stammede fra et særligt sted i Afrika. Selv om ‘det afrikanske’ således i hvert fald i nogle tilfælde var kreoliseret, havde det ikke mistet sin betydning som netop noget afrikansk – noget der havde en tilknytning til kontinentet Afrika.
Etnisk sammensætning af den afrocaribiske befolkning
De etniske begrebers betydning i Dansk Vestindien var altså foranderlige, og det ser ud, som om de blandt andet ændredes og udvikledes i samspil med foran-dringer i befolkningssammensætningen. Ved en analyse af den etniske befolk-ningssammensætning, som den kommer til udtryk i Seidels kommunikantliste, og en sammenligning med Popes analyse af den etniske sammensætning blandt medlemmer af Brødremenigheden på Sankt Croix fra 1744 til 1891, kan man underbygge, at billedet af, hvor afrocaribiere kom fra, ikke var statisk.
En sådan analyse er mere overskuelig, hvis man kategoriserer materialet ud fra forestillingerne om kulturområder. Det er imidlertid lidt forskelligt, hvilke områder forskellige forskere arbejder med, hvilket hænger sammen med fokus på forskellige kriterier for opdelingen. Jeg har opdelt de etniske kategorier i følgende overordnede områder: Senegambia (Øvre Guinea), Guldkysten, Beninbugten (Slavekysten), Biafrabugten og det vestlige Centralafrika, og har dermed fulgt Gomez’ kategorisering. Jeg har dog ikke medtaget to af de områder, han inddra-ger, Sierra Leone og Mozambique-Madagaskar, da der ikke er nogen henvisninger til disse områder i det kildemateriale, jeg har undersøgt.212 Derimod har jeg be-handlet mennesker fra det gur-talende område inde i landet i det nuværende Togo selvstændigt, da de på grundlag af sproglig forskellighed kan ses som forskellige fra de andre kategorier, og da de er stærkt repræsenteret. Det er vigtigt at pointere, at det er analysekategorier, som ikke nødvendigvis afspejler afrocaribiernes syn på tilhør, primært fordi de i de fleste tilfælde relaterede sig til snævrere kategorier.213
212 Gomez, 1998 s. 27 f.
213 Nogle forskere slår Guldkysten og Slavekysten sammen i én gruppe, ja, Thornton regner endda Biafrabugten med og pointerer den store kulturelle homogenitet i denne gruppe, som han kalder Nedre Guinea. Hall adskiller Biafrabugten herfra, og Gomez behandler både Guldkysten, Slavekysten og Biafrabugten separat. Forskellene bunder i, hvilke kriterier der ligger til grund for opdelingerne – først og fremmest i, om man fokuserer på forskelle eller ligheder. Jeg vil ikke gå ind i en længere diskussion af, hvilke opdelinger der er de bedste, da mit formål hidtil i kapitlet har været netop at se på, hvordan de forskellige niveauer af tilknytning blev udtrykt af afrocaribierne selv, hvilket på sin vis formindsker betydningen af sådanne analysekategorier, og da formålet med opdelingen i dette specifikke afsnit er at give en antydning af, at den etniske sammensætning ikke var statisk, hvorfor opdelingen først og fremmest anvendes for at give overblik. Hall, 2005 s. 80 ff.; Gomez, 1998 s. 27 ff.; Thornton, 1998 (a) s. 183 ff.
Det er også vigtigt at pointere, at de konklusioner, som her bliver præsenteret, er antydninger, da de bygger på en relativt lille andel af befolkningen.
Eftersom de danske handelsstationer og forter i Vestafrika alle lå på Guldkysten, kunne man nemt forestille sig, at afrocaribiere i Dansk Vestindien primært kom fra denne del af Afrika. Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet. Allerede Pope har diskuteret den etniske sammensætning på Sankt Croix nøje og er nået frem til, at den var meget varieret og dækkede hele den afrikanske kyst fra Senegambia til Congo.214 Også Simonsen gengiver Popes konklusioner om, at den afrocaribi-ske befolkning var etnisk sammensat, men disse konklusioner er ikke rigtig nået ud over en snæver forskningskreds. Da Simonsen baserer sit statistiske materiale på Popes undersøgelser, går vi tilbage til hendes undersøgelse for at se på, hvilke overordnede konklusioner hun drager. Pope har brugt Brødremenighedens kir-kebøger fra Sankt Croix med angivelse af ‘nation’, som omhandler to af de tre missionsstationer og dækker perioden 1744-1891.215
Pope, som bruger nogle lidt andre overordnede kategorier end jeg, drager den konklusion, ved at se på nationsangivelser i hele perioden, at flest mennesker kom fra Nigeria (26,99 %), næstflest fra Guldkysten (23,32 %). Dernæst kom Senegambia (22,83 %), så Beninbugten (13,71 %) og sidst Congo (det vestlige Centralafrika) (13,15 %).216 Disse tal bygger i forhold til materialet fra Sankt Thomas på en noget senere periode. Ophavssituationen for listerne fra Sankt Croix kendes heller ikke, og det er altså ikke sikkert, at oplysningerne har lige så klart ophav i de afrocaribiere, de handler om, som de har det i Seidels kommuni-kantliste.
Pope identificerer nogle nationer anderledes, end det er almindeligt i dag. Hun mener for eksempel, at ‘kassenti’ er lig ‘ashanti’, hvilket både Gwendolyn Midlo Hall, de nutidige noter til Oldendorp og Oldendorps tekst i sig selv modsiger, idet de identificerer kassenti med chamba, et gur-talende folk inde i landet fra Guldkysten.217 Det betyder, at kategorien Guldkysten hos Pope ikke udeluk-kende indeholder akan-talende folk og derfor afspejler en noget større diversitet, end hun selv går ud fra. I forhold til moderne forskning har hun også anderledes opdelinger i overordnede kategorier. Hvor det er normalt at regne yoruba-ta-lende folk med til Beninbugten, sammen med gbe-folkene, regner hun yoruba med til overkategorien Nigeria. Hun inddeler således sine grupper i forhold til koloniale og postkoloniale statsdannelser i stedet for at inddrage teorier om
kul-214 Pope, 1970 (a) s. 80 ff.
215 Simonsen, 2007 s. 181. Pope har anvendt eksemplarerne af kirkebøgerne fra Moravian Archives, som hun har haft adgang til i Friedensthal Moravian Church i Christiansted på Sankt Croix, før de fra 1968 blev flyttet til Bethlehem (oplysning fra arkivleder i MA Paul Peucker). Pope, 1970 (a) s. 20; MA EWI nr. 3 C.19.1 ’Kirchenbuch, Neger’ og C.19.2 ’Kirchenbuch, Negerinnen’.
216 Pope, 1970 (a) s. 81.
1 turområder.218 Hun diskuterer heller ikke forandringsperspektivet i forhold til nationsangivelserne, eller hvad de egentlig henviser til. Men alligevel er hendes overordnede konklusioner de samme, som materialet fra Sankt Thomas peger i retning af, nemlig at der var tale om stor diversitet i etnisk oprindelse, og at man kan få fornemmelse af bølger i slavehandelen.
Som det fremgår af Appendiks 1, er der i Seidels liste nævnt 418 personer un-der Sankt Thomas. Blandt dem var un-der både afrikansk- og vestindiskfødte, og 103 (24,64 %) relaterede sig til Beninbugten, hovedsagelig det gbe-sprogede område (kun fem var ‘anago’, som var yoruba-talende og hørte til længst mod øst). Den næststørste gruppe var den fra det vestlige Centralafrika, hvortil 55 (13,15 %) relaterede sig. Først herefter kommer Guldkysten (39 personer, 9,33 %), det gur-sprogede område inde i landet øst for Volta (19 personer, 4,54 %), Senegambia (13 personer, 3,11 %) og Biafrabugten (13 personer, 3,11 %). Dertil kommer to, der angiver at være født på den atlantiske rejse, en der er født i ‘Guinea’, som kan være hvor som helst, 15 jeg ikke har kunnet identificere, 33 uden angivelse af fødested, og endelig 125 hvis betegnelse er ‘kreol’.219 Da der naturligvis er tale om en meget begrænset andel af den samlede afrocaribiske befolkning på Sankt Thomas, der i 1755 talte 4087 personer (knap 9,5 %), kan man ikke uden vi-dere antage, at den etniske fordeling, som den kommer til udtryk i Seidels liste, afspejler den samlede afrocaribiske befolkning.220 Men i samspil med Popes og Simonsens overvejelser fremstår den etniske fordeling stadig som værende meget varieret.
Til gengæld er der stor forskel på mine og Popes konklusioner om, hvilke kulturområder der var bedst repræsenteret, hvilket underbygger den mulighed, at disse tidsmæssigt forskellige indblik i befolkningssammensætningen repræsen-terer bølger i slavehandelen.221 Da Sankt Croix blev indlemmet i den danske ko-loni, begyndte den hurtigt at overtage rollen som den vigtigste dansk-vestindiske sukkerø. Det betyder, at nye slaver i høj grad blev sendt dertil. Befolkningssam mensætningen på Sankt Thomas, som den fremstår i listerne, afspejler dermed i højere grad en tidligere periode af 1700-tallet end listerne fra Sankt Croix, som tilmed går længere op i tiden. Det kan for eksempel være med til at forklare den store overvægt af personer fra de gbe-talende områder af Beninbugten på Sankt Thomas.
Tallene kunne således afspejle en tendens, som den økonomiske historiker Patrick Manning mener at kunne identificere: at havnene i Beninbugten stod for en væsentlig del af eksporten i slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede – om end denne tendens dog ikke synes at afspejle sig i alle
slavesam-218 Pope, 1970 (a) s. 59 ff.
219 UA R15Ba18 nr. 1,2 ’Zeugniße von den Communicanten …’. 220 Hall, 1992 s. 5.
2
fund i Amerika.222 Som tidligere diskuteret kunne sådanne bølger tænkes at have påvirket afrikanernes muligheder for at skabe relationer i Dansk Vestindien og kan være en medvirkende forklaring på, at stort set alle fra Guldkysten på Sankt Thomas omkring 1750 kaldte sig amina – fordi de til at begynde med ikke var så mange og derfor havde mere behov for at indgå i et bredere defineret fællesskab. At der i Dansk Vestindien var mange afrocaribiere med oprindelse i Beninbugten, især i første halvdel af det 18. århundrede, understøttes også af, at de skibe, der er registreret i ‘The Trans-Atlantic Slave Trade Database’, omkring år 1700 især hentede deres slaver i Beninbugten, mens Guldkysten som primært udskibnings-sted især kan findes fra 1720’erne og frem.223 Man skal dog i den sammenhæng være opmærksom på, at mange skibe hentede slaver begge steder, og at mennesker fra den ene region sagtens kunne blive udskibet fra den anden. Ligeledes skal man også huske, at mange skibe ikke har angivelse af udskibningssteder. Men det over-ordnede billede passer og understøttes også af Greene, som understreger, at dansk slavehandel i høj grad var koncentreret omkring området mellem Osu, nutidens Accra, og Ouidah.224 Ved at se på etnisk fordeling i et slavesamfund i afgrænsede, kortere perioder kan man altså yderligere nuancere det billede, som viser, at for-skellige kolonier havde forskellig etnisk sammensætning af slavebefolkningerne. Både tid og rum er vigtige dimensioner i forståelsen af, hvordan afrikanere blev spredt i Amerika.225
En anden forklaring på de forskellige gruppers fremtrædende position i li-sterne fra de to øer kan dog også være, at rekrutteringen til menigheden muligvis fulgte etniske netværk, og at det var forskelligt, hvilke etniske grupper der blev involveret i menigheden på de to øer. Den mulighed diskuterer jeg i kapitel 3. Men som her antydet kan listematerialets mønstre altså også afspejle, at be-folkningens etniske sammensætning var foranderlig over tid, og at afrocaribieres måde at identificere sig på kan tænkes at have haft en sammenhæng med, hvor store de forskellige grupper var på en given ø på et givet tidspunkt. Endnu en gang er det altså vigtigt at understrege den foranderlighed, der var en grundpræ-mis for eksistensen og betydningen af de etniske tilhørsforhold, som afrocaribiere relaterede sig til. De var ikke statiske – men forandredes i samspil med et væld af påvirkninger udefra. Jeg har hermed forsøgt at vise, at foranderligheden ikke blot viste sig hos den enkelte person og hans eller hendes måde at definere sig på, men også var til stede i begrebernes overordnede betydning – på et mere strukturelt plan.
222 Hall, 2005 s. 123; Manning, 1982 s. 31.
223 www.slavevoyages.org, søgning: Principal place of slave landing: ‘Danish West Indies’; perioden indtil 1770.
224 Greene, 1994 s. 48 ff.
En dimension, der imidlertid mangler, og som i det hele taget er underrepræ-senteret i den eksisterende forskning om etniske afrikanske identiteter i Amerika, er spørgsmålet om, hvad der skete med tilknytningen til og identificeringen med Afrika, når de afrikanskfødtes børn kom til.
Generation
Forandringerne fra generation til generation er som tidligere nævnt umådelig svære at spore i kilderne, fordi man sjældent har mulighed for at vurdere, om per-soner, der er beskrevet med en afrikansk etnicitet, kunne være født andre steder end i Afrika. Men Brødremenighedens kilder giver en helt unik mulighed for at få et indblik i, hvordan mennesker født i Caribien relaterede sig til etniske grupper, der henviste til Afrika, fordi der er flere kilder, der omtaler den samme person og hans eller hendes etnicitet, og fordi kilderne er så detaljerede, som de er.
Et godt eksempel på dette er Anna og Johann Abraham, de første personer missionærerne kom i kontakt med efter ankomsten til Sankt Thomas i 1732. De to identificerede sig som allerede nævnt forskelligt, på trods af at de flere steder beskrives som søskende. Anna sagde, hun var fon, og Johann Abraham sagde, han var popo.226 Denne iagttagelse er som påvist væsentlig for forståelsen af, hvordan de forskellige identifikationsniveauer fungerede i det afrocaribiske samfund. Men et interessant aspekt ved historien om dem er, at de som tidligere omtalt havde endnu en bror, Anton (eller Anton Ulrich), som havde været med sin ejer i København og der mødt grev Zinzendorf. Anton optræder aldrig i li-sterne fra Sankt Thomas, selv om han kom tilbage dertil senere i sit liv. Han var nemlig aldrig medlem af menigheden, selv om han altså blev regnet som en slags ophavsmand til den. Det betyder, at der ikke findes udtalelser fra ham om, at han følte sig knyttet til en etnisk gruppering. Men missionæren Leonhard Dober beskriver Anton som født i Vestindien.227 På den baggrund ville de tre søskendes familiehistorie så være, at Anna og Johann Abraham kom til Caribien sammen med deres mor eller far, som dér havde fået endnu et barn, Anton. Det er ikke en umulighed, men det ville være mærkeligt, hvis et sådant forhold ikke var en del af fortællingen i kilderne.228
226 UA R15Ba18 nr. 1,2 ’Zeugniße von den Communicanten …’ nr. 38 hos kvinderne (Sankt Thomas) og nr. 13 hos mændene på Sankt Croix-listen (Johann Abraham, der var bødkerslave for Det Vestindisk-Guineiske Kompagni, blev før 1738 flyttet til Sankt Croix: Oldendorp II s. 261; s. 360; s. 668).
227 UA R15Ba3 nr. 2 ’Leonhard Dobers Schreiben vom Anfang der Arbeit unter den Heyden’ s. 1. 228 Om slægtsrelationer på slaveskibe: Rediker, 2007 s. 19; s. 305 f.
En anden mulig årsag til, at de nævner forskellige fødesteder, kunne være, at de tre ikke var biologisk beslægtede, men i stedet havde fundet sammen i et konstru-eret slægtsforhold, som det ses beskrevet flere steder i litteraturen om afrikanske slaver i Amerika.229 Det kunne også være en anden forklaring på, hvorfor Anna og Johann Abraham identificerede sig etnisk forskelligt, end den at de relaterede sig til to forskellige niveauer af tilknytning, som jeg har argumenteret for tidligere. At det ikke skulle fremgå af beskrivelserne af netop de to personer, der (ud over Madlena og hendes familie) er de mest velbeskrevne, ville dog være lidt under-ligt.
Jeg tror snarere, forklaringen skal findes i, at de alle tre faktisk var født i Vestindien, men at Anna og Johann Abraham, der var henholdsvis markslave og bødker og derfor levede som en del af det afrocaribiske minisamfund på Kompagniets plantage på Sankt Thomas, overtog en etnisk tilknytning og brugte den aktivt, mens Anton, der var husslave, kom med til Europa, blev frigivet og kom tilbage til Sankt Thomas, hvor han arbejdede som opsynsmand, levede mere adskilt fra de afrocaribiske netværk. Det er derfor mere sandsynligt, at forklarin-gen på, at de tre søskende kunne angive så forskelligartede etniske identiteter, var, at de simpelthen netop var påvirkede af de forskellige liv, de førte. At de alle skulle være født på Sankt Thomas, underbygges af information fra Bethlehemsliste nr. 1. Her står både Anna og Johann Abraham opført som født i Vestindien, mens deres forældre står som født i Afrika.230
Bethlehemslisten nr. 1 angives at være et appendiks til kirkebogen og er for-modentlig et øjebliksbillede på en anden måde end Seidels kommunikantliste. Den bygger sandsynligvis ikke på interviews med afrocaribierne, men afspejler nok snarere en viden, som missionærerne selv mente at besidde om de afrocari-biske medlemmer af menigheden præcis i året 1750, hvor listen slutter. Denne formodning bygger på, at dens slutår falder sammen med, at missionærerne tog beslutningen om at registrere de døbtes fødested, og at listen således efter alt at dømme er skrevet i netop dette år. Den ensartede skrift tyder på, at listen ikke er skrevet over tid, men da alle Brødremenighedens arkivalier er kopieret flittigt i samtiden, er det dog ikke et egentligt bevis for noget. Det er tidspunktet, der
229 Oldendorp I s. 505; Oldendorp II s. 1697; Oldendorp II s. 1754; Sweet, 2003 s. 195 f.; Mintz og Price, 1992 s. 43 f. og 48; Olwig, 1985 s. 79. Dette tema behandles i kapitel 2. 230 MA Cathalogues etc. nr. 1 ’Appendix zum unsern Buch …’ nr. 130 og nr. 181: Anna og
Johann Abraham. Der er flere mærkelige ting ved omtalen af dem. Anna står angivet som værende født på Sankt Thomas og hendes forældre som tilhørende nationerne anna (moderen) og ouidah (faderen). Abraham angives at være født på Sankt Croix, med to anna-forældre. Anna-nationen har jeg aldrig set omtalt andre steder. At Abraham skulle være født på Sankt Croix, er ikke så sandsynligt, idet han optræder i kilderne fra Sankt Thomas, før danskerne overtog Sankt Croix fra franskmændene i 1733. Som det her antydes, er nationsangivelserne i Bethlehemsliste nr. 1 formodentlig ikke altid så troværdige, så angivelsen af deres forældres etniske oprindelse har jeg svært ved at finde en forklaring på.
først og fremmest peger i retning af, at listen er et øjebliksbillede af, hvad mis-sionærerne vidste om medlemmerne af menigheden. Listen kaldes da også netop et ‘appendiks’ til kirkebogen og giver sig altså ikke ud for at være en ny kirkebog, men signalerer at der er tale om ekstraoplysninger.
Hvis det passer, at listen er skrevet i 1750, som jeg i det følgende vil arbejde ud fra, så betyder det blandt andet, at den også nævner personer, der var døde, da den blev skrevet – for eksempel Madlena. Listen har sågar en rubrik, der hedder ‘hvor og hvornår gået hjem’, og alle hvis dødsdag er nævnt, er døde senest som-meren 1750. Det tyder på, at der heller ikke er blevet tilføjet informationer, efter den blev skrevet i første omgang. Det er blandt andet i denne liste, man kan se oplysningen om, at Madlena døde på Sankt Thomas i 1747.231
Af disse årsager foretrækker jeg at bruge Seidels kommunikantliste som pri-mær kilde til de enkelte personers egne forestillinger om tilknytning, da den som tidligere beskrevet efter alt at dømme er blevet til som følge af samtaler med afrocaribierne selv. Bethlehemslisten kan i højere grad bruges til at perspektivere folks udtalelser, som for eksempel i tilfældet Anna og Johann Abraham.En sådan vægtning af kildernes værdi skal ikke tages som udtryk for, at jeg mener, den ene objektivt er mere værd end den anden, men snarere at de i forhold til mit spørgs-mål kan bidrage med forskellige oplysninger. Da kernen i denne undersøgelse er afrocaribiernes egne meninger om spørgsmålet om etnisk tilhør, er det altså sand-synligheden for, at de var tæt knyttet til kildens produktion, der ligger til grund for fremhævelsen af Seidels liste.
Annas, Johann Abrahams og Antons historier ser altså ud til at være udtryk for, at en følelse af tilknytning til en specifik gruppering med rod i Afrika godt kunne blive givet videre til generationer, som var født i Caribien. At de oven i købet valgte at identificere sig forskelligt, nemlig den ene som hørende til den overord-nede kategori popo og den anden som hørende til en snævrere gruppe: fon, er måske udtryk for, at de forskellige muligheder, der eksisterede for identifikation, også spillede sammen med en udvikling over tid og generation, men at der ikke var nogen entydig formel for, hvordan identifikationsmønstret udviklede sig. Jeg har fra Sankt Croix fundet endnu et søskendepar, Priscilla og Timna, der begge hos Seidel angives at være aminaer, men født i Vestindien.232 At søskendepar både kunne beskrive sig ens og forskelligt, styrker argumentet om, at man bliver nødt til at se på identifikation på individniveau og ikke alene i en overordnet strukturel optik, fordi samme baggrund ikke nødvendigvis gav samme resultat.
Endnu en gang vil en perspektivering af denne historie på det individuelle plan dog med fordel kunne suppleres af en overordnet betragtning om, hvad listerne
231 MA Cathalogues etc. nr. 1 ’Appendix zum unsern Buch …’ nr. 9.
232 UA R15Ba18 nr. 1,2 ’Zeugniße von den Communicanten…’ St. Croix, nr. 2og nr. 14 hos