TORBEN WEIRUP
SORØ KUNSTMUSEUM
Vestsjællands Kunstmuseum har fået både ny tilbygning og et nyt navn. Nu hedder det Sorø Kunstmuseum og er stadig en fin samling af navnlig dansk guldalder og minimalisme.
Torben Weirup, kunst- og arkitekturanmel- der ved Berlingske Tidende, fortæller om det genopståede museum, der er udvidet med endnu en vellykket bygning af det danske arki- tektfirma Lundgaard & Tranberg.
Gennem mange år var der store planer om at opføre et pragtmuseum uden for den sjællandske by, Sorø, hvis kønne opland har inspireret mange danske malere. Det lykkedes ikke. Kunst og kapital gik ikke op i en højere enhed ved denne lejlighed. Midlerne udeblev. Noget tilsvarende gjorde sig gældende med den politiske vilje.
Til gengæld er det lykkedes at bygge et kunstmuseum inde i centrum af byen, der blandt andet vil være kendt for sit akademi. Oprindeligt var aka- demiet et kloster, der blev grundlagt i 1142, og i middelalderen voksede det til et af Nordens vigtigste, men efter Reformationen stiftede Frederik II en kostskole, der voksede yderligere takket været testamentariske gaver fra ikke mindst Ludvig Holberg.
I klostrets godsforvalterbolig blev der i 1943 oprettet et kunstmuseum med en samling med hovedvægten lagt på de danske guldaldermalere. Samlingen voksede og fik flere fokusområder – og nu har museet altså fået en tilbygning, der på alle måder er meget vellykket – og måske også ligger mere i pagt med de tendenser, der er i tiden, til at koncentrere og forstærke bylivet.
Efter alt at dømme vil vi i endnu højere grad end tidligere bo og arbejde i byerne, hvor vi kommer til at leve tættere. Det forventes, at 80 procent af klodens befolkning i 2050 vil bo i byer, og for et land som Danmark vil tallet være endnu højere. Det er der forskellige ressourcebesparende årsager til – og så kalder bylivet, fordi ikke blot arbejdspladserne og uddannelsesinstitutio- nerne koncentreres i metropolerne men også kultur- og underholdningstilbud. Det er dér, mennesker mødes. I Sorø er det oven i købet så heldigt, at det nye kunstmuseum er flankeret af biblioteket og biografen, hvilket gør et intenst samarbejde meget nærliggende. Der er stadig store dele af befolkningen, der opsøger rigtig kultur.
Som nævnt havde Sorø Kunstmuseum til huse i godsforvalterens bolig, og det gamle borgerhus indgår nu i rækken af andre huse langs, hvad der i dag er
56 Torben Weirup
gågaden i byen. Udvidelsen har form af en tilbygning til det oprindelige hus, hvis gamle stuer nu udelukkende anvendes til ældre kunst fra romantikken og frem til modernismen.
Øverst i den gamle bygning – nærmest himlen uden at man måske behøver lægge for meget i dét – er museets fascinerende samling af russiske ikoner fra det sidste halve årtusinde udstillet i en ny iscenesættelse, der får deres særlige æstetik og religiøse betydning til at træde markant frem.
Det er i sig selv en vellykket disposition. De russiske ikoner vises som lysøer i et mørklagt rum, og i etagerne neden under hænger guldalderens bil- leder på væggene, som var de – hvad de jo var – skabt til borgerskabets stuer. Særudstillingslokaler, café og den museumspædagogiske afdeling er blandt de faciliteter, der er henlagt til tilbygningen, som er opført i gården bag det eksisterende museum. Nybygningen, der dels er forbundet med den allerede eksisterende bygning og dels ligger vinkelret i forhold til den, kan ses som en nyfortolkning af provinsbyens klassiske længehus fra dengang, der var virk- somheder og virkelyst i byernes baggårde. I dag er det ikke håndværk og små- industri men en storartet, nyophængt kunstsamling i et meget, meget smukt hus beklædt med brunlige tegnklinker, der på afstand ligner træ og forlener den fint proportionerede bygnings facade med en udtalt stoflighed, der – byg- ningen – kan ses som en moderne fortolkning af det ældre murstensbyggeri, der gennemgående præger bykernen.
Sorø Kunstmuseum 57
Beklædningen stammer fra Petersen Tegl, der er grundlagt i 1791, i dag dri- ves af samme familie og er kendt for sine kvalitetsprodukter. Teglet til kunst- museet i Sorø er egentlig udviklet til den schweiziske arkitekt, Peter Zumthor, og den klosteragtige tilbygning har da også et stemningsmæssigt fællesskab med flere af hans mesterlige huse. En fin detalje er fraværet af tagrender, og man kan måske forestille sig, hvordan regnvandet formelig vil glide forbi vin- duerne som i gamle dages ostebutikker og blive en del af oplevelsen at være indenfor i museet.
Bygningen er i øvrigt helt sin egen og minder ikke om andre danske kunst- museer – heller ikke Trapholt i Kolding (beskrevet i Nordisk Tidskrift 4/1988, red.) tegnet for efterhånden en del år siden af arkitekter fra bl.a. Lundgaard & Tranberg. Det er blot endnu et bevis på, at nogle tegnestuer på fornem vis mag- ter at tilpasse bygninger og deres udformning til stederne. Blandt Lundgaard & Tranbergs senere mesterværker er Skuespilhuset og et kontorbyggeri ved Kalvebod Brygge, begge i København samt Tietgenkollegiet på Amager. Tegnestuen, der er grundlagt i 1983, har overvejende virket i Danmark men har dog tegnet den danske ambassade i Tallinn, en uddannelsesinstitution i Malmö og vandt i 2000 andenpræmien i konkurrencen om et nyt operahus til Oslo.
Gårdarealet er klogeligt friholdt for permanent opstillede skulpturer. Her kan mennesker mødes i den danske sommer, og der kan være oplæsninger og performances.
58 Torben Weirup
Blandt museets særlige undersøgelsesområder er den danske minimalisme i 1960erne (eksempelvis Peter Bonnén og Stig Brøgger) og 1980erne såkaldt vilde maleri (med blandt andre Peter Bonde og Claus Carstensen) – og som man for nogle år siden kunne se ved genåbningen af kunstmuseet ARoS i Aarhus (omtalt i Nordisk Tidskrift 3/2008, red.) og siden Fuglsang på Lolland (omtalt i Nordisk Tidskrift 1/2013), har det været en god øvelse at gennemgå samlingen med henblik på en nyophængning, der – selvfølgelig, hvad ellers? – er kronologisk og giver dette museums version af dansk kunst gennem 350 år. Med udblik til nogle af de bevægelser, ismer og enkeltpersoner der har haft afgørende betydning for dansk kunst.
Som bygningen er forførende smuk udvendigt – Lundgaard & Tranberg kan noget særligt med bygningers hud – er den nøgtern og udstillingsegnet indvendigt. Indgangspartiet er flyttet til tilbygningen. Herfra fordeler man sig i huset. Trappepartiet og andre passagesteder har et meget smukt lysindfald, og salene er regulære og har en imødekommende variation i størrelse og form. Det er ganske enkelt meget, meget vellykket.