Redan instiftandet av Köpenhamns liksom Lunds universitet,
samt Malmö högskola, har haft olika politiska syften i olika
epoker, skriver Anders Linde-Laursen, docent i etnologi vid
Lunds universitet och Assistant Professor of Anthropology and
International Studies vid Virginia Commonwealth University
i Richmond. Våren 2006 undervisar han vid VCUQ i Doha,
Qatar.
"Kundskab er magt" --- så enkel er vel rationaliteten bag universiteter. Ethvert samfund har brug for at befæste sine institutioner; at kontrollere produktionen af kundskab såvel som kontinuiteten og udviklingen af denne kundskab er derfor grundlæggende. Begrænser vi os til den tidligt moderne stat og den moderne nationalstat i Europa, så har universiteter spillet en afgørende rolle i denne sammenhæng. Ernest Gellner foreslår direkte, at universiteter afgrænsede de mindst mulige nationalstater: skolebørn blev undervist af lærere, kommende lærere blev undervist af lektorer på seminarier, og kommende lektorer blev undervist på universi- tetet; derfor var det mindste område, der kunne opretholde et universitet,
30
TEMA
også det mindste område der kunne sikre sig konti- nuitet som en suveræn nationalstat (i Nations and Nationalism, 1983). Eftersom abstrakt kundskab historisk er blevet mere og mere afgørende, så har fl ere og fl ere uddannet sig, og det har forudsat fl ere eller større universiteter. Denne ekspansion fra et universitet til fl ere afspejler omstændigheder i hver tid og stat.
Nogle steder er denne "universitering" en pro- ces, som endnu er i sin vorden. Qatar i Golfen for eksempel fi k sine første grundskoler i de tidlige 1950-ere og er, ved hjælp af sine olie- og gasind- komster, nu ved at udbygge højere uddannelser. Det gør man blandt andet ved at opkøbe enkelte ud- dannelser fra de bedste universiteter i USA og loka- lisere dem sammen i "Education City" i hovedsta- den Doha. Siden starten i 1998 med "Virginia Commonwealth University School of the Arts in Qatar" er fi re andre programmer kommet til. Efter- hånden vil staten have samlet sig et "helt" universi- tet bestående af de bedste dele af amerikanske insti- tutioner (se: http://www.qf.edu.qa/). At disse institutioner fungerer på engelsk viser, at Gellners logik måske passede på forholdene i Europa fra midten af 1800-tallet; men den er ikke universel.
Mens motivet til at bygge universiteter således har været ret konstant, at producere og videreføre kundskab, og mens der åbenbart eksisterer en inti- me kontaktfl ade mellem universiteter og stater, så er tidspunkter for sådanne processer som antydet ganske forskellige; og dermed er selvfølgelig også de motiver, der ligger bag, og den kundskab, disse
institutioner skulle varetage, højest varierende. I Øresundsregionen eksisterer der i det mindste tre, måske fi re, historiske lag af sådanne universitære institutioner.
Det dybeste lag er Københavns Universitet, åbnet i 1479 under tilsyn af biskoppen i Roskilde; univer- sitetet kan derfor ses som en omfattende fortsæt- telse af tidligere middelalderlige præsteseminarier. Mens universitetet skulle befæste den universelle katolsk-kristne lære, er der alligevel grund til at se det som et element i tidens forsøg på at stabilisere stats-dannende processer. Det var unionskongen, Christian I, der opnåede pavens tilladelse til at grundlægge den nye læreanstalt, der åbnede kun to år efter ærkebiskoppen i Uppsala, Jakob Ulvsson, grundlage et universitet der. Tilkomsten af disse in- stitutioner må derfor ses i lyset af de tendenser til opløsning af Kalmar-unionen, som prægede tiden; tendenser som efter Stockholms Blodbad endte med, at det nordiske politiske rum blev delt mellem to konkurrerende magtcentre. I stedet for een nord- isk statsdannelse blev der to, svarende til de to uni- versiteter.
Næste historiske lag er universitetet i Lund, grundlagt 1666. I de to århundreder, der var gået siden Københavns Universitet kom til, var meget sket som prægede forventningerne til den lærean- stalt. Lunds universitet var det femte svenske uni- versitet efter Uppsala, Tartu/Dorpat (1632), Åbo/ Turku (1640) og Greifswald (1456), som ved Tredi- veårskrigens afslutning i 1648 kom under den svenske konge. Set fra Stockholm blev disse institu-
TEMA
tioner en måde at knytte befolk- ningerne i fjerne dele af riget tæt- tere til staten, som efter reformationen et hundrede år tidligere var lutheransk. I den lutherske stat var kongen den øverste gejstlige såvel som verds- lige myndighed; dermed forenede han i sin person religiøs myndig- hed med statslighed. På samme måde var præster i sognene ikke kun gejstlige personer, som tog sig af deres menigheder i åndelige forstand. Præster fungerede tilli- ge som den lokale statslige em- bedsmand, der varetog oplys- ningen af kongens undergivne gennem information om lovgiv- ning, egentlig undervisning, og så videre. At kontrollere, hvem der var præster, var således afgø- rende for centrale myndigheder, fordi præsterne udgjorde den di- rekte forbindelse, der forbandt staten med almue og borgere overalt. I forbindelse med opret- telsen af Lunds universitet blev dette fokus på præsten som Luth- eransk statslig embedsmand ganske åbenbart.
Ved opløsningen af Kalmar- unionen var den svenske krones
lande blevet omringet af den dansk-norske krones besiddelser. Bohuslän, Halland, Skåne, Ble- kinge, Gotland, Ösel, såvel som Härjedalen og Jämtland var dansk-norske områder. Ved at kontrollere begge sider af Øre- sund og ved at befæste den snæv- reste passage, Helsingborg-Hel- singør, kunne den dansk-norske konge kontrollere og i krisesitua- tioner helt stoppe kontakter mel- lem det svenske rige og verdens- markedet. Gennem en serie af krige forsøgte den svenske kong- emagt at frigøre sig af dette kvæ- lertag. Med Freden i Brömsebro, 1645, måtte den dansk-norske konge afstå Gotland, Ösel, Jämt- land og Härjedalen, samt lade den svensk krone holde Halland i 30 år. Igen i 1657-1658 var der krig; denne gang lykkedes det en svensk hær at gå over et islagt Storebælt til Sjælland og lægge militært pres på centret af den dansk-norske stat. Ved Freden i Roskilde, som blev forhandlet under påvirkning af internatio- nale magter, blev den dansk-nor- ske konges riger lemlæstet; Skå- ne, Halland, Blekinge, Bornholm,
Bohuslän og Trondheims Len blev overladt til den svenske kro- ne. Den svenske konge, Karl X Gustav, var imidlertid ikke til- freds med den opnåede fred og angreb igen sammen efterår dansk-norske områder. Det var en dårlig ide. International mag- ter, særlig Nederlandene, greb ind og hjalp den dansk-norske konge. Ved fredsslutningen i Kø- benhavn i 1660 fi k den dansk- norske konge Bornholm og Trondheims Len tilbage. Selv om den dansk-norske konge gik sejr- rigt ud af krigen 1658-1660 såvel som efterfølgende fjendtligheder, 1675-1679 og 1700-1720, så forblev den politiske grænse, der var blevet etableret i Øresund i 1658, uforandret. Internationale magter, Nederlandene, England, Frankrig, Rusland og skiftende tyske stater, så det som en fordel, at de to kyster ved Øresund blev kontrolleret af to stater. Det sik- rede, at strædet ikke kunne luk- kes for international handel. I 1658 var den dansk-norske konge imidlertid så lemlæstet, at de samme internationale magter tillod kongen i København at
32
TEMA
fortsætte med at opkræve told af passerende han- delsskibe ved Helsingør, som det var sket siden Middelalderen; denne told blev først ophævet efter pres fra USA i 1857. På den måde kom internatio- nale købmænd ufrivilligt til at betale for vedlige- holdelsen af den danske stat; et ganske enestående arrangement.
Efter fl ytningen af den dansk-svenske grænse til Øresund i 1658 var det i den svenske stats interesse at nedbryde loyaliteter til København og at etablere og vedligeholde nye til Stockholm. Fordi de var bindeledene mellem staten (fyrsten) og almuen, kom lokale statslige embedsmænd i fokus; og den største gruppe blandt disse statslige embedsmænd var præsterne. Hvis de ville, fi k præster, som sad i sognene i de len, der blev overladt til den svenske konge, lov at blive siddende. Men ledige præste- kald betød naturligvis en mulighed for at få indivi- der, staten kunne stole på, placeret lokalt. At for- hindre, at unge mænd fra svensk område søgte sig til universitetet i København, måtte naturligvis være en prioritet; hvem kunne vide, hvilke politiske loyaliteter de kunne udvikle der? Et nyt universitet, der kunne uddanne lokale til den statslige og reli- giøse forvaltning af de erhvervede provinser, blev placeret i Lund.
Etableringen af det nye universitet i den sydlige del af riget var således en bevidst strategi for at ud- bygge den Stockholm-loyale infrastruktur ikke mindst i Skåne. Disse intentioner blev endnu tydeli- gere, da den følgende krig, 1675-1679, gjorde det åbenbart, at den skånske periferi af det svenske rige lå uhyggeligt nær det dansk-norske magtcenter. Med en god vestenvind kunne en dansk hær være i
Skåne, endnu inden en kurer kunne få sadlet sin hest for at ride til Stockholm og advare om et an- greb. Lunds universitet blev derfor umiddelbart ge- netableret efter krigen. Samtidig blev der gjort mange andre forsøg på at knytte Skåne tættere til Stockholm; nogle af disse havde ikke den ønskede effekt, andre blev fundet nyttige og endte derfor med at blive etablerede dele af den svenske stats administrative strukturer.
De eksisterende universiteter voksede i de følgen- de århundreder; samtidig vedblev de at varetage de opgaver, de havde, da Lunds universitet blev grund- lagt; mens kundskab blev skabt og lært, så blev po- litiske loyaliteter til fyrstehuset etableret og for- stærket. De grundlæggende forandringer, der prægede 1800-tallet (industrialisering, liberalise- ring og kapitaliseringen af næringslivet, nye videns- kabelige kundskabs-paradigmer, osv.), forudsatte imidlertid nye og forandrede uddannelser. Hele fol- ket skulle uddannes gennem nye folkeskoler. På landet blev der indrettet landbrugsskoler, mens tek- niske skoler og handelsskoler skød op i byerne. Mens en del af underviserne på disse skoler kom fra universiteterne, så stod disse nye skoler længe frit fra universitetssystemet. Samtidig med at nye kundskaber blev nødvendige i nye samfund, så blev samfundenes interesser i uddannelse også forand- rede. Studenter skulle ikke længere fostres til poli- tisk loyalitet til et fyrstehus, men til at arbejde for og varetage en langt mere abstrakt loyalitet til na- tionen som et evigt kulturelt fællesskab. Statens forvandling til en nationalstat fi k således konse- kvenser for den kundskab, som var relevant. At be- folke nationens politiske geografi med svenskere og
TEMA
34
danskere blev en umiddelbar konsekvens, som prægede ikke mindst de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.
Man skal frem til tiden omkring Anden Verdenskrig, før et tredje uni- versitært lag bliver skabt på nationale plan. Med krav fra private og of- fentlige arbejdsgivere om stadig fl ere og bedre uddannede medarbejdere, sker der en voldsom udbygning af de højere uddannelser. I Danmark og Sverige førte dette pres til ganske forskellige strategier. I Sverige blev han- delsskoler, tekniske skoler og andre institutioner, der havde rødder i 1800-tallet, ofte brugt som byggestene, der blev lagt sammen og brugt som grundlag for nye, bredere institutioner for højere uddannelser. Nye högskolor og universiteter voksede således frem spredt over hele landet – eller i det mindste over de større provinsbyer. I Danmark blev der kun tale om nogle få nydannelser: Aarhus (1928), Odense (nu Syddansk Uni- versitet, startet 1966), Roskilde (1972) og Aalborg (1974). I langt højere grad end tilfældet var i Sverige, var dette tredje universitære lag nyskabel- ser, der ikke var organis(atori)ske udviklinger af eksisterende institutio- ner.
Man kan argumentere, at forskellen skyldes de to landes geografi . Der kan vel være nogen værdi i sådan et argument; men det forklarer ikke, hvorfor Danmark behøver så langt færre universiteter end Sverige. Det forklarer heller ikke tendensen til at holde forskellige slags uddannelser adskilt i Danmark (specielle skoler for sygeplejersker, lærere, ingeniører, kunst), mens alle slags højere uddannelser efter reformen i 1977 samek- sisterer i det svenske högskole-system. De forskelle må ses i lyset af sta- ternes interesser i og styring af de højere uddannelser. Den stereotype forestilling er, at Sverige er meget centralstyret. På uddannelsesområdet vil man imidlertid fi nde, at de centrale myndigheder i Danmark har langt mere videregående og detaljeret indfl ydelse på den enkelte institution end tilfældet er i Sverige. Den danske uddannelsesverden kan således siges at være langt mere centraliseret end den svenske – både når det kommer til
antallet af institutioner og når det kommer til at se på, hvorledes disse institutioner fungerer.
Fra sin oprettelse bidrog Lunds universitet succesfuldt til integration af Skåne med det svenske rige. Fra 1800-tallet blev den kundskab, som blev skabt og videreført i Lund, en faktor der afstivede nationen og staten som relevante rammer for alle mulige erfaringer og processer. På den måde bidrog universiteterne også til at forstærke opfattelser af, at nationer, som danskere og svenskere, er forskellige. Den tredje generation af insti- tutioner underbyggede yderligere dette kulturelle-politiske projekt. Uni- versiteter kan således over hundreder af år tolkes som aktive agenter for staters interesser i integration. Selv om der var stærke regionale interesser bag for eksempel skabelsen af Aalborg Universitet, så var det styrkelsen af det regionale bidrag til det nationalstatslige (ikke mindste til økono- mien), som stod centralt, ikke regionen som en separat enhed.
Hvorfor er det i dag relevant at overveje disse historiske processer? Fordi der nu er tendenser som ændrer den beskrevne logik. Skabelsen af nye institutioner på det regionale niveau, som Malmö högskola, og på det overstatslige niveau, som Øresundsuniversitetet og Bolognaproces- sen, sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved, om den nationalstatslige logik stadig skal udgøre rammen om forskning og undervisning. Set i et overordnet perspektiv, så er dette meningsfuldt. Bidrog de første univer- siteter til formeringen af de europæiske stater, anden generation til at sikre centralstaterne, og tredje generation til at underbygge nationalsta- terne, så er det logisk, at nye regionale og europæiske politiske mønstre og institutionaliseringer fremover vil forvandle også grundlagt for de in- stitutioner, hvor kundskab skabes og videreføres – fordi kundskab er magt.
36
TEMA