Miljøet som muligt cluster i nordjysk turisme

mens relaterede serviceområder i højere grad har en storbylokalisering. Det gælder dog ikke inden for fødevareområdet, hvor der er koncentreret en væsentlig servicekapacitet i det nordjyske.

Som beskrevet ovenfor er turisterhvervet ikke nogen klart afgrænset sektor. Turisterhvervet har forretningsmæssige relationer til en række andre erhverv, og der foregår en udveksling af viden og kompetence mellem sektorer. Et turismecluster eller en turistdestination kan bestå af en unik kombination af kerneturisme-aktiviteter med en tilførsel af viden fra andre specialer.

Hvis tabel 3’s opgørelser over de nordjyske styrkepositioner skal udgøre en basis for en vurdering af turismens udviklingspotentialer, så er det først og fremmest fødevareområdet, som må fremhæves. Her findes øjensynlig en vis erhvervsmæssig kapacitet af varierende karakter, som i princippet ville kunne komme turisterhvervet til gavn gennem højere kvalitet i bespisningsproduktet og en oplevelsesværdi i forbindelse hermed. Realiseringen af sådanne kombinerede ressourceområder beror på eksistensen af forretningsmæssige og vidensmæssige forbindelseslinier og institu-tionelle strukturer, som bygger bro. Dette spørgsmål tages op mere detaljeret nedenfor.

Miljø- og energiområdet står særligt stærkt i Nordjylland. Forbindelseslinierne mellem regionens specialer inden for turisme og miljø rummes inden for regionens bestræbelser for at fremme en bæredygtig turismeudvikling.

Omvendt er regionen tyndt besat inden for det medico/sundhedsmæssige område og inden for transport. Det kan medvirke til at vanskeliggøre innovative nyudviklinger inden for henholdsvis kur- og helseturisme og turisme i forbindelse med færgefarten. Også disse aspekter behandles mere indgående nedenfor.

5.3 Miljøet som muligt cluster i nordjysk turisme

Inden for de sidste 10-15 år er kravet om en bæredygtig udvikling kommet på den politiske dagsorden. Også inden for turisme er det i høj grad relevant at arbejde på, at brugen af ressourcer samt fremstillingen af produkter og serviceydelser sker på en forsvarlig måde både økonomisk, miljømæssigt og socio-kulturelt, da turismen som andre erhverv udnytter en række knappe ressourcer. På FN’s miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992 blev det besluttet, at de enkelte lande skulle arbejde videre med den såkaldte Agenda 21 for en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. Destination 21 skal i den forbindelse opfattes som en dansk turistpolitisk udmøntning af Agenda 21 (Dansk Turisme 1999). Det skal desuden ses i relation til, at kun 10% af de kommuner, som arbejder aktivt med Lokal Agenda 21 projekter, beskæftiger sig med turisme (Miljø- og Energiministeriet, 1999).

I august 1999 blev foreningen Destination 21 stiftet af en lang række betydende organisationer inden for det danske turisterhverv. Foreningens formål er at udvikle mål og indikatorer for en bæredygtig udvikling af danske turismedestinationer, samt at administrere en uafhængig mærkningsordning. I forbindelse hermed er Pilotprojekt Destination 21 søsat i 1999 og forventes afsluttet i 2001. Formålet med pilotprojektet er “at fremme en langsigtet konkurrenceevne for dansk turisme såvel i forhold til turistprodukterne som til landets turismemæssige image, således at de danske

destinationers levetid forlænges” (TUC, 1999). Mere konkret skal pilotprojektet arbejde med udvikling af en national mærkningsordning for miljøvenlige turistmål. Syv turistdestinationer er udvalgt til at indgå i projektet, heraf ligger to i Nordjyllands Amt, nemlig Læsø og Destination Himmerland. Udviklingsarbejdet forestås af bestyrelse, formandskab, et sekretariat tilknyttet Turismens Udviklings Center (TUC), de 7 pilotdestinationer samt en række arbejdsgrupper.

Tildelingen af mærkningen vil kræve en aktiv deltagelse af forskellige aktører på den enkelte destination. Det drejer sig om turisterhvervet, den offentlige forvaltning, borgerne og turisterne. En eller to aktørgrupper forventes at have det overordnede ansvar. For at indgå i den kommende ordning skal destinationerne opfylde en række bæredygtighedskrav og udviklingsmål. Det drejer sig om forhold inden for “fysisk planlægning, naturforvaltning, overnatning, attraktioner, naturformidling, lokal transport og bespisning” (Dansk Turisme, 1999). Destinationen skal desuden tilbyde bæredygtige aktiviteter, kende de miljømæssige konsekvenser af sin turisme og arbejde med miljøstyringsplaner.

Inden for overnatningssektoren er der i midten af 1990’erne med nogen succes etableret et miljømærke “Den Grønne nøgle”. Det er dog først og fremmest de større hoteller og feriecentre, der har vist interesse for dette miljøcertifikat. I Danmark som helhed er 106 overnatningssteder i år 2000 tilknyttet “Den grønne nøgle”. I Nord-jylland drejer det sig om 9 hoteller og feriecentre ud ad cirka 90. Ingen camping-pladser og feriehusudlejningsbureauer i Nordjylland har “Den grønne nøgle”. Ligesom som ved destination 21 skal en række kriterier opfyldes for at få “Den grønne nøgle”. Fokus er her i overvejende grad på de miljømæssige aspekter af bæredygtighed. Ligesom Destination 21 er “Den grønne nøgle” en frivillig ordning. I løbet af 2001 går Nordjyllands og Viborg Amter i gang med et nyt projekt om bæredygtig turisme. Der skal her arbejdes med at fastlægge minimumsstandarder for for eksempel ressourceforbrug og affaldssortering. Det vil dog være frivilligt, om kommuner og virksomheder overholder retningslinierne (Nordjyske Stiftstidende, 2000).

I det følgende vil vi diskutere en række både generelle og specifikke muligheder og vanskeligheder ved at udvikle en grøn turisme i relation til de to mærkningsordninger og ikke mindst se dette som et omdrejningspunkt for et turismecluster. Da det endelige kriteriesæt for Destination 21 endnu ikke er fastlagt, er det svært på nuværende tidspunkt at vurdere projektets levedygtighed. Især hersker der usikkerhed om spredningspotentialerne til andre regioner, og om det kan sætte gang i en ”indre innovation i regionen.

I modsætning til “Den grønne nøgle”, hvor den enkelte virksomhed tager stilling til, om man vil arbejde med miljøspørgsmål, så kræver Destination 21 ordningen, at der kan skabes konsensus mellem flere aktører på destinationen. Disse aktører vil være forskellige med hensyn til blandt andet ressourcer og incitament, og ikke alle ønsker nødvendigvis at arbejde mod de samme mål, eller i det hele taget at arbejde med bæredygtighed. Det er derfor et vigtigt succeskriterium for Destination 21, at man kan involvere og aktivere så mange aktører som muligt. Dette modsvarer noget af tankegodset i industrielle clusters.

56

Både for Destination 21 og “Den grønne nøgle” er det især vigtigt med turisterhvervets opbakning, da det først og fremmest er virksomhederne, som skal implementere de konkrete initiativer. Her vil mindst to forhold spille ind, nemlig om virksomhederne føler der er en efterspørgsel efter produktet, og hvordan miljøforbedringer kan finansieres. Med hensyn til det første ser en del virksomheder miljø og grøn turisme som en vigtig fremtidig konkurrenceparameter, mens andre omfatter det mere som et modefænomen. Ofte vil der også for turisten opstå en konflikt mellem at være miljørigtig og ønsket om komfort. Med hensyn til finansieringen viser undersøgelser, som foreningen bag “Den grønne nøgle” har foretaget, at en del miljøforbedringer nærmest kan være selvfinansierende. Der er således 10-15% at spare på elforbruget og affaldsudgifterne, hvis kriterierne i “Den grønne nøgle” følges, og hele 20-25% på vandforbruget.

I Nordjylland findes den store overnatningsvolumen i områdets feriehuse. Med hensyn til udvikling af en grøn turisme udbyder det et kæmpeproblem, da husene er privatejede. Det er derfor i høj grad op til den enkelte ejer at tage beslutning om at arbejde på at gøre huset mere miljøvenligt. For huse, der lejes ud, vil udlejnings-bureauet i et vist omfang kunne gå ind i en dialog med ejeren. Der er altså på dette område et behov for at forene mange aktørers interesser. Feriehuse og udlejnings-bureauer kom da også først med i grøn nøgle ordningen i 1999, efter at man på Møn og i Odsherred i nogle år havde arbejdet med konceptudviklingen.

I et erhvervsøkonomisk perspektiv er det helt essentielt, at der er en efterspørgsel fra turisternes side på mere bæredygtig destinationer og overnatningssteder. Med hensyn til spørgsmålet om der er en efterspørgsel, så viser en undersøgelse fra Danmarks Turistråd i 1997, at 57% af de adspurgte turister i Danmark finder det vigtigt eller meget vigtigt for deres valg af destination, at der er en høj miljømæssig standard (Hjalager, 1999). I en undersøgelse fra Ribe og Ringkøbing amter tillægger turisterne også natur- og miljøforhold stor betydning for valget af destination (4,0 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er stor betydning). De forhold, der lægges mest vægt, er, at naturen er ren og velholdt samt hele problemstillingen omkring affaldshåndtering. Derimod har for eksempel spørgsmålet om miljøvenlig indretning af overnatningsstedet mindre vægt (Turistgruppen Vestjylland).

En ting er om turister finder miljøspørgsmål vigtige for deres valg af destination, noget andet er om deres adfærd stemmer overens med deres intentioner. Desuden er der hele spørgsmålet, om turisternes villighed til at betale en eventuel merpris for at holde en mere miljøvenlig ferie. De industrielle clusters specialiseringsfordele giver dem mulighed for at forlange en højere pris og/eller arbejde med lavere productions-omkostninger. Det er usikkert, om dette også gælder for den samlede portefølje af turistrelaterede miljøydelser.

Ifølge tabel 3 har Nordjylland en styrkeposition inden for miljø- og energiområdet. Noget af denne specialisering knytter sig til varmeforsyning og leverancer hertil. Der findes dog en række eksempel- og demonstrationsprojekter inden for energiområdet, som markerer sig i det nordjyske. Hertil kommer regionens naturressourcer og deres forvaltning. Set i dette perspektiv kan det være opportunt at satse på grøn turisme, da man må formode at specialiseringsfordelen bygger på et højt vidensniveau. Kan der etableres et samarbejde på tværs af sektorerne, synes der muligheder for en række synergieffekter, der også kan komme turismen til gode, om ikke synligt for turisterne,

så med fordele for erhvervet. Her vil det måske især være vigtigt, at medarbejderne i turisterhvervet får et kompetenceløft inden for miljøområdet, specielt vil det være vigtigt, at ledelsen er i stand til at se og fortolke mulighederne. Eksistensen af formidlende organisationer er essentielle i den forbindelse.