slår, hvilke almene tendenser der kan ses i materialet. Afhandlingen handler, som beskrevet side 20 ff., i højere grad om at vise, hvilket mulighedsrum afrocaribiere havde at bevæge sig i, først og fremmest tilknytnings- og identitetsmæssigt. Selv om jeg naturligvis tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvordan afrocaribiere formåede at holde fast i identiteter og tilknytninger med rod i Afrika, så har jeg forsøgt at perspektivere billedet af den side af dem og fremhæve mulighederne for forskelligartethed og forskellige strategier og forskellige måder at føle tilknytning på – i stedet for kun at fokusere på enten kreolisering eller opretholdelse af det afrikanske. Et vigtigt mål med denne undersøgelse er at nuancere analysen ved at tage udgangspunkt i individerne. For at kunne lave en undersøgelse så tæt på de enkelte er det nødvendigt at have et kildemateriale, der kommer tæt nok på. Et sådant materiale findes i forbindelse med Brødremenighedens mission i Dansk Vestindien, og det er årsagen til, at den særlige gruppe mennesker tilhørende denne menighed i dette samfund danner grundlag for denne undersøgelse.
Dansk Vestindien og Brødremenigheden – kontekst og
kilder
Dansk Vestindien bestod af tre beboede øer, Sankt Thomas (koloniseret 1672), Sankt Jan (1718) og Sankt Croix (1733). Kolonien var efter tidens skik admini-streret af handelskompagniet Vestindisk-Guineisk Kompagni indtil 1755, hvor-efter den kom direkte under den danske krone. Formålet med koloniseringen af øerne var dels at have et handelsmæssigt ståsted på det amerikanske kontinent, dels at have direkte adgang til værdifulde tropiske afgrøder. Indigo og tobak spil-lede i begyndelsen en vis rolle på Sankt Thomas, men det var især bomuld og ikke mindst sukker, der endte med at blive de væsentligste afgrøder på øerne. Dyrkningen foregik på plantager. Indigo, tobak og bomuld kunne dyrkes på selv mindre arealer og med en mindre arbejdsstyrke, men sukker krævede store inve-steringer i kogerier, møller og en intensiv arbejdsindsats, hvorfor især sukkerplan-tager var store med op til flere hundrede arbejdere. Arbejdsstyrken bestod ho-vedsagelig af slaver af afrikansk oprindelse, om end europæiske fattige arbejdere, såkaldte servinge, der bandt sig til at tjene et vist antal år mod siden at blive fri og få et stykke jord eller anden løn, blev anvendt i de første årtier af det 18. år-hundrede. Men afrocaribiere udgjorde i hele den her behandlede periode mellem 80 og 93 % af befolkningen, og kun få af dem var frie. De mange slavearbejdere udgjorde grundlaget for et brutalt og begrænsende system bygget på psykisk og korporlig magtanvendelse. Livet som slave var forbundet med hårdt arbejde, få personlige friheder og begrænsede muligheder for fysisk og social mobilitet. Det
er de mennesker, der levede under sådanne forhold, denne undersøgelse handler om.80
Dansk Vestindien.
Sankt Thomas (83 km2), Sankt Jan (52 km2) og Sankt Croix (218 km2).
80 Om servinge: Hvid, 2006. Om ret, magt og straf: Simonsen, 2000. Om samfundet Dansk Vestindien: Hall, 1992.
En del af dem kom i kontakt med den missionerende sekt Brødremenigheden og kom via den til at optræde i et væld af skriftlige kilder, der kan give os indblik i deres liv. Menigheden, som også kaldes herrnhuterne, var oprindelig udsprunget af den bøhmiske reformationsbevægelse, men fik i 1721 deres hovedkvarter i Sachsen, hvor byen Herrnhut blev grundlagt på et gods, som tilhørte grev Nicholaus Ludwig von Zinzendorf und Pottendorf, der var del af det Halle-pietistiske miljø. Han gik aktivt ind i menigheden og blev i mange henseender dens leder, selv om menigheden i princippet var styret af et ældsteråd. Kristendomsopfattelsen i Brødremenigheden var præget af de samme tendenser som pietismen: Det per-sonlige forhold til Gud og tro gennem følelsesmæssig forståelse af Frelserens offer var i centrum.81 I 1731 besluttede menigheden at indlede missionsvirksomhed, og dens øjne faldt først på Sankt Thomas og sidenhen på Sankt Croix og Sankt Jan.82
Missionen var ret succesfuld, især på Sankt Thomas, hvor godt 40 % af den afrocaribiske befolkning i 1768, det vil sige ved slutningen af den undersøgte periode, var medlemmer af Brødremenigheden. På Sankt Croix var knap 7 %, og på Sankt Jan godt 20 % medlemmer (se tabel 1). Men de første mange år efter missionen gik i gang i 1732, var der kun få afrocaribiske medlemmer af menigheden. Brødremenighedens kristendomsformidling skal altså ikke ses som et hegemonisk verdensbillede i Dansk Vestindien. Det var ét blandt mange, der eksisterede side om side, og det var især oppe imod de forskellige verdensbilleder, som var medbragt fra Afrika. Før Brødremenigheden begyndte sin mission, var der ingen decideret missionsindsats, og længe var der ingen anden kirke, der drev en mission, der var så velorganiseret, selv om også andre kirker – om end i mindre omfang – optog afrocaribiere.
Den danske lutherske kirke havde kun få afrocaribiske medlemmer, selv om den danske stat fra 1755 forsøgte at grundlægge en luthersk mission som følge af den danske krones overtagelse af styringen af kolonien fra Vestindisk-Guineisk Kompagni. Den var dog lang tid om at komme i gang og blev aldrig særlig omfat-tende.83 Der er desværre ikke lavet nogen overordnet undersøgelse af kirketilhør i det 18. århundrede, men flere afrocaribiere var i 1835 medlem af den katolske kirke end af Brødremenigheden, der havde lige så mange medlemmer som den anglikanske kirke, hvilket formodentlig er en udvikling, der især tog fart i sidste fjerdedel af det 18. århundrede, hvor en del katolske plantere promoverede deres religion blandt afrocaribiere.84 I 1805, kort tid efter at forbuddet mod atlantisk
81 Om Zinzendorfs teologi: Freeman, 1998 og Zimmerling, 1999 s. 125 ff. Om teologiens konsekvenser for missionen i Dansk Vestindien: se Sebro, 2005 (b).
82 Om Zinzendorf og Brødremenigheden se for eksempel: Zimmerling, 1999; Bergmann, 1956; Beck, 1981; Oldendorp 2000-2002; Freeman, 1998; Beyreuther, 2000.
83 Koch, 1905-1907.
slavehandel trådte i kraft, var 64,6 % af afrocaribierne på de tre øer tilsammen kristne. Men det er altså svært at sige noget om antallet af kristne afrocaribiere generelt i det 18. århundrede. Det overordnede indtryk er dog, at når så relativt mange endnu omkring år 1800 ikke var kristne, har omvendelse til kristendom-men først rigtig taget fart i anden halvdel af det 18. århundrede.
Tabel 1. Andelen af medlemmer af Brødremenigheden i den afrocaribiske befolkning ca. 1755 og
1770. Afrocaribisk befolkning (1755) Medlemmer af Brødremenigheden (1757) Procent af befolkning (ca. 1755) Afrocaribisk befolkning (1770) Medlemmer af Brødremenigheden (1768) Procent af befolkning (ca. 1770) Sankt Thomas 4087 971 23,75 % 4405 1836 41,68 % Sankt Croix 8897 415 4,6 % 18884 1275 6,75 % Sankt Jan 2031 97 4,8 % 2302 470 20,41 %
Tabellen bygger på befolkningstal fra Hall, 1992 s. 5, samt Oldendorps sammentællinger af døbte, optagne og døde i menighederne for henholdsvis 1757 og 1768 (Oldendorp II s. 1310 f. og s. 2037 f.). Befolkningstallene for Sankt Croix og Sankt Jan indeholder ikke frie afrocaribiere, men det gør tallene for Sankt Thomas; der er dog tale om få personer. I øvrigt er det vigtigt at erindre, at der ofte var mindst lige så mange dåbskandidater og løst interesserede, der var i kontakt med Brødremenigheden, som der var døbte, hvorfor flere end de her angivne har kendt til menighedens lære. Det fremgår i øvrigt tydeligt af tabellen, at antallet af nyimporterede slaver må have haft stor betydning for det relative antal medlemmer af menigheden. På Sankt Thomas steg befolkningstal-let kun ganske lidt, samtidig med at det voksede eksplosivt på Sankt Croix, hvor sukkerproduktionen tog rigtig fart i midten af 1700-tallet.
Denne undersøgelse er formet som et mikrostudie med udgangspunkt i de afroca-ribiske medlemmer af menigheden. Hovedfokus ligger på menigheden på Sankt Thomas, som alle statistiske delundersøgelser bygger på, men de beskrivende livshistorier, der er benyttet, kommer fra alle tre øer. Dette valg bygger på, at oplysningerne i listemateriale som kirkebøger med angivelse af etnisk oprindelse fra Sankt Thomas fremstår mest informativt og troværdigt, hvilket jeg vil argu-mentere mere indgående for i kapitel 1.
Undersøgelsesperioden går fra missionens begyndelse i 1732 indtil 1769, hvor den herrnhutiske visitator og historiker Christian Georg Andreas Oldendorp forlod kolonien for at tage hjem til Tyskland og skrive sin store beskrivelse af missionen færdig. Denne tidsmæssige afgrænsning afspejler, i hvor høj grad kildesituationen har styret undersøgelsen. Det er nemlig ikke kun det faktum, at Brødremenigheden stod for den første velorganiserede missionsindsats, der gør den velegnet som objekt for et mikrostudie i perioden 1730-1770, men i endnu højere grad den mængde af kilder, missionærerne på de tre danske øer, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, producerede – og ikke mindst deres detaljerigdom. Uden de kilder havde det ikke været muligt at komme så tæt på 1700-tallets dansk-vestindiske afrocaribiere. De optræder detaljeret i dagbøger,
1 indberetninger, visitationsrapporter og breve, men også i de kirkebøger og andre lister, som fra tid til anden blev brugt til at registrere menighedens medlemmer. Yderligere var der som tidligere nævnt inden for menighedens rammer en vis mu-lighed for, at afrocaribiere selv kunne formulere breve – en kildetype, der spiller en central rolle i denne undersøgelse.
Sidst men ikke mindst repræsenterer manuskriptet til den nævnte missionshi-storie af Oldendorp et unikt kildemateriale. Oldendorp var i Dansk Vestindien mellem 1767 og 1769, dels som visitator, dels med det specifikke mål at skrive missionens historie. Manuskriptet til denne missionshistorie blev i en stærkt for-kortet og redigeret form udgivet i 1777, men først i 2000 og 2002 blev hele manuskriptet udgivet i en kommenteret version.85 Oldendorp havde en usædvan-lig interesse i alle de mennesker, dyr og planter, der levede og hørte til i Dansk Vestindien, og hans manuskript er et fint eksempel på 1700-tallets holistiske rej-sebeskrivelser og på den deskriptive tyske statistiske tradition fra tidlig moderne tid.86 Manuskriptet er delt op i to dele. Den første del er den generelle beskrivelse af Dansk Vestindien og indeholder blandt andet beskrivelser af de forskellige et-niske grupper, der var repræsenteret i slavebefolkningen, herunder en beskrivelse af religiøse og kulturelle forhold blandt disse i deres hjemlande i Afrika. De oplys-ninger kommer fra samtaler, som Oldendorp har haft med afrocaribiere. Desuden indeholder denne manuskriptdel beskrivelser af både afrocaribieres og europæeres liv i Dansk Vestindien såvel som gennemgang af natur, geografi, plante- og dy-reliv. Anden del er en detaljeret gennemgang af missionens historie baseret på missionærernes beretninger og dagbøger, som Oldendorp har haft adgang til i Europa.87
Suppleret med arkivalierne i de to herrnhutiske arkiver i Herrnhut, Tyskland, og Bethlehem, Pennsylvania, er Oldendorps manuskript hovedkilden til denne undersøgelse. Jeg har i mange tilfælde valgt at tage udgangspunkt i hans gen-fortælling af dagbøgerne, fordi han refererer dem meget nøje (og det er mindre tidskrævende at læse den 2800 sider lange trykte version af hans manuskript end de håndskrevne dagbøger), men alle centrale historier er tjekket efter i original-materialet i arkiverne for at sikre, at de anvendte beskrivelser korresponderer med originalerne. Oldendorp har i nogle få tilfælde tilføjet eller udeladt væsentlig in-formation, hvilket naturligvis bliver diskuteret. Oldendorp er derudover en god kilde til visse informationer, der ikke kan genfindes i arkivmaterialet, som ikke
85 Oldendorp, 1777 og Oldendorp, 2000-2002.
86 Eksempler på rejsebeskrivelser: Labat, 1722; Römer, 1760. Om statistik: Johannisson, 1988 s. 68 f.
87 Oldendorp, 2000-2002. I henvisninger til den komplette udgave af Oldendorp angiver jeg, hvilken del der er tale om. Således: Oldendorp I s. xx eller Oldendorp II s. xx. I bøgernes indeks henvises der til sidetal i originalmanuskriptet, som løbende fremgår af teksten. For nemheds skyld har jeg dog valgt at henvise til sidetallene i den trykte udgave. Om manuskriptet: Meier, 1995.
2
er fuldstændig bevaret. For den ældre tid indtil 1750’erne er der for eksempel flere huller i dagbogsmaterialet og konferenceprotokollerne.88 På andre områ-der er arkivmaterialet dog bedre dækkende end Oldendorp. Her tænkes især på forskellige lister over menighedens medlemmer, som er et væsentligt grundlag for diskussionen af etnisk tilhørsforhold i denne afhandling: kirkebøger og visi-tationsrapporter, som findes i forskellige versioner. Alle citater fra Oldendorp og arkivmaterialet er af mig oversat til dansk.
Som supplement til det herrnhutiske kildemateriale har jeg anvendt forskel-lige arkivgrupper fra Rigsarkivet i København, primært materiale fra Vestindisk-Guineisk Kompagni, der administrerede kolonien indtil 1755. Jeg har brugt skat-telister, de såkaldte landlister, og desuden de mange forskellige indberetninger om og korrespondance i forbindelse med et slaveoprør på øen Sankt Jan i 1733. Dertil kommer enkelte andre arkivgrupper på Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, som for eksempel privatarkiver. De fleste trykte beskrivelser af Dansk Vestindien fra det 18. århundrede dækker enten en for sen periode eller har ikke et indhold, der har været relevant for denne undersøgelse, så dem vil man ikke finde mange henvisninger til. Alle citater er, hvor intet andet er angivet, oversat fra tysk (og i få tilfælde fransk og hollandsk) af mig.
Det er altså kilderne til Brødremissionens historie, der udgør det centrale grundlag for konklusionerne i denne undersøgelse, og især Oldendorps missi-onshistoriske anden del og med den dagbøger og beretninger fra missionærerne. Trods deres utroligt rige indhold af oplysninger om de enkelte mennesker tilknyt-tet menigheden, både europæere og afrocaribiere, er både den missionshistoriske del og arkivalierne hidtil kun i begrænset omfang blevet brugt i forskningen, hvil-ket naturligt hænger sammen med arkivernes fjerne beliggenhed for både ameri-kanske og danske forskere, og det faktum, at den missionshistoriske del alene tæl-ler 2050 trykte sider, som det kan forekomme uoverskueligt at gennemgå for at udlede information om specifikke temaer (som for eksempel afrocaribisk kultur). Derfor er det hovedsagelig den første del hos Oldendorp, beskrivelsen af øernes kultur og natur, der henvises til i den eksisterede forskning. Denne del er som sagt utrolig righoldig og meget nemmere at gå til for kulturhistorikere.
Selve den missionshistoriske anden del har (foruden Senbach, som omtales nedenfor) kun tre forskere udnyttet, nemlig historikeren Niklas Thode Jensen, lingvisten og historikeren Arnold R. Highfield og afrikanisten og historikeren Ray A. Kea. Highfield har både udgivet og kommenteret en engelsk oversættelse af den i 1777 publicerede version af Oldendorp og skrevet en udmærket artikel om afrocaribiske strategier og årsager til, at folk blev kristne.89 Jensen har i sin
88 Konferencer var de forsamlinger, hvor de lokale ledere af menigheden mødtes og diskuterede, hvordan det gik med menighedslivet og missionen. Deltagere var missionærerne, men også de afrocaribiere, der fungerede som menighedshjælpere.
afhandling om slavesundhed på Sankt Croix i første halvdel af det 19. århundrede brugt den nyudgivne missionshistoriske dels løbende beskrivelser af sygdomsfore-komster.90
Ray A. Kea har skrevet en biografisk artikel om Madlena, som også er central i denne afhandling, hvor han pointerer den religiøse fluiditet i den atlantiske ver-den. Dette resultat beror på den opfattelse, at Madlena ifølge Keas fortolkning af kilderne var katolsk døbt i Afrika.91 Men desværre bygger hans konklusioner på fejlagtige krydsslutninger, hvor han antager, at en kvinde ved navn Magdalena, som også optræder hos Oldendorp, er den samme som Madlena. Men den Magdalena, der ifølge Oldendorp var katolsk døbt, døde i 1744, mens Madlena døde i 1747.92 Denne fejlslutning får desværre argumentationen til at falde sam-men og gør det svært at acceptere hans hovedkonklusioner, da det afgørende bevis mangler.
Kun to forskere har for alvor brugt arkivmaterialet i de to arkiver i Herrnhut og Bethlehem. Antropologen Pauline Holman Pope har anvendt kirkebøger med angivelse af etnicitet fra Sankt Croix til at give et bud på den etniske sammen-sætning af den afrocaribiske befolkning.93 Undersøgelsen har givetvis været ret progressiv ved sin fremkomst i 1970, og den kan på mange måder ses som en forløber for mange af de undersøgelser, der senere hen kom til at danne den ‘revisionistiske’ skole. Hendes hovedformål er at skabe et billede af den etniske sammensætning på Sankt Croix, hvilket hun har interessante overvejelser over. Men især besværet med at identificere, hvilke etniciteter der henvises til, og hen-des ureflekterede antagelse af, at medlemmer af menigheden er repræsentative for den generelle befolkningssammensætning, gør, at jeg ikke har villet tage udgangs-punkt i hendes konklusioner. Men jeg diskuterer dem naturligvis i forbindelse med min egen undersøgelse.
Den eneste historiker, der intensivt har benyttet sig af både arkivmateriale og Oldendorp, og som oven i købet også har anlagt en individ-vinkel på sit ar-bejde, er Jon F. Sensbach, hvis biografi om Rebecca Freundlich allerede er omtalt. Sensbachs hovedpointe er, at afrocaribiere spillede en aktiv rolle i udbredelsen af kristendommen, og at de var bevidste aktører, der tog deres egne beslutninger. Til forskel fra Sensbach fokuserer den foreliggende undersøgelse på andre sider af de kristne afrocaribieres liv end de kristne og handler ikke mindst om, hvordan de håndterede deres andre identiteter. Derudover er jeg gået detaljeret ind i pro-blemstillinger, som Sensbach kun har antydet, som for eksempel overvejelserne om den etniske sammensætning af menigheden. Tilsammen kan Sensbachs og
90 Jensen, 2006. 91 Kea, 2005.
92 Kea, 2005 s. 118; Oldendorp II s. 574. 93 Pope, 1970 (a).
mit studie derfor give et nuanceret billede af de afro-herrnhutiske forestillinger, identiteter og strategier i den givne periode i Dansk Vestindien.