I samtlige nordiske lande findes der forskellige former for forebyggende initia-tiver til fremme af børns og unges opvækst under trygge og gode forhold. Det kan både dreje sig om almene foranstaltninger og foranstaltninger mere speci-fikt rettet mod det enkelte barn eller den unge.
Landenes lovgivning giver også muligheder for, at det offentlige griber ind og yder støtte, hvis der er risiko for, at barnet eller den unge får en uhel-dig opvækst.
I Danmark modtog 29.600 familier i løbet af 1999 én eller flere forebyg-gende foranstaltninger i form af konsulentbistand, praktisk pædagogisk støt-te i hjemmet, familiebehandling, døgnophold for både forældre og børn eller økonomisk støtte med henblik på at undgå anbringelse af børn uden for hjemmet. Derudover var der ved udgangen af 1999 6.548 børn og unge på aflastningsophold på en døgninstitution, i plejefamilie eller på et andet op-holdssted. 1.260 børn og unge havde fået udpeget en personlig rådgiver og 617 en fast kontaktperson. 2.071 børn og unge fik økonomisk støtte til op-hold på kost- eller efterskole, uden at der var tale om egentlig anbringelse. I Finland har den forebyggende børneforsorg til opgave at påvirke udvik-lingen af barnets trivselsforhold samt at forebygge mod de risici som barnet udsættes for. Foranstaltningerne kan være støttepersoner eller støttefamilier, støtte til at få arbejde, bolig og hjælp til hobbyaktiviteter. I 1999 var der 43.679 personer som fik støtte. 91 pct. af disse var børn under 18 år, mens de resterende 9 pct. var mellem 18 og 20 år. Der var i løbet af 1999 en tilgang på 11.787 nye klienter, hvilket svarer til 27 pct. af alle som modtog hjælp.
I Island modtog 1.116 børn i løbet af 1999 et eller flere forebyggende tiltag. Af disse blev 505 anbragt uden for eget hjem i kortere eller længere tid.
I Norge modtog 24.656 børn i løbet af 1999 et eller flere forebyggende tiltag. 9.104 blev anbragt i et aflastningshjem. 5.541 fik hjælp af en støtte- og kontaktperson. Støtte- og kontaktpersoner er ansat af kommunen til at foretage forskellige opfølgninger for at den/de unge kan fungere socialt. 9.236 personer modtog økonomisk hjælp. En del af børnene blev også pla-ceret uden for hjemmet som led i forebyggelsen. Børneværnet havde i løbet af 1999 omsorgen for 6.101 børn. Samtlige blev anbragt uden for hjemmet, enten hos familier eller på børneinstitutioner o.l.
I Sverige består de forebyggende foranstaltninger blandt andet af tiltag over for spædbørnsfamilier, med henblik på at forbedre samspillet mellem forældre og børn. Der kan også være tale om gruppeaktiviteter for unge
og/eller enlige mødre samt børn af alkoholmisbrugere. Eller om udvidede børnehaveklasser, som kombinerer dagvirksomhed med besøg i hjemmene og hvor foranstaltningen først og fremmest sigter mod at give familien prak-tisk og psykosocial støtte i hjemmet.
For kriminelle unge, misbrugere eller unge med andre psykosociale proble-mer er der udviklet foranstaltninger der indebærer, at den unge i løbet af dagen medvirker i et antal strukturerede aktiviteter, som regel arbejde/studier og orga-niserede fritidsaktiviteter. En anden type aktivitet er det såkaldte kontaktmand-skab, hvor barnet eller den unge får tildelt en voksen kontaktperson eller kon-taktfamilie, som de træffer regelmæssigt. En kontaktperson eller kontaktfami-lie er den åbne indsats som de fleste børn og unge var i berøring med i 1999. Ca. 21.500 børn og unge havde en sådan kontakt i løbet af året. Ca. 16.000 børn og unge modtog en behovsprøvet personlig støtte og ca. 4.500 indgik i en struktureret behandlingsprogram (uden anbringelse) i løbet af 1999.
I alle landene kan det komme på tale at anbringe et barn uden for hjem-met. Årsagen kan fx være, at forældrene behøver hjælp til opdragelse af barnet, eller at barnets sundhed eller udvikling udsættes for fare på grund af manglende pasning. Der kan også foretages indgreb, hvis unge udsætter de-res egen sundhed eller udvikling for alvorlig fare, fx på grund af alkohol- og/eller narkotikamisbrug eller kriminalitet.
De fleste anbringelser af børn uden for eget hjem sker efter frivillig aftale med forældrene.
I alle landene kan børn også anbringes uden for eget hjem uden foræl-drenes samtykke. I Finland og Sverige sker dette efter en retlig afgørelse. I Danmark og Island er det et særligt børne- og ungeudvalg i kommunerne der tager beslutning om anbringelse af barnet. I Norge er det fylkesnævnene (de amtskommunale nævn), som afgør om børneværnet skal overtage om-sorgen for et barn og anbringe barnet uden for eget hjem. Men loven tilla-der også at et barn kan anbringes uden for hjemmet uden at tilla-der træffes be-slutning i nævnet om omsorgsovertagelse.
Andelen af børn anbragt uden for eget hjem varierer fra land til land. Men fælles for alle landene er det, at der i højere grad sættes ind med forebyggende foranstaltninger over for børn og familier i hjemmet. Dette til trods findes der en svag stigning i antallet af anbringelser fra 1998 til 1999 i alle landene. I Danmark skyldes faldet i antallet af anbringelser fra i begyndelsen af 1990erne, at en del unge, der opholder sig på kost- og efterskoler – som følge af en lov-ændring i 1993 – ikke længere betragtes som værende anbragt uden for hjemmet. Anbringelseshyppigheden er imidlertid fortsat en del større i Dan-mark end i de øvrige nordiske lande. Det gælder især for de 15-20-årige. Selv efter lovændringen i 1993 bliver unge i Danmark i relativt stort omfang
an-bragt uden for hjemmet, fx på kost- og efterskoler, i eget værelse eller i social-pædagogiske kollektiver. Dette sker kun i ret begrænset omfang i de øvrige nordiske lande.
Udviklingen i Norge skyldes blandt andet en større indsats fra kommu-nernes side, hvilket har medført en kortere sagsbehandlingstid og – i en pe-riode – flere anbragte uden for eget hjem.
Tabel 4.13 Børn og unge anbragt uden for eget hjem i løbet af året efter alder. Pr. 1.000 indbyggere i de respektive aldersgrupper 1990-1999 1990 1995 1998 1999 Danmark 0-6 år 6,8 3,9 4,2 4,5 7-14 år 14,9 11,9 11,7 12,5 15-17 år 34,2 29,3 31,1 31,7 18-20 år 17,9 15,0 14,8 15,7 0-20 år 16,1 12,0 11,8 12,4 Finland 0-6 år 4,9 5,1 5,4 5,6 7-14 år 6,8 8,3 9,3 9,4 15-17 år 11,4 12,7 13,7 15,0 18-20 år 5,0 8,7 11,4 10,6 0-20 år 6,5 7,9 9,0 9,2 Island 0-6 år 5,5 3,6 2,9 3,8 7-12 år 16,9 9,2 4,5 5,9 13-16 år 8,2 11,7 6,5 9,3 0-16 år 10,2 7,4 4,5 6,1 Norge 0-6 år 3,7 3,4 3,5 3,5 7-14 år 6,6 7,9 7,7 7,8 15-17 år 10,2 14,2 15,3 16,1 18-19 år 3,8 7,4 8,8 9,9 0-19 år 5,8 7,1 7,3 7,5 Sverige1) 0-6 år 3,7 3,6 3,4 3,9 7-14 år 7,9 7,0 7,0 7,2 15-17 år 14,5 14,4 15,4 16,2 18-20 år 5,8 5,1 9,0 11,0 0-20 år 7,1 6,5 7,2 8,0
1 Fra og med 1998 indgår der i gruppen 18-20 årige som er i behandling efter den sociale servicelov. Disse, som hovedsageligt er 19-20 år, var tidligere i statistikken medtaget som voksne misbrugere.