International Journal of Runic Studies

(1)

Futhark

Vol. 7 · 2016

International Journal of Runic Studies

Main editors

James E. Knirk and Henrik Williams Assistant editor

Marco Bianchi

(2)

This work is licensed under a Creative Commons Attribution 4.0 International License (CC BY 4.0)

All articles are available free of charge at http://www.futhark-journal.com

A printed version of the issue can be ordered through http://urn.kb.se/resolve?urn=urn:nbn:se:uu:diva-309051 Editorial advisory board:

Michael P. Barnes (University College London), Klaus Düwel (University of Göttingen), Lena Peterson (Uppsala University), Marie Stoklund (National Museum, Copenhagen)

Typeset with Linux Libertine by Marco Bianchi University of Oslo

Uppsala University ISSN 1892-0950

Published with financial support from the

Nordic Publications Committee for Humanist

and Social Sciences Periodicals (NOP-HS)

(3)

Short notices

Juliana Roost. An Inscribed Fibula from Basel-Kleinhüningen? . . . 127 Charlotte Boje Andersen and Lisbeth M. Imer. Ydby-stenen (DR 149)

genfundet . . . 131 Jan Owe. Åsa, en mö i Skänninge (Ög 239) . . . 137 Magnus Källström. Till tolkningen av runorna på ett dryckeskärl från

Lund (DR EM85;474A) . . . 143 Per Stille. Johan Bures runtavla och dess titel . . . 149

Reviews

Martin Findell. Runes. Reviewed by Mindy MacLeod . . . 155 Heikki Oja. Riimut: Viestejä viikingeiltä. Reviewed by Kendra Willson . . 158 Wolfgang Krause. Schriften zur Runologie und Sprachwissenschaft.

Reviewed by Martin Hannes Graf . . . 164 Klaus Düwel. Runica minora: Ausgewählte kleine Schriften zur

Runenkunde. Reviewed by Patrik Larsson . . . 170 Irene García Losquiño. The Early Runic Inscriptions: Their Western

Features. Reviewed by Martin Hannes Graf . . . 174 Lisbeth M. Imer and (photo) Roberto Fortuna. Danmarks runesten: En

fortelling. Reviewed by Anne-Sofie Gräslund . . . 181

(4)

Florian Busch. Runenschrift in der Black-Metal-Szene: Skripturale Praktiken aus soziolinguistischer Perspektive. Reviewed by Martin

Findell . . . 186 Contributors . . . 193

(5)

Ydby-stenen (DR 149) genfundet

Charlotte Boje Andersen (Museum Thy) og Lisbeth M. Imer (National Museum of Denmark)

Nye fund af runesten i Danmark sker meget sjældent, og endnu sjældnere er det at genfinde runesten, som vi kender til gennem antikvariske teg- ninger, men som siden er hugget op i småstumper eller har fundet gen- anvendelse i nyere tids bygninger.

Ydby-stenen i Thy har været kendt siden begyndelsen af 1700-tallet og blev beskrevet i et tillæg til Erik Pontoppidans værk Marmora Danica (1739–41, 2: 349). Dengang stod stenen på Flarup mark i Ydby sogn (Bæk- sted 1941, 3). Tegneren Søren Abildgaard, som aftegnede stenen i 1767, be- skrev den som stående “Østen for Bonde Byen Flarup”, hvortil den skulle være flyttet fra den nærliggende Hellehøj (Jacobsen og Moltke 1941–42, Text, sp. 186 f.). Efter dette forsvandt stenen sporløst, og blev for gæves efter søgt af bl.a. landskabsmaleren Rasmus H. Kruse i 1841 (Bæksted 1941, 8 f.).

I 1990’erne kom runestenen igen for dagens lys. Gårdejer Ole Kappel fra nabo sognet Boddum havde købt gården Søndergaard i 1980’erne, og da gårdens bygninger var overflødige, blev de revet ned. Ved nedrivningen fra sorteredes en del store sten, der blev kørt til Ole Kappels gård i Bod- dum. Én af disse blev udvalgt til at fungere som havebænk, mens nogle an vendtes som belægningssten i en terrasse ved stuehuset.

Ved en besigtigelse foretaget af Museum Thy og Nationalmuseet i marts 2016 kunne det konstateres, at der var runer på stenbænken, som be står af rødlig granit og måler 102 × 23 × 27 cm. Runerne þurḳisḷ kunne læses uden større vanskeligheder (k-runen og l-runen måtte først læses som usikre, da toppen af disse var at finde på det fragment, som udgør den anden halvdel af stenens forside), og dermed var det sand synlig gjort, at sten- bænken var et fragment af den forsvundne Ydby-sten (fig. 1), hvor teksten netop indledes med navnet þurkisl. En undersøgelse af stenene i ter rassen

Boje Andersen, Charlotte, and Lisbeth M. Imer. “Ydby-stenen (DR 149) genfundet.”

Futhark: International Journal of Runic Studies 7 (2016, publ. 2017): 131–36.

This is an open-access article distributed under the terms of the CC BY 4.0 International License and available free of charge at http://urn.kb.se/resolve?urn=urn:nbn:se:uu:diva-309973.

(6)

132 • Short Notices

Futhark 7 (2016)

resulterede i yderligere to sten fragmenter med runer. Her fandtes en stor del af stenens bagside samt en mindre del af stenens tredje runeside, som også udgjorde venstre del af forsiden med toppen af runerne i navnet þurkisl. Flere andre sten i terrassen blev vippet forsigtigt op og under- søgt, men der er tilsyneladende ikke flere fragmenter at finde her. Der er i alt gen fundet omtrent tre ottendedele af runestenen, som formentlig blev hugget op i otte stykker.

Den nu genfundne runesten må i begyndelsen af 1800-tallet være blevet hugget op og fragmenterne helt eller delvis anvendt som bygnings- elementer i en gård blot få hundrede meter fra stenens oprinde lige placering. I 1823 var Flarupgaard, på hvis jord omtalte Hellehøj ligger, blevet delt i to. I de følgende år nyopførtes den ene del som gården Sønder- gaard i den sydlige udkant af Flarup ejerlav i Ydby sogn (Madsen 1990, 58).

Vi må formode, at det var i forbindelse med dette byggeri, at man fik øje på den store sten som egnet byggemateriale, og den blev kløvet og hugget op til aflange heller. Mindst et af fragmenterne blev anvendt som tærskel- sten. Derom vidner fire borede huller, hvori dørkarmen har været fæstnet, og et betydeligt slid på overfladen, antagelig fra jernskoede hestehove. Til alt held havde man ikke vendt siden med runer opad, så de var beskyttet.

Anders Bæksted foreslog en sammen hængende læsning og tolkning på bag grund af Abildgaards tegning fra 1767, som han sammenholdt med præsten Sebastian P. A. Opitz’ aftegning fra 1738 (Bæksted 1941, 17), og denne blev i store træk fulgt i tillægget til Danmarks rune indskrifter (Jacob sen og Moltke 1941–42, Text, sp. 590). Ifølge Abildgaards tegning

Fig. 1. Fragmentet af runestenen, som blev brugt som bænk i haven. Foto: Lisbeth M. Imer.

(7)

Ydby-stenen (DR 149) genfundet • 133

Futhark 7 (2016) Fig. 2. Søren Abildgaards tegning fra 1767 af Ydby-stenen (public domain)

Fig. 3. Sebastian P. A. Opitz’ tegning fra 1738 af Ydby-stenen (public domain)

er stenen ristet på tre af stenens fire sider (fig. 2, jf. Jacobsen og Moltke

1941–42, Atlas, 136, fig. 364), hvorimod Opitz på sin tegning lader ind-

skriften løbe hen over stenens top (fig. 3).

(8)

134 • Short Notices

Futhark 7 (2016)

På de genfundne fragmenter af stenen ser det ud til, at indskriften, som begynder nederst på forsiden (fig. 4), fortsætter hen over toppen af stenen og dermed fortsætter nedad på bagsiden af stenen (fig. 5). Det er mest sand synligt, at det er bunden af runerne, vi kan følge her, for der er ikke mange synlige bistave, som ofte sidder på toppen af runen. Det be tyder, at de sidste tre runer nsi nederst på bagsiden står med bunden vendt mod bunden af de andre runerester på denne side af stenen, hvilket også Abild- gaards tegning viser. Toppen af stenen er ikke bevaret, og vi kan derfor ikke afgøre, hvor indskriften skifter fra forsiden til bagsiden (mærket ||

i trans litt erationen). Ind skriften afsluttes på den tredje side af stenen (fig. 6), hvor den ser ud til at være ristet nedefra og op. Havde vi ikke kendt til 1700-tallets aftegninger af Ydby-stenen, ville en translitteration af de bevarede sten fragmenter bære præg af stor usikkerhed og se således ud (med ubestemmelige rester af runetegn gengivet med

_∗)

:

Forsiden–bagsiden: þurkisl : ∗∗… || … ∗∗∗ (:) ∗ : s∗ạþ̣…∗∗ | : nsi : Tredje runeside: ∗∗∗ṇ : ụ…

Fig. 4. Ydby-stenens forside med begyndelsen af indskriften, navnet Þōrgīsl fordelt på de to fragmenter. Foto: Roberto Fortuna (CC BY-SA).

Fig. 5. Bagsiden af runestenen med slutningen af første del af indskriften, de tre tydelige runer nsi, og bunden af en række runer til højre. Foto: Roberto Fortuna (CC BY-SA).

Fig. 6. Stenens tredje runeside med en del af indskriftens afslutning. Her ses også den slidte flade med de fire borede huller på fragmentet, der udgør bagsiden. Foto: Roberto Fortuna (CC BY-SA).

(9)

Ydby-stenen (DR 149) genfundet • 135

Futhark 7 (2016)

Navnet þurkisl læses uden problemer. Efter navnet er resterne af et skille tegn og toppen af en rune tydelig på fragmentet til venstre. På bag- siden er der mellem de to første runespor kort afstand, hvorimod der er god af stand mellem det andet og tredje runespor. Det kan under støtte, at de to første synlige runespor er runerne i og f i navnet lifa, mens det tredje rune spor kan være et a. Herefter er muligvis det nederste punkt i et skille tegn og en lang hovedstav, som ikke ser ud til at have nogle synlige bi stave fra hverken en a-rune eller en ą-rune. Der er formentlig tale om præpo si tionen ī, og ikke ā, hvilket også Abildgaard aftegnede, og hvilket også blev tolk ningen i Danmarks rune indskrifter (Jacobsen og Moltke 1941–42, Text, sp. 603). Herefter er der igen et skilletegn og en s-rune, hvor man kan se tværstaven. Så kommer resterne af en hovedstav, og dernæst en for modet a-rune, hvor man kan se afslutningen af runens bistav til venstre. Næst følgende er et ret sikkert þ, da man kan følge en bistav, der går ud fra hovedstaven mod højre. Herefter er der god afstand til bunden af to hoved stave. Denne afstand indeholder sandsynligvis et skille tegn. Et stykke længere nede ad stenen er der endnu en vandret for dyb ning, men den har en anden karakter end hovedstavene og er formentlig et kløve- mærke. Runerne nsi på denne side af stenen ser ud til at være omgivet af skille tegn bestående af to punkter. På stenens tredje side findes resterne af tre hoved stave uden særlige kendetegn, mens der på den næstfølgende er bevaret resterne af en bistav til højre, hvilket sandsynliggør, at det er en n-rune. Her efter kommer nederste punkt af et skilletegn og dernæst to hoved stave, hvor den til højre peger lidt ind mod den til venstre. Disse to må udgøre u-runen, som er den sidste synlige rune i den bevarede ind- skrift.

Sammenholder man denne translitteration med de antikvariske teg- ninger, kommer vi frem til følgende translitteration. Her er både fuld- stændigt tabte runer og uidentificerbare runespor gengivet i kantet paren- tes efter de ældre tegninger.

þurkisl : [sati : auk : suniʀ : lifa : i] : s[t]aþ [: þa] | : nsi : [sti]ṇ : ụ[ftiʀ : lifa]

Med fundet af Ydby-fragmenterne kan det nu konstateres, at indskriften

har været fordelt på tre sider af stenen, som Abildgaards tegning viser,

men at indskriften formentlig har løbet hen over toppen af stenen og ned

på bagsiden, som Opitz’ tegning viser, og som Bæksted foreslog. På grund

af uoverensstemmelserne mellem de to antikvariske aftegninger af stenen

er det i dag umuligt at afgøre, hvor indskriften skifter fra den ene side af

(10)

136 • Short Notices

Futhark 7 (2016)

stenen til den anden. Hvor resten af runestenen befinder sig er fortsat en gåde, og det kan ikke udelukkes, at de øvrige dele er gået tabt enten ved ophugningen af stenen eller ved nedbrydningen af Søndergaard.

Bibliografi

Bæksted, Anders. 1941. ‟Flarup-Runestenen.” Historisk Aarbog for Thisted Amt 1941: 3–21.

DR + nr = indskrift publiceret i Jacobsen og Moltke 1941–42.

Jacobsen, Lis, og Erik Moltke. 1941–42. Danmarks runeindskrifter. 2 bind: Text;

Altas. København.

Madsen, Bjarne. 1990. ‟Flarup Bye: Aspekter af Flarup Bys historie i 1600-tallet.”

Sydthy Årbog 1990: 57–70.

Pontoppidan, Erik. 1739–41. Marmora Danica selectiora sive Inscriptionum, quot- quot fatorum injuriis per Daniam . . . supersunt, vel ævo, vel elegantia, vel rei momento præ reliqvis excellentium fasciculus. 2 bind. Hafniæ.

International Journal of Runic Studies

Futhark

Vol. 7 · 2016