrumenter som virker ham mest kære er ukulelen og synthesizeren. Den store blanding af instrumenter suppleres af hans letgenkendelige utrænede baryton vokal, hvilket han gør brug af på 45 af numrene. Gonson synger den ledende vokal på 7 at sangene og resten af sangene fremføres af gæstesololister såsom LD Beghtol, Shirley Simms og Dudley Klute. På hele albummet findes der kun en duet med Gonson og Merritt. En af de udvalgte sange i analysedelen af denne opgave, er også en duet, med gæstesololisten Simms og Merritt. Foruden denne sang vil opgave give et indblik i 4 andre udvalgte sange fra albummet 69 Love Songs, for at opstøve hvilke kærlighedsfaktorer der var med på albummet. Opgaven tager et tolkende blik på Merritt som tekstforfatter samt hvilke budskaber disse kærlighedssange fremviser. Hvorledes bevæger kærligheden sig imellem det ideologisk, det frie og det postmoderne kærlighedsbillede? Til hjælp i analysen omkring selve 69

Love Songs-albummet og de udvalgte sange, bruges medsanger LD Beghtols bog 69 Love Songs: a field guide. Som er den bog der giver den bedste indsigt i selv albummet.

Hvad er kærlighed?

Fra barndommen læres vi til at se på kærligheden som en svær størrelse, der kan defineres på forskellige sæt.Kærligheden bærer altså ingen konkret form, blot en forståelse af dens konstante tilstedeværelse.På samme sæt som livets mening er udefinerbart og for at skabe større forvirring, sættes disse to ofte sammen. Livets mening findes i kærligheden, to udefinerbare elementer som muligvis blot skaber større fortvivlelse end ro. Nutiden har en tendens til at alting skal være målbart, så for at opnå succes skal den kunne vises frem i målbare elementer. Dette har medvirket til at kærligheden har mistet lidt standpunkt, for tilsyneladende fremstår individualistisk målbar succes mere lokkende, end ønsket eller troen på det udefinerbare.

At kærlighed er usynlig og ingen decideret stemme har, gør at den er reduceret til udefrakommende opfattelser, handlinger og ord. Hvilke er faktorer som definerer hvorledes kærligheden opfattes, opfattelser der kan ændres efter eget ønske, eftersom kærlighed jo banalt set er menneskeskabt. Efter kærlighedens frigørelse fra restriktioner såsom klasse, kønsroller osv., er det individets egen opgave at definere sin kærlighed. Så fra nærmest guddommelig status hos kulturen, er kærlighed gået over til en nedprioritering hos massen. Denne individualisme og det postmoderne syn på kærligheden ligger pres på den frie kærlighed, da den frie udefinerbare kærlighed mere taler til tosomheden. Mere målbare aspekter såsom lykke og succes hos individerne virker til at triumfere. Ydeligere har forbrugersamfundet trådt ind i kampen om menneskers opmærksomhed, hvor køb-og-smid-væk mentaliteten kommer til syne i kærlighedskampen. Hvorfor leve med ideen om en

demokratisk kærlighed og hverdagens kompromisser, når ens partner blot kan udskiftets til en bedre model.

Vores forbrug af medier viser dog et klart ønske om den frie romantiske kærlighed, selvom det virkelige liv hælder mest til individuel succes. En forståelse omkring at et succesrigt individ medfører et godt udgangspunkt, til at finde sig sin partner. Individet kommer dermed i første række og kærligheden i anden eller endda i tredje. Påvirkningerne af andre faktorer såsom målbar succes, eller den personlige vækst kommer i kontrast til ønsket om den frie kærlighed.

Denne nuværende association til individuel succes styres af en markedsøkonomisk målestok, individet skal opnå en målbar succes rent økonomisk men samtidigt også reproduktivt. En flot indkomst anses som succesfuldt, især hvis individet også lever i et forhold. Men trangen til være succesfuld kan ikke alene ses i ens indtægt og parforhold, men også i de konstant stigende tendenser indenfor fysisk udseende, træning samt popularitet hos ens alter ego på sociale medier.

Samtidigt med denne trang til at være succesfuld, henligges der ændringer på det normprægede traditionelle parforhold. Der bruges et stigende antal timer på terapi-briksen, hvor individer ofte

opfordres til at genfinde de gamle kønsroller og familiekonstruktioner. Dette kan være medvirkende til at kærligheden som ideologi har større indflydelse på det postmoderne syn på kærligheden, end hvad den frie kærlighed egentlig har. Kærlighed i et parforhold er blevet dementeret til endnu et kriterie i individets succesrække. Dette ses bl.a. i de romantiske forventninger som mange har sig til det store bryllup, den perfekte dag med de høje målsætninger. Idealet om det store perfekte

romantiske bryllup viser egentlig den komplette misforståelse af den frie kærlighed, samtidigt med at det hylder kærligheden som ideologi.

Den frie kærlighed bruger ingen decideret målbar successkala, som f.eks. ens kondital. Alt som er nedskrevet og dokumenteret om kærlighed er ugyldigt og kærligheden er i virkeligheden en udefinerbar følelse mellem to personer. To personer som opløses til et mægtigt vi. Det sociale ved kærligheden, altså vi'et, behøver som sådan ikke nødvendigvis at være succesfuldt. Det centrale er derimod at opleve selve opløsningen til tosomheden, samt dele en følelsesmæssig evig dyrkelse af

vi'et, hvad enten det er på godt eller ondt. I den frie kærligheds optik findes der ingen egentlige

Normer og kærlighed som ideologi

Kærligheden er som udgangspunkt bindemidlet, således at mennesker selv kan finde mening i deres eksistens. Foruden vil livet ingen mening have, da menneskers historier ikke er op til dem selv at afgøre. Man anses ikke som herre over vores eget liv, da vi er blevet afhængige af f.eks. en

økonomisk indkomst. Man stavnsbinder sig til steder hvor man kan få sig en indkomst, for at kunne forsørge sig selv, sin evt. partner og børn. Blot af den grund at indkomst bliver den primære

nødvendighed, fratager den dermed friheden i ens eget liv. Der er tilsyneladende en tro på at økonomisk frihed giver større livskvalitet og man arbejder dermed for at tjene sig til frihed. Denne frihed er dog en tidskrævende affære og ender ofte på toppen af prioriteringslisten, hvilket

overskygger familien og ikke mindst kærligheden. Heldigvis foreligger muligheden at købe sig til romantik og andre goder. Forbrugersamfundet gør at vi kan købe os til alt, selv genstande eller oplevelser i kærlighedens navn. Det kan resultere i at evnerne til at se den frie kærligheds romantisering fordufter, og vi lader os styre af købevenlige løsninger. Personers liv skrives og bestemmes ikke længere af dem selv, men af udefrakommende som muligvis ikke deler samme opfattelse.

...our autobiography is increasingly being written by outsiders, our private decisions taken out of our hands. (Beck 1995:41)

Normerne bliver medskabere af livsstandarderne, hvori trivsel kan defineres. Den købebare kærlighed er i sig selv en norm, den kommer til at fremstå som en platform hvorpå man objektivt har mulighed for at træffe sin egne valg. Hvad end om man lyster familielivet, forelskelsesræset, dyrkelse af den brudte kærlighed etc. Platformen tilbyder forudsætningerne hvorfra man modtager følelsen af værdighed i ens eksistens samt løfter om lykkelighed. Generelt giver normer egentlig et indblik i et eksisterende system, hvorfra muligheden at ændre eller undgå samme system i

princippet forefindes. Men tendensen er dog mere at skabe kærlighed efter et allerede sat system. Normaliteten er at have forventninger om et spektakulært liv, hvori man kun kan mærke

lykkeligheden. Hvis det modsatte begynder at indtræffe, vælger man at løsrive sig for at genfinde lykkeligheden. Dette virker som en cirkel uden ende, eftersom at kærlighed i sig selv ikke lover nogen lykkelighed. Den er enes eget ansvar selv at skabe. På trods af dette føler mange at havde retten til denne totale lykkelighedspakke, hvilket ofte i sidste ende blot giver skuffelse. Som reaktion genoptages jagten på lykke igen og igen. Når en relation brister pga. utilfredsstillende egenskaber, brister ens tryghedsfølelse og verden skal dermed klares alene. Normen omkring den

ideologisk kærlighed virker til at være påvirket af det postmoderne syn på kærligheden og vice versa. Individer der ønsker at have og klare det hele, bare ikke alene. Kærligheden som ideologi er drømmen om ægteskab, familieliv, hus og bil. Jagten på disse trofæer er den ideologi, som i dag ofte kaldes og defineres som kærlighed.

Familiekonstruktionen stammer basalt set fra en mere religiøs æra, som har været medskaber af dette billede af kærlighed som der styres imod. Da religionen tabte sit tag omkring kærligheden, fastholdte vi de traditionelle familiekonstruktioner. Disse konstruktioner bliver dog så småt ændret, i forhold til opløsningen af familiens fastlagte rollefordelinger. Kønsrollerne er nu mere ligeværdige i forhold husflid, børnepleje og forsørgelse.

Not everybody can find answers, and what remains are anxieties and a sense of insecurity not so much about how to survive but about what lies behind our existence, the meaning of it all. (Beck 1995:48)

Fjernelsen af bekymringer omkring forsørgelse og overlevelse, har betydet at essentielle spørgsmål indtræder i den personlige sfære. De ubesvarede spørgsmål bliver til stress og panik, hvor så jagten på bidragende begreber efterlyses. Kærligheden som ideologi virker umiddelbart til at være

løsningen, med de mere opnåelige og definerbare faktorer såsom familien. Ideologien om kærligheden har overtaget religionens plads. Her forefandtes en potentiel mulighed for en større dyrkelse af den frie kærlighed. Men i stedet indtrådte det postmoderne syn på kærligheden, hvilket er medvirkende til at den frie kærlighed igen er forvist til dyrkelse i det kulturelle.

Ideologien om kærligheden som det almægtige prises dog fortsat, i sin teori om kærlighed som værende den essentielle godhed. Parforhold skabt ude fra den frie kærlighed bliver fortsat tilsidesat for omstrukturering af traditionelle kernefamilie, familie- og kønsroller. At opnå disse normer bliver anset som værende den gode kærlighed, at skabe en familiekonstruktion ses som en essentiel succes. Kærlighedens negative side kom frem, da det blev normen at overleve i et

familieliv. Kærligheden er hermed så småt overlagt til individet, som skal klare familielivet og dets opsatte kærlighed.

Den gode opsatte kærlighed

Opfattelsen af kærlighed differencer fra person til person. Ben-Ze'ev har opdelt den romantiske kærlighed i tre kategorier som følgende;

The profundity of love: The profundity of love in Romantic Ideology relates to three major

aspects: its profound significance, its ability to prevail, and long duration. Accordingly, love gives meaning to our life (‘You are everything to me’), love can overcome all obstacles (‘True love will find a way’), and love aims at the eternal (we shall love each other ‘forever and a day’).

The uniqueness of the beloved: The two lovers are fused into a unique entity (‘We are soul

mates who are meant for each other’), the beloved is irreplaceable (‘There is only one true love’), and exclusive (‘Millions of people go by, but they all disappear from view – because I only have eyes for you’).

The purity of love: Love is morally good (‘Love can do no evil’; ‘I am in love with an angel’).

Love and the beloved both have their own intrinsic value and are morally pure. (2008:4)

Ideologien om denne gode kærlighed bygger på en positiv forestilling, omkring at intet ondt forefindes i den. Den konstante godhed, dens evighed, dens ægtehed samt dens egenskaber til at altid sejre. Disse altid positive afbildninger af kærligheden virker dog som et inkorporeret regelsæt af nærmest religiøs størrelse. For faktummet er at der forefindes flere og flere familiebrud (Beck 1995:203). Efter sådanne brud og dets følger fremkommer en nærmest abstinens-tilstand hvoraf jagten på endnu en den eneste ene genoptages. Man kan se på ideologien om den ægte evige kærlighed, som værende opløst og overlagt til indvidet. Eller mere positivt; at mennesker har så meget kærlighed, at de har egenskaberne til at uddele den over flere omgange.

Kærligheden er igennem historien forsøgt defineret og teoretiseret og ideologien om en kærlighed virker som konstant hvori alt teori, normer og klicheer henligges. Hvor udefrakommende

håndplukker sine begær iblandt denne indsnævrede ideologiske kærlighed. Opløste traditionelle familiekonstruktioner viser også den indsnævring af kærligheden, som den gode konstant har været medvirkende til at opnå. Kærligheden der fremstår som en løsning til at bidrage med svar på livets essens, virker til at være i vildrede. Kan kærlighed muligvis anses som værende en diskurs i sig selv?

Kærligheden som diskurs

Vi definerer kærligheden efter egen ønsketænkning med kærlighed som den gode konstant. Kærligheden som diskurs er en subjektiv konstant, hvori alle ændringer og forskelligheder er menneskeskabt. Barthes resonerer omkring denne subjektive konstant på følgende sæt:

Dette fænomen er en nødvendig følge af kærlighedens diskurs: jeg (som forelsket subjekt) kan ikke selv konstruere min kærlighedshistorie til ende: jeg er kun dens kunstner (recitator) hvad begyndelsen angår; afslutningen, ganske som min egen død, tilhører de andre; dem tilkommer det at skrive min kærligheds roman, den ydre mystiske beretning (Barthes 2002: 169).

Kærlighed defineres altså udfra andres historier, mens handlinger også udøves fra det grundlag. Vores tale repeterer os igennem den historiske gentagelse af et kærlighedsforløb, hvor den mystiske beretning bliver vores arv til kommende generationer. Ideologien om kærlighed bliver i sig selv en norm, en kliché som udfylder et tomrum i vores liv. Vore tale giver kærligheden styrke, samtidigt med at den også bliver vor svaghed. Med tankerne på den menneskeskabte kærlighed snøvler vi os sprogligt igennem en process, hvor startpunktet blot er ønsket om opnå pardannelse. Vores idealer om kærlighed skabes ud af egen påvirkede ubevidsthed og rejsen mod denne er lige så indøvet, kortlagt og velkendt som at nyse. Udøvelsen af kærlighed, og især den frie kærlig-hed er ikke eksisterende, da den er kun forvist til vore tale. Den ensommes jagt på forelskelsen eller vanviddet spiller lige så stor rolle som selve pardannelsen. En social indforståelse af at pardannelse er

nødvendigt for opnå fremtidig reproduktion.

Kærlighedspassionen er et delirium; men deliriet er ikke mærkeligt, alle taler om det, hvorefter det er tæmmet. Det der er gådefuldt, er tabet af deliriet: man vender tilbage til – hvad? (Barthes 2002:64).

Forelskelsens ekstase eller delirium tilbyder en eskapisme, hvor man i kærlighedens navn handler og taler ud fra ønsket om at undgå et møde med kærlighedens katastrofe. Den definitive blindgyde hvor ingen udveje findes, foruden total selvdestruktion (Barthes 2002:138). Ideologien om den gode kærlighed fratræder ved destruktionen af jeg'et, hvilket er en individuel handling. Amoralske

handlinger gjort ud af ulykkelig kærlighed, viser kærligheden som godartet. Denne ulykkelighed placeres som gjort af en romantisk overbevisning. Uopfyldte ønsker og efterfølgende handlinger, ender blot som en anerkendelse af kærlighedens godhed. I kærlighedens udefinerbare masse har mennesket fundet en undskyldning for at udvise sit vanvid.

Det postmoderne syn på kærligheden

Nutidens dominerende svar på hvad kærligheden er, ses i det postmoderne hvor alt er bygget op omkring termerne succes og lykke. Det er individet som er centrum i disse termer. Tosomheden anses ikke som værende bæredygtig, da individet løber en risiko i denne konstruktion, hvor lykke ikke er en selvfølge. Lykke er derimod henlagt til individets egen indsats, hvor man selv skaber sin lykke. Succes og lykke er blevet en målbar enhed i form af en for højsat normalitet.

Dette individualiserede samfund antyder til ens egen økonomiske succes, samtidigt med at den antyder at ens liv ikke er lykkeligt uden tosomheden. Det postmoderne syn på kærligheden har et klart fokus på at individet skal opnå succes, for derefter at kunne dele sin succes med andre. Den tidligere kendte udefinerbare kraft bliver dermed til et målbart fænomen, der i dag kaldes for kærlighed. En synlig og opnåelig kærlighed, som er fri og tilgængelig for alt og alle. Men hvorledes kan kærlighed trives i et sådan individualistisk samfund, hvor alle udnævnes som specielle?

Men and women no longer have to obey their families and are freer the ever before to decide for themselves whom they wish to marry (or not). One might have thought that in these

circumstances sharing one's life with someone would prove easier and more satisfaying, but in fact scores of people are fleering from exactly this state (Beck 1995:82).

Disse specielle individer optager sig selv i tosomhedens diverse familiekonstruktioner, på trods af denne florerende individualisme. Ideologien om kærlighed, dens normer, klichéer og godhed består dog som en mere antaget form. Alle de opbrudte kernefamilier samt stigningen af begreber som stedmor, papfar og bonus børn, påpeger individets lyst til kærligheden som ideologi (Beck 1995). At hoppe fra en familie til en anden virker moralsk utaknemmeligt, men når tidligere restriktioner er opløftet, ligger kærligheden frit for. Individets lyst til pardannelse, virker til at være så stærk at tidligere regler indenfor kærligheden som ideologi brister. Det kyniske og rationelle individ kan fravælge sig uønskede faktorer i sin egen jagt på den målbare succes. Dette er en normalitet som individets magt er ene om danne, omend dyrkelsen af dette resulterer i en nedprioritering af

kærligheden. Traditionelle faktorer såsom familiekonstruktioner nedprioriteres når det individuelle ideal skal opfyldes. Der forefindes umiddelbart ingen kærlighedsrelation mellem to partnere, der kan måles som succes. Den personlige succes prioriteres højere, og selv partnerskabets succes måles individuelt. Der er en brist på at værdsætte det introverte, tilfordel for at skaffe os en forskønnet tilværelse, som f.eks. når folk bliver gravide og får fjernet deres børn med belæg for Downs syndrom. Individet kan ikke anses som værende succesfuld, hvis man har et afvigende barn.

Dette anses blot som unødig besvær og passer ikke ind i det indsnævrede normalitetsbegreb. Vore liv har ingen plads til de store udsvingninger og afvigelser. Dette medvirker til at vi er ved at fjerne den galskab, vildskab og vanvid, som engang kendetegnede os mennesker som forskellige. Vi skal alle være normale samtidigt med at vi skal være unikke, vore hyldest af normaliteten er ikke

realistisk. Denne ophøjelse af normaliteten virker nemlig til at være sat for højt, hvilket selvfølgelig giver bagslag. Dette kan ses i det stigende forbrug af populærterapi og medicinering.

Populærterapi, medicin, sexologi og relationseksperter kan også ses som et tegn på at tiden er blevet vores fjende. Der skal være tid til os selv, det sociale, familien, arbejdet og søvn. Tilbage findes ingen tid til at være reflekterende. Dette medvirker at normen om den ønskede normalitet i sig selv bliver en diskurs. Dvs. at idealerne som udstilles igennem medier, bliver social anerkendt som normalitet pga. manglende tid til definere egne værdier. Indvidet lokkes med til denne påtagede succesjagt, hvori reglerne er bestemt på forhånd.

Følelsesmæssig og essentiel udvikling bliver tilsidesat for at opnå et målbart ideal i form af det perfekte liv. Det reflekterede objektive syn på en selv virker forduftet, hvilket muligvis er medvirkende til udskiftninger af ægteskaber. Der er ikke tid til selvrefleksion og samtidig peges der fingre af de enlige som paradoksalt nok stemples som ensomme. Ensomhed bliver nærmest anset som en sygdom, da individets egenskab til at danne par hyldes som en succes. Parrelationen er det ubetingede bedste alternativ, uanset om det er vellykket eller ej. Vores egne og samfundets

forventninger til individets succesfulde liv, virker mildt sagt i total splittelse.

Powerful images of romance relentlessly invade, motivate and animate our ordinary lives - not only for those of us who are in hot pursuit of the dream of love but also for those of us who think love is a sham (Lindholm 2006:5).

I denne splittelse lever individet samt den målbare succes i en kultur, omringet af medier der udstiller den frie kærlighed og seksuelle budskaber. Påvirkningerne virker tiltrækkende, men frygten for mulige afvisninger kan skade vores succesjagt. I krig og kærlighed gælder alle kneb er en talemåde der florerer. Mens de enliges kamp om den eneste ene og succeslysten virker

intensiveret. Med tiden som fjende bliver tid til kærlighed minimeret, hvilket kan påvirke dømmekraft samt valg af en evt. partner. Dette leder muligvis til afvisning, men tid til sorg er hellere ikke eksisterende. Talemåderne Op på hesten igen og Der er flere fisk i havet er nærmest blevet en integreret del af datingscenen, som basalt set kan sammenlignes med en jobsamtale. Sprog, fysisk udseende og bedømmelsesevner er de primære redskaber til at opnå et forhold, og undgå sorg. Alle disse er dog blot overfladiske redskaber, som kan manipuleres med f.eks. fitness. Denne fysiske fokusering samt overfladiskhed kommer i konflikt med ideologien om kærlighed og

dens tro på de traditionelle parkonstruktioner. Da ideologien mere handler om at integrere sig i sit forhold, virker det postmoderne syn på kærlighed til at stile imod et mere overfladisk liv. Der er tale om en realisering af ens jeg som objekt, hvorfra man kan manipulere efter lyst både somatisk og psykisk. Plastikkirurgi, fitness og populærterapi giver individet muligheden for rykke på sine målbare manipulationer, for at opnå det opstillede perfekte jeg.

Love's promises are as a rule less ambiguous than its gifts. Thus the temptation to fall in love is great and overwhelming, but so also is the attraction of escape (Baumann 2003:8).

Det perfekte jeg udstiller sig selv og fremlægger sin ord og løfter om kærlighed. Selvom løfter ofte brydes, er løfter gjort af kærlighed altid mere klare end hvad selve kærligheden belønner individet med. Når belønningerne i et forhold bliver utydelige og ikke målbare, kan tiltrækkende tanker om at finde en udvej begynde at florere. Et individ der anser sit forhold som en indspærring, gennemlever en masse forskellige følelser. Individet læner sig lettere imod de negative følelser og de uopfyldte løfter. Individet ser oftere andres fejl i forhold til sine egen. Et haltende forhold, muligvis bestående af to perfekte jeg'er, efterlader kun friheden som eneste udvej. Løfter af kærlighed afgivet i

gældende øjeblikke viser et sandt kærlighedsbillede, indtil løfterne ombyttes til et ønsketænkning om friheden.

I det postmoderne syn på kærligheden ligger der en moralsk fattighed, hvori alting er blevet udskifteligt. Selv kærlighed og parforhold har opnået status som værende en vare, men ideen om den romantisk kærlighed lever dog fortsat. Denne ide virker mere blot som et social bindemiddel mens andre moralske faktorer bliver tilsidesat. Moralske faktorer gemmes bag ønsket om det vellykkede individ og her tillades ingen fejltagelser i succesjagten. Denne egocentriske kærlighed bliver et led i individets selvretfærdiggørelse, mens moralske og etiske dilemmaer tilsidestilles. Denne amoral er tydeliggjort i populærterapien, der priser individuelle og seksuelle behov, tilbagekomsten af tidligere kønsroller for at opnå den rette selvrealisering. For at et individ skal lykkes i sit parforhold skal individet som enkeltperson være en vellykket normalitet. Når alle individer ønsker samme dikterede romance, medskaber det samtidig en mistillid. Dette bliver dermed til en kamp om det perfekte, hvor de målbare sammenligningsfaktorer bruges til at

bestemme vinderen. Normaliteten er blot medvirkende til at indsnævre denne konkurrence, hvilket medfører en større risiko for alle taber. Det postmoderne syn på kærligheden er individets påtagede syn på kærlighed.

does not find a suitable object. And who can tell us men where to find a safe and loyal support for our love? When is the yearning heart's cry real? And when will we be greeted by the true, and honest, echo of love's call? When does the response resonate falsely, and when does our call fall on deaf stone cliffs? How often do we cut ourselves against its jagged edges that come up to greet us, sharp and cruel? Their points spear and slash us to the end (Ben-Ze'ev 2008:66).

Hvis et individ taber i partnerskabskampen, forefindes der få steder hvor individet kan finde trøst, herunder igennem terapeutiske midler. De døve øre er blevet til købte øre, der primært anbefaler samme manuelle løsninger på at finde en udvej fra denne ulykkelighed. Tidligere almindelige følelser som er forbundet med et ikke vellykket parforhold, som f.eks. sorg, anses i dag nærmest som værende en sindslidelse. Det postmoderne syn på kærligheden har nærmest medvirket til en tabuisering af sorg og andre velkendte lidelser forbundet med kærligheden.

Den frie kærlighed

Den frie kærlighed er nok den mest simple teori af disse 3 tilgange, men samtidigt er den paradoksalt nok den sværeste at opnå. Hvor de to førnævnte teorier om kærlighed som

udgangspunkt har handlet om at lykkedes og være succesfuld, omhandler den frie kærlighed mest af alt en forståelse af at kærlighed er det ultimative i sig selv.

Det at kunne transformere sit jeg over i en vi-form, anses som den totale overgivelse af sig selv for at opnå et os. Ligesom hos Barthes' diskursteori og hans blindgyde, viser den frie kærlighed heller ingen udveje fra sorg. Sorg bliver dog heller ikke benægtet, men mere dyrket. I litteraturhistorien og musikhistorien ender sorgen ofte med den absolutte selvopløsning, for at vise sin hengivelse til modparten.

The loving self expands through giving itself away to the loved object (Baumann 2003:9).

At hengive sig selv til sin udkårende ses fra det postmoderne syn som en umulighed, men hos den frie kærlighed er det derimod en nødvendighed. For at opleve den ægte kærlighed, skal alt som er ens eget blive opløst for at kunne leve som én kærlighedsenhed.

Love's escape from bourgeois convention is not just an escape; it also turns the convention on themselves. The fascination love holds lies in the freedoms it seems to offer from old moral restrictions. Romanticism – understood here as unlimited subjectivity, a capacity to love and suffer – is the second possibility offered by the rise of capitalism; look at all the rapidly changing subcultures and exuberant consumerism (Beck 1995:187).

Dette er ingen nem opgave og den frie kærlighed mødes ofte af modstand. Men der er en tro på at en kærlighedsenhed kan stille sig fri for alt modstand. Da kærlighed, ligesom det ideologiske syn på kærligheden, altid triumferer imod alle fristelser, modstand, kaos osv. Kærligheden opnår samme status som almægtige guder, eller måske endda højere status. Som udfoldet i kulturen,

sammenlignes den frie kærlighed her af Beck som en sang:

In line with its Romantic origins love is a conspiracy against 'society'. It knows no barriers, no classes, no laws except its own (1995:187).

Grænseløs, fri fra regler og samfundets love. Den frie kærlighed opløser alle ideologier, normer og klichéer, da dens eneste tro er på denne kærlighedsenhed. Denne tro står som værende problematisk

for struktur og samfundsmæssige aspekter. I opløsningen til en sådan kærlighedsenhed henkastes alle regler, for kun at koncentrere sig om kærligheden i denne enhed.

Når et brud i den frie kærlighed sker, er der ikke flere fisk i havet eller nogen grund til at komme op på hesten igen. Den eneste udvej er døden. For muligheden for at vende tilbage til det oprindelige jeg forefindes ikke, jeget er for evigt opløst. Denne opløsning medbringer ved et brud kun sorg, uden mulighed for at kunne opløse sig i en anden kærlighed igen. Opløsningen medfører altså at man ikke kan vende tilbage til noget startpunkt igen. Sorgen kan kun medføre til den totale selvdestruktion.

Musik om kærlighed

Vores kærlighedsbilleder bliver altså præget mere og mere af musik og andre medier. En

undersøgelse foretaget i 1970 viste at unge blev udsat for en over 160 timers eksponering af medier om måneden (Wilkinson 1976:161). Dette antal er nok ikke bleve mindre nu, især ikke når

tilgængeligheden kun er blevet nemmere. Wilkinson begyndte allerede en undren omkring forfaldet af musik med romantiske budskaber til fordel for mere seksuelle budskaber. I 2009 udgav Dawn Hobbs en artikel omhandlende 174 sange der har opnået høje placeringer på hitlisterne. I genrerne Country, Pop, and R&B, her havde hele 92% har reproduktive budskaber. Så igennem disse hits indtog disse reproduktive budskaber megen tid via forskellige medier og er med til at påpege trivslen af det postmoderne syn på kærligheden.

Men som nævnt tidligere statuerede Blum at romantikken sælger bedre end sex. Måske er grænsen mellem romantikken og det seksuelle blot skrumpet, sex er jo forvandlet til et behov. I musikken vises forelskelsens uforpligtende fortryllende effekter stadigt. Pligterne og pli forbundet med et parforhold fremstilles sjældent, sangene centreres mere om fikseringen af forelskelse, kærlighedens udødelighed eller sorgens konsekvenser efter et brud.

Rent musikalsk kan det postmoderne syn på kærlighed sammenlignes med genren Pop. Den populære musik med sin overfladiskhed, der hylder det kroniske positive, bruncreme bedækket individ. Masseproduktionen af standardiseret melodier og budskaber, som kun omhandler lykke og succes. Budskaber om sex, rigdom og velkomponerede kroppe, udspredes med denne glædesros med kapitalen som det styrende element. Ingen tid til fordybelse og fantasi, da de ikke er målbare. Alt som Adorno frygtede for musikkulturen, i hans delvis forældet teori om populær musik.

…. Every detail is substitutable; it serves its function only as a cog in a machine (Adorno 1941).

Alt i populærmusikken kan udskiftes, intet er af rigtig betydning. Blot en et tandhjul i en maskineri, drevet af økonomisk interesse. Ingen stimulans til lytterens fantasi, populær musik udfylder kun sin rolle som tidsfordriv.

Hvor den frie kærlighed ikke kan defineres til en genre, da nærmeste alle genre har taget den frie kærlighed til sig. Stort set i alle former for forelskelsen, forholdet og sorgen, hertil skabes der en frygt for repetition. Men eftersom den frie kærlighed er centreret omkring dens retsløshed, bliver den indgrebet af fantasi samtidigt med at den nærmest hylder sorgen.

nutidens lyster til tosomheden, ægteskabet og familien giver denne slager håb. De gamle familiekonstruktioner anses jo stadigvæk som en del af den målbar lykke.

You know, most love songs are not cheesy and corny. Most love songs are complaints, I think. Or about unrequited love, coming at it from some oblique angle. Only the ones that say “I love you” over and over are the cheesy, corny ones that people complain about. At least half the songs people hear in the world are love songs. I feel like my love songs, probably none of which just say “I love you” over and over again, are in the mainstream of that tradition of being a little off. - Stephin Merritt3

De 5 udvalgte sange

Disse 5 sange er udvalgt til at vise hvor forskelligt The Magnetic Fields anser kærlighed, indenfor det uddybede overstående felter, normer, frihed og paradoks. Efter en gennemgang af sangene hver for sig, for at danne et billede af den stemning som sangene giver lytteren. Hvilket elementer som The Magnetic Fields bruger for at danne deres kærlighedsscenerier. (Bilag 1-5 viser lyrikken)

1. The Book of Love

Heri fremlægges ideen om en kærlighedsbog i fysisk form. Men sangeren ser bogen som værende lang, kedelig og utrolig tung, da den omhandler alt omkring kærlighed og dens lykke og ulykke. Sangerens interesse ligger i forelskelsen af sin partner, som sangen synger til.

Herefter vises ”The Book of Love” som værende oprindelsesstedet for alt kærlighedsmusik, både alt det gode og det dårlige. Andet omkvæd viser igen ligegyldighed omkring selve bogen, sangeren elsker blot at hans partner synger for ham. Tredje vers omhandler at ”The Book of Love” muligvis er forældet og fyldt med kærlighedssymboler såsom blomster og hjerter. Samt at sangeren og partner er for unge til at forstå den slags. Sangen går herefter over i gentagende strofer hvor sangeren elsker at modtage gaver fra sin partner, men ønsker sig aller mest en bryllupsring. Lyrikkens opbygning er relativ simpel, 4 verselinjer efterfulgt af et omkvæd på 2 linjer. Dette gentages en gang og derefter ude i et gentagende omkvæd. Sangen virker nærmest opbygget som en alm. popsang, men præsentationen giver alligevel sangen et lidt andet image. Selve den akustiske musik og Merritts vokal er drivkraften i dette nummer. Et muntert og simpelt guitarspil

akkompagneret med Merritts tilbagelænede, afslappede og nonchalante vokal. Denne opsætningen giver lytteren et indtryk af at sangeren har et uhøjtideligt forhold til sin egen tekst. Dette vover jeg at kalde denne sang en klassisk The Magnetic Fields opsætning, hvis man kigger hen over tidligere udgivede albums. Samt Merritts gedigne fascination for populær musik som genren.

The way in which Merritt has realized and framed his compositional activities in the form of ”bands” also reveals a fascination with pop traditions (Jarman-Ivens 2007:236).

Ligesom så mange andre popsange har The Book of Love en simpel gentagende lyrik med

udgangspunkt i en kliché. Endnu et bevis på Merritts fascination af popmusikken. I dette tilfælde er klichéen en fysisk bog om kærlighed. Sangen drives fremad af Merritts velkendte lettere afslappede vokal, der rummer en vis sarkastisk og satirisk klang. Sangen viser bogen som et symbol for en

teoretisk indgang til kærligheden kontra blot at praktisere den. En hyldest til den handlingsbaserede lyst til forholdet og den frie kærlighed. Bogens indhold er et problem, bogen rummer alverdens unødvendige informationer, instruktioner. Alt teori omkring kærlighed og dermed er bogen et symbol for kærligheden som ideologi. Sangeren anser at deres kærlighed er unik i forhold til alle andres, samt et valg om at vende sit døve øre til bogens tekst for blot at lytte på nyde partnerens stemme og tilstedeværelse.

2. Promises of Eternity

”Promises of Eternity” er skabt ud fra tanken hvad nu hvis showet ikke forsætter, men stopper og

alle må leve et almindelige liv. Dette sættes i parallel til en potential afslutning af et forhold imellem to partnere. Musik er primært synthesizer, men med stemning af musical i sig. Merritt's stemme lyder hen ad en påtaget showsangers. En sanger der har spillet det samme show for meget.

Første vers giver et forestilling om hvilke konsekvenser der er ved en annullering af et faktisk show. Alle får almindeligt arbejde, bliver fyret og Old Joe er nødt til at går på pension. Sådanne har sangeren det hvis partneren stopper deres forhold. Herefter går sangen over i første omkvæd, hvor sangeren udviser et desperat ønske om at forholdet ikke må stoppe. Samt en

utryghed i hvad familie og venner vil sige omkring et evt. brud. Hvorefter sangeren udtrykker at de har aflagt et løfte om evigheden. I de to første verselinjer i anden vers er endnu to symboler for et annulleret show. Hvorefter der synges om at klovne ikke kan være klovne og deres malede smil bliver erstattede at triste rynkede pander. Hvad nu hvis intet show nogensinde blev spillede igen. Herefter nævnes en række numre: 7, 8½, 9,10, som intet mystik længere har med blot er numre. Nummerrækken er referencer til en række film, der alle i deres slutning har en form for opstandelse af kaos (Begthol 2006:7). Herfra går sangen over i gentagende omkvæd og afslutning med titlen

”Promises of Eternity” som de sidste ord.

”Promises of Eternity” er opbygget på et simpelt sæt, det er nærmest gennemgående for alle

sangene på 69 Love Songs. Sangen er dog et godt eksempel på den lyst til at eksperimentere med genrer, der ofte ses hos The Magnetic Fields. Beghtol bogen har udtryk at denne genre skal kaldes for Synthetic Vegas (107). Et bevis på at der forefindes et ønske om at konceptkonstruerer sangene. Konceptet hos”Promises of Eternity” er syntetisk show, hvilket passer godt til sangens tekst. Selv i denne selvudnævnte genre er der en hvis smag af ironi i forhold til sit eget musik.

3. Papa was a Rodeo

På en snusket værtshus mødes to personer, dette er udgangspunktet for sangen ”Papa was a

Rodeo”. I første vers introduceres lytteren til den målrette Mike med et forskruet verdenssyn og

spørgende øjenbryn til stor fornøjelse for sangeren. Sangeren viser derefter sin trang til ærlighed om en tidligt afgang og vender først tilbage om et år. Så selvom den målrette Mike tørster efter et kys, så mener sangeren at Mike bare burde drikke sin øl. Herefter går sangen over i omkvædet, der fortæller lytteren om sangerens opvækst, hvor faren var en rodeo og moderen var i et rock band. Hvilket afgav evnerne til at brug et reb og spille guitar, i en barndom værende på landevejen. De eneste hjem var hvor dieselen var og den eneste intimitet sangeren tidligere har oplevet var truckeres hænder. Sangeren ønsker at vise sit liv ærligt frem overfor Mike, hvilket er et tegn på at denne sanger har prøvet at skabe forhold forinden. Da ærlighed som forførelsesagt desværre bliver i disse populærterapeutiske tider anses som værende opgivende, da jagten på kærlighed netop skal ses som en jagt. Man skal være indtage den initiativtagende maskuline manderolle, hvilket blot vil sige en forestilling om hvorledes fortidens mand var. Men her har Merritt valgt en anden tilgang, sangeren er det ærlige og afvisende individ. Hvilket ikke ses ofte i tekstforfatteri, afkom af en cowboy der vælger ikke at tage fat i nogle horn.

Sangens andet vers begynder ved at sangeren indser at det snuskede værtshus har med mange skuende kunder og en diskokugle. Hvor sangeren rammes af en utryghed ved de mange blikke, en typisk kostume ved førstegangs besøgende. Sangeren spørger hvorledes man kan bo et sådanne sted, sangeren giver så Mike invitationen om at komme med ud sangerens bil., Sangeren er modtagelig overfor Mikes kys nu. Så længe at Mike er bevidst om sit valg. Så kommer omkvædet endnu engang, og herefter er der gået 55 år. Hvor de har haft en spektakulær romance, med alle dens kampe. Hvorefter sangeren grædende husker tilbage på dengang da Mike sagde, dette omkvæd synges så af en kvindelig vokal. På trods af det atypisk kvindenavn Mike, har Mike hele tiden været en kvinde. Via navnet Mike har lytteren indtrykket hele tiden været at det var et homoseksuelt par, men måske er det blot et heteroseksuelt par som har forført hinanden. I et lykkeligt tilfælde viser det sig at Mikes far også var en Rodeo cowboy.

Spændingen omkring kysset er omdrejningspunktet i sangen, kysset som et symbol for forening. Sangeren indtager i starten rollen som den afvisende, velvidende omkring sin egen uafhængige fortid. Efter at have fremlagt sin historie og oplevelser med kærlighed, begynder sangeren at give efter det for Mikes ønske om et kys. Der forener dem i et lang lykkelig forhold. Samtidigt er der også en spænding omkring homoseksualitet indenfor rodeo-scenen og dens fastlåste heteroseksualitet.

4. Epitaph For My Heart

Introteksten i denne sang er oplæsning af en advarsel, der kunne være placeret på et elskab eller nedskrevet i en manual til et elektrisk apparat. Men denne tekst har Merritt valgt at bruge som gravskrift til sit eget hjerte, da han udråbt sit hjerte som værende dødt. Cupid har svøbt for meget gift på sin pil, den pil som ramte sangeren. Dengang da sangeren blev forelsket virkede pilen efter sin hensigt, men nu når sangeren er blevet alene og så virker pilen forgiftet. Sangeren anser sit hjerte som værende helt dødt og ikke en del af ham, det er ikke sangerens ven. Sangeren sætter spørgsmål ved hvem der vil sorg over at hans hjerte er dødt. Hvem vil bruge hans hjertes sorg til at lave en succesfuld popsange.

5. The Death Of Ferdinand De Saussure

Denne sang er opbygget omkring et møde mellem sangeren, som er komponist, og den schweiziske strukturalist, hvor de snakker omkring kærlighed. Hvilket Ferdinand De Saussure har sin egen teori omkring, der går på at han ligesom sangeren ikke ved hvad er. Men De Saussure ved blot at

mennesket er ingenting, ergo mener han at kærlighed ikke er eksisterende. Denne udtalelse

resulterer i at den romantiske komponist skyder strukturalisten i kærlighedens navn. Faktisk skydes han for Motown gruppen Holland-Dozier-Holland' skyld, som var en af grundelementerne i

dannelse af Motown bølgen. En bølge som integrerede soul musikken med Pop, hvilket efterfulgt et større opmærksomhed til denne Motown genre. En genre som næsten altid består af et

overflødighedshorn spækket med af kærligheds lyrik, lidt mere end hvad andre forkæmpere for den frie kærlighed tidligere har gjort. Ligesom ”The Book of Love” er teori igen oppe imod den frie kærlighed, i ”The Death of Ferdinand De Saussure” ender denne kamp om ideologier så med et decideret drab af teoretikeren. Et pointering at den frie kærlighed er grænseløs.

Kærlighedens normer

Normer indenfor kærlighed er mere udbredt end lige beregnet, selvom der forefindes eksempler på at mange ønsker sig den unikke kærlighed. Men er den unikke kærlighed egentlig tilstede eller er vi er vore trang til at føle os unikke egentlig ikke medvirkende til at normerne bliver defineret oftere og oftere. Romantikken ligger mest i denne ønsketænkning om det unikke og de handlinger som medfølger for at opnå kærligheden.

Sangeren i ”The Book of Love” ønsker også den unikke kærlighed, et ønske om kærligheden skal praktiseres mere i stedet for følge de almindelige nedskrevet normer. Da kærlighed ingen instruktioner behøver og alt teori opløses i et kærlighedsforløb. Sangeren ønsker at altså ikke høre på normerne i den kedelige ”The Book of Love” men hellere praktiserer kærligheden. At fralægge sig alt tidligere teori om kærlighed virker som lettere arrogant, men ønsket til sidst sangen

omhandlende en bryllupsring pointerer en potentiel positiv norm. Et ønske om at praktiserer kærligheden i stedet for at teoretiser den, kan vel i sig selv ses som en norm. Mange mener også at de har retten til hellere at praktiserer kærligheden, alles kærlighed bæres af ønsker om at være unik.

The uniqueness of the beloved: The two lovers are fused into a unique entity (‘We are soul mates who are meant for each other’), the beloved is irreplaceable (‘There is only one true love’), and exclusive (‘Millions of people go by, but they all disappear from view – because I only have eyes for you’) (Ben-Zéev & Goussinsky 2008:4).

Dette kan ses som en efterladenskab fra kærlighedens frigørelse, der skete i forbindelse med opløsningen af tidligere normer såsom ægteskaber og ægteskabelige pligter såsom manden som forsørgeren, moderen tog sig af husfliden osv. Samt at kærlighed og ægteskaber blev grænseløse på tværs af klasser. Hvilket gjorder at alle kunne definerer egne teorier, idealer og oplevelser i

kærlighedens navn. I ”The Book of Love” fremstår som nævnt et klart ønske om normen ægteskabet. Sangen hylder kærlighedens blind øje og frihed samtidigt med at sangen anser

ægteskabet som den evige forsegling af partnerskabet. Den frie kærlighed hentyder om en opløsning af individet til en enhed, som kun kan menes som værende unik. Sangen anvender sig af tanken om denne unikke og frie kærlighed og trækker ægteskabsønsket med ind i det.

Ægteskabet som værende et social konstrueret symbol, så det er en norm eller ideologi. Foruden at det er en dualisme imellem individet og tosomheden i det postmoderne syn på kærligheden.

Sangeren i ”The Book of Love” fremviser i sit ønske, et ønske om at eviggøre deres

Love” altså overført til den frie kærligheds side. En opløsning af to individer til en tosomhed, hvor

denne kærlighed kan florerer.

Merritts nonchalante vokal kommer dog på tværs, af denne seriøsitet og hyldning af den unikke kærlighed. Hvilket virker til at blive latterliggjort, blot via sangens vokalføring. Men denne latterliggørelse styrker egentlig sangens troværdighed, da kærlighed er et ganske skrøbeligt format. Ønsket om tosomheden bliver degraderet til blot en at livets mange aspekter. Frasen at skilsmissen-raten er højere end nogensinde ofte luftes, nævnes intet om at skilsmissen-raten for genægteskaber er parallelt stigende. Så kærligheden bliver stadigt anset som et ønskemål selvom den eneste ene ikke var/er den eneste ene. Mange oplever et brud fra kærligheden, men genoptager alligevel jagten på den igen. Dette kaldes for serie monogami, og er med til at vise individets som styrke og ankerpunkt samtidigt med at det viser kærlighedens skrøbelighed. Så latterliggørelsen af kærligheden er med til at fremhæve troværdigheden i ”The Book of Love”. Den opbyggede seriøsitet der omkredser kærlighed vises latterliggørende, dette er med til at fremhæve sangens troværdighed. Den unikke kærlighed er udødelig samtidigt med den indsvøbet i skrøbelighed.

I kulturen ses kærlighed afbildet i uendelige former og i ”Promises of Eternity” er der også et budskab i sangen om at kærlighed er med til at danne kultur. Kærligheden i sangen ses som et teaterstykke, en facade der er en nødvendighed og bindemiddel i samfundet. Kulturen ophører hvis kærligheden og dens facade dør, kærlighed er altså afhængig af kultur og vice versa. Kærligheden er medskabere af klichéer, ordsprog og egne idealer. Partnerskaber ender blot for at fremtidige

partnerskaber kan hænde, kærligheden er grunden til vi har en tro på lykken. Derfor krakelerer alt hvis showet ikke fortsætter. Facaden omkring hele kærligheden er nød til at bestå, da dens vigtighed ligger i dens løfter, hvilket kommer til udtryk hos Beck:

The essence of our faith in love can best be shown by comparing it with religion. Both hold out the promise of perfect happiness, to be achieved along similar lines. Each offers itself as a way of escaping from the daily grind, giving normality a new aura; stale old attitudes are tossed aside and the world seems suffused with new significance (1995:175).

I slutningen af andet vers og sangen ud dykker der i ”Promises of Eternity” lyden af

kirkeklokker frem. Dette gør at sangen vises sig at showet er et ægteskab, der så er ved at briste. De evighedsløfter som afgives ved en bryllupsceremoni. Det er trods alt ens egne handlinger der afgøre hvor evige ens løfter er, samt en hukommelse. Troværdigheden ligger hos individet, som i en stund af overskyggende egoisme kan glemme sine løfter til sin partner. Der er en evig kamp mellem egne interesser og partnerskabets, så et partnerskab rummer en uvished om hvorledes fremtiden kommer

det udvikler sig. Disse ugyldige løfter kan derfor ses som påtaget romantik, da forestillinger om det perfekte bryllup og partnerskab har fundamentale ugyldige byggesten. Merritt har en tendens til at have brylluppet som den ultimative foreningen af to til en helhed, ikke blot i ”Promises og

Eternity” og ”The Book of Love”. I ”Promises of Eternity” er ægteskabet tilbage på plads som

norm, hvor kærligheden blot er en medløber. Sangeren er desperat for at opretholde denne facade, kaldt ægteskab, da sangeren ingen frihed kan se i at være foruden sin partner.

I ”Promises of Eternity” bruges også denne sætning: ”what if the clowns couldn't be

clowns”. Denne klovne-reference samt forholdsfacaden giver lytteren en forståelse af at sangeren

anser kærlighedsforhold som værende et cirkus. Klovne kan også anses som værende et symbol for den naivitet som er inkorporeret i partnerskabet og ikke mindst kærligheden.

Kærligheden som ideologi anser ægteskabet som et symbol på kærlighedens regelsæt, men når løfter brydes står man tilbage med et ugyldigt regelsæt. Hvis facaden brydes, bliver kærligheden lovløs og ens ord bliver ligegyldig. ”Promises of Eternity” sætter sprøgsmål ved dette samt hele normen omkring familiekonstruktioner, deres ægthed og grundlag for at blive i en. Den desperate sanger frygter at blive foruden sin partner, selvom deres forhold måske blot er en facade. Falskhed omkring et forhold opstået på en masse løfter, som blot ender som ugyldige. Når kærligheden fjernes fra et forhold, fjernes alle løfter altså også.

I ”Papa was a Rodeo” berøres normen omkring heteroseksualitet og homoseksualitet i det maskuline miljø, som rodeo-scenen er. Normen omringende Rodeo-scenen virker ekstremt

heteroseksuelt, cowboyerne er bygget på en meget heteroseksuelt og maskulint forestilling. Hele Rodeo-scenen bæres frem af denne meget selvsikre forestilling, hvilket blot gør den mere skrøbelig overfor udefrakommende anormaliteter såsom homoseksualitet. Denne skrøbelige selvsikkerhed er resultatet af en kraftig konstant repeterende tro på en fastlåst hegemonisk forestilling. Men udefra ses Rodeo-scenen på mange andre sæt, ligeledes gør Begthol, der definerer den således:

Rodeo (n) 1. A Public competition or exhibition in which the adorable mount and ride the untamable; often involving ropes, boots, spurs, etc. Popular with gays who wish to flaunt their masculinity in a stylish, stylized way (2006:58).

Rodeo-scenen transformeres til en arena hvori homoseksuelle kan fremvise deres maskulinitet og træde ud over normen at de skulle være feminine. Dette display af sin maskulinitet blandt

homoseksuelle har været inspirerende for ”Papa was a Rodeo”, for når en cowboy indtager arenaen kender ingen hans/hendes seksualitet, ligeledes som sangen skjuler at Mike er en kvinde.

I Beghtols bog har man givet ”Papa was a Rodeo” genren: Countrypolitan (2006:111). Dette udtryk er en sammentrækning af musikgenren: Country og den lyserøde drink: Cosmopolitan. Bare dette udtryk rummer en konflikt, da typiske Country lyttere hellere foretrækker whiskey og øl. Merritt bruger country-genren i flere af hans sange, så den gnidning imellem cowboyer og

homoseksualitet er helt klart interessant for ham. Et udtryk fra Merritts af, at han prøver på at dementerer forestillingen om at homoseksuelle mænd ikke kan være maskuline. Samt et ønske om at trænge ind i en sådanne indlukket overmaskulint gruppering. Hvilket i sangen lykkedes igennem at holde lytteren lidt ved nar, da teksten antyder et homoseksuelt par hvilket blot er lytteren egen forestilling som spilles et pus. Muligvis er sangeren ikke af det køn som stemmen hentyder, at hånden fra en trucker er den eneste tidligere kærlighed sangeren har mødt. Kan ses både som en sjofel eller romantisk sætning, enten er der tale om onani eller en blid og tryg håndspålæggelse. Merritts måde at sige til en gruppering at de ikke skal være for hurtige til at pege finger, især ikke når denne gruppering udefra virker meget fastlåst og delvis forældet.

Kønsrollen Mike, er en reference til filmen The Wild Angels fra 1966, hvori Nancy Sinatra spiller en rolle der hedder Mike (Beghtol 2006:45-46). Som lytter er man hele tiden under

indtrykket af det er to mænd som forfører hinanden, men når Shirley Simms synger Mike's strofer, indses det at det er et heteroseksuelt par. En leg med forestillinger pga. et navn samt påtaget maskulinitet og ikke mindst førstehåndsindtrykket. Men der er ingen garanti for at Mike definitivt er kvinde, selvom det understøttes af Simm's vokal, men Mike kunne lige så godt være hankøn. Mike kunne sagtens være en lysstemmede person, der sidder på dette snuskede værtshus som tilfældigvis har en aktiv diskokugle. Merritt leger ligeledes med lytterens forestillingen om køn via navnet Mike, samt sangerens eget køn. Eftersom fanskaren af The Magnetic Fields ikke just er cowboys, så vover opgaven at påstå at det er et homoseksuelt par. Støttet af faktummet at sangen er skrevet på bar for homoseksuelle Rainbow Cattle Co. i Austin, Texas (Beghtol 2006:112). Hvilket viser at der allerede forefindes et marked for homoseksuelle i cowboyernes højborg.

Kærlighed kan ses fra forskellige perspektiver, såsom den frie kærligheds kamp imod teorien i ”The

Book of Love”, der giver lytteren en medforståelse af vigtigheden af kærlighed hos The Magnetic Fields. At kærlighed ikke blot er en forelskelse, men mere en livsfilosofi eller hengivelse til den

udefinerbare frie kærlighed. Legen med kønsrollerne og lytterens fantasi i ”Papa was a Rodeo”, viser at kærligheden findes overalt selv i så kontrastfyldt miljø. Den desperate sanger i ”Promises

of Eternity” der viser skrøbeligheden i etablerede partnerkonstruktioner blot for at opretholde

kærlighedens facaden. Kærligheden rummer forskellige fastholdende normer og flugt derfra, men hvilke diskurser kan der udtrækkes fra The Magnetic Fields?

Diskursen

I”Papa was a Rodeo” er diskursen at finde i sangens miljø, hele rodeo-scenen, dens fastlåste hegemonisk opstilling og dens overmaskuline identitet. Muligvis en meget påtaget homofobi huserer i et fastlåst miljø, denne lukkethed er blot medvirkende til en konfrontation.

Merritt har på flere sange gjort brug af Country genren og som nævnt tidligere er ”Papa was

a Rodeo” skrevet på en bar for homoseksuelle i cowboykulturens højborg. Selvom der findes disse

bar huserer denne homofobi stadigt hos rigtige cowboys. Men ved at lege med identiteten af de to hovedpersoner i sangen, piller Merritt med denne påtaget homofobi og dens fordomme. Når en kultur konstant fremviser det heteroseksuelle som det eneste rigtige og homoseksuelle nærmest anses som en sygdom, inviteres der næsten til oprør.

I”Epitaph of My Heart” og ”The Death of Ferdinand De Saussure” fremviser et andet dilemma, nemlig den omhandlende livet uden kærlighed ikke anses som et værdigt liv. I ”Epitaph of My

Heart” virker det til at Merritt synger til sit eget hjerte som han anser for værende dødt. En

pointering omkring vore valg af tillæggende ord som bruges til at beskrive vore tilstand af hjertet. Ordene har en tendens til at være negative, hjertet kan f.eks. bløde, være knust, lide og græde, hjertet rummer ikke de store positive fraser. Dette skrøbelige hjerte udsættes for mange lidelser igennem ens liv, i kontrast til de manglende gode emotionelle stadier som hjerte ikke oplever. Dyrkelsen af dette sårbare hjerte og alle dets negative tillægsord viser sprogets magt, der via gentagende ordsprog beskriver hvorledes vi skal agere i kærlighedens navn. Det indlæres at hjerte kan lide og at hjerte skal hele efter et brud, med formålet igen at blive optaget i serie monogamiet. At henligge lidelser til et organ virker objektivt set ganske idiotisk. Igen vises trangen til at

romantisere kærligheden samt sorgen. Det er en social forståelse at hjerte er til kærlighed,

kønsorganet er dyrisk og sindet er bevidstheden. Alle de negative egenskaber vore hjerte har, viser også vore lyst til dyrke sorgen på samme måde som kærligheden selv. En mentalitet hvor der opstøves problematikker. Værdighed findes selv i den romantiske sorg, en oplevelse som ingen skal undgå. I”Epitaph of My Heart” synger Merritt direkte til sit brændte hjerte, samt en undren om hvorledes hans hjertes triste historie vil blive reciteret i fremtiden. Kan denne historie efterlade materiale nok til et pophit, et hint om at populærkulturen er medskyldig til alle disse lidelser. Trods alle disse lidelser så forsætter livet og verden uden sangerens døde hjerte.

I ”The Death of Ferdinand De Saussure” slår sangeren De Saussure ihjel, da schweizeren via menneskets ubetydelighed ikke ser nogle grund til kærlighed. Sangeren som også er komponist har dog en kraftig modsat mening, hvilket leder op til mordet. Det bliver en kamp mellem kulturen

mod teoretikeren. Lidt ala samme konflikt som Merritt opstiller i ”The Book of Love”. Altså at praktiserer kærligheden eller teoretiserer den. Drabet af De Saussure er en handling gjort i

kærlighedens navn, men den gode kærlighed kan da ikke dræbe? Den menneskeskabte kærlighed dræber aldrig, mennesker dræber i kærlighedens navn. Men hvis mennesker har skabt kærligheden er det vel bare drab.

Hvor ”Epitaph of My Heart” dyrker sprogets egenskaber til at romantiser lidelser og sorg, der dyrker ”The Death of Ferdinand De Saussure” handlinger gjort af kærlighed. Hvis kærlighed er motivet til amoralske handlinger, retfærdiggøres disse af kærlighedens godhed og troen herpå. At kærligheden bliver brugt som undskyldning for at kunne te sig, både fysisk eller verbalt. Det store gulvtæppe hvor under ens fejltagelser kan feje, dette er kærlighedens største diskurs.

I”The Book of Love” bekræftes det ikke om der er en faktisk partner, sangen kunne henvende sig til en fremtidig potentiel partner. Hvilket skifter budskabet fra romantisk kærlighed til individets ønske om et ægteskab. En påtaget tro på skruk efter ægteskab og tosomheden.

I sangen indtager Merritt rollen som den underliggende overfor kærligheden, en mere typisk rolle for kvinder i popkulturen. Hvilket gør at Merritt kommer til at fremstå som et hungrende individ efter partner- og ægteskab. Kærligheden kan da objektivt anses som lettere psykotisk, denne skruk medgiver accepteret håb til de tosomheds-hungrende håb. Hvilket grunder i en forståelse af at partnerskab er en nødvendighed i ens eksistens. Hungeren som ikke bliver opfyldt kan resultere i en ren besættelse eller desperation. Ben-Zéev & Goussinsky viser igennem interviews med mordere, hvorledes denne hungeren kan tage ekstrem form:

I started to see life all clear, with one goal, and it was her. I forgot everything around me. I forget everything. Only she was in my head. People might say, there's happiness, and I'd tell them, it's her. People might say there's enjoyment, and I'd tell them, it's her. People might say there's a world, and I'd tell them it's her. My life is a black curtain. Just her.

A murderer (2008:15).

Havde den citerede ikke båret titlen morder, havde citatet været ganske romantisk. Sandheden bliver afhængig af selve konteksten. Denne unavngivet morder lider tydeligvis af at hans forelskelse har transformeret sig til en besættelse. Dette anses dog ikke som kærlighed da afsender bærer stemplet morder, hvor andre med samme følelser i populærkulturel kontekst vil være indbegrebet af