Også barriererne kan henføres til en eller flere af de tidligere nævnte forudsætninger for et frugtbart og nyttigt samarbejde over grænsen – men med modsat fortegn. For det første, at der ikke er fælles pro-jekter, der skal gennemføres, ingen problemer eller konflikter, der skal løses. » Man skal jo kun have fælles planlægning, hvis der er behov for det – hvis det er nogen nytte til. Ellers bliver det let noget kunstigt.« [Martins ]. For det andet, at parterne ikke ser fordele eller nye muligheder ved en fælles indsats eller planlægning over grænsen. For det tredje, at der ikke er incitamenter udefra i form af politiske tilkendegivelser eller økonomisk støtte. Dette sidste er måske det mest kritiske, idet mangelen på ressourcer formentlig er den største barriere for, at et samarbejde på tværs af grænsen ikke bliver til noget. »En af barriererne er de knappe ressourcer« [Gra-num ]. »Vi har så meget at lave i vores lille forvaltningsgruppe, at vi ikke også kan bekymre os om Norge. Vi har fuldt op med at
klare det, vi har her.« [Sundemar ]. Dertil kommer de barrierer,
der bunder i forskelle mellem de to lande.
Man skyder vel ulve
Et eksempel på forskelle i holdninger og kultur, som kan have betydning for en fælles planlægning og pleje af et naturområde, er den forskel-lige opfattelse af, hvad man skal gøre med ulvene. Det officielle Norge er mere indstillet på at skyde ulvene end det officielle Sverige, der vil bevare dem. Længere nordpå har nordmændene allerede skudt et antal ulve fra helikopter, hvad man fra svensk side blev meget oprørt over. Folk bliver bange, når man taler om ulve på trods af, at ulvene er meget sky og i regelen ikke ses. Uanset at det gælder, at jo længere du kommer fra ulven geografisk, jo mere følelse har du for, at den skal bevares. Når vi ikke har dem inde på livet, så ser vi ikke problemerne. Men det er ikke bare de nordmænd, der bor, hvor
der er ulve, som gerne vil have dem skudt. Også dem, der bor i Oslo, som ligger langt fra grænsen, vil have dem skudt. Det er svært at sige, hvad de forskellige holdninger bunder i – der er ingen der ved det [Martins ].
Der er lavet en stor opinionsundersøgelse i Sverige for nogle år siden. Den viste, at der var en kraftig majoritet for at bevare ulven. Mens det var omvendt i Norge. Her er tale om kulturelle forskelle. I princippet burde der være ensartede retningslinier i de to lande for, hvordan man håndterer et problem som ulven. Ulven tænker jo ikke i, om der er en grænse eller ej, men bevæger sig frit i forhold hertil. Naturen er som udgangspunkt grænsefri.
Hvor kystnært må man bygge og bo?
Et eksempel på forskelle i lovgivning og nationale regler, som kan have betydning for en fælles regional eller lokal planlægning, er, hvor frit der må bygges langs kyster og søbredder. Nordmændene har ikke en speciel strandbeskyttelse, men det har svenskerne. I Norge har man bopligt, og noget tilsvarende er der interesse for i Sverige. En barri-ere er
»de forskellige bestemmelser på svensk og norsk side og de forskellige mål og interesser med hensyn til bosætning. Man skal igennem nogle processer for at få et egentligt og tæt samspil med naboen. Når man ikke har samme are-alforvaltningspolitik, er det nok ikke uden konflikter at importere ting fra naboen. Der vil eksempelvis være forskel på, hvor tæt man forestiller sig at bygge på søbredder i Sverige og i Norge. Og det er uheldigt, hvis naboen får lov til at bygge tæt på søen, hvis man ikke selv får lov. Det er nok en barriere, at man har så forskellige holdninger til tingene. Der er vigtigt at tænke i en frugtbar gensidig læreproces frem for at tænke i, at de andre skal ikke komme og blande sig.« [Granum ].
»Hvad angår at indføre strandbeskyttelse i Norge, er det for sent at gøre noget ved det i Oslofjorden, men måske mange andre steder? I Strömstad Kommune er vi meget glade for bestemmelserne om strandbeskyttelse. Det giver mulighed for at sige nej til et byggeri i et attraktivt kystområde. Men inde i landet ud til søerne kan det virke helt urimeligt. Her bør kommu-nerne have mulighed for at benytte attraktive beliggenheder ned til søerne til at tiltrække nye beboere. Det er ikke hensigtsmæssigt, at bestemmelserne skal gælde overalt, det er vigtigt med en differentiering. De centrale regler skal give mulighederne, men udmøntningen skal ligge regionalt eller lokalt. Man kan have lokalt selvstyre, men regionalt tilsyn over, hvad
rene gør. Strandbeskyttelse og bopligt er to områder, hvor nordmændene og svenskerne formentlig har meget at lære af hverandre.« [Lundqvist ]. Skal alle miljømæssige konsekvenser
være klarlagt, før et projekt påbegyndes?
Et eksempel på forskelle i processer er projekter med miljømæssige konsekvenser. Mens svenskerne skal klarlægge alle miljømæssige konsekvenser, før selve projektet kan gå i gang, har nordmændene en praksis med at gå i gang og successivt afklare de miljømæssige konsekvenser. Det var netop erfaringerne fra et projekt, der ud-sprang af norske ønsker om uddybning af indsejlingen gennem Ide-fjorden til Halden by. Svenskerne ønsker at bevare fjordområdet ind til Halden som beskyttet område, mens nordmændene ønsker at uddybe fjorden af hensyn til sejladsen.
Bør tunnelers fritrumsprofil være fælles?
Der er kun få eksempler på forskelle i normer og standarder af betyd-ning for fælles projekter over grænsen. Mange års internationale arbejde på sådanne områder har begrænset forskellene til et mini-mum. Et eksempel er dog tunnelers fritrumsprofiler, hvor kravene er større i Sverige end i Norge.
Hvem skal have glæde af skatten?
Et eksempel på forskelle i administrativ praksis er regler for, hvor der skal betales skat af arbejdsindkomst – i bopælskommunen eller i arbejdsstedskommunen.
Hvide pletter på kortet og i statistikken
Et eksempel på forskelle eller mangler i kortgrundlag, statistisk materiale
m.m. er kort, der ikke passer sammen over grænsen og manglende
statistik eller statistik, der er usammenlignelig. Det gjaldt f.eks. kort-grundlaget til Interreg II-projektet om et naturområde i to norske og en svensk kommune og det gælder f.eks. pendlerstatistikken i grænseregionen.