Danmark

Næst efter Sverige, er Danmark det land i Norden med det højeste befolk-ningstal. Således var der i 2014 5.627.235 millioner personer (2.834.956 mio. kvinder og 2.792.270 mio. mænd) bosat i Danmark på et areal der er 43.561 km². Dette areal er væsentlig mindre end en række af de andre nordiske lande fx Norge, Sverige og Finland. Dette gør at Danmark (eks-klusiv Færøerne og Grønland) er det land indenfor Norden, som har den højeste befolkningstæthed med 130 personer per km².

De fleste af Danmarks naturområder, er, i modsætning til de andre nordiske lande, opdyrkede og der findes således ikke i samme ud-strækning store ubeboede naturområder (Haagensen 2014: 22, 36). De geografiske afstande i Danmark kan derfor – set i forhold til en række af de andre nordiske lande – virke meget små og overkommeli-ge i forhold til mobilitet mv. Der er derfor heller ikke manoverkommeli-ge regioner i Danmark, som kan betegnes som perifere set i forhold til de andre nordiske lande.

Øen Bornholm, som ligger midt i Østersøen, men perifert fra resten af Danmark, kan betegnes som det sted i Danmark, der udgør det mest perifere område i landet. Det bevirker, at Bornholm har særlige udfor-dringer i forhold til den geografiske placering, som adskiller sig fra an-dre dele af Danmark (Dahlström et. al 2006). Isoleret i Østersøen er der begrænsede muligheder for at komme til fastlandet, hvilket enten skal forgå med fly eller færge:

Transport to and from the island is both expensive and time demanding and thus, for most people it is not possible to live on Bornholm and to maintain a job that demands a daily presence outside the island. Thus, the labor market in Bornholm can be characterized as a closed one, which leads to unoccupied jobs and/or unemployment (Dahlström et. al 2006:32).

Den Bornholmske befolkningsrate er nedadgående i modsætning til de andre regioner i Danmark (samlet set). Dette skyldes især fraflytning af unge mennesker, som er nødsaget til at flytte fra øen for at tage en ud-dannelse. Ikke desto mindre sker der i resten af Danmark også en skæv-vridning i forhold til periferien og centrum, og der har særligt siden 2007 været øget fokus på netop yderområderne og de udfordringer, som

lokalbefolkningerne i disser områder står overfor (Christensen og Pristed Nielsen 2014).

Danmark vil i de kommende år opleve en række demografiske æn-dringer. På trods af at være det land i Norden, som er tættest befolket (og har den anden højeste population), så er fødselsraten i Danmark én af de laveste i Norden (dette er på trods af, at fødselsraten i Norden ge-nerelt er høj sammenlignet med andre ikke nordiske lande). Danmark kan samtidig i de kommende årtier se frem til en moderat stigning i an-tallet af ældre i befolkningen (dvs. folk over 64 år). Samtidig med en aldrende befolkning oplever Danmark i disse år en øget befolkningstil-vækst, hvilket blandt andet skyldes at antallet af fødsler overstiger antal-let af dødsfald, men også at der foregår en positiv nettomigration – dvs. at Danmark oplever en stigende indvandring uden en stor udvandring. Nettomigration var størst i Danmark i 2013 og den danske befolkning forventes at vokse med mellem 7–8 procent frem til 2035 (Haagensen 2014: 38–40).

De demografiske ændringer i form af øget befolkningsvækst, flere æl-dre og en øget urbanisering er del af diskursen i Danmark omkring æn-drede levevilkår, særligt i yderområderne. Udfordringer relateret til disse ændringer er indenfor den seneste årrække blevet italesæt af især forske-re, fagfolk og politikere. Dette skal ses i sammenhæng med, at Danmark siden 1990erne har oplevet en stigende centralisering af væksten. Ifølge Aner og Hansen er der stor enighed i forskningskredse om, at væksten og udviklingen i Danmark finder sted ”i en række store funktionelle regioner omkring de store byer, mens områder i periferien af vækstcentrene er stagnerende eller i tilbagegang med hensyn til befolkningstal, funktioner og økonomi” (Aner og Hansen 2014: 13). Centraliseringen af væksten medvirker til at begrænse beskæftigelsesmulighederne i yderområderne, og ofte kræver det en stor grad af mobilitet for de personer, som bor eller bosætter sig i yderområderne at finde relevant beskæftigelse.

Udefrakommende faktorer har ligeledes indflydelse på levevilkårene i yderområderne i Danmark. Således er den øgede konkurrence, som udspringer af globaliseringen, medvirkende til, at visse traditionelle erhverv er truede. Denne udvikling har betydning for den næste genera-tion af beboere i yderområderne, da de tradigenera-tionelle erhvervsmulighe-der erhvervsmulighe-dermed bliver begrænsede. Flere – især unge – flytter mod de større byer, hvor uddannelses- og erhvervsmulighederne er flere, og en række yderområder i Danmark oplever, at befolkningen i områderne bliver ældre og flere byer ”lukker ned” (Danske Regioner 2010).

Fraflytningen fra yderområderne skal ses i sammenhæng med fi-nanskrisen. Aner og Hansen fremhæver i deres undersøgelser, at det er

yderkommunerne, som er hårdest ramt af krisen. Det betyder, at hvis man sammenligner 2010 med 2003, så har yderområderne oplevet både en nedgang i antallet af arbejdspladser og en nedgang i tilflytning af højtuddannede fra byerne (Aner og Hansen 2014).

Danmark står ligeledes overfor en række udforinger i forhold til in-frastrukturen i yderområderne, samt problematikker omkring at skabe fremtidige bæredygtige arbejdspladser (Danske Regioner 2010). Danske Regioners rapport fra 2010 ”Vækst i hele Danmark – yderområdernes udfordringer og muligheder” undersøger udfordringer og potentialer i alle de danske yderområder, og rapporten fremlægger en række anbefa-linger til de forskellige danske regioner. Fx fremhæves det at:

Infrastrukturen skal sikre effektiv mobilitet og dermed understøtte fremti-dens transportbehov og erhvervsudvikling. Tilgængelighed har betydning for både bosætning, uddannelse og erhvervsliv i hele Danmark og er derfor en vigtig del af de regionale vækststrategier (Danske Regioner 2010: 9).

Udover håndgribelige spørgsmål om infrastruktur, opleves de demogra-fiske ændringer på en række forskellige måder af befolkningen i yder-områderne – og særligt oplever de unge i yderyder-områderne de ændrende levevilkår på tæt hold. Centraliseringen af uddannelsesinstitutioner be-tyder, at de unge tidligt skal træffe et valg, som har direkte indvirke på deres fremtidige jobmuligheder. Faber et al. pointerer i rapporten Unge

på Kanten, at der ofte fremhæves en diskurs om, at unge i dag har langt

flere muligheder for uddannelse end tidligere. Dette betyder samtidig, at der findes et utal af konkurrerende alternativer, som de unge tidligt skal tage stilling til i forbindelse med uddannelsesvalg. Faber et al. (2014) fremhæver, at det at skulle vælge en ungdomsuddannelse er en af de første komplicerede beslutninger, som unge skal tage i deres livsplan-lægning: ”Ikke bare i et her-og-nu perspektiv, men også fordi det udstik-ker en retning/en kurs ift. videre overvejelser og fremtidige valg af ud-dannelse og/eller erhverv” (Faber et al. 2014: 21) – og at dette kan blive yderligere kompliceret af, at for visse unge betyder valget af en bestemt uddannelsesretning fraflytning fra deres lokalområde.

Valget af ungdomsuddannelse er ofte med til at forme de unges iden-titet og ideniden-titetsudvikling og dermed har ændringer i levevilkår og de-mografiske forandringer betydning for de unges udvikling. Det begræn-sede udbud af uddannelse i yderområderne betyder, at unge i centrene ofte har et bedre udvalg af uddannelsesmuligheder i deres nærområde, hvorimod unge i periferien ofte må flytte fra lokalområdet, hvis de øn-sker en videregående uddannelse.

Det er ikke kun de unge i yderområderne, som oplever centralisering af uddannelsesmuligheder. En centralisering af beskæftigelsesmulighe-der har også bevirket, at beskæftigelsesmulighe-der er behov for en større grad af mobilitet blandt befolkningen i yderområderne. Centraliseringen af beskæftigel-sesmuligheder skal ses både i lyset af globaliseringen og øget konkur-rence, men samtidig har den regionale udvikling i yderområderne også været præget af strukturelle ændringer i den offentlige sektor. Tanvig fremhæver således i sin forskning følgende:

Det reducerede udbud af arbejdspladser skyldes ikke alene landbrugets strukturudvikling, som i sig selv har trukket mange afledte erhverv væk fra landdistrikterne. Især er det andre erhverv, der ellers i de sidste årtier har gjort det muligt at ernære sig i de tyndt befolkede områder, som nu er i ned-gang. Strukturreformen med ikrafttræden i 2007 er i sig selv med til at cere beskæftigelsen i den offentlige sektor i de områder, både pga. det redu-cerede antal kommuner og den centraliseringsbølge, som er fulgt efter (Tan-vig 2010: 5).

Særligt reduceringen af beskæftigelse i den offentlige sektor i yderom-råderne har en kønsdimension, da det især er kvinder, som er ansat i den offentlige sektor. Således oplever en del kvinder, at deres beskæfti-gelsesmuligheder er begrænsede i yderområderne, hvilket stiller øgede krav om mobilitet, men også i visse tilfælde kan vanskeliggøre, at kvin-derne fortsat kan bo i yderområkvin-derne (Tanvig 2010).