Island

Islands indbyggertal er på godt 325.000, men da arealet samtidig er rela-tivt stort, har Island ifølge Haagensen (2014) den næstlaveste befolk-ningstæthed i Norden, med kun 3,6 personer pr. kvadratkilometer. Be-folkningstallet i Island er – som i mange øvrige nordiske lande – steget kraftigt i løbet af det 20. århundrede, fra omkring 78.000 i starten af 1900-tallet, og frem til de godt 325.000 i dag. Stigningen har været sær-ligt høj i slutningen af det 20.århundrede, således er befolkningstallet steget med hele 28 % i Island fra 1990 og frem til i dag. Haagensen frem-fører videre, at der fødes relativt mange børn i Island, og befolknings-væksten skyldes netop den høje fødselsrate fremfor immigration. Af samme årsag peger befolkningsfremskrivninger også på et stadigt sti-gende indbyggertal i Island – forventningen er 22 % stigning indenfor de kommende 25 år, jvnf. Haagensen.

Den store befolkningsfremgang i Island dækker over en betydelig va-riation i fremgangen i forskellige dele af landet. Således er befolknings-tallet i Reykjavik-området steget med en faktor 12 (fra ca. 15.000 til ca. 180.000) i perioden 1910–2001, hvorimod befolkningstallet i den øvrige del af landet er steget med en faktor 1,5. Samlet betyder dette at hoved-stadsområdet i 2001 tegnede sig for ca. 63 % af landets indbyggere, imod ca. 18 % i 1910 (Bjarnason og Thorlindsson 2006: 292). Som de videre beskriver:

The rapidly growing capital area surrounding Reykjavik offers a diversity of professional, service, government, and business opportunities that cannot be matched in other areas of the country [...]. In sharp contrast, occupational op-portunities in many rural areas are rather limited and tend to be highly gen-dered (Bjarnason og Thorlindsson 2006: 292).

Pga. den helt ekstreme befolkningskoncentration i Reykjavik, der altså tegner sig for 63 % af indbyggertallet i Island, vil hovedparten af de øv-rige dele af rapporten vedrørende Island tage udgangspunkt i litteratur, der fokuserer på alle øvrige geografiske områder af landet – dog ofte med kontrasterende kommentarer i relation hovedstadsområdet, der ofte fungerer som en modpol for at opnå indsigt i tendenser vedr. køn, uddannelse og befolkningsstrømme i Islands yderområder.

Island har gennemgået en række kommunesammenlægninger, fra 224 kommuner i 1974 til 79 i 2006 (Styrkársdóttir 2009: 151), og ten-densen er fortsættende (Wildy et al. 2014). Dette er interessant ud fra det perspektiv som fremføres i et kvalitativt studie af Edvardsdóttir, nemlig at ”the smaller the community, the more male dominated it was” (2013: 81). Styrkársdóttir skriver om andelen af kvinder i kom-munalpolitik i Island at ”(d)et är uppenbart att ju större kommunen är, desto större är kvinnoandelen” (Styrkársdóttir 2009: 151). Samlet set må udviklingen i kvinders andel i islandsk kommunalpolitik dog karak-teriseres som langsom: fra 1 til 36 % i perioden 1950 til 2006 (Styrkársdóttir 2009: 150).

Som i mange andre tyndt befolkede egne i Norden, er der en særlig tendens til, at det er de unge kvinder der forlader de mindre byer i Island (Hamilton og Otterstad 1998; Karlsdóttir og Ingólfsdóttir 2011). Dette skyldes i vid udstrækning, at mange af de mindre byer er karakteriseret ved en erhvervsstruktur, hvor de primære og sekundære erhverv historisk set har domineret, hvilket levner de ofte bedre uddannede kvinder få mu-ligheder for at opnå attraktive jobs i lokalområdet (Hamilton og Otterstad 1998: 11). Hamilton og Otterstad inkluderede 189 islandske kommuner i deres undersøgelse fra 1998, og konkluderede allerede dengang, at der var en tydelig sammenhæng mellem en kommunes indbyggertal og antal-let af kvinder relativt til mænd: des mindre et samfund, desto større et underskud af kvinder (Hamilton og Otterstad 1998: 15). Reykjavik, der-imod, havde et mindre kvindeoverskud. Det er dog ikke størrelsen på lo-kalsamfundet i sig selv, men derimod karakteren af dets arbejdsmarked (herunder antallet af arbejdspladser i den tertiære sektor og et diversifice-ret arbejdsudbud) der er afgørende for, om der er sandsynlighed for at der opstår et kvindeunderskud (Hamilton og Otterstad 1998: 20). At dette stadigvæk gør sig gældende, genfindes i et nyere kvalitativt studie af kvin-ders motiver til at forblive bosat i den mindre by Húsavı́k på Islands nord-kyst (Karlsdóttir og Ingólfsdóttir 2011), samt i et casestudie (med et min-dre kønsspecifikt sigte) af de seneste arbejdsmarkedsudviklinger i det relativt isolerede område Eyafjörður (Dahlström et al. 2006).

Skaptadóttir and Wojtynska (2008: 117) fremhæver dog, at selv de mest afsidesliggende og ”isolerede” islandske fiskersamfund altid har været globalt forbundne og har haft mange relationer til omverdenen i kraft af stærke traditioner for arbejdsrelateret mobilitet i disse sam-fund. I Island er det da også, ifølge Rafnsdóttir og OÓmarsdóttir (2010) ”almindeligt, at unge mennesker søger til udlandet, enten for at studere eller finde arbejde. Mange bliver boende i udlandet, selv om størstede-len vender tilbage i løbet af nogle år” (Rafnsdóttir og OÓmarsdóttir

2010: 69). De understreger dog, at det samme tilbageflytningsmønster ikke gør sig gældende når man ser på udflytningen fra de tyndt befol-kede kommuner til byområderne, og at de udkantsområder, der har oplevet den største fraflytning, domineres af traditionelle mandeer-hverv indenfor den primære sektor (Rafnsdóttir og OÓmarsdóttir 2010: 69–70). De henviser endvidere til en kandidatafhandling, der peger på ”et ensformigt arbejdsliv på hjemegnen og bedre lønvilkår i hoved-stadsområdet (som) de primære årsager til, at kvinder i alderen 20–39 år søger væk” (Rafnsdóttir og OÓmarsdóttir 2010: 70)(se endvidere Sigurgeirsdóttir og Rafnsdóttir 2009).

Et andet parameter for kvinders og mænds levevilkår og muligheder i samfundet vedrører forestillinger om familiernes rolle og ansvaret for familiens velbefindende. Børnefamilieydelser er indtægtsregulerede i Island, og endvidere bygger det sociale system i højere grad end i de skandinaviske lande, på en forståelse af at den udvidede familie også har et ansvar:

Myndighederne er også, helt frem til i dag, gået ud fra, at den udvidede fami-lie, især kvinderne, tager sig af unge såvel som gamle, og dermed delvis er-statter de offentlige velfærdstjenester, vi kender fra de skandinaviske lande. Denne holdning har måske været medvirkende til, at velfærdssystemet, her-under idéen om kønnenes ligestilling, har udviklet sig i et langsommere tem-po i Vestnorden end i de øvrige nordiske lande (Rafnsdóttir og Ómarsdóttir 2010: 84).

Denne udlægning modsiges dog i nogen grad af Heijstra et al. (2013), idet de betegner det islandske velfærdssystem som ”defamiliarized”. Deltagerne i Rafnsdóttir og OÓmarsdóttirs studie gav endvidere udtryk for en oplevelse af ”at det stadigvæk er flovt at søge om social hjælp, og de så det i forhold til den vægt, der lægges på flid i den islandske kul-tur” (Rafnsdóttir og OÓmarsdóttir 2010: 81). Endvidere peger Edvards-dóttir (2013: 84) på, at der i Island hersker en dominerende neo-liberal diskurs der placerer ansvaret for egne muligheder i livet på det enkelte individ. Velfærdssystemets formelle rammer til trods, eksiste-rer der altså en række uformelle rammer der direkte eller indirekte kan have indflydelse på den enkelte mands og kvindes muligheder i det islandske samfund.

En diskussion af levevilkårene i Island kommer ikke udenom at næv-ne det økonomiske kollaps Island blev udsat for i 2008. Ud over de di-rekte økonomiske konsekvenser af krisen, anfører Styrkársdóttir, at krisen også har medført en dyb mistillid til politikere blandt den island-ske befolkning, og at valget i 2009 markerede et skarpt island-skel i islandsk

politik, idet hele 43 % af de valgte medlemmer af Alþing var kvinder, hvilket var ny rekord (Styrkársdóttir 2009: 132–133).