Indledning

1.2.1 Prostitution som et socialt problem ... 44 1.3 Tiltag til sociale projekter og vidensindsamling... 46 1.3.1 Daphne-projektet... 47 1.3.2 Europap og sluseprojekterne ... 48 1.3.3 PRO-centret ... 48 1.3.4 Regeringens handlingsplan Et andet liv ... 49 1.3.5 Hjælp ud fra en skadesreduktionstilgang ... 50 1.4 Kampen om prostitutionsfeltet ... 51 1.4.1 Bourdieus teori om praksis... 51 1.4.2 Prostitution som individuelt socialt problem... 53 1.4.3 Udfordring af doxa... 55 1.4.4 Erfaring og kundskab ... 58 1.4.5 Mødet mellem klient og system ... 60 1.5 Konklusion: Behov for nuanceret kundskab ... 61 Referencer ... 64 2. Socialpolitiske tiltag og feministisk gennemslagskraft indenfor menneskehandel i Danmark ... 67

2.1 Indledning ... 67 2.1.1 Metode; diskurs, subjektpositioner og magt... 68 2.2 Diskurser inden for prostitutionsområdet ... 70 2.2.1 Angsten for venerisk smittespredning og moralsk forfald... 72 2.2.2 Fra arvebiologi til socialarbejde... 74 2.2.3 Nye toner – prostitution ses som vold mod kvinder ... 75 2.3 Menneskehandel i Danmark... 76 2.3.1 Lovgivningen internationalt og nationalt ... 76 2.3.2 Politiets indsats ... 78 2.3.3 Regeringens handlingsplaner til bekæmpelse af menneskehandel ... 79 2.4 Diskursbrud inden for menneskehandel ... 80 2.4.1 De centrale aktører ... 80 2.4.2 Fra et sektorielt til et polycentrisk policyfelt... 81 2.4.3 Professionalisering af det sociale arbejde... 86 2.4.4 Legitimering af aktørernes arbejde gennem tal ... 88 2.4.5 Feministiske stemmers gennemslagskraft ... 90 2.4.6 Hvad er tvang? – kriterier for menneskehandel... 93 2.5 Konklusion; Samspil mellem stat og civilsamfund ... 95 Referencer ... 98

3.2 Lovgivning om prostitution i Danmark... 102 3.3 Offentlig debat med to hovedaktører... 103 3.3.1 Prostitution som vold mod kvinder ... 103 3.3.2 Prostitution som markedsrelation... 104 3.3.3 Forholdet mellem aktørerne ... 106 3.3 Prostitutionens omfang ... 106 3.4 De politiske partier på banen... 108 3.5 Holdningsundersøgelser og meningsmålinger... 110 3.5.1 Holdningskampagner ... 112 3.5.2 Pressens rolle ... 114 3.5.3 „Man vælger da selv”... 115 3.6 Konklusion: På vej til konstruktiv dialog? ... 116 Referencer... 118

Om sociale tiltag og erfaringsbaseret

viden på prostitutionsfeltet i Danmark

efter 1990

Jeanett Bjønness

1.1 Indledning

I denne artikel analyseres og perspektiveres sociale tiltag på prostitution- sområdet i Danmark de seneste 20 år. Artiklen beskriver de væsentligste konkrete tiltag og de perspektiver, disse har anlagt på prostitutionen i deres vidensindsamling. Derefter analyseres udviklingen i lyset af de evalueringer og den kritik, der har været af de respektive projekter. Jeg spørger, hvilken viden om, og konstruktioner af, de prostituerede, som har formet tiltagene, og hvordan man teoretisk, metodisk og empirisk har båret sig ad i bestræbelsen på at udføre socialt arbejde og vidensindsam- ling under samme paraply.

Artiklen baserer sig på en gennemgang af projektbeskrivelser, rappor- ter og evalueringer samt interviews med centrale fagpersoner i det danske prostitutionsfelt. Derudover anvendes perspektiver og materiale fra mit eget ph.d.-arbejde.1

1 _{Jeg er i gang med ph.d-projektet „Prostitution, køn og identitet – en undersøgelse af prostitution} som praksisfelt og social kategori”. Projektet er inspireret at et afvigelsesteoretisk perspektiv, hvor prostitution ses som relation, og hvor det undersøges, hvordan prostitution som social kategori konstru- eres, og hvad konstruktionerne betyder i praksis.

1.2 Fokus på socialt arbejde og vidensindsamling

Den danske regering kom i 1990 med en redegørelse om prostitution. Man beskrev prostitution som socialt problem og pegede på et stort behov for sociale indsatser, debat og oplysning samt et generelt behov for mere viden om prostitution (Socialministeriet 1990). Redegørelsen blev fulgt op med øgede bevillinger til konkrete sociale tiltag og undersøgelser på prostitutionsområdet. Resultatet var en række projekter, hvor der var fokus både på socialt arbejde og på vidensindsamling.

Jeg vil i det følgende beskrive de vigtigste initiativer og kundskabsbi- drag, som har fundet sted i Danmark siden hen. Derefter vil jeg, i lyset af Pierre Bourdieus praksisteori analysere udviklingen i de danske prostitu- tionsprojekter ud fra en antagelse om, at de afspejler en bredere socialpo- litisk tendens, hvor fokus er på individ og psykologi, snarere end på rela- tionelle og strukturelle aspekter.

Den sidste del af artiklen anlægger et kritisk blik på udviklingen, og på det øgede fokus på individ og psykologi som artiklen beskriver.2 Her gives plads til nogle af prostitutionsfeltets aktører, som ikke føler sig inkluderet, og som mener, at konstruktionen af ’den prostituerede’ og ’prostitutionen’, som den er kommet til udtryk i de sociale tiltag, er for snæver og entydig.

1.2.1 Prostitution som et socialt problem

I 1973 kom den danske regering med en betænkning om prostitution, hvor en lægevidenskabelig tilgang blev erstattet af en socialpolitisk, og prostitution blev italesat som socialt problem (Greve 2005).3 Herefter var der relativt stille omkring prostitution, indtil Henriksen & Springborg i 1988 udgav Prostitutionsliv. Bogen var baseret på en lille undersøgelse, hvis udgangspunkt var, at prostitution var kvindeundertrykkende og pri- mært et socialt problem for de involverede kvinder (Henriksen & Spring- borg 1988:181). Prostitutionsliv konkluderede, at prostitution var foragt for kvinder – både direkte fra kundeside og indirekte fra samfundsside.

2 _{Kritikken ønsker at beskrive den dominerende tendens inden for de sociale projekter. Der er flere} eksempler på publikationer og initiativer, som er gået imod denne tendens (Bjørkholt 1992,

www.provejle.dk, Lautrup 2000 m.fl.)., og der har også løbende i projekterne været nævnt alternative tilgange.

Det nye i Henriksens & Springborgs ræsonnement var, at de ikke mente, at salg af seksuelle ydelser kunne betragtes udelukkende som socialt problem, men at betegnelsen psykosocialt problem var mere dækkende (ibid.).

Henriksen og Springborg (1988:184) lancerede en række handlings- forslag, hvis overordnede mål var at begrænse tilgangen til prostitution, at lette tilværelsen for de prostituerede og at sikre hjælp til dem, der ønskede at forlade prostitutionslivet. De efterlyste oplysning, undervisning og forskning: „Kun ordentlig forskning og forskningsformidling kan sikre, at myterne omkring prostitution bliver grundigt gennemhullede” (Henriksen & Springborg 1988:186).

Det danske folketing kvitterede i 1989 med en høring om prostitution. Under høringen var der almindelig enighed om, at prostitution primært skulle ses som et socialt problem. Man besluttede at øge den sociale ind- sats over for prostituerede, i særlig grad de narkoprostituerede. Samtidig ville man øge støtten til private organisationers arbejde og have udarbej- det en redegørelse til Folketinget om udviklingen af prostitution blandt unge mænd og kvinder. Redegørelsen skulle fremlægges i Folketinget inden et år (Socialministeriet 1990).

I marts 1990 forelå således Prostitution i Danmark – En situa- tionsrapport 1989 (Bechmann Jensen et al. 1990). Undersøgelsen var baseret på 95 interviews med 126 ansatte i socialforvaltning, sundheds- væsen, politi og private hjælpeorganisationer, folk med kendskab til om- rådet, for eksempel hotelpersonale, samt prostituerede og prostitutions- kunder.

Undersøgelsen konkluderede, at manglen på viden i det sociale system rummede betydelige problemer for den sociale indsats og for det offentli- ges handlemuligheder over for prostituerede (Bechmann Jensen et al. 1990:15). Ingen af de eksisterende rådgivnings- eller behandlingsinstitu- tioner tilbød nogen målrettet og relevant indsats over for prostituerede, og den viden, man havde, var næsten udelukkende om stofmisbrugere og gadeprostituerede.4

Det blev også påpeget, at undersøgelsens snævre tidsramme forhin- drede en tilfredsstillende, dybdegående forskning (Bechmann Jensen et al. 1990:40–41).

4 _{Det eneste tilbud øremærket prostituerede kvinder før 1990 var Reden i København og Dueslaget} i Odense. Især de gadeprostituerede opsøgte disse steder, som var drevet overvejende af ulønnede kræfter. Eftersom der ikke havde været andre målrettede indsatser i forhold til prostitution end reder- nes, er det sandsynligt, at en stor del af den viden, man havde om prostitution, kom herfra.

Samtidig blev der også foretaget en delundersøgelse af trækkerdrenge, baseret på interview med 30 prostituerede mænd og 32 kunder (Dahl et al. 1990). Undersøgelsen pegede på seksualitetens betydning for prostituti- onsrelationen og tog de prostitueredes eget virkelighedssyn som det eks- plicitte udgangspunkt. I tråd med denne undersøgelse påpegede Steffen Jöhncke, at bestemte indgangsvinkler til prostitutionen præger, hvordan problemerne opfattes, og hvilke løsninger der foreslås (Jöhncke 1992).

1.3 Tiltag til sociale projekter og vidensindsamling

I erkendelse af, at man ikke havde tilstrækkelig viden til at nå til bunds i prostitutionsproblemerne, udstak regeringen i sin efterfølgende redegørelse 11 handlingsforslag. Disse pegede på behov for sociale indsatser, forebyg- gelse og oplysning (Socialministeriet 1990:8). Man understregede flere steder en forbindelse mellem prostitution og fattigdom, og at hjælpen skulle søge at fjerne de hindringer, der kunne være for at stoppe prostitutionsakti- viteten som dårlig økonomi, mangel på sociale kontakter, stofmisbrug mv. (Socialministeriet 1990:9).

Redegørelsen opfordrede til en opprioritering af forskning på området og vidensproduktion om årsager og skadevirkninger, veje ind og ud af prostitution, og om hvilken hjælp de prostituerede havde brug for. Den sluttede med ordene:

”Regeringen mener, at man med denne redegørelse om prostitution, som er den første af sin art i Danmark, står bedre rustet til den videre sociale indsats over for de prostituerede. Ud over at pege på de førnævnte handlingsforslag håber regeringen, at redegørelsen også vil inspirere til indsatser, der kan fremme debat og oplysning og dermed større åbenhed om problemet” (Soci- alministeriet 1990:10).

Regeringen erklærede sig altså enig i, som både Bechmann Jensen og Henriksen & Springborg havde understreget, at der manglede viden. Den oprettede derefter Daphne – Center for Informa-tion og Rådgivning om prostitutionsforebyggelse med en bevilling fra Socialministeriets fattig- domsmidler på 1,5 millioner kroner fra 1991 til 1993.

1.3.1 Daphne-projektet

Daphne ønskede „at udvikle metoder til at begrænse tilgangen af unge prostituerede, afbøde prostitutionens skadevirkninger og at anvise diffe- rentierede strategier for vejene ud af prostitution” (Beckert & Christensen 1994:6). Konkret ville Daphne indsamle viden om prostitutionens former og betingelser og opbygge og støtte samarbejde blandt andet mellem offentlige og private interesser inden for prostitutionsområdet. Derudover ville man formidle viden om prostitution og medvirke til synliggørelse af problematikken i forhold til samarbejdspartnere og uddannelses- institutioner og medvirke til udvikling af metoder og modeller for arbej- det med prostituerede (Beckert & Christensen 1994:7).

Prostitutionsforståelsen var klar: Man så prostitution som et socialt problem, som skulle begrænses. Daphne skulle endvidere „rette sig mod hele prostitutionsfeltet, men med hovedvægt på de dårligst stillede, dvs. narkoprostituerede, børn og unge samt gadeprostituerede” (ibid.). Selvom regeringens redegørelse fra 1990 slog fast, at „gadeprostitutionen synes på vej mod en perifer placering på prostitutionsmarkedet”, var det altså denne gruppe, Daphne fokuserede på. Derimod beskrev Daphne ikke noget ønske om at drive uafhængig videnskabelig vidensproduktion. Vægten lå på det sociale arbejde med en lille del af de prostituerede, og vidensproduktionen blev præget af dette. Dette er forståeligt ud fra den personalesammensætning, der var, og de midler, man havde til rådighed. Ikke desto mindre har den ganske entydige drejning, som indsatsen mod prostitution via Daphne-centrets arbejde fik, haft stor betydning for vi- densproduktionen og dermed for efterfølgende socialpolitiske tiltag i Danmark (Nielsen 1997:39).

Daphne-centret udgav i forsøgsperioden (1991–1994) to rapporter: Prostitutionsdebut (Daphne 1992) og Daphne-syndromet (Bjørkholt 1994). Prostitutionsdebut baserede sig på interviews med 53 prostituere- de, og en af hovedkonklusionerne var, at jo tidligere debuten fandt sted, jo større ville skadevirkningerne være. Prostitutionsdebut beskriver diffu- se normer, traditionsløs omverdensopfattelse, manglende konstans, mar- ginaliseringstendenser og manglende overensstemmelse mellem biolo- gisk, social og emotionel alder som karakteristisk for „socialt ekskludere- de” unge, som kan tænkes at ’vælge’ prostitution som overlevelsesstrategi (Daphne 1992:60). Prostitutionsdebut konkluderede, at: „mere fundamen-

tale savn og følelsesmæssige svigt udgør den psykologiske baggrund for unges prostitution” (Daphne 1992:13).

Daphne-syndromet, som omfattede interviews med 84 pro-stituerede, bekræftede sammenhængen mellem tidlig prostitutionsdebut og omfanget af skadevirkninger og havde generelt et stærkt fokus på konsekvenser og skadevirkninger af prostitution. Man ønskede at bidrage til at lette de prostitueredes adgang til hjælp og forbedre støttemulighederne til prosti- tutionsophør (Daphne 1992:11–13).

1.3.2 Europap og sluseprojekterne

Det næste væsentlige, som skete på prostitutionsområdet, var, at Danmark deltog i det europæiske prostitutionsprojekt Europap, hvor Sluseprojektet var hovedindsatsen. Sluseprojektet blev beskrevet som „en landsdækken- de koordineret indsats i 1995/96 til afhjælpning af prostitueredes sociale og sundhedsmæssige problemer” (Beckert & Døssing 1998:4). Forebyg- gelse af aids og kønssygdomme var et delmål for projektarbejdet.

De fem sluseprojekter i Danmark havde som hovedformål at etablere lokale, anonyme ’sluser’ mellem prostituerede og kommunale social- og sundhedsforvaltninger og hvilede metodisk først og fremmest på opsø- gende arbejde blandt hovedsageligt kvindelige klinikprostituerede.

Medarbejderne på sluseprojekterne oplevede blandet interesse fra sagsbehandlerne i kommunerne om forankring af prostitu-tionsindsatsen, nogle steder ingen overhovedet (Friis Jensen 1997:9). Kun enkelte prosti- tuerede fandt vej til forvaltningen (Beckert & Døssing 1998). Man tolke- de dette som manglende selvtillid hos de prostituerede, manglende tro på systemet, gæld mv. og mente, at problemerne for de flestes vedkommen- de var af socialpsykologisk karakter (Beckert & Døssing 1998:15). Man lagde hovedårsagen til, at relationen ikke fungerede, ud til den prostitue- rede og hendes forbehold og egenskaber.

1.3.3 PRO-centret

I 1996 besluttede Folketinget at oprette et treårigt forsøgsprojekt: Center for forebyggende og socialt arbejde med kvindelige og mandlige prostitu- erede. Centret åbnede i 1997 under navnet PRO-centret og var en selv- ejende, landsdækkende organisation under Socialministeriet.

PRO-centret ville forebygge og bremse udviklingen af prostitution, bidrage med løsningsmuligheder til prostitueredes sociale og sundheds- mæssige problemer og formidle viden og erfaring, der blev opsamlet i forbindelse med centrets virke (Malmgren & Olsen 2000:5). Et af de første tiltag var en rådgivningstelefon, og fra 1998 lavede man opsøgende arbejde. Centret havde således, som det jo allerede var tradition for, både en videns- og en rådgivningsfunktion.

På grundlag af en evaluering i 2000 (Malmgren & Olsen 2000) blev PRO-centrets aktiviteter i samråd med Socialministeriet omlagt, så de udelukkende omfattede vidensopsamling, for-midlingsfunktioner og kon- sultativ bistand til kommuner, amter, andre myndigheder og offentlighe- den. Det opsøgende arbejde i prostitutionsmiljøet blev således afsluttet. I 2001 blev der så under PRO-centret oprettet såkaldte model-projekter i Odense og Århus, som skulle arbejde med rådgivning og vejledning af prostituerede.

Fra 1. juli 2003 blev PRO lagt sammen med fire andre små videns- og formidlingscentre, herunder Støttecenter mod incest, og blev til Videns- og formidlingscenter for socialt udsatte. En af videns- og formidlings- centrets vigtigste opgaver var at lave en redegørelse om prostitution i Danmark, som oplæg til en handlingsplan om prostitution. Redegørelsen lå klar i 2004 og dannede baggrund for regeringens handlingsplan om prostitution: Et andet liv.

1.3.4 Regeringens handlingsplan “Et andet liv”

Regeringens forslag til en handlingsplan på prostitutionsområdet blev lanceret i 2005 under overskriften ’Et andet liv’. Den starter således:

”Omsorgssvigt i barndommen, institutionsophold og ringe skolebaggrund. Det er ofte en del af den bagage, som den prostituerede bærer rundt på. De tidlige traumer og skadevirkninger af prostitution vil ofte lede til sygdom, sårbarhed og nedsat arbejdsevne” (Socialministeriet 2005:1).

Man skitserer videre prostitutionens omfang, former og baggrund, at prostitutionen for de fleste skyldes økonomiske problemer, og at de pro- stituerede allerede forud for deres debut befinder sig i en udsat position (Socialministeriet 2005:3). Man hævder videre, at der ikke kun er øko- nomiske grunde til prostitutionsdebut:

”Dykker man dybere ned (min kursiv), peger undersøgelser på, at der er en overvægt af de prostituerede, som har været udsat for seksuelle krænkelser el- ler anden massiv omsorgssvigt i deres barndom eller ungdom. Der synes at være en sammenhæng mellem det at være udsat for omsorgssvigt i barndom- men og at prostituere sig” (ibid.).

Her ser vi arven fra Prostitutionsliv, Daphne og Sluseprojektet; det er individuelle overgreb, som løftes frem som det mest væsentlige.

Handlingsplanen kom endvidere med nogle anbefalinger: Forebyg- gende arbejde blandt unge, psykologhjælp, opsøgende teams, som umid- delbart ser ud til at læne sig tæt op ad indsatser, der allerede er etableret. Man pegede derudover på et behov for øgede bevillinger på området.

1.3.5 Hjælp ud fra en skadesreduktionstilgang

Parallelt med udviklingen i de offentligt finansierede projekter har Reden været en væsentlig aktør på den socialpolitiske arena i Danmark. Reden i København, og senere i Odense og Århus, var de væsentligste institutio- ner, som arbejdede eksplicit med prostitution i de år, som Daphne og Sluse- blev etableret og gennemført. Reden i København åbnede i 1983, Odense kom efter i 1990 og Århus i 1996. Alle rederne sorterer organisa- torisk under KFUK’s Sociale Arbejde, men fungerer temmelig løsrevet fra hinanden i den daglige praksis. Rederne er være- og rådgivningssteder og tilbyder samtaler, omsorg, mad, tøj, værktøj mv. ud fra en skadesre- duktionstilgang.

Rederne arbejder med kvinder i gadeprostitution, der ofte har svære sociale problemer, som for eksempel fattigdom, misbrug og psykiske lidelser. Tilgangen er støtte, omsorg og rådgivning i forhold til kvindelige prostituerede, ud fra en målsætning om at reducere skaderne af det liv, de lever. Det er Redens opfattelse, at et samfund, der accepterer kvinder som en handelsvare og dermed fastholder en gruppe kvinder i en stigmatiseret subkultur, er et samfund langt fra reel ligestilling mellem kvinder og mænd (www.reden.dk).

Reden, fortrinsvis i København, er engageret i den politiske debat om prostitution og lovgivning og har udgivet pjecen 10 myter om prostitution (2005). En af myterne, man peger på, er, at prostitution er kvinders frie valg.

1.4 Kampen om prostitutionsfeltet

Ovenstående gennemgang har vist, at Socialministeriet siden 1990 har oprettet og støttet en række projekter. De prostituerede, som har ønsket hjælp, rådgivning og støtte, har i stor udstrækning fået dette. For eksem- pel anerkendte BDEA,5 at de tre PRO-centre har gjort en stor indsats for oplysning, vejledning og forebyggelse i forhold til kønssygdomme (www.bdea.dk). Det er heller ingen tvivl om, at rederne har udført et vigtigt socialt arbejde i forhold til de mest socialt udsatte kvinder med prostitutionserfaring.

Dette arbejde kan dog også have haft nogle utilsigtede konsekvenser. I den sidste del af denne artikel vil jeg analysere udviklingen i de sociale projekter og hævde, at rederne og de andre statsstøttede projekter, i be- stræbelsen på at gøre et godt stykke socialt arbejde, har beskrevet prosti- tutionsfeltet på bestemte måder. En del af prostitutionens aktører har distanceret sig fra disse beskrivelser og søgt anerkendelse for andre må- der at konstruere prostitutionsfeltet på.

I det følgende vil jeg analysere denne udvikling i lyset af Pierre Bour- dieus praksisteori. Jeg vil starte med kort at skitsere hans hovedbegreber kapital, habitus og felt, som han beskriver som internt tæt forbundne.

1.4.1 Bourdieus teori om praksis

Den franske sociolog Pierre Bourdieu beskæftiger sig helt overordnet med analyser af magt og forskel og vil skabe en forståelse af social prak- sis med fokus på relationer.

Bourdieu undersøger, hvordan objektive strukturer (strukturerne i de sociale felter) og kropsliggjorte strukturer (strukturerne i agenternes habi- tus) påvirker hinanden gensidigt (Bourdieu 1997:12). Han påpeger vig- tigheden af, at forskningen på samme tid er empirisk og teoretisk, og at dens objekt altid placeres i tid og rum (Bourdieu 1997:17). Det handler for Bourdieu om at finde frem til den sociale verdens mest skjulte (og dermed mindst reflekterede) strukturer og til de mekanismer, som repro- ducerer og transformerer dem (Waquant 1996:17–35).

5 _{BDEA er forkortelse for Brancheforeningen DEA, som blev oprettet af en gruppe prostituerede i} 2002 . BDEA ville fungere som en slags fagforening for de prostituerede.

En central pointe for Bourdieu er altså, at menneskelig handling aldrig kan betragtes i sig selv, uafhængigt af det sociale rum handlingen udspil- ler sig inden for. Således kan man for eksempel aldrig gøre det, som på et tidspunkt er et træk ved en bestemt socialgruppe, til et uomtvisteligt træk ved denne (Bourdieu 1997:19). Egenskaber står altid i relation til place- ring i socialt rum. I det sociale rum indtager de sociale agenter positioner på basis af de to differentieringsprincipper, som ifølge Bourdieu er de mest fremtrædende i højtudviklende samfund: økonomisk og kulturel kapital (Bourdieu 1997:21). Jo tættere agenterne er på hinanden i det sociale rum, jo mere har de til fælles af disse former for kapital, og jo større sandsynlighed er der for, at de skaber alliancer med hinanden. Ka- pital er for Bourdieu mere end penge og betegner alt, som kan være gen- stand for genkendelse og anerkendelse (Bourdieu 1995:224–31).

Begrebet kapital tjener altså for Bourdieu til at begrebsliggøre lighe- der og forskelle og den relative fordeling af disse. Hvilken kapital en aktør har, og hvordan hun kan bruge den, er imidlertid afhængig af et system af varige, men dog foranderlige dispositioner, som Bourdieu kal- der habitus. Habitus er forbindelsen mellem sociale og mentale strukturer, både et produkt af historien og en producent af praksis (Järvinen 2000:350). Den er en samling af forholdsvis stabile og dybtliggende tilbø- jeligheder og indstillinger hos individet, en slags anlæg, som kan udløses i praksis (Bourdieu 1995:55). Habitus er en slags ubevidste hypoteser eller en „samfundsmæssig personlighed” (Elstad 1992:11).

Bourdieu bruger begrebet doxa til at understøtte det ikke-refleksive ved