Kritisk realisme og diskurser

Den kritiske realisme antager helt basalt, at omverdenen er objek- tivt givet, men at vores sanseerfaringer er subjektive og netop formet i vores eget sprog. Der findes altså en virkelighed, der eksisterer, uanset om den er erkendt eller ej.

Denne virkelighed er ikke altid empirisk tilgængelig, lidt mere mundret formuleret vil det betyde, at 1) verden ikke udelukkende er socialt konstrueret i kraft af vores måde at tale om den på, og 2) at verden ikke udelukkende er objektiv og heller ikke kun eksisterer, som den fremstår for os.

Dette forhold understøttes med et eksempel fra Roy Bhaskar (2008), som har haft stor betydning for formuleringen af den kritiske realisme:

1. I relation til første punkt kan vi sagtens forestille os håndvær- keren, der laver en stol eller et bord uden at kende til de grund- læggende fysiske love (Bhaskar 2008). Eller in casu denne afhandlings data, policytekster, der er produceret og skabt i og af strukturer, der betinger både uddannelse, samfund, konkurrence og overnationalt sprog, men hvor disse ”meka-

niske (producerende) strukturer” ikke nødvendigvis er os bekendte. Dette fremstår for os som synligt, når fortolket, for ”produkter” (produkt, fremkommer af produktion, altså en målrettet aktivitet) fremkommer kun ved menneskelig hand- ling og omformering. Denne sociale praksis bliver deskriptiv, når udtrykt ved en diskurs, og beskriver derved et fænomen, som er dækkende for et felt af menneskelig aktivitet, som følgelig kan analyseres og udlejres i dets basiskomponenter.

2. Men til eksempel er (pkt. 2) naturlovene og strukturerne bag de menneskelig producerede artefakter ikke synlige for os i sig selv, hverken magnetismen, tyngdekraften eller atomerne, og disse forhold er derfor ikke afhængige af menneskelig aktivitet (Bhaskar 2008). Ligeså med de grundlæggende strukturer, der betinger konkret menneskelig aktivitet og de forudsættende strukturer, der betinger sproglige formationer, der overskrider en subjektiv monolog, til en plural dialog.

Vi tænker i dagligdags ageren og i vores common sense-ytringer, ikke over, at mennesket i sig selv udgør en struktur og er betinget af strukturer, der former de rammer og regler vi bevæger os inden- for. Hvad der umiddelbart virker som en ureflekteret omgang med vores daglige gøremål, er betinget af en dybere struktur om føde, reproduktion, tid, om et kontinuum i vækst og udvikling og dermed overfladens foranderlighed, men dybdestrukturen (Danermark 2002) får liv, kommer til bevidsthed som en diskurs, når den fragmentarisk beskriver et kombinationsfelt af handling og refleksion.

Det er nødvendigt at understøtte diskurser med et tydeligere realistisk fundament, hvis kravet til diskurser er, at de skal fortælle

mere om virkeligheden, der retroduktivt er til stede, om forhold, der er større end selve det sprog, som former diskursen.

Kravet for nærværende forskningsdesign er, at analysen af diskurserne skal tilvejebringe en erkendelse, der giver indblik i selve diskursens ontologiske generende struktur, mere end alene at betragte diskurser som et udtryk for postmoderne konstruk- tion eller som poststrukturalisme, som Bacchi (2009) placerer sin analysemodel indenfor. Dette gøres i kraft af den kritiske realisme og med sondringen mellem væren og eksistens.

Ovenstående betyder helt konkret, at den kritiske realisme over- skrider de klassiske dualismer mellem relativismer og absolutter, til eksempel mellem hermeneutik og positivisme. Kritisk realismes erkendelsesprisme er hierarkisk, Bhaskar (2002, 10) formulerer det således:

The advantage of critical realism is this: that for the most part and to the greater extent, these irrealist philosophies merely reflect the surface structure of relative reality, the world of de- mireal duality and the alienations, contradictions, reifications and dualisms of that world, which they merely replicate or elaborate in theory.

Forskningsdesignet er udviklet med baggrund i en analyse af effek- ten af strukturer, som virker på flere planer: Det er mennesker som aktører, der er i fokus, men også de strukturelle betingelser for menneskelig handlen og tænkning.

Indenfor den kritiske realisme bliver det skitseret med tre niveauer: De strukturelle betingelser, den sociale interaktion og strukturel udvikling (Buch-Hansen et Nielsen 2014), som er analog med Sayers (2000) om, at verden er real, den findes, uanset

vores erkendelse om den. Når vi erkender dele af verden i vores sprog, som til eksempel videnskab, bliver verden aktualiseret. Og når vi erfarer verden, til eksempel de sociale repræsentationer eller effekten af videnskabelige resultater, er verden empirisk.

Aktører bliver påvirket af grundlæggende strukturer, uanset om man vil det eller ej, og uanset om man har viden om de strukturelle betingelser eller ej.

Til eksempel bliver de vejledningssøgende, og vejlederne påvir- ket og formet af den uddannelsesmæssige institutionelle struktur, uden at de dermed nødvendigvis kender til, hvilke policytekster der har bevirket feltets udformning, og følgelig, hvilke strukturer der har betinget udformningen af de styrende policyer.

Og for at undgå cirkulariteten som en analyse om sprog i sproget, placeres analysen epistemisk under den kritiske rea- lisme. Et erkendelsesmæssigt spørgsmål, der melder sig, når man vil anvende diskurser som en analysemodel af sprogets (teksters) indflydelse på den sociale repræsentation og praksis, er: Kan vi vide mere end det sprog, der er indeholdt i diskursen? Svaret er ja. Hvis man tager højde for, at diskurser er en epistemo- logisk begrundelse for indsigt i et felt, der er ontologisk betinget. En diskurs er alene et metodisk begreb, udviklet til et videnskabe- ligt koncept, for at få en forståelse af, hvad der former individers holdning og handling i en given social praksis. Mere præcist kan man formulere det sådan, at diskurser er overfladefænomeners til- synekomst, som er betinget af en dybere ontologisk given struktur, erkendt eller uerkendt, men hvor diskursen giver en indsigt i en social praksis strukturelle betingelser og formationer, til eksempel de konstruerede overfladediskurser, det transitive niveau, der både former og afgrænser et socialt felt.

Et strukturelt betinget felts aktører kan til gengæld sagtens være variable, være til stede, være fraværende, men feltets betingelser er givne som en dybdestruktur, dets intransitet.

Eksempelvis er uddannelse og læring generelt en struktur, der har eksisteret igennem historien i mere eller mindre formaliseret form, både formelt i et uddannelsessystem og uformelt som dan- nelse, med variabler såsom udskiftning af studerende, nye læse- og læreplaner og læringsmetoder etc.

Indenfor nærværende afhandlings forskningsfelt er den strati- ficerede ontologi (Sayer 2000) den erkendelsesoptik, som er mest hensigtsmæssig.

Dataanalysen viser, at en behandling af data, som alene beror på en ’flad’ ontologi; aktualiserede fænomener, det empiriske, eller en kombination af de to, ikke tilvejebringer en forståelse af den virkelighed, data også indeholder. Der er flere betingende mekanismer, som er årsag til sociale fænomener.

At føre to fænomener sammen til et tredje fænomen, som eksisterer og virker i egen ret, betyder ikke, at dette fænomen kun opnår mening via dekonstruktion og reduceres til dets basiskomponenter.

Til eksempel livslang læring; dette læringssyn er i sig selv et definerende begreb, som i særlig grad betinger en virkelighed. Dekonstrueres det til dets basiskomponenter som en horisontal forståelse af livslang læring, vil begrebet alene fremstå som en flad struktur:

Det ville ikke give en speciel ny og dybere viden om dets betingende mekanismer, hvis man analyserede det som et begreb, der alene beror på læring livet igennem, pædagogik, forståelse,

Men det er via dets implikation og dets motivationseffekt i en globaliseret, konkurrenceminded vidensøkonomi, livslang læring viser sin vægt. Det er ved dets emergenser, som en konsekvens af den stratificerede ontologi, analysen får tyngde, ikke alene ved en begrebsanalyse, hvor iboende dikotomier dekonstrueres og redu- ceres til singulære forståelseselementer, men også ved at livslang læring er et fænomen, der virker i egen ret.

For at imødegå en konstruktivistisk og postmoderne indven- ding om, at strukturen alene er socialt konstrueret vil begreberne artikulationsstruktur og konstruktionsdiskurser blive diskuteret og udfoldet i det følgende.