Det forsømte forår

17 . kapitel . Skolen er en verden for sig . En lille isoleret afskåret verden uden forbindelse med den store omgivende verden . Et selv stændigt samfund midt i byen . En uafhængig statsdannelse med særlige love og traditioner . En lille ekster-ritorial pavestat i centrum af København .

Ude i verden sker der store ting . Krig og revolution . Men i skolens lille samfund går livet sin gang, uforstyrret af ver-dens begivenhederne .

Når lektor Blomme går på gaden ude i den store verden, er han bare en lille mand med fip og briller . Han må over-holde færdselsreglerne ligesom andre mennesker . Han må betale sin billet i sporvognen . Han er ingenlunde mere end de andre passagerer . Han er en lille uanselig mand, som må finde sig i at blive puffet og skubbet, når der er trængsel, og pænt vente, til det bliver hans tur .

Men når han træder gennem skolens port, forandrer ver den sig . Så retter han sin lille skikkelse og vokser på en forunderlig måde . Hans blik bliver skarpt og lynende gen-nem brillerne . Hans holdning bliver knejsende og bydende . Ydmyge slaver hilser ham underdanigt . Og han føler sin gamle brune overfrakke som en toga med klassiske foldekast . Hans fyldepen bliver en stylos, som nedskriver uomstødelige domme . Hans galocher bliver til sandaler, som en slave hjælper ham af med .

nordisk litteratur til tjeneste 86 5 10 15 20 25 30 35

til en romersk imperator, når han overskrider skolens tær-skel . Og når han tager plads på klassens kateder, er han Cæsar selv .

– Lad dem kun hade, når blot de frygter ! – udråber han i fuldt alvor . Og imperatorblikket skuer ud over en skælvende hob, der frygter sin dommers åsyn .

En lille oval blikæske med maltbolsjer bliver anbragt på katederet ved siden af notesbog og fyldepen og verdens histo-rie, og engang imellem spiser Cæsar et bolsje for at klare stemmen og styrke nerverne .

– Nå, Tykkesen ! – råber han til klassens tykke dreng . – Har du kraft nok til at fortælle os om den anden puniske krig ? Rejs dig kun op, Tykkesen, du smækfede yngling ! –

Den tykke dreng rejser sig . Han hedder Thygesen, og det er en nem og nærliggende vittighed at kalde ham Tykkesen . Den er brugt før, men klassen ler alligevel, som om vittig-heden var ny og overraskende . Det er farligt ikke at le, når Cæsar lader sit vid spille .

Thygesen venter, til latteren har lagt sig . Han har også selv måttet le lidt med for en sikkerheds skyld .

– Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud ! Dølg ikke din viden for os andre, vær ikke nærig og påholdende med din lærdom, men lad os også få lov til at sole os lidt ved din forstands lys ! –

Igen bliver der let . Og Cæsar ser ud over klassen, om alle er med i bifaldet . Og den tykke dreng er blevet bragt i en pas sende forvirring og kan kun stammende begynde at for-tælle om, hvordan den anden puniske krig begyndte i året 218 før vor tidsregning . Og mens han fortæller, hviler lektor Blommes blik på ham .

Da han kommer til Hannibals krigselefanter, er muheden for nye morsomme indfald kommet . Det er nær lig-gende at sammenligne den tykke dreng med en elefant, og Cæsar vogter på, om nogen forsømmer at le .

Trægt og besværligt fortæller Thygesen videre . – Og så – og så –

87 5 10 15 20 25 30 35

danmark : det forsømte forår

– Det er skrækkeligt ! Vi har hørt nok på dig . Sæt dig kun ned, du dorske fedtklump og lad hvilen falde på dig . Måske Jørgensen ville gå videre ? Jørgensen med den smukke opad-stræbende næse . Drej engang hovedet, kønne Jørgensen, så jeg kan se din profil ! – Å tak, drej så for himlens skyld tilbage igen . Ak, Jørgensen . Når jeg ser dig en face, så ønsker jeg at se dig en profil . Men når jeg så ser din profil, så vil jeg alligevel hellere se dig en face . Men hold dig ikke tilbage, yngling ! Tal kun frit fra leveren ! Sig ud, hvad du ved om Hannibal ! –

Og Jørgensen fortæller .

– Men stop et øjeblik, Jørgensen ! Jeg ser på din næse, og jeg bliver min salighed bange for, at der engang skal komme en mand og hænge sin frakke på den i den tro, at det er en knage ! – Nå, gå så videre i dit foredrag ! –

Den anden puniske krig slæber sig af sted . Det ser galt ud for romerne, men det retter sig . Og så kan Edvard gå videre . Det er Edvard Ellerstrøm, som bliver kaldt ved fornavn af Blomme, og det er tegn på særlig gunst og bevågenhed . Men Edvard er også sådan en appetitlig lille dreng med pæn matros krave og halvstrømper og lyst hår og blå øjne . Og han ler så pænt med øjnene, når Blomme siger noget morsomt .

– Det var godt, Edvard . Du kan dine ting . Du er min faste mand i denne flok . –

Mægtig og storladen sidder Cæsar ved sit kateder med bolsjer og notesbog foran sig og dirigerer de puniske krige . Han holder trådene i sin hånd . Han sender legionerne frem og retter knusende slag mod Karthago .

Uden for vinduet sidder duer og klatter ned ad skolens grå mur . På nabohusets ydermur stiger en vare-elevator i højden med en masse divaner og stole og en mand i blå overall . Det er et spændende foretagende .

Gennem døren ind til naboklassen hører man en lærer råbe i ustyrlig vrede . Det er fransk, det drejer sig om der-inde .

nordisk litteratur til tjeneste 88 5 10 15 20 25 30 35

Vare-elevatoren har fået læsset sine divaner af oppe ved femte sal, og nu synker den igen i dybet . Og duerne på gesim-sen foran vinduet er usædelige .

Der sker ting ude i verden . En flyvemaskine brummer i luften . Og en pige er ved at pudse vinduer .

Men inde i klassen er den åndelige verden, som elevator-manden og pigen og duerne ikke kender . Verdenshistorien drager forbi . Og det klassiske vid spiller . Og disciplene ser længselsfuldt mod vinduet ud til verden, hvor en elevator stiger op og ned, og duerne kurrer .

[ 89 ]

5

10

15

20

Tidsaldre kommer rullende på et svagt hældende spor . Ensomme vogne .

Jeg ser dem bag træerne på det øde spor .

Tavse, mørke dukker de op, hvor sporet løber ind i skoven, og kører svagt rumlende forbi, til de længe efter

med et bump,

én efter én med lange mellemrum løber ind i den holdende vognstamme langt nede ad sporet .

ole sarvig

5 10 15 20 25 30 35 [ 90 ] tove ditlevsen

Forår

A

forandret ved hende . Han sad på den lille café ved det samme bord, hvor de var mødtes hver eftermiddag det sidste års tid . Han så ud på den hvide gade, hvor folk med hænderne for ansigtet kæmpede sig frem mod snestormen . Han tænkte på, at hun kom senere end hun plejede, og fyldtes, endnu før han så hende, af en ubestemt, smertelig uro . Og såsnart han fik øje på hende, gled en knugende, dump angstfornemmelse ind over ham . Hun kom som sædvanlig ovre fra det modsatte fortov og skråede over gaden på trods af alle færdselsregler . Hun var også klædt som sædvanligt, alt var ganske som det plejede at være, og dog var det hele så tungt og uvirkeligt, som om det var mange år siden, han sidst hade siddet her ved vinduet og set hende komme, og følt, hvordan bare synet af hende tog den uro fra ham, han altid følte, når hun ikke var hos ham .

Hun tog hat og frakke af og stampede sneen af fødderne . Hendes kinder var røde og friske . Et pust af ungt, vinterligt vejr stod omkring hende, da hun gik gennem lokalet . Hun så ikke på ham, da hun sagde goddag, og hun satte sig overfor ham, i stedet for som hun plejede på stolen ved siden af ham . Hun lo meget, og hun talte ivrigt om, hvor koldt det var og hvor friskt alligevel . Hun rettede på håret, holdt hæn derne hen til radiatoren under vinduet for at varme dem, og så stadig ikke på ham . Hans hjerte bankede tungt, bedøvet .

91 5 10 15 20 25 30 35 danmark : forår

Han var tør i munden . Han følte det, som om han stod og så et tog køre bort, han absolut skulle ha været med . Det gjaldt liv og død at komme med det tog, det var det sidste der kørte, det sidste for ham . Han så ud i luften og lod hende tale . Han sad og mistede hende stykke for stykke og hade ingen mulighed mere for at nå hende . Han skulle aldrig mere røre hende, aldrig mere kysse hende . Han kunne ikke ta hendes hånd og sige : nå, gamle tøs, lad nu det være godt – hun var mere uopnåelig, end før han lærte hende at kende .

Hun sagde : Har du lagt mærke til, at det er ved at blive forår ? Nej, sagde han . Hun lo . Han så, at hun var meget ner-vøs og meget lykkelig . Han hade set hende sådan engang, men da kunne hun godt se på ham . Hendes øjne var store og næsten helt sorte . Han tænkte : hun er meget smuk .

Hvorfor sidder vi i grunden altid her, sagde hun højt, her er rigtig kedeligt . Ja måske, sagde han, og han tænkte : dette er altså kærlighedens risiko . Og et sted i hans hjerne ham re de det : du ser hende aldrig mere, du ser hende aldrig mere .

Orkestret begyndte at spille . De tav begge to . Han følte det, som om han hade savsmuld i munden, selv den almin-de ligste sætning var almin-det ham umuligt at forme . Hun så ud ad vinduet og rødmede langsomt, som blev der tændt et stort lys indeni hende . Det er god kaffe, sagde hun sagte . Han svarede ikke . Han tænkte : hvor er hun dum . Ordene hang og dirrede i luften omkring dem . God kaffe, god kaffe, vræn-gede musikken . God kaffe, slynvræn-gede rummet tilbage, som om hun hade råbt det himmelhøjt . Den tåbelige sætning blev ved at ringe for deres øren uden medlidenhed, hele hendes legeme blev hedt og tungt af ubehag . Han så stadig på hende uden at røre sig eller tale . Så gjorde hun pludselig en hjælpeløs bevægelse med hænderne og mødte hans blik . Hendes ansigt var ganske nøgent og brødebetynget, som hos et barn der har gjort noget galt . Så sagde han : Du er forelsket . Og det store hemmelighedsfulde lys tændtes igen et sted dybt i hende : Ja, hviskede hun .

nordisk litteratur til tjeneste 92 5 10 15 20 25 30 35

Jeg kan dø, tænkte han, men hvorfor skal jeg dø for hende ? Hun er ganske afgjort dum, og om halvtreds år er hun dog en tør gammel mumie, hvad betyder så det hele ?

Hendes blik gled ud over sneen . Ja, jeg er forelsket sagde hun og så ud, som om hun var lige nær ved at le og græde . Hans hjerte dunkede som en forslidt gammel motor, der ikke mere har noget at trække, men bare blir ved med at gå, fordi en eller anden har sat den i gang .

Hun rejste sig og rakte hånden frem . Hun ville sige noget trøstende, noget med at være venner trods alt, men han så ikke mere på hende, og han tog ikke hendes hånd . En anelse af smerte og forundring gled et øjeblik over hendes træk, så vendte hun sig tøvende og uroligt fra ham og gik . Men da hun var kommet ud på gaden, rev hun hatten af og vendte ansigtet lige mod stormen . Så gik hun bort fra ham, hurtigt og let, med en ganske ung piges ufærdige, overdrevne ynde .

Han rørte sig ikke, men sank ligesom sammen i skik kel-sen . Det begyndte at blive mørkt, stormen hade lagt sig . En tjener bankede ham på skulderen : Regningen, hr . !

[ 93 ] 5 10 15 20 25 30 35

Blikket søger en klode af fred men ingen enhed er den sidste ingen grænse urokkelig selv i evigheden kløves de elskende til roden kun ilden går aldrig sulten til sengs

frugtens to halvdele udelukker hverandre og kreperer gladeligt hver for sig

mens solnedgangen pludselig lader masken falde og du ser ind i en kælder af blod og panik hvor alting kun består af sine yderpunkter hvor ingenting følgelig består

hvor en sol af nælder og brændende støv er prisen for metallers parring og ingenting står fast end ikke smerten eller længslen ved vandrende vande under tage af halm der er ingen løsning eller ligevægt

der er ingen bolig på jorden

men dette splittede blod vil ikke dø

og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben ivan malinowski