F
or mange år siden levede der en kejser som holdt såuhyre meget af smukke nye klæder at han gav alle sine penge ud for rigtig at blive pyntet . Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ikke om komedie eller om at køre i skoven, und tagen da for at vise sine nye klæder . Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge : Han er i rådet, så sagde man altid her : ›Kejseren er i klæde skabet ! ‹ –
I den store stad hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til ; hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere ; de gav sig ud for at være vævere og sagde at de forstod at væve det dejligste tøj man kunne tænke sig . Ikke alene farverne og mønstrene var noget usædvanlig smukt, men de klæder som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de var usynlige for ethvert menneske som ikke duede i sit embede eller også var utilladeligt dum .
›Det var jo nogle dejlige klæder,‹ tænkte kejseren, ›ved at have dem på kunne jeg komme efter hvilke mænd i mit rige der ikke duer til det embede de har ; jeg kan kende de kloge fra de dumme, ja det tøj må straks væves til mig ! ‹ Og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde .
De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven . Rask væk forlangte de den fineste silke og det prægtigste guld ; det puttede de i
danmark : kejserens nye klæder 53 5 10 15 20 25 30 35
deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten .
›Nu gad jeg dog nok vide hvor langt de er med tøjet ! ‹ tænkte kejseren, men han var lidt underlig om hjertet ved at tænke på at den der var dum eller passede dårligt til sit embede, ikke kunne se det . Nu troede han nok at han ikke behøvede at være bekymret for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se hvordan det stod til . Alle men ne-sker i hele byen vidste hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se hvor dårlig eller dum hans nabo var .
›Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne,‹ tænkte kejseren, ›han kan bedst se hvordan tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han ! ‹ –
Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve . ›Gud bevar’ os ! ‹ tænkte den gamle minister og spilede øjnene op, ›jeg kan jo ikke se noget ! ‹ Men det sagde han ikke .
Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte om det ikke var et smukt mønster og dejlige far-ver . Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingenting . ›Herregud ! ‹ tænkte han ›skulle jeg være dum ? Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide ! Skulle jeg ikke du til mit embede ? Nej, det går ikke an at jeg fortæller jeg ikke kan se tøjet .
›Nå, De siger ikke noget om det ! ‹ sagde den ene som vævede .
›O det er nydeligt ! ganske allerkæreste ! ‹ sagde den gamle minister og så igennem sine briller, ›dette mønster og disse farver ! – ja, jeg skal sige kejseren at det behager mig sær-deles ! ‹
›Nå det fornøjer os ! ‹ sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster . Den gamle
nordisk litteratur til tjeneste 54 5 10 15 20 25 30 35
minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han .
Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning . De stak alt i deres egne lom-mer, på væven kom ikke en trevl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv .
Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig em beds-mand hen for at se hvordan det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt . Det gik ham ligesom ministeren, han så og så, men da der ikke var andet end de tomme væve, kunne han ingenting se .
›Ja, er det ikke et smukt stykke tøj ?‹ sagde begge be dra-gerne og viste og forklarede det dejlige mønster som slet ikke var der .
›Dum er jeg ikke,‹ tænkte manden, ›det er altså mit gode embede jeg ikke duer til ? Det var løjerligt nok, men det må man ikke lade sig mærke med ! ‹ og så roste han tøjet han ikke så, og forsikrede dem om sin glæde over de kønne kulører og det dejlige mønster . ›Ja, det er ganske aller kæreste ! ‹ sagde han til kejseren .
Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj . Nu ville da kejseren selv se det, mens det endnu var på væven . Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere der nu vævede af alle kræfter, men uden trevl og tråd .
›Ja, er det ikke magnifique ! ‹ sagde begge de skikkelige em -bedsmænd . ›Vil Deres Majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver ! ‹ og så pegede de på den tomme væv, for de troede at de andre vistnok kunne se tøjet .
›Hvad for noget ! ‹ tænkte kejseren, ›jeg ser ingenting ! det er jo forfærdeligt ! er jeg dum ? Duer jeg ikke til at være kejser ? Det var det skrækkeligste der kunne overgå mig ! ‹ ›O, det er meget smukt ! ‹ sagde kejseren, ›det har mit aller-højeste bifald ! ‹ og han nikkede tilfreds og betragtede den
danmark : kejserens nye klæder 55 5 10 15 20 25 30 35
tomme væv ; han ville ikke sige at han ingenting kunne se . Hele følget han havde med sig så og så, men fik ikke mere ud af det end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren : ›O, det er meget smukt ! ‹ og de rådede ham til at iføre sig dette nye prægtige tøj første gang ved den store procession som forestod . ›Det er magnifique ! nysseligt ! excellent ! ‹ gik det fra mund til mund, og de var alle sammen så inderligt fornøjede dermed .
Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunker .
Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændt . Folk kunne se de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige . De lod som om de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synåle uden tråd og sagde til sidst : ›Se nu er klæderne færdige ! ‹
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen, og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, som om de holdt noget, og sagde : ›Se her er benklæderne ! her er kjolen ! her kappen ! ‹ og så videre . ›Det er så let som spindel-væv ! man skulle tro man ingenting havde på kroppen, men det er just det fine ved det ! ‹
›Ja ! ‹ sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget .
›Vil nu Deres kejserlige Majestæt allernådigst behage at tage Deres klæder af,‹ sagde bedragerne, ›så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl .‹
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad som om de gav ham hvert stykke af de nye der skulle være syet, og de tog ham om livet, og de bandt ligesom noget fast, det var slæbet, og kejseren vendte og drejede sig foran spejlet .
›Gud hvor det klæ’r godt ! hvor det sidder dejligt ! ‹ sagde de alle sammen . ›Hvilket mønster ! hvilke farver ! det er en kostbar dragt ! ‹ –
nordisk litteratur til tjeneste 56 5 10 15 20 25 30 35
›Udenfor står de med tronhimlen der skal bæres over Deres majestæt i processionen,‹ sagde over cere moni mes-teren .
›Ja jeg er jo i stand,‹ sagde kejseren, ›sidder det ikke godt ?‹ Og så vendte han sig nok en gang foran spejlet, for det skulle nu lade som om han rigtigt betragtede sin stads .
Kammerherrerne som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, som om de tog slæbet op ; de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med at de ingenting kunne se .
Og så gik kejseren i processionen under den dejlige tron-himmel, og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde : ›Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse ! hvilket dejligt slæb han har på kjolen ! hvor det sidder pragtfuldt ! ‹ Ingen ville lade sig mærke med at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede eller været meget dum . Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke .
›Men han har jo ikke noget på ! ‹ sagde et lille barn . ›Herre-gud, hør den uskyldiges røst ! ‹ sagde faderen, og den ene hviskede til den anden hvad barnet sagde .
›Han har ikke noget på, er der et lille barn der siger, han har ikke noget på ! ‹
›Han har jo ikke noget på ! ‹ råbte til sidst hele folket . Og det krøb i kejseren, for han syntes de havde ret, men han tænkte som så : ›nu må jeg holde processionen ud ! ‹ Og så holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på slæbet som slet ikke var der .
5 10 15 20 25 30 35 [ 57 ] søren kierkegaard
Enten – Eller
DiapsalmataLivet er blevet mig en besk drik, og dog skal den indtages som dråber, langsomt, tællende .
Ingen vender tilbage fra de døde, ingen er gået andet end grædende ind i verden . Ingen spørger én, når man vil ind, ingen når man vil ud .
Tiden går, livet er en strøm, siger menneskene, osv . Jeg kan ikke mærke det . Tiden står stille og jeg med . Alle de planer, jeg udkaster, flyver lige lukt tilbage på mig selv . Når jeg vil spytte, spytter jeg mig selv i ansigtet .
Når jeg står op om morgenen, går jeg straks i seng igen . Jeg befinder mig bedst om aftenen, i det øjeblik jeg slukker lyset, trækker dynen over hovedet . Endnu engang rejser jeg mig op, ser mig med en ubeskrivelig tilfredshed om i værelset, og så godnat, ned under dynen .
Hvad jeg dur til ? Til ingenting eller til hvad som helst . Det er en sjælden fermhed . Mon den vil blive påskønnet i livet ? Gud ved, om de piger finder en plads, der søger plads som enepige, eller i mangel deraf som hvad som helst . Gådefuld bør man være, ikke blot for andre, men også for sig selv . Jeg studerer mig selv . Når jeg er træt deraf, så ryger jeg
nordisk litteratur til tjeneste 58 5 10 15 20 25 30 35
til tidsfordriv en cigar og tænker, Gud ved, hvad Vor Herre egentlig har ment med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig .
Ingen barselskone kan have besynderligere og utålmodigere ønsker end jeg . Disse ønsker angår snart de ubetydeligste ting, snart de mest ophøjede, men alle har de i lige høj grad sjælens momentane lidenskab . Jeg ønsker i dette øjeblik en tallerken boghvedegrød . Jeg erindrer fra min skoletid, vi fik altid boghvedegrød om onsdagen . Jeg erindrer, hvor glat og hvid grøden var anrettet, hvor smørret smilede mig i møde, hvor varm grøden var at se til, hvor sulten jeg var, hvor utål-modig efter at få lov til at begynde . En sådan tallerken bog-hvedegrød ! Jeg gav mere end min førstefødselsret derfor . Troldmanden Vergil lod sig selv hugge i stykker og putte i en gryde for at koges i otte dage og ved denne proces blive for-ynget . Han fik en anden til at passe på, at ingen uvedkom-mende kiggede i gryden . Påpasseren kunne imidlertid ikke modstå fristelsen . Det var for tidligt, og Vergil forsvandt som et lille barn med et skrig . Jeg har nok også kigget for tidligt i gryden, i livets og den historiske udviklings gryde, og driver det nok aldrig til mere end at blive barn .
›Aldrig bør man tabe modet . Når ulykkerne optårner sig færdeligst om én, da ser man i skyerne en hjælpende hånd .‹ Således talte Hans Velærværdighed Jesper Morten ved sidste aftensang . Jeg er nu vant til at færdes meget under åben himmel, men har aldrig bemærket sligt . For nogle dage siden bliver jeg på en fodtur opmærksom på et sådant fænomen . Det var vel egentlig ikke en hånd, men ligesom en arm, der strakte sig ud af skyen . Jeg hensank i betragtning . Det faldt mig ind, blot nu Jesper Morten var til stede, at han kunne afgøre, om det var det fænomen, han sigtede til . Som jeg står midt i disse tanker, bliver jeg tiltalt af en
vandrings-59 5 10 15 20 25 30 35
danmark : enten – eller
mand, der, idet han peger op mod skyerne, siger : ›Ser De den vand hose, det er sjældent, at man ser en sådan i disse egne . Den river undertiden hele huse med sig .‹ Ih, gud bevares, tænkte jeg, er det en vandhose, og løb det bedste jeg kunne . Hvad mon velærværdige hr . pastor Jesper Morten havde gjort i mit sted ?
Lad andre klage over, at tiden er ond . Jeg klager over, at den er ussel ; thi den er uden lidenskab . Menneskenes tanker er tynde og skrøbelige som kniplinger, de selv ynkværdige som kniplingspiger . Deres hjertes tanker er for usle til at være syndige . For en orm ville det måske kunne anses for en synd at nære sådanne tanker, ikke for et menneske, der er skabt i Guds billede . Deres lyster er adstadige og dorske, deres liden-skaber søvnige . De gør deres pligt, disse kræmmersjæle, men tillader sig dog ligesom jøderne at beklippe mønten en lille smule . De mener, at om Vorherre fører nok så ordentlig regn skab, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt . Føj for dem ! Derfor vender min sjæl altid tilbage til Det Gamle Testamente og til Shakespeare . Der føler man dog, at det er mennesker, der taler . Der hader man, der elsker man, myrder sin fjende, forbander hans afkom gennem alle slægter, der synder man .
Min tid deler jeg således : Den halve tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg . Når jeg sover, drømmer jeg aldrig . Det var synd ; thi at sove er den højeste genialitet .
Det at være et fuldkomment menneske er dog det højeste . Nu har jeg fået ligtorne . Det er dog altid noget til hjælp . Mit livs resultat bliver slet intet, en stemning, en enkelt farve . Mit resultat får en lighed med den kunstners maleri, der skulle male jødernes overgang over Det Røde Hav og
nordisk litteratur til tjeneste 60 5 10 15 20 25 30 35
til den ende malede hele væggen rød, idet han forklarede, at jøderne var gået over, ægypterne var druknede . Den menneskelige værdighed anerkendes dog endnu i naturen ; thi når man vil holde fuglene borte fra træerne, så sætter man noget op, der skal ligne et menneske . Og selv den fjerne lighed med et menneske, som et fugleskræmsel har, er nok til at indgyde respekt .
Når elskov skal have noget at betyde, må den i sin fødselstime være beskinnet af månen, ligesom Apis for at være den sande Apis skulle være månebeskinnet . Den ko, der fødte Apis, skulle i undfangelsens øjeblik være beskinnet af månen . Det bedste bevis, der føres for tilværelsens jammerlighed, er det, der hentes fra betragtningen af dens herlighed . De fleste mennesker haster så stærkt efter nydelsen, at de haster den forbi . Det går dem, som det gik den dværg, der bevogtede en bortført prinsesse i sit slot . En dag tog han sig en middagssøvn . Da han en time efter vågnede op, var hun borte . Hurtigt trækker han sine syvmilestøvler på . Med ét skridt er han hende langt forbi .
Min sjæl er så tung, at ingen tanke mere kan bære den, intet vingeslag mere løfte den op i luften . Bevæges den, da stryger den kun langs hen med jorden som fuglenes lave flugt, når det blæser op til tordenvejr . Over mit indre væsen ruger en beklemmelse, en angst, der aner et jordskælv .
Hvor er livet tomt og betydningsløst . – Man begraver et menneske . Man følger ham til jorden, man kaster tre spader jord på ham . Man kører ud i karet, man kører hjem i karet . Man trøster sig med, at der ligger et langt liv foran én . Hvor langt er vel 7≈10 år ? Hvorfor gør man det ikke af på én gang,
61 danmark : enten – eller
5 10 15 20 25 30 35
hvorfor bliver man ikke derude, og går ned med i graven, og trækker lod om, hvem den ulykke skal times, at være den sidste levende, der kaster de sidste tre spader jord på den sidste døde ?
Pigerne behager mig ikke . Deres skønhed forgår som en drøm og som den dag i går, når den er forbi . Deres trofasthed – ja deres trofasthed ! Enten er de troløse, dette beskæftiger mig ikke mere, eller de er trofaste . Hvis jeg fandt en sådan, da ville hun behage mig i betragtning af, at hun var en sjæl-denhed . I betragtning af tidens længde ville hun ikke behage mig ; thi enten blev hun bestandig tro, og da blev jeg jo et offer for min eksperimenterende iver, da jeg måtte holde ud med hende, eller der kom et tidspunkt, da hun hørte op, og så havde jeg jo den gamle historie .
[ 62 ] 5 10 15 20 25 30 35 Jeg er gal !
Men jeg kender mit vanvid, dets ophav og dets væsen . Jeg er gal, og nu vil jeg synge ; men jeg ved, jeg er stum, og at strengene, jeg slår, er jernstængerne for min celle . – Jeg synger det frem altsammen, og det kommer i klang og farve ; men den smilende vogter
ser kun mine læber bevæges, mine fingre famle .
Så let, så begejstrende let går min elskedes dans som libellernes flugt over de brunlige sivtoppe .
Og som løvet, der falder i spejlklare sø, får vandet til at vugge
i voksende kredse og falde igen løvets eget vuggende fald,
så følte hver, der skuede min elskedes dans, sig forunderlig let
og aned ukendt harmoni i sin egen gang . —
j .p . jacobsen
Monomani
63 5 10 15 20 25 30 35 danmark : monomani
Men ve ! Hendes fodtrin høres tungt, rytmerne vakle,
lemmerne stivne — der faldt tynge over alle, men jeg blev sten . O jeg hader rytmer,
jeg elsker det, der hviler i usikkerhed, mest hader jeg stormens sikre flugt, mest elsker jeg tågen .
O ! Ser I det ! Ser I det ! Mit paradis kommer : Over det hvide sand ligger tågen tæt ;
så mat, så dødt og glansløst, så afsindigt uforståeligt skvulper havet .
Som skyggen af en lue flammer den takkede klint
mørkt, gennem tågens rørhvirvler . For mig lurer det glatte, glatte sand, bag mig gabe mine fodtrin i sand, mine svindende kræfters grave i en lang, lang lige linje .
Du lille verden, som tågen begrænser, til din midte nå mine skridt .
Bag mig er små verdner fulde af mine fjed .
Men på hin fangemurs anden side
ligger en verden, jeg ej har set og ej har trådt, og i den går døden,
og ved muren vil han møde mig . Men jeg vil ikke vide det,
nordisk litteratur til tjeneste 64 5 10 15 20 25 30 35
thi mit skuffende blik flytter den ved hvert fjed,
og når døden når mig ved muren og kaster mig til jorden,
vil jeg tro, mine fodtrin standse i en ny verdens midte .