Grønland

Med sine 56.282 indbyggere pr. 1. januar 2014, men kun 0.14 indbygge-re pr. kvadratkilometer, er Grønland ifølge Haagensen (2014) det tyn-dest befolkede land i Norden – og også det land med de største infra-strukturelle udfordringer. Det grønlandske befolkningstal er næsten femdoblet siden begyndelsen af det 20. århundrede, fra den gang ca. 12.000 indbyggere til de godt 56.000 i dag. Grønland er dog det eneste af de nordiske lande, konkluderer Haagensen (2014) hvor der pt. forventes et dalende befolkningstal frem mod 2040. Groft skitseret består den grønlandske befolkning af en overvægt af mænd, idet der pr. 1. januar 2014 var 29.730 mænd mod 26.552 kvinder, og samtidig er befolknin-gen samlet set relativt ung, da omkring 33 % er under 20 år. Ifølge Wey-he er dette ”et meget højt tal sammenlignet med de øvrige nordiske lan-de, hvor gennemsnitstallet ligger på cirka 15 procent” (Weyhe 2011: 252). Det gælder generelt for Vestnorden (dvs. Grønland, Færøerne og Island), at der er flere mænd end kvinder i disse lande, da flere kvinder vælger at flytte fra disse områder (Rafnsdóttir 2010: 7). Kvindernes andel af befolkningen i Grønland var dog højere end mænds indtil sidste halvdel af 1950erne, ved moderniseringens start. Men siden 1960erne har der været et markant underskud af kvinder (Poppel 2010: 44–45).

Underskuddet af kvinder i Grønland kan relateres til flere faktorer, herunder den omfattende indvandring til Grønland fra Danmark særligt fra 1950erne og frem, der hovedsageligt bestod af mænd i den erhvervs-aktive alder, der for en – typisk kortere – periode valgte at bosætte sig i Grønland. Håndværkerne der flyttede til Grønland rejste igen – ofte efter de var blevet gift med grønlandske piger som fulgte dem til Danmark (Hamilton og Rasmussen 2010: 49). Så indvandringen gav et skub til skævheden, men med en større nettoudvandring af kvinder sammen-holdt med den mere beskedne nettoindvandring af mænd. Poppel (2010) anfører at: ”Indvandringen har betydet en permanent skæv køns-fordeling med overvægt af mænd i de erhvervsaktive aldersgrupper. Det er stadig overvejende mænd, der flytter til Grønland, og endvidere flyt-ter flere kvinder end mænd nu ud af Grønland” (Poppel 2010: 45). En langt mere detaljeret og præcis fremstilling af udviklingen over tid fin-des i Hamilton og Rasmussen (2010), der bl.a. peger på at udsving i rati-oen af kvinder til mænd i Grønland historisk set har været tæt forbundet

med udviklinger indenfor parametre såsom klima, adgang til teknologi og produktionsforhold. Dette bidrager til det samlede billede, med 12 % flere mænd end kvinder i Grønland (Poppel 2010: 45; se endvidere Pop-pel og Kleist 2009: 345). Ifølge Hamilton og Rasmussen kan hovedparten af ”kvindeunderskuddet” i Grønland forklares ved at medregne de grøn-lændere der opholder sig i Danmark, men er født i Grønland. Indregnes disse, går vi fra at have 113 mænd pr. 100 kvinder i Grønland, til at have 103 mænd pr. 100 kvinder blandt grønlandsk fødte i Danmark og Grøn-land tilsammen (Hamilton og Rasmussen 2010: 50).

Den grønlandske befolkning er ifølge en rapport fra Nordregio (2010) geografisk set særdeles mobil, og samme rapport påpeger, at flytning i Grønland er langt hyppigere end andre steder i Norden. Hvor der i Grønland tidligere har været flere unge mænd end unge kvinder, der flyttede, er der nu stort set ingen forskel i antallet af flyttede kvinder og mænd. Men skønt antallet af mænd og kvinder, der flytter ikke diver-gerer særligt meget, er der dog stor forskel i måden de flytter på, og net-op denne forskel resulterer i et stigende underskud af kvinder i de min-dre lokalsamfund:

For kvinderne er der tale om en ”stepstone-mobilitet” eller ”trædestens-mobilitet” hvor man trinvis bevæger fra mindre mod større steder og even-tuelt vælger at forlade landet, mens mændene i højere grad er midlertidige flyttere der søger kortere- eller længerevarende jobs i mere nærliggende by-er og bygdby-er, men også ofte vendby-er tilbage til udgangspunktet (Nordregio 2010: 16).

I Grønland, såvel som generelt over hele Norden, ses der en tendens mod gradvist større urbanisering – altså at befolkningen søger mod større byer (Hansen, Rasmussen og Weber, 2013). Overordnet set er der såle-des tale om ”en netto fraflytning fra bygderne, en nogenlunde balance når det gælder byerne, og en netto-udvandring fra Grønland som hel-hed” (Nordregio 2010: 123). Denne tendens vil formodentlig fortsætte, idet en spørgeskemaundersøgelse blandt den grønlandske arbejdsstyrke der bl.a. går på intentioner om at flytte, viser at personer, der nærer et ønske om at flytte, udgør en relativt større andel i bygderne end i byer-ne. Samtidig beskriver rapporten fra Nordregio, at en stor gruppe af de personer, der har planer om at flytte, angiver, at de i givet fald ville flytte sammen med andre, hvilket da vil skærpe urbaniseringstendensen, idet flytningerne dermed i stigende grad vil ske som kollektive handlinger hvor hele eller dele af familier vælger at flytte i fællesskab. Således på-peger rapporten at ”nødvendigheden af at tænke i familiesammenhæng mere end i individuelle flytningsløsninger ser ud til at være stigende” (Nordregio 2010: 129).

For Grønland gør det sig særligt gældende, at der er en markant regi-onal sammenhæng i flytningsmønstret, hvorved de fleste flytninger fo-regår til de nærmestliggende byer og bygder (Nordregio 2010). Per 1. januar 2008 blev de tidligere 18 kommuner i Grønland sammenlagt til 4 storkommuner (Poppel og Kleist 2009: 352). Der er meget stor forskel på livet i byerne og bygderne i Grønland. Således er der i Grønland 67 bygder med mellem 20 og 500 indbyggere. Poppel og Kleist skriver her-om:”Alle bygder er karakteriseret ved et tilhørsforhold til og stor af-hængighed af naturen, gennem fiskeri, fangst og fåreavl” (Poppel og Kle-ist 2009: 354). Lokalt er en række beslutningsområder vedr. fx boliger og dagforanstaltninger for børn og unge lagt ud til bygdebestyrelser, der har beslutnings- og forvaltningsret på flere områder. Poppel og Kleist fremhæver, at der generelt er færre kvinder end mænd repræsenteret i de politiske organer i Grønland, og at kvinder er særligt underrepræsen-teret i disse bygdebestyrelser (Poppel og Kleist 2009: 355).

Det er værd at bemærke, at skønt der i absolutte tal har været en stig-ning i antallet af flytstig-ninger til hhv. Nuuk og Danmark, har Grønland relativt set på det seneste oplevet et fald i antallet af flytninger til og fra Danmark (Nordregio 2010: 14). Langt de fleste adspurgte i den spørgeskemaunder-søgelse der bl.a. ligger til grund for Nordregios rapport fra 2010 angav arbejde (enten eget eller partners) eller uddannelse (enten egen eller partners), som den væsentligste årsag til at flytte (Nordregio 2010: 14). Dette mønster genfindes i en langt mindre undersøgelse af Poppel, baseret på fokusgruppeinterviews blandt unge kvinder i Nuuk. Her angav de ad-spurgte kvinder bedre muligheder for uddannelse, praktikpladser og job-muligheder som væsentligste årsager til at flytte, og vedr. spørgsmålet om at flytte ud af landet kunne det handle om at ville tage en uddannelse, som enten ikke eksisterer i Grønland eller fordi man mener, at en uddannelse i udlandet måske er bedre end den, der kan tages i Grønland. Også manglen på boliger og kollegieværelser blev i Poppels studie angivet som en årsag til at flytte til Danmark (Poppel 2010).

Rapporten fra Nordregio (2010) bekræfter, at der er større flytnings-aktivitet blandt personer med uddannelse. De der flytter og erhverver sig en videregående uddannelse flytter sjældent tilbage til deres oprin-delige bopæl. Ifølge Rafnsdóttir, der i denne sammenhæng skriver gene-relt om Vestnorden, har forskellige kilder påpeget, at ”specielt unge kvinder fra udkantsområderne, der rejser bort, oplever det som svært at flytte hjem igen. Arbejdsmarkedet betegnes som mandligt, uddannel-sesmulighederne for begrænsede og kvinde- og familievenlige velfærds-tilbud for få” (Rafnsdóttir 2007: 9). I en senere undersøgelse har Rafnsdóttir konkluderet, at de grønlandske kvinderne i høj grad flytter

efter uddannelse og job, men også for at få adgang til et bedre udbud af offentlige institutioner, såsom sygehusvæsen, børnepasningsinstitutio-ner og også fritidsaktiviteter (Rafnsdóttir 2010). Poppel understreger i den forbindelse, at det er vigtigt at holde sig for øje at den grønlandske velfærdsmodel er afgørende forskellig fra fx den danske, idet en række sociale ydelser er behovsvurderede (Poppel 2010: 66), hvilket i mange tilfælde gør at kvinder kan være mere afhængige af deres familier end de fx er i Danmark.

Nordregios store rapport ”Mobilitet i Grønland” fra 2010 udgør den mest grundige analyse af befolkningsstrømmenes udvikling i Grønland over den senere periode – den første del af rapportens analyser bygger på registerdata fra perioden 1995–2008. Særligt med henblik på fokus i indeværende kortlægning, vil vi her fremhæve en række centrale poin-ter fra de regispoin-terbaserede analyser vedr. mobilitet og køn samt mobili-tet og uddannelse.3 Hvad angår spørgsmålet om mobilitet og køn frem-hæver rapporten, at der er forskelle i grønlandske mænds og kvinders flyttemønstre, især hvis der kigges nærmere på forskellen mellem hvem der flytter permanent og hvem der flytter midlertidigt. Det forholder sig nemlig sådan, at flere mænd end kvinder flytter midlertidigt, mens flere kvinder end mænd flytter permanent. Og samlet set leder dette ifølge rapporten til ”et generelt og stigende underskud af kvinder” (Nordregio 2010: 62). Dette underskud af kvinder varierer dog fra sted til sted, og ”der er en klar sammenhæng mellem kønsfordelingen og de økonomiske aktiviteter på den måde, at flere aktiviteter inden for den tertiære sektor også betyder en relativ højere kvindeandel” (Nordregio 2010: 62). Med andre ord, forholder det sig således, at jo mere udbygget servicesektoren er på et givet sted, des mindre kan underskuddet af kvinder forventes at være. Rapporten forklarer at ”kvinder, i langt højere grad end mænd, søger efter jobmuligheder og sociale betingelser som i højere grad imø-dekommes i de større byer, ikke mindst i Nuuk, men i særdeleshed uden for Grønland” (Nordregio 2010: 64). Dette er også medvirkende årsag til den mobilitetsmønster der i rapporten beskrives som kvindernes ”træ-destens-mobilitet”, hvorved Nuuk kommer til at fungere som ”gennem-gang” for kvinder der ser byen som en attraktiv tilflytningsby, men sene-re hen ender med at flytte helt ud af landet.

Rapporten fra Nordregio præsenterer i sit afsluttende kapitel en række forskellige fremskrivningsscenarier bygget på forskellige

statisti-──────────────────────────

ske principper. Og skønt de enkelte fremskrivninger varierer alt efter hvilke principper der lægges til grund for udregninger, er den samlede tendens for Grønland tydelig: der vil ske en stadig større koncentration af befolkningen i byerne, og den ældre del af befolkningen vil udgøre en stigende andel – visse af scenarierne opererer således med en 1–1 for-sørgerbyrde, idet der for hver 100 i den aktive arbejdsmarkedsalder vil være 50 ældre 65+ og 50 børn/unge der endnu ikke er trådt ind på ar-bejdsmarkedet (Nordregio 2010: 211–228). Samlet set står Grønland altså over for en række demografiske udfordringer der er tydeligt ”køn-nede”, og hvor det synes oplagt at eventuelle løsninger på disse proble-mer nødvendigvis må tage højde for kønnenes forskellige perspektiver på hvilke levevilkår der opsøges og hvilke mobilitetsmønstre disse præ-ferencer udmønter sig i.

Da udfordringer vedr. køn, uddannelse og befolkningsstrømme i høj grad vedrører Grønland som helhed, og ikke kan siges kun at påvirke udviklingen i bygderne, præger dette den ekisterende forskning og fag-litteratur, og kortlægningen tager derfor overvejende afsæt i Grønland som helhed i beskrivelserne af de aktuelle tendenser.