Antropologi og historie
Her træder det tydeligt frem, hvad det er, Mintz og Price vil. De vil forstå, hvor den afroamerikanske kultur, de ser i nutiden, har sine rødder, en tilgangsvinkel som kan siges at være påvirket af deres antropologiske skoling. Deres perspektiv er således implicit tilbageskuende, et perspektiv som det dog skal understreges ikke kun deles af antropologiske forskere i afroamerikansk historie set over en bred kam, men som også nogle historikere har anlagt.61 Det samme perspektiv finder man hos Olwig, der har lavet kulturhistoriske undersøgelser, som kombi-nerer både historisk kildemateriale og antropologisk feltarbejde.62 Det er på dette punkt man, som jeg ser det, i virkeligheden kan se en af de væsentligste forskelle mellem ‘revisionisterne’ og ‘kreoliseringsfortalerne’ – der overordnet set kan ka-rakteriseres som henholdsvis en historisk og en antropologisk indfaldsvinkel til forskningsfeltet. Lovejoy og de andre historikere synes i højere grad at interessere sig for fortiden for fortidens egen skyld. De ser, som Lovejoy og Sweet i deres Afrika-centriske udgangspunkt, på begyndelsen, og lægger deres undersøgelser an på at se, hvor længe det oprindelige udgangspunkt blev ved med at sætte sig spor. Der er altså for historikerne tale om et mere fremadskuende perspektiv.
Den antropologiske tilgang, som Mintz og Price står for, fremhæves også ekspli-cit af Lovejoy som en modsætning til hans egen, fordi en antropologisk dimension, ifølge ham, ofte forårsager en ahistorisk tilgang til afrikansk og afroamerikansk historie og kultur. Det kan for eksempel komme til udtryk i brugen af nutidigt etnografisk materiale til at bestemme afrikansk kultur historisk. Men det er en me-todisk tilgang, som mange historikere også anvender, ligesom mange antropologer, som for eksempel Olwig, også bruger samtidige kilder. Modsætningen er altså ikke nødvendigvis så skarp, som Lovejoy gør den til.63 Det er da også først og fremmest tilgangsvinklen, Lovejoy kritiserer, ikke den enkelte forskers uddannelsesmæssige baggrund. Men at kalde sig revisionistisk virker på den baggrund en lille smule pompøst, da det meste forskning trods alt opstår i en form for modsætning til tidligere forskning, og da grænsen mellem de forskellige tilgangsvinkler synes no-get flydende. Samtidig har de ‘revisionistiske’ historikere indimellem også tendens til at tillægge kreoliseringsfortalerne holdninger, som disse måske ikke altid har. Dermed kommer modsætningen sommetider til at fremstå mere skarp, end for eksempel Mintz og Price måske selv ville være enige i, at den var.64
61 Johnson, 2002 s. 155; s. 160. 62 Olwig, 1985.
63 Lovejoy, 1997 s. 5. Eksempler på historikeres brug af etnografisk materiale indsamlet senere end den periode, der skrives om, eller nyere historisk kildemateriale i undersøgelsen af ældre historie: Gomez, 1998 s. 48; s. 93; Law, 1991 s. 105 f.; Levine, 1977.
64 Det kan blandt andet ses i Mintz og Prices indledning til ‘Birth (...)’, hvor de selv er lidt overraskede over nogle af de reaktioner, de har fået på den første udgave. Mintz og Price, 1992 s. viii.
1 Det er dog klart, at der er nogle fundamentale forskelle i de to tilgangsvinkler, som er betydningsfulde for hele måden at forstå kultur og mennesker på – og som man bliver nødt til at tage stilling til, hvis man vil arbejde med spørgsmålet om afroamerikansk kultur, men også når man arbejder med spørgsmålet om etniske tilknytninger. Modsætningerne bunder i virkeligheden, som jeg ser det, først og fremmest i forskellen mellem de to grundlæggende forskellige fagtraditioner, den historiske og den antropologiske, som trods integrationen mellem antropologi og historie fra 1980’erne og frem stadigvæk sætter sit præg. Som jeg ser det, handler dette også om forskellen mellem at ville undersøge kultur som en strukturel stør-relse og at ville undersøge individernes forhold til kulturen.65
Som jeg læser Mintz og Price, sætter de struktur og kultur i centrum i stedet for mennesket. Indimellem er det næsten, som om det er kulturen, der bærer mennesket, og ikke omvendt. Mintz og Price indikerer for eksempel, at der skal være nærmest fuldstændig kulturel ensartethed hos alle mennesker i et samfund, for at der kan være tale om et fællesskab (i forståelsen community).66 Derfor kri-tiserer de historikeren Gwendolyn M. Hall, når hun skriver, at fon-kultur var den mest indflydelsesrige i Haiti,67 fordi de opfatter det, som om hun dermed mener, at den haitianske kultur var nærmest ren fon. I jagten på den ene kultur mister de, i mine øjne, blikket for heterogenitet, fordi det for dem kun er det homogene, der kan klassificeres som en kultur. Deres konklusion bliver derfor, at ingen helstøbt afrikansk kultur overlevede den transatlantiske rejse, og at de afrikanske kulturer derfor kun kom til at påvirke de afroamerikanske kulturer på et dybereliggende strukturelt plan.
Det spørgsmål, der imidlertid rejser sig som følge af en sådan konklusion, er: Hvad mente folk selv? Og det er det spørgsmål, der primært interesserer mig. Hvis afrocaribiere var påvirket af noget afrikansk, men ikke selv tillagde det be-tydning i kraft af dets afrikanskhed, er denne påvirkning så overhovedet væsent-ligt? Det er det naturligvis, hvis man vil forstå, hvordan en kultur er opstået og har udviklet sig. Men hvis man vil forstå, hvordan folk forstod sig selv, træder det perspektiv noget i baggrunden. Det er årsagen til, at jeg som udgangspunkt har valgt studiet af enkelte mennesker og deres måde at danne netværk på i samspil med, hvordan de relaterede sig til Afrika. Dermed bliver forskellen mellem at fo-kusere på kultur og på individer knyttet til forskellen mellem det tilbageskuende og det fremadskuende perspektiv.
65 En god diskussion af forskellige kulturbegreber og spørgsmålet om kultur som heterogen eller en afgrænset homogen størrelse findes i Fur, 2006 s. 8 ff.
66 Mintz og Price, 1992 s. 18.
67 Mintz og Price, 1992 s. 17. Fon er det sprog, der blev talt i kongeriget Dahomey, og en fællesbetegnelse for kulturen i dette og omgivende riger.
2
Forandringsproces
Netop forskellen mellem det tilbageskuende og det fremadskuende kan altså op-fattes som en af de helt fundamentale modsætninger mellem de to retninger. Antropologerne tager udgangspunkt i viden om, hvor det endte, og har måske derfor nemmere ved at fokusere på, at de kreoliserede træk fra nutiden også ses i fortiden, og pointere de områder, hvor afrikanere af forskellig oprindelse fandt sammen. Historikerne ser på, hvor det begyndte – og har derfor nemmere ved at pointere de uforandrede aspekter og de områder, hvor forskelligheder med rod i Afrika træder frem i de tidlige kilder. Alligevel er alle grundlæggende enige om, at der skete en kreolisering. Uenigheden går på at bestemme præcis, hvornår det ‘oprindelige’ afrikanske forsvandt, og hvornår det nye kreoliserede begyndte. Problemstillingen ser dermed ud til, på overfladen, at centrere sig om forandrin-gens tempo, men i praksis bliver undersøgelserne på begge felter ofte statiske og beskriver ikke selve forandringsprocessen, som ellers også af Mintz og Price bliver fremhævet som central.68 Jeg forsøger i modsætning hertil at angribe spørgsmålet om netop processen ved at undersøge forandringerne i forholdet til det afrikan-ske udgangspunkt dels fra generation til generation, dels fra individ til individ og endelig hos det enkelte individ. Hvis man skal forsøge at se selve processen, er studier på individniveau, efter min mening, den bedste tilgang. Men det er i praksis stadig svært at illustrere processen, og det afspejler sig naturligvis også i min undersøgelse.
Det er ofte svært i kilder fra amerikanske slavesamfund at finde udsagn om, hvordan en konkret person i anden, tredje eller fjerde generation forholdt sig til den afrikanske oprindelse, eller gebærdede sig sammenlignet med første tion. Historikeren Michael A. Gomez har gjort sig en del overvejelser om genera-tionsspørgsmålet. Han skriver om, hvordan afroamerikanere gik fra at være afri-kanere med forskelligartede tilhørsforhold til at være afroameriafri-kanere defineret af deres race. Men hans overvejelser er ofte meget overordnede, som f.eks. da han de-finerer perioden 1720-1760 som kendetegnet af førstegenerationsamerikanere.69
Kun når han taler om overlevelse af sprog og respekten for bedsteforældre født i Afrika, analyserer han specifikt forandringer fra individ til individ i forskellige generationer.70 Også historikeren Ira Berlin forsker i det nordamerikanske slaveri og har brugt ‘generation’ som et centralt begreb. I sin ‘Generations of Captivity. A History of African American Slaves’ fra 2003 bruger han generationsbegrebet til at beskrive forandringer i slaveristrukturen og i den ramme, den satte om ‘sorte nordamerikaneres liv’ i de nordamerikanske stater fra et samfund med slaver over
68 Mintz og Price, 1992 s. x. 69 Gomez, 1998 s. 19. 70 Gomez, 1998 s. 174; s. 194.
deciderede slavesamfund til gradvis opløsning af slaveriet og efterfølgende åbning af nye muligheder, efterhånden som magtbalancen mellem ejer og slave, hvid og sort, begyndte at forandres.71
Ellers har jeg haft svært ved at finde studier, der behandler generationsspørgs-målet i større grad. At så få analyser har fokuseret på forandringer generationer imellem på individniveau, bunder som sagt i, at sådanne forandringer er svære at læse ud af kilderne. Men i det herrnhutiske materiale fra Dansk Vestindien er det ikke umuligt, da mange medlemmer af menigheden og kandidater til med-lemskab er defineret generationsmæssigt i forhold til hinanden. Det har givet mig mulighed for at forholde mig til det enkelte menneske i et generationsperspek-tiv, i stedet for, som Gomez, at skulle forholde mig til afrikanske eller kreolske generationer som strukturelle størrelser, der samtidig er svære at opfatte som en praktisk realitet, eftersom slavesamfundene alle blev tilført store mængder slaver indtil i hvert fald år 1800 – et forhold, der grundlæggende besværliggør studier af de amerikanske slavesamfund på et strukturelt niveau.