I samtlige nordiske lande findes der forskellige former for forebyggende ini-tiativer til fremme af børns og unges opvækst under trygge og gode forhold. Det kan både dreje sig om almene foranstaltninger og foranstaltninger mere specifikt rettet mod det enkelte barn eller den unge.
Landenes lovgivning giver også muligheder for, at det offentlige griber ind og yder støtte, hvis der er risiko for, at barnet eller den unge får en uhel-dig opvækst.
I Danmark modtog 29.880 familier i løbet af 1996 én eller flere forebyg-gende foranstaltninger i form af konsulentbistand, praktisk pædagogisk
støt-te i hjemmet, familiebehandling, døgnophold for både forældre og børn eller økonomisk støtte med henblik på at undgå anbringelse af børn uden for hjemmet. Derudover var der ved udgangen af 1996 5.120 børn og unge på aflastningsophold på en døgninstitution, i plejefamilie eller på et andet op-holdssted. 1.396 børn og unge havde fået udpeget en personlig rådgiver og 1.611 børn og unge fik økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, uden at der var tale om egentlig anbringelse.
I Finland har den forebyggende børneforsorg til opgave at påvirke udvik-lingen af barnets trivselsforhold samt at forebygge mod de risici som barnet udsættes for. Foranstaltningerne kan være støttepersoner eller støttefamilier, støtte til at få arbejde, bolig og hjælp til hobbyaktiviteter. I 1996 var der 33.269 personer som fik støtte. 92 pct. af disse var børn under 18 år, mens de resterende 8 pct. var mellem 18 og 20 år. Der var i løbet af 1996 en til-gang på 9.118 nye klienter, hvilket svarer til 27 pct. af alle som modtog hjælp.
I Island modtog 1.045 børn i løbet af 1996 et eller flere forebyggende til-tag. Af disse blev 649 anbragt uden for eget hjem i kortere eller længere tid.
I Norge modtog 22.690 børn i løbet af 1996 et eller flere forebyggende tiltag. 7.880 blev anbragt i et aflastningshjem 6.360 fik støttekontakt og 8.780 modtog økonomisk eller anden hjælp. En del af børnene blev også placeret uden for hjemmet som led i forebyggelsen. Børneværnet havde i lø-bet af 1996 omsorgen for 5.900 børn. Samtlige blev anbragt uden for hjemmet, enten hos familier eller på børneinstitutioner o.l.
I Sverige består de forebyggende foranstaltninger blandt andet af tiltag over for spædbørnsfamilier, med henblik på at forbedre samspillet mellem forældre og børn. Der kan også være tale om gruppeaktiviteter for unge og/eller enlige mødre samt børn af alkoholmisbrugere. Eller om udvidede børnehaveklasser, som kombinerer dagvirksomhed med besøg i hjemmene og hvor foranstaltningen først og fremmest sigter mod at give familien prak-tisk og psykosocial støtte i hjemmet.
For kriminelle unge, misbrugere eller unge med andre psykosociale pro-blemer er der udviklet foranstaltninger der indebærer, at den unge i løbet af dagen medvirker i et antal strukturerede aktiviteter, som regel arbejde/stu-dier og organiserede fritidsaktiviteter.
En anden type aktivitet er det såkaldte kontaktmandskab, hvor barnet el-ler den unge får tildelt en voksen kontaktperson elel-ler -familie, som de træf-fer regelmæssigt. Ca. 12.300 børn og unge havde den 31. december 1996 en sådan kontaktperson.
I alle landene kan det også komme på tale at anbringe et barn uden for hjemmet. Årsagen kan fx være, at forældrene behøver hjælp til opdragelse af
barnet, eller at barnets sundhed eller udvikling udsættes for fare på grund af manglende pasning. Der kan også foretages indgreb, hvis unge udsætter de-res egen sundhed eller udvikling for alvorlig fare, fx på grund af alkohol- og/eller narkotikamisbrug eller kriminalitet.
I alle landene kan børn anbringes uden for eget hjem uden forældrenes samtykke. I Finland og Sverige sker dette efter en retlig afgørelse. I Dan-mark og Island er det et særligt børne- og ungeudvalg i kommunerne der ta-ger beslutning om anbringelse af barnet. I Norge er det fylkesnævnene (de amtskommunale nævn), som afgør om børneværnet skal overtage omsorgen for et barn og anbringe barnet uden for eget hjem. Men loven tillader også at et barn kan anbringes uden for hjemmet uden at der træffes beslutning i nævnet om omsorgsovertagelse.
De fleste anbringelser af børn uden for eget hjem sker dog efter frivillig aftale med forældrene.
Andelen af børn anbragt uden for eget hjem varierer fra land til land. Men fælles for alle landene er det, at der i højere grad sættes ind med fore-byggende foranstaltninger over for børn og familier i hjemmet. I Danmark skyldes faldet i antallet af anbringelser derudover, at en del unge, der ophol-der sig på kost- og efterskoler – som følge af en lovændring i 1993 – ikke længere betragtes som værende anbragt uden for hjemmet. Anbringelses-hyppigheden er imidlertid fortsat en del større i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Det gælder især for de 15-20-årige. Selv efter lovændringen i 1993 bliver unge i Danmark i relativt stort omfang anbragt uden for hjem-met, fx på kost- og efterskoler, i eget værelse eller i socialpædagogiske kol-lektiver. Dette sker kun i ret begrænset omfang i de øvrige nordiske lande.
Udviklingen i Norge skyldes blandt andet en større indsats fra kommu-nernes side, hvilket har medført en kortere sagsbehandlingstid og – i en pe-riode – flere anbragte uden for eget hjem.
Tabel 4.12 Børn og unge anbragt uden for eget hjem i løbet af året efter alder. Pr. 1.000 indbyggere i de respektive aldersgrupper 1990-1996 1990 1995 1996 Danmark 0-6 år 6,8 3,9 3,8 7-14 år 14,9 11,9 11,8 15-17 år 34,2 29,3 29,3 18-20 år 17,9 15,0 15,9 0-20 år 16,1 12,0 11,9 Finland 0-6 år 4,9 5,1 5,0 7-14 år 6,8 8,3 8,6 15-17 år 11,4 12,7 13,3 18-20 år 5,0 8,7 9,3 0-20 år 6,5 7,9 8,2 Island1) 0-6 år 5,5 .. 5,2 7-14 år 17,1 .. 9,4 15-17 år 8,1 .. 14,5 18-20 år .. .. .. 0-20 år 10,2 .. 8,8 Norge 0-6 år 3,7 3,4 3,3 7-14 år 6,6 7,9 7,5 15-17 år 10,2 14,2 14,0 18-19 år 3,8 7,4 8,3 0-19 år 5,8 7,1 6,9 Sverige 0-6 år 3,7 3,6 3,3 7-14 år 7,9 7,0 7,1 15-17 år 14,5 14,4 14,2 18-20 år 5,8 5,1 5,2 0-20 år 7,1 6,5 6,4 1 Børn og unge i alderen 7-12, 13-16 og 0-16 år.