Kvindernes stigende deltagelse i arbejdslivet har i væsentligt omfang æn-dret enkers økonomiske situation i de nordiske lande i de seneste årtier. Desuden er pension til enker/enkemænd, med undtagelse af Finland, faldet drastisk hvilket blandt andet skyldes lovændringer.
• I Danmark er enke-/enkemandspensionen afskaffet. I stedet kan en-ker/enkemænd modtage almindelig førtidspension hvis de er berettiget dertil. Samgifte pensionister modtager efterlevendepension, når ægtefæl-len dør. Udgifterne hertil opgøres imidlertid ikke særskilt, men sammen med de øvrige udgifter til pensioner.
• Den særlige enke-/enkemandspension blev afskaffet som grundpension i Island i 1996 og udgifterne falder de kommende år efterhånden som en-kerne-/enkemændene bliver alderspensionister. Dog kan enker-/ enke-mænd modtage en ydelse i 6 måneder efter at ægtefællen er død. Efter-ladt ægtefælle som er forsørger kan modtage en ydelse i 12 måneder og denne periode kan udvides til 48 måneder hvis den efterladte er forsørger for 2 eller flere børn. Efter 18 måneder er ydelsen indkomstprøvet. • I Sverige er enke-/enkemandspension ligeledes under afvikling.
I alle de nordiske lande modtager børn under 18 år en børnepension hvis en eller begge forældre dør. Med undtagelse af Danmark kan ydelsen gives indtil barnet fylder 20 år hvis de er under uddannelse. I Norge dog kun hvis begge forældre er døde. I Danmark er der tale om et særligt børnetilskud til forældreløse børn og til børn, hvor kun en af forældrene lever. Udgifterne hertil opgøres sammen med de øvrige typer børnetilskud (jf. kapitel 4.).
Tabel 11.11 Udgifter til efterlevende i KKP/capita og i pct. af BNP i 1998
Danmark Finland Island Norge Sverige
1.Kontantydelser i alt - 202 122 71 147
Heraf: A. Pensioner til efterladte - 196 120 71 147
Heraf: - a. Grund-/garanteret mindstepension - 7 10 22 8 - b. Tillægs-/ arbejdspension - 180 110 17 129 - c. Supplerende pension - 9 - 32 10 B. Ydelser ved dødsfald - 6 2 - - C. Øvrigt - - - - - 2. Serviceydelser i alt 4 1 - 4 - A. Begravelseshjælp 4 1 - 4 - B Andet - - - - - Udgifter i alt 4 203 122 75 147 I pct. af BNP 0,0 1,1 0,5 0,4 0,7
I alle de nordiske lande udgør pension til efterlevende en meget beskeden del af de samlede sociale udgifter også målt i forhold til dets andel af BNP. Der er dog store forskelle mellem landene. Målt i KKP pr indbygger anven-der Finland mest efterfulgt af Sverige og Island.
Efterladtepension består som de øvrige pensioner både af grund-,tillægs- og supplerende pensioner. Reglerne er de samme som for alders-og førtids-pensioner hvilket betyder at grundpensionen til de efterladte er afhængig af anden pension.
Grundpension til efterladte udgør en mindre del af den samlede pension i alle landene. Derimod spiller tillægs-/arbejdspensionen den største rolle med undtagelse af i Norge.
Særlige kontantydelser til de efterladte ved dødsfald gives kun i Finland. Den service der ydes til de efterladte er yderst beskeden.
Antallet af modtagere varierer mellem landene. Der findes flest en-ker/enkemænd i Finland og færrest i Sverige som modtager pension. Tilsva-rende gælder modtagere af børnepension hvor der findes relativt flest i Fin-land. Ydelsesniveauet for efterlevende ægtefæller er højest i Norge hvor-imod den højeste børnepension udbetales i Sverige.
Tabel 11.12 Antal efterladte og det gennemsnitlige udbetalte beløb pr efterladt 1998
Danmark Finland Island1) Norge Sverige Efterladte med
ef-terladtepension - 247.005 7.800 29.288 440.000 Gennemsnitligt
ud-betalt månedligt
be-løb i KKP/Euro . 326 296 426 331 Børn med børne-pension 17.664 28.879 1.300 13.594 30.118 Gennemsnitligt ud-betalt beløb i KKP/Euro 79 224 130 117 226
1 Omfatter kun tillægspension. Antal modtagere er beregnet.
Sammenfatning
Af væsentlige forklaringer på forskellene i de sociale kontantydelser til de ældre kan der peges på følgende:
• Det forhold at Danmark samlet set anvender mest til sociale kontant-ydelser til ældre, skyldes først og fremmest de særlige alderspensioner, hvor personer der i Danmark modtager almindelig førtidspension, over-gangsydelse eller efterløn typisk vil være andre steder i det sociale sy-stem i de andre lande. I Finland vil det typisk dreje sig om arbejdsløs-hedspension som er omtalt i Kapitel 5 og i Norge findes der et stort an-tal modtagere af sygedagpenge, som er oman-talt i Kapitel 6.
• Ser man de sociale kontantydelsers byrde, målt som pct. af BNP er ud-gifterne størst i Sverige, stadig lavest i Island på grund af den sene tilba-getrækning fra arbejdslivet. De høje udgifter i Sverige skal ses i sam-menhæng med, at tillægspensionssystemet er fuldt udbygget.
• Kompensation (pensionsudbetaling) i forhold til tidligere arbejdsind-komst er højest i Sverige og Island og lavest i Danmark og Norge. Her skal det dog bemærkes, at de supplerende pensioner, som ikke er med-taget i kompesationsberegningerne, spiller en ikke ubetydelig rolle for store grupper af pensionsmodtagere i Danmark. Et andet væsentligt
forhold er skattebyrden som er mindst i Island og størst i Danmark. De væsentligste forklaringer på forskellene i udgifterne til den sociale ser-vice til ældre er:
• Forskelle i selve opgørelserne af udgifterne til institutioner og til pleje og omsorg af ældre.
• Forskelle i om de ældre på institution får udbetalt pension for efterføl-gende selv at betale husleje og for diverse serviceydelser eller om der i stedet udbetales lommepenge (Norge).
• Forskelle i egenbetalingen som er større i Finland end i de andre lande. • Forskelle i lønniveauet, og personaletætheden inden for ældreomsorgen
hvor både lønnen og personaletætheden kan spille en rolle.
• Forskelle i serviceniveauet, det vil sige forskelle i andelen af ældre som bor på institution m.v. og andelen som modtager hjemmehjælp. Herunder spiller det også en rolle i hvilket omfang landene satser på pleje- og om-sorg af ældre i eget hjem eller på institution m.v. samt tyngden af plejen. De væsentligste forskelle i kontantydelser til de funktionshæmmede er føl-gende:
• De kontante ydelser til funktionshæmmede er højest i Norge hvor man også har et relativt højt antal førtidspensionister. Desuden anvender Norge meget på revalidering og giver særlige plejetilskud på et højt ni-veau.
• Førtidspensionisternes relative andel af befolkningen er højest i Finland, men Finland har kun de næsthøjeste udgifter til kontantydelser til før-tidspensionister blandt de nordiske lande. Dette skyldes at niveauet for førtidspensionen i Finland er af et gennemsnitligt niveau.
• Danmark har det relativt laveste antal førtidspensionister, hvilket skyldes at de almindelige førtidspensioner er medtaget som særlige alderspensio-ner, men de kontante ydelser til handicappede ligger på et nordisk ni-veau. Dette skyldes at niveauet for de førtidspensioner som er medtaget er meget høj i Danmark målt i forhold til de andre nordiske lande.
Desu-den anvender man i Danmark store beløb på revalidering.
• Sverige har en relativt høj andel af førtidspensionister, men ydelserne til førtidspensionisterne ligger på samme niveau som i Finland og Norge. Man yder desuden i Sverige forskellige former af tilskud til førtidspensi-onisterne og funktionshæmmede.
• Den eneste kontantydelse til førtidspensionister i Island er førtidspension. De væsentligste forklaringer på forskellene i udgifterne til serviceydelser til de funktionshæmmede er følgende:
• Som ved de ældre er der forskelle i institutionsomkostningerne, opgørel-se af personale m.v.
• Norges stærke satsning på revalidering, og
• Sveriges meget høje udgifter til ledsagerordninger til funktionshæmmede. De væsentligste forklaringer i forskellene i udgifterne til efterlevendepension er:
• At efterlevendepension spiller forskellige roller i de enkelte lande. • I hvilket omfang ordningerne er under afvikling, hvilket er tilfældet i
Is-land og Sverige.
Ovenstående er de væsentligste forklaringer på de forskelle og ligheder der er fundet i de sociale udgifter til ældre, funktionshæmmede og efterlevende. Her kan en del tilskrives forskellige satsninger i en længere tidsperiode, som for eksempel forskelligt omfang af tillægs- og supplerende pensionsordninger. Forskelle i konjunkturudviklingen i landene som har medført forskelle i hvor meget der satses på at integrere funktionshæmmede og for så vidt også ældre i arbejdslivet. Forskelle i befolkningernes sammensætning og endelig forskelle i politikkernes indretning, hvor principielt næsten ensartede ydelser kan gives ud fra for eksempel arbejdsmarkedslovgivningen, lovgivning om sygedagpen-ge og lovgivninsygedagpen-gen vedrørende andre sociale ydelser (socialhjælp).