Kulturstien
i Älmhult Kommune
Jag väntar...
Dan Anderssons smukke og gribende digte fra samlingen Kolvakterens visor 1915
fortæller om det hårde arbejde, sult, nød og ensomhed hos samfundets fattigste, som han selv var vokset op blandt og havde stor sympati for. Det er disse mennesker som har boet i Småland, tæmmet den stenede jord og brændt træ til kul og tjære.
En stor del af dem måtte i 1800 tallet opgive deres torp for at søge lykken i Nordamerika.
1,2 million svenskere udvandrede i årene 1840 - 1920. 1/3 af befolkningen i Sverige!
Sporerne af deres eksistens og virke ligger tilbage i skoven udenfor Älmhult hvor stendigerne vidner om marker med slidsomt arbejde.
Pjätteryds Hembygdsförening har i det smukke område anlagt en sti på fem kilometer, hvor man kommer forbi minderne af en svunden tid. Gå turen, bliv lidt klogere på fortiden og få samtidig lidt motion. Multikunstneren John Käll (1922 -98) står for tekst og
illustrationer på tavlerne langs stien.
Den oplysende vandretur i det gamle Sverige kan du finde ved at køre fra Älmhults kirke og 3,5 km mod Pjätteryd. Holdt øje med et lille skilt på venstre hånd. Turen er afmærket med orange løjpepæle og er på 5 km, så tag kaffen og en lille madkurv med.
Jag vāntar vid min stockeld medan timmarna skrida,
kulmilebål mens timerne gårmedan stjārnorna vandra och nātterna gå.
Jag vāntar på en kvinno från vārdvadra vida -
langvejs fraden käraste, den käraste med ōgon blå.
øjne blåJag tānkt mig en vandrande snöhöljd blomma
uskyldsren blomstoch drōmde om ett skālvande, gāckande skratt,
skælvende, drillende grinJag trodde jag så den mest ālskade komma
genom skogen, ōver hedarna en snötung natt.
snetungGlatt villa jag min drömda på hāndarna bāre
lykkeliggenom snāren dit bort da min koja står
krattet til det sted hytteOch höja ett jublende rop mott den kāra:
udstøde råbVelkomman du, som vāntats i ensomma år!
er ventetJag vāntar vid min mila medan timmarna lida
mens tømmeret lidermedan skogarna sjunga och skyarna gå.
skovene syngerJag vāntar på en vandrerska från värdvadra vida -
vandrerden käraste, den käraste med ögon blå.
Tekst af Dan Andersson.
Lyt på albummet Svarta Ballader af sangerinden Sofia Karlsson.
1. Kampestenen med Bloms hytte
Denne vandreblok fra sidste istid (10.000 år siden) har givet navn til et par folkelige historier. Den blev tidligere kaldt Bloms hytte fordi en landstryger ved navn Blom ofte overnattede under et udspring på bagsiden af stenen.
En anden fortælling af "Petter i Liarne" beretter om en fødende kvinde som forfulgt af en ulv redede sig op på stenen. Her stod hun og råbte på hjælp mens hun med en stor kæp holdt ulven på afstand, indtil folk fra de nærliggende gårde kom hende til undsætning.
2. Jordhulen Backstugan
Backstugan er resten af en jordhule, hvor husets tre sider er bygget ind i bakken. Den sidste gavl som vendte mod syd var lavet af træ med en indgangsdør og et lille vindue.
Det åbne ildsted opmuret af sten blev brugt til opvarmning og madlavning.
Lidt jord omkring huset gav mulighed for at holde en ged og et par høns.
Shagga-Kathrina blev den sidste beboer og efter hendes død omkring 1890 forfalt
3.Skvatmølle
En skvatmølle er en meget enkel mølle. Den har et vandret møllehjul, der via en lodret aksel uden gering trækker direkte på møllestenen. Den maler kornet meget groft.
Skvatmøllen kunne bygges af meget enkle materialer ved små vandløb. Derfor kunne de kun anvendes forår og efterår når der var høj vandstand i åen.
Ordet skvat hentyder til den lille mængde vand som møllen kræver: En skvat vand. De små møller var fritaget for skat og det blev således attraktivt for mange bønder at opføre deres egen mølle.
4. Offerkilde
De lokale folk siger at denne kilde altid har holdt vand selv under perioder med tørke og derfor har kilden været anset som et magisk sted. Hvis man kastede en mønt i vandet var der stor chance for at ens ønske ville gå i opfyldelse.
I starten af 1900 blev der op af kilden fisket en stort antal mønter, som siden blev solgt til en samler i Älmhult. I gamle dage var kilden omgivet af sletter og enge og lå i meget smukke omgivelser.
4.b. "Odlingsröse" Varde af sten fra marken
En odlingsröse er en varde af sten som er ryddet væk fra den mark man vil dyrke. De to smukke varder i nærheden af offerkilden er bygget op i starten af 1900 tallet af brødrene Ernst og Nils Petter Svensson fra gården Lidarna.
De store formationer af sten er fredet og giver gode
leveforhold til mange planter, insekter og dyr, da stenene opsamler og holder på solens varme.
5. Stengærder
Mange undrer sig over det slidsomme arbejde der er lagt i alle de hegn og stendynger man ser i Småland. Stengærdene ligger ved veje og rundt om (tidligere opdyrkede) marker. Forklaringen er at det har været nødvendigt at fjerne masser af sten for at kunne dyrke jorden. Samtidig fik man lavet et hegn der effektivt kunne holde dyrene væk fra afgrøden, og som næsten ikke skulle vedligeholdes, hvis det var bygget rigtigt.
Hegnene her i området er for det meste det dobbeltmurede gærde.
Ned til frostfri dybde graves en rende som fyldes med småsten.
Ovenpå sætter man to rækker sten og fylder mellemrummet op med småsten.
.
6. Kulmile og kulsvierens hytte
En kolbotton, en kulbund, er rester efter en kulmile hvor man fremstillede trækul.
I milen stiller man træstammer op ad hinanden fra midten og ud og siden fortsætter man med grene, fortrinsvis løvtræ til den ønskede størrelse, ca. 200 m2. Det svarer til en cirkel med diameteren 16 meter.Milen dækkes med jord og grene for at holde ilden under kontrol, så der ikke opstår åben ild. Træet skal svies og ikke brændes af.
Milen skulle passes døgnet rundt så ved siden af milen havde kulsvieren ofte en lille hytte, hvor han kunne krybe i læ for vind og vejr samt lave sin mad. Hytten var bygget af
rundstokke og taglagt med granris og jord. Den var udstyret med et åbent ildsted, en eller to sovebrikse med granrismadrasser og et lerstampet gulv. Her boede kulsvieren i de tre uger som det tog at forkulle en almindelig størrelse kulmile.
Det færdige energiholdige trækul anvendes siden til fremstilling af jern fra sø- eller myremalm. I den sydlige del af Pjätteryd sogn kan man finde i hundredevis af disse spor fra kulmiler.
7. Tjærerende
En tjærerende på 8 til 10 meter graves ud af det nederste af en bakke. Renden renses for sten, gøres glat og stampes hårdt. Renden afsluttes nederst med en væg af murede sten.
I bunden er der et hul hvor tjæren kan løbe ned i et kar.
Tjæren fremstilles ved at lægge et lag fyrretræ hugget i småstykker og her på en dækning af et tyk lag granris og jord. Der sættes ild på træet øverst i renden og med en blæsebælg tilføres ilt og temperaturen bliver høj så harpiksen udsmeltes af fyrretræet og løber ud af et hul nederst i renden og ned i et opsamlingskar.
Den kan nu anvendes som træbeskyttelse eller den kan koges ind til beg som størkner i en kegleform, en såkaldt "begskrue", som før i tiden var en vigtig eksportvare i Sverige.
8. Tjærefremstilling
Før 1850 var det meget brugt her i området at "malke" voksende træer i mosekanten for harpiks til tjærebrænding. Man huggede barken bort på et mindre stykke af en
træstamme; det første år ca. 50 cm op på stammen. Der strømmede nu harpiks til såret som hvert år blev forøget med 30 cm indtil man nåede 200 cm op på stammen. Efter tre til fire år kunne man så hugge noget meget harpiksholdigt træ ud fra såret uden at træet gik ud, når bare man undgik at skade kærnetræet. På den måde fik man et materiale der gav masser af tjære når det blev brændt i en tjærerende.
9. Mohåla eller grusgrav
Før i tiden var landevejen delt op i brostykker hvor hver enkelt gård havde pligt til at vedligeholde et stykke vej i forhold til gårdens størrelse. En flad sten ved vejen angav gårdens navn og længden på det stykke vej som gårdens ejer havde ansvar for.
Bro har en anden betydning end en forbindelse hen over vand, vej og jernbane, men man kan tænke på erhvervet brolægger og brosten, som vi stadig benytter.
Materialet til vedligeholdelse af vejen hentede man i en grusgrav som indeholdt en blanding af sten, grus og jord, moræne, som isen for 10.000 år siden har flyttet rundt i landskabet. Man reparerede, "broede," vejen og når grusgraven var tømt for materiale kaldte man hullet for et "mohåla."
Omkring 1925 blev bropligten og vedligeholdelse af vejene overtaget af Statens Vägverk, men de gamle flade brosten står endnu mange steder. De er fredede kulturminder og må ikke flyttes.
10. Bisterhyltan
Bisterhyltan er navnet på en udflyttergård fra landsbyen Boastad. De 60 tønder land blev opdyrket af den samme slægt i 150 år, fra omkring 1800 til 1950, da jordbruget endeligt var opgivet og gården blev revet ned. Hyltan er en afledning af hult, skov, og bister er inderbarken af lindetræ, bast, som man brugte til snor i gamle dage. Der står stadig et lindetræ på ladegårdsgrunden.
Bistergården er revet ned og jorden er blevet tilplantet med gran omkring 1965, men stuehuset kunne sikkert se ud som digteren Dan Andersons torp i Dalorna. Fotoet ovenfor.
På grunden lå også en lille smedje der var berømt for at fremstille flintelås- geværer og en særlig god kartoffelhakke, som gik under brandet:
"Besterhåltahackån!"
11. Fægang
Når husdyrene skulle på græs blev de ledt gennem en gang fra gården og ud til skoven eller overdrevet hvor der var en låge. Gangen var fra starten lavet af træ og skulle forhindre dyrene at gå ind på de opdyrkede marker.
Det blev i løbet af 1800 tallet mere praksis at bruge sten, da et stengærde ikke krævede så meget vedligeholdelse og man belejligt kunne hente materialet fra markerne.
Fægangen eller fægatan her tilhørte gården Bisterhyltan som det ses på kortet herunder.
Tegning af gården Bisterhyltan med smedje, basthytte og fægang.
12. Begkogningovn
I nabosognene kalde man børnene fra Pjätteryd for "Begenglene." For her var det meget almindeligt at koge beg på en stensætning med stor jerngryde ovenpå. Gryden fyldte man med nybrændt tjære fra renden i nærheden og kogte den ind til det meste væske var væk og kun den tykke tjære tilbage. Der skulle røres godt rundt med en træspade og ilden skulle passes, så der ikke gik i i tjæren. Begen blev hældt op i en kegleformet beholder af frisk granbark og var klar til salg. Man kaldte produktet en "begskruva" og det var i mange år en vigtig eksportvare for Sverige. Se på logoet for Pjätteryds Hembygdsförening.
13. Pestkirkegården
Her begravede man de mennesker der døde af kolera eller pest i de store epedimier. På grund af smittefare og de store antal døde kunne man ikke benytte
kirkegården og præstens
sædvanlige ritual; de døde måtte i jorden hurtigst muligt, ofte uden kiste og mange i samme grav.
Det formodes at
begravelsespladsen blev benyttet senest i starten af 1700 tallet ved den store koleraepedimi.
Områdets beboerer har respekteret og værnet om
"kirkemarken" selv om resten af jorden rundt om har været dyrket
Det siges i øvrigt at spøgelser og gespenster vil vise sig på den lille høj for de mennesker der kommer forbi pladsen ved nattetid.
14. Spånhøvlen ved Brännefals dam
Efter hvad de gamle fortæller har der ved dammen ligget en vandhjulsdrevet spånhøvl.
Med den kunne man save de tagdækningsspån der var typiske i området frem til 1930.
Tagspånerne 4 mm tykke, 45 cm i længde og 10 - 15 cm brede, blev lagt på taget i rækker og holdt fast med et tagsøm i hver spån. Et godt træspåntag kunne holde i 15 år.
15. Brännefalls eng
Brännefalls eng er en tilvokset sø hvor den sidste del udgøres af vandspejlet ved Spånhøvldammen. I 1800 tallet og frem til 1930 blev der her på mosen bjerget hø.
I august hvor det ofte var tørt blev sivene slået med le og samlet i stakke, som hurtigt tørrede, hvis vejret var gunstigt.
Da jorden på engen var for blød til heste og okser om sommeren, måtte man med høtyve bære det tørre hø ind til laderne på bredden af engen
Siden hen i løbet af vinteren når jorden igen blev farbar ved frost og sne blev høsten af det fine foder bragt hjem til gården med trækdyr og slæde.
Selv om der ikke bjerges hø mere tilhører brugsretten til mosen stadig landsbyerne i nærheden, Sjöastabygd og Boastad.
16. Kartoffelkule
Grave eller fordybninger i marken som ses her blev anvendt til opbevaring af
kartoffelhøsten i 1700 tallet. Kartoflerne blev dyrket i svedjebruget. Det er et stykke skov hvor man har fældet træerne, brændt grene og ris til en aske som så gøder jorden.
Hvis det var svært at køre ud og hente kartoflerne på den bare fugtige mark om efteråret, ventede man til vinter, når frosten gjorde jorden så hård, at slæder og trækdyr ikke sank ned i den bløde jord.
17. Soldattorpet Knektahaven
Höghults rote havde 19. april 1873 hvervet en ny knekt, en soldat, ved navn Kristoffer Johannson Elmquist. En rote bestod af 2 - 5 gårde, som efter loven i fællesskab skulle ansætte, huse og aflønne en soldat. Bønderne i Höghult havde fundet stedet til soldatens torp og var gået igang med byggeriet.
Men soldatens hustru ville ikke flytte ind i det nye torp med den ubrugte jord og derfor standsede arbejdet med torpets lade netop som grundmurene var færdige.
Soldattorpet blev aldrig opført for i 1901 nedlagde den svenske stat Indelingsverket, som eller var måden at aflønne embedsmænd og soldater. Lønnen bestod af bolig og mad, der blev opkrævet som
ejendomsskat af bønderne i sognet.
18. Svedjebrænding
Svedjebrænding var en almindelig måde at opdyrke ny agerjord helt frem til 1800 tallet.
Man huggede skoven ned på et sted der så ud til at være et godt dyrkningsområde.
Brugbart træ blev bjerget mens grene og ris blev kastet ind i midten af marken, så man havde et frit bælte på et par meter rundt om grunden uden brændbart materiale.
Derpå tænde man ild og brændte hele grunden ned til aske. Det skulle helt foregå i fugtigt vejr så man ikke risikerede at sætte ild på hele skoven.
Asken gødede jorden og man kunne få et godt udbytte af de kartofler man satte, eller den rug man såede om foråret det første år. Efter 3 - 5 år var jorden drænet for næring og man forlod marken og lod den vokse til med skov igen. Eller man kunne gøde jorden og dyrke den som almindelig mark.
Svedjebrug er en tusindår gammel dyrkningsmetode. Man kan se at jorden har været dyrket på de små odlingsrösen, bunker af sten, der ligger rundt omkring. I området er der også spor efter en tjærerende og en bejkogningsovn.
19. Ødegården Jordbäralycken
har været et svedjebrug. Jordbär betyder her skovjordbær eller smultron som der nok har været mange af på dette sted. Ordet Lycken kommer af lukket og betyder at jordlodden har været omgivet af et stendige eller hegn. Den nye mark, svedjebruget, har været
"lukket" så de fritgående husdyr ikke kunne komme til spise afgrøden.
Gården blev revet ned i begyndelsen af 1900 mens marken har været dyrket op til 1950.
De sidste beboere var Petter Jönsson og hans familie. I folkemunde blev han kaldt
Brottapettern; Slagsmålspetter. Petter havde et hæftigt og iltert temperament, der holdt sig helt til hans død. Hans kone turde ikke nærme sig sengen da han lå på sit yderste, men serverede maden på en brødspage.
Multikunstneren John Käll fra Pjätteryd (1922-1998) har tegnet de flotte illustrationer til teksterne og lavet den svenske tekst på tavlerne rundt langs kulturstien.
