Historisk overblik

For få år siden, i de fleste nordeuropæiske lande, blev de kvinder, der havde forvildet sig væk fra kyskhedens vej, gennet ind på bordeller, hvor de blev be-

seglet i livslang fornedrelse. Dengang havde vi da måttet ”vænne os til det“. I de fleste lande forefindes denne armod og fordærvelse, som det indtil videre er lykkedes os at undgå (Hjörleifsson, 1913, s. 154).

Der foreligger ikke mange kilder om prostitution i Island omkring det forrige århundredeskifte, og dengang var ordet prostitution ikke blevet en del af befolkningens vokabular. Når der tales om ”bordeller”,1 henvises der tilsyneladende til udlandet, jf. ovenstående citat, hvor af det fremgår, at den slags ikke forefindes her i landet. Kampen mod prostitution ser derfor ikke ud til at have været en del af datidens kvindekamp i Island. Selv om mange kilder melder om løsagtighed og endda hor, er det ikke lige med at der dermed henvises til prostitution.

I 1903 skrev en af islandsk kvindekamps pionerer, Bríet Bjarn- héðinsdóttir, nogle kronikker om ”hvid kvindehandel“ (Bjarnhéðinsdóttir, 1903a). Bjarnhéðinsdóttir foretog nogle rejser til udlandet for at følge med udviklingen i kvindesagskampen og knytte kontakter til andre lande. Og det var netop under en af disse rejser, at hun forhørte sig om kvinde- handel. Hendes beskrivelser af kvindehandel ligner til en forveksling det vi hører i dag; historier om unge kvinder og piger, som blev lokket til fjerne lande med løfter om et bedre liv. Men da det kom til stykket blev de tvunget ud i prostitution. Bjarnhéðinsdóttir så meget få tegn på, at den slags fandtes i Island (Bjarnhéðinsdóttir, 1903b).

Begrænset historieforskning og få kilder om prostitution og dens ud- tryk i tidligere tider gør det svært at få et klart billede af de faktiske for- hold dengang. Sandsynlig fandtes der en eller anden form for prostitution i Island, selv om der kun findes mundtlige beretninger om nogle enkelte ”uheldige piger”. I 1921 kan man konstatere en ændring i debatten da Kvindealliancen2 arrangerede et møde under overskriften ”moralske spørgsmål”, hvor man udtrykte bekymringer over unge piger og nationens trivsel. Mødereferatet blev bragt i sin helhed i Morgenbladet,3 men ingen steder nævnes der hverken prostitution eller det at tjene på løsagtighed, sådan som det blev formuleret i loven dengang (Morgunblaðið, 1921, 27. oktober). Derimod nævnes utugt, sygdomsrisiko og vildfarne piger. En læge blev bedt om at holde et foredrag om spredning af kønssygdomme, hvilket var blevet et tiltagende problem. Mødet vedtog et nærmest uænd-

1 _{Isl. pútnahús, jf. spansk: casa de putas. Oa.} 2 _{Bandalag kvenna}

ret forslag fra Kvindealliancen i fem punkter til løsning af disse proble- mer. Der blev bl.a. foreslået, at forældre og husejere holdt øje med børn og unge, man opfordrede politiet til at følge satte regler og Altinget til at vedtage en lov om kontrol med kvinders og mænds ”glædessammenkom- ster“. Forslagets fjerde og femte punkt var særdeles interessante da al- tingsmedlemmerne blev opfordret til at arbejde for en lovgivning, dels for at hindre spredning af kønssygdomme og dels for at gøre det muligt for lovens vogtere at ”forhindre kvinders besøg ombord på skibe”. Derudover foreslog man, at der blev oprettet et særligt sædelighedspoliti (ibid.). Selv om prostitution ikke blev nævnt i forbindelse med kvindernes besøg om- bord på skibene, så kan man formode, at de i nogle tilfælde var forbundet med prostitution. Der foreligger dog ingen data, som kan bekræfte dette.

Under besættelsen opstod der hård debat om prostitution og kvinders seksuelle frihed4 (Helgadóttir, 2004). Der blev skulet til kontakter mellem islandske kvinder og henholdsvis britiske og amerikanske soldater, og islandske myndigheder satte en særlig lov og oprettede kontrol med kvin- dernes kontakter med tropperne. Et offentligt udvalg udarbejdede en så- kaldt ”Tilstandsrapport“ (Ástandsskýrsla) om kvindernes omgang med soldaterne, hvor 500 kvinder blev navngivet og omtalt som ”de værste”. Unge piger blev sendt på tvungent ophold på landet og der blev oprettet behandlingshjem for piger, der ikke rettede sig efter de satte omgangsreg- ler. Kvinder, der enten blev taget i at udveksle ord med soldater, eller have et forhold til dem, blev chikaneret offentligt og kaldt grove navne, f.eks. ludere. Det er svært at fastslå det reelle omfang af prostitution i denne periode. Økonomien var dårlig og kvindernes indtjeningsmulighe- der begrænsede (ibid.). I pressen blev det foreslået, at man importerede prostituerede til Island for at dæmme op for islandske kvinders kontakt med soldaterne, (Helgadóttir, 2004) uden at der dog findes dokumentation af at dette vitterligt skete. På grund af denne hårde reaktion mod enhver kontakt mellem kvinderne og de udenlandske soldater er det svært at skelne imellem henholdsvis samfundets styring af kvindernes kønsliv og prostitution som vi kender den i dag. Langt fra alle islandske kvinder, som havde kontakt med soldater, var prostituerede, selv om man antager, at der foregik nogen prostitution i forbindelse med besættelsen (ibid.).

Mundtlige kilder melder om at en undersøgelse af prostitution blev fo- retaget i 1985, men det ser ikke ud til at konklusionerne er blevet offent-

liggjort (Ásgeirsdóttir m.fl., 2001). Undersøgelsen byggede på interviews med prostituerede hvoraf det fremgik, at der var tre former for prostituti- on i Island; unge stofmisbrugere, organiseret prostitution og prostitution i avisernes kontaktannoncer (ibid.). I disse år foregik en livlig debat om prostitution i kvindesagstidsskriftet VERA. I 1983 blev der f.eks. bragt en artikel om voldtægt og prostitution, hvor man refererede til en svensk prostitutionsrapport fra 1981 og omtalte prostitution som en form for kønsrelateret vold. Definitionen af prostitution blev hentet i den svenske rapport, dvs. at prostitution er ”onani i kvindeskød” (Einarsdóttir, 1983).

Den offentlige prostitutionsdebat tog igen til da de første stripklubber åbnede i 1995. I kølvandet fulgte en debat om kvindehandel, i lighed med den internationale diskussion om den globale udvikling. I 2001 offentlig- gjorde justits- og kirkeministeriet en rapport, som byggede på en under- søgelse af prostitution og dens sociale miljø. Rapporten tegner et dystert billede af de prostitueredes forhold i Island, både børn og voksne. De navngivne kilder i rapporten bekræfter, at såvel organiseret som uorgani- seret prostitution er forbundet med stripklubberne, men at den også fore- går mange andre steder i samfundet (Ásgeirsdóttir m.fl., 2001). I dag er der delte meninger i samfundet om stripklubbernes eksistensberettigelse, og der foregår hed debat om prostitution. De forskellige holdninger af- spejles både i myndighedernes tiltag og passivitet, hvilket vil blive omtalt nærmere i denne rapport. Man kan sige at situationen er præget af et ænd- ret miljø, hvor sexmarkedet er synligere end før og at der debatteres hårdt om hvorvidt prostitution skal defineres som individets frie erhvervsvalg eller som en form for kønsrelateret vold.