SAMLAREN
T id sk rift f ö r
svensk litteraturvetenskaplig
forskning
Å R G Å N G89 1968
Svenska Litteratursällskapet
Detta verk har digitaliserats. Bilderna av den tryckta texten har tolkats maskinellt (OCR-tolkats) för att skapa en sökbar text som ligger osynlig bakom bilden. Den maskinellt tolkade texten kan innehålla fel.
Almqvist <& Wiks ells
B O K T R Y C K E R I A K T I E B O L A G U P P S A L A I 9 6 9
Övriga recensioner 1 8 9
CARL-ERIK NORDBERG: Sandem ose — en biografi. D et Schonbergske Forlag. Khvn 1967. (Bonniers. Sthlm 1968.)
»Fyrbpteren og lettmatrosen er blitt prototypen på vår menneskehet. D e skriver geniale b0ker og sier: Sådan er jeg og sådan er alle mennesker! Og alle mennesker svar er sl0vt og betuttet i gapende beundring og forundring over så megen frekkhet og så meget talent: Ja, sådan er han og sådan er vi visst alle sammen!
Aksel Sandemoses originalitet består i at han ganske enkelt går ut fra seg selv og projicerer sine fornemmelser ut på alle andre: .(...) Som jeg er, så skal du også være! Det er Janteloven, hvorom Aksel Sandemose har skrevet et av sine mest berpmte kapitler, han praktiserer den selv på hele verden.» Ordene er A lf Larsens (norsk lyriker og kri tiker, d. 1967) og de tpr i sin noe tilspissede form representere synet til den skeptiske fallang Sandemose-lesere. Sandemose seilte over mange hav og opplevde mangt som et vanlig menneske bare kan fantasere om. Derpå vendte han »Hjem» og slynget med demoni og sarkasme ut den ene råhet efter den annen over det »gapende» publikum. Sp0rsmålet er hvilken betydning m yten Sandemose har hatt for d ik t er en. Sj elden har en forfatter blitt knyttet så til den grad til en ting som ham: Jante. Og — jeg tror ikke jag har lest en eneste frem stilling av Sandemoses liv eller forfatterskap (artikler) hvor ikke ’Jante’ er der og knuger stoffet. F0rst når man lpsriver seg fra denne faktor og ser Sandemose under et videre perspektiv vil man kunne bestemme hans plass i litteraturhistorien — enten den nu blir stor eller liten. Er det ikke nettopp det man pleier å kalle vitenskap?
Det fine med Carl-Erik Nordbergs bok Sandem ose — en biografi (til dansk ved Claus Lembourn) er ikke bare at den er en levende og intéressant skildring av Aksel Sande moses liv og forfatterskap; den inspirer er i h0y grad til å lese Sandemoses romaner og det sier meget om bokens kvalitet.
Nordberg håper, sier han i forordet, å »opdage menneskets ansigt bag mytens mange masker og sagligt klarlægge Sandemoses biografiske drama». Hvorvidt han har maktet dette er en smule vanskelig å avgj0re. Hans bok er det fprste omfattende arbeide om Aksel Sandemose og selv om man b0r legge en viss vekt ved at han har arbeidet med stoffet i syv år, finnes her ingen kontrollmuligheter. Nordberg sier riktignok i forordet at han ikke pretenderer vitenskapelighet, men det burde ikke ha kostet så meget å komme med kildehenvisninger — noteapparatur. D et finns nem lig ikke, hvilket er et beklagelig faktum, særlig med tanke på de forskere som holder på med Sandemose og som vil måtte benytte seg av Nordbergs biografi.
Efter min oppfatning bærer også Nordberg på et tungt lass ’Jante’ i sin koffert. Heller ikke han har klart å l0srive seg fra den art populær-freudianisme som Aksel Sandemoses brokete liv innbyr til. Nordberg ville, skrev han, forspke å »opdage m en neskets ansigt bag mytens mange masker», og selv om han av og til avklarer og for- klarer en del, så blir hans frem stilling en smule Sisyfos-preget; leseren holder hele tiden fast i hukommelsen de tre hovedrubrikkene: D r engen fra ]ante, D igteren i Tigerstaden og H ertugen af K j0 rk e lv ik og med undertitler som En s0m and går i land, I m oderens
land, Opr0ret m o d Jante, V arulven og skriget på forsoning etc. På denne måten går N ord
berg, efter min m ening i ring; man må begynne i m enhesket og ikke i myten om man har i sinne å »opdage menneskets ansigt».
Carl-Erik Nordberg f0lger Sandemose fra opveksten i Nykpbing, flukten derfra og oppholdet i USA, Oslo, tiden i Sverige under krigen, Kjprkelvik som innebar Sande moses lykkeligste tid og for å få ringen sluttet — tilbakekomsten til Nykpbing. Paral lellt med dette underspker Nordberg forfätterens dikteriske utvikling, impulsene utenfra iform av Sigbj0rn Obstfelder, Johannes V. Jensen og de forfattere Sandemose anså som de stprste: Poe, Stevenson, Dostojevskij og Strindberg. Med sin utpregete nervpsitet og med sine bisarre og »halvgale» påfunn og uttalelser, slik man gjerne kunne oppleve det f. eks. på Theatercaféen i Oslo, t0r vel Sandemose også ha vært mottagelig for mangt hos Knut Hamsun.
Nordbergs bok er velskrevet og spennende. Man får — for nu a bruke et kontro versiellt uttrykk — ’lyst’ på Aksel Sandemose og det er ikke det minst viktige ved en
