Realisme og idealisme

Den ovenstående sproglige idealisme udfordres og skærpes i nærværende afhandlings metode, og der sondres således som en ontologisk distinktion mellem de metodiske benævnelser artiku-

lationsstrukturer og konstruktionsdiskurser17_.

Dette forhold er ikke en epistemologisk dualitet, men et spørgs- mål om hierarkisk erkendelsesniveau, og har betydning for kate- goriseringen og behandlingen af afhandlingens data.

Sondringen er nødvendig for at imødegå den kritik, Buch- Hansen et Nielsen (2014) retter mod diskursteoretikere, hvor realismen bliver et ”påklistret vedhæng”, da ”diskursteoretikernes accept af realisme-tesen ingen praktisk betydning har. For ved at fastholde, at ting ikke er noget (har væren) uden for det diskursive, gør de eksistens meningsløs” (Joseph 2002: 112, i Buch-Hansen et Nielsen 2014). Inden dette erkendelsesforhold mellem realisme og konstruktion diskuteres yderligere, er forskellige definitioner af diskursanalyse fremført i det følgende.

Hvad angår dokumentanalysen, er policyer inspireret af dis- kursanalysen, men i en kobling til den kritiske realisme. Den præliminære analyse af afhandlingens data var poststruktura- listisk (Bacchi 2009), hvilket ville være en analyse af diskursen, som den er konstrueret poststrukturelt (afledt efter strukturen og skaber af strukturen). Bacchis (2009, 35) poststrukturalistiske definition af diskursbegrebet ligger tæt op ad den klassiske Fou- caultdefinition af en diskurs: ”Discourses form a practice which is articulated upon the other practises”. Diskursen status som en re-præsentation af den sociale praksis formulerer Bacchi således (2009, 35): ”Problem representations are elaborated in discourse. In a WPR (Bacchis analysemodel) approach the term ”discourse”

17 De to begreber er udviklet for at skabe et operationelt begrebssæt, der rummer det intransitive og transitive værens- og eksistensforhold.

does not refer merely to language nor to the tradition of discourse analysis that looks at language usage, including turn taking (…) Rather, discourses are socially produced forms of knowledge that set limits upon what it is possible to think, write or speak about a ”given social object or practice”. Og Bacchi forsætter: “For example, the ways in which globalisation, human capital and lifelong learning are ”spoken” about creates them as forms of social knowledge that make it difficult to speak outside of the terms of reference they establish for thinking about people and social relations” (ibid).

Men hun påpeger også, at diskurser er socialt fremkommet og giver en viden, som dog er begrænset (limits) af, hvad det er muligt at tænke og skrive om et ”givent socialt objekt eller praksis” (Bacchi 2009, 35).

Det vil følgelig, qua afhandlingens forskningshypoteser, være utilstrækkeligt alene at anskue diskurser som noget, der kommer efter strukturen, poststrukturalismen (Bacchi 2009), hvor synet på strukturer er, at de er udtryk for diskursive praksisser og diskon-

tinuerlige. Dette syn på diskurser som erkendelsesgrundlag skal

udvikles i relation til den kritiske realisme.

I den første kategorisering af afhandlingens data var udford- ringen den cirkularitet, der implicit ligger i poststrukturalismen, hvilket bevirker en udforskning af diskursanalysens begræns- ninger – ikke for at forkaste en ontologisk analyse af diskurser og alene anskue diskurser som en epistemisk metode, der giver adgang til viden og social praksis i et givent felt, men netop for at udvide det ontologiske erkendelsesgrundlag, hvor formålet er at bryde cirkulariteten, hvor den fremkommer i analysen.

Ovenstående får betydning i afhandlingens epistemiske tilgang til data anskuet som transitive tekstfragmenter.

Livslang læringsanskuelsen er til stede universelt både i FN, EU, OECD, de respektive stater og i nationale policy-udformninger på pædagogisk, institutionelt styringsniveau.

Der er følgelig tale om en læringsforståelse, der er mere end en konstrueret framing af et socialt felt som en diskurs, men som faktisk er en ganske real struktur.

Fairclough (2001, 2003), som definerer diskurser (Fairclough 2001, 14), under kappen CLS, critical language study, som inde- holdende fire hovedfelter, Fairclough er realist:

• Language and discourse (som er sproget udtrykt som en social praksis, determineret ved de sociale strukturer). • Discourse and orders of discourse (sociale konventioner,

som sprogligt er konstitueret, der qua de sociale institutio- ners orden determinerer sprogets rammer).

• Class and power in capitalist society (den orden, der udgø- res af diskurser, og som er formet socialt af det kapitalis- tiske samfunds relationer).

• Dialectic of structures and practises (diskurser virker på de sociale strukturer, samtidig med at selvsamme strukturer definerer diskurserne og derved sikrer både social sammen- hæng og social forandring).

Som det fremgår af Faircloughs (2001) ovenstående definition, bliver diskurs som begreb i en ren erkendelsesmæssig sammen- hæng strukturelt betinget. Forudsætningen er, at diskurser er socialt frembragte i et givent samfund, og at dette samfund er et produkt af de givne diskurser. Diskurs bliver i denne udlægning totalitært; der eksisterer intet uden for diskursen. Ontologisk er det ikke hensigtsmæssigt at forudsætte, at alt er sprog, som virker

tilbage på strukturen, hvis det samtidig hævdes, at selvsamme sprog udsiger et forhold om virkeligheden, der er mere fyldigt end sproget selv, in casu fundamentet for samfundets beskaffenhed.

Fairclough fremkommer med en skarpere formulering (2003), hvor han sætter sin diskursanalyse ind i en specifik realistisk ontologi og påpeger, at både sociale begivenheder (events), abstrakte sociale strukturer og social praksis er en del af virke- ligheden (reality) og at (2003, 14) vi kan: ”… make a distin- ction between the ”potential” and the ”actual” – what is pos- sible because of the nature (contraints and allowances) of social structures and practices, as opposed to what actually happens”. Ovenstående definitioner af diskurser er ikke udtømmende. Men de dækker de toneangivne positioner indenfor diskursanalyse som et udtryk for magtanalyse og som poststrukturalisme.

De to definitioner er ikke i sig selv tilstrækkelige som metoder for en fyldestgørende analyse af den empiri og de forsknings- spørgsmål, der undersøges i denne afhandling. Selvom Fairclough (2003) er tydelig omkring analysen af diskurser, anskuet som mere end rent sproglige og socialt betingede, delvis transitive konstruk- tioner, er der stadig metodisk rum for en realistisk skærpelse, der tager højde for betingende, intransitive strukturelle forhold.

I samme forståelse ligger også, at menneskelig eksistens og handlen er betinget af strukturer: Strukturen eksisterer som væren og bliver aktualiseret som eksistens, når forskellige meka- nismer aktiveres og former det transitive niveau. Tilbage forestår en udvikling af et sæt spørgsmål til dataanalyse, der kategorisk udvikler analysespørgsmål, der kan fortolke selve sproget i teksten i relation til dets intransitive struktur. Dette redskab beskrives yderligere i kapitel 2.3.

Følgelig er der i denne afhandling udviklet en metode, ASK, som er kritisk realistisk, kombineret med to analysebegreber, der benævnes artikulationsstruktur og konstruktionsdiskurser.

Begrebet artikulationsstruktur dækker over de strukturer, som generer de mekanismer, der former den sociale praksis’ transitive konstruktionsdiskurser. Formålet med denne inddeling er ligetil: at undgå cirkularitet i analysen, og de anvendte datas niveaude- ling taget i betragtning giver det samtidig en gennemsigtighed i analysen.

Ovenstående skal ses i lyset af den kritiske realismes insisteren på en ontologisk realisme (omverdenen eksisterer uanset vores erkendelse om den) samtidig med en epistemologisk relativisme (viden er socialt konstrueret og kontingent) samt en pragmatisk, rationel dømmekraft (radikal skepsis og dogmatisk relativisme undgås).

Alle udsagn er følgelig ikke lige gyldige, ligesom det ikke bliver betragtet med erkendelsesmæssig skepsis at udsige noget om vir-

keligheden: ”Derimod pointeres det klart, at der findes en objektiv

målestok, i forhold til hvilken forskellige udsagn kan vurderes fornuftigt, nemlig den intransitive virkelighed, som udsagnene henviser til” (Buch-Hansen et Nielsen 2014, 34).

I den rene idealistiske vurdering af det diskursive felt vil alt så at sige være diskurser (Buch-Hansen et Nielsen 2014). Denne optegning af diskurser som rent idealistisk kan modargumente- res, når det udvides med en analyse af forholdet mellem struktur og emergens, som dette forhold fremstår i optikken under den kritiske realisme.

Analyse af diskurser giver et indlysende indblik i det konstru- erede sprog, men når udvidet med analyse af de strukturer, som er sprogets konditioner, de nødvendige betingelser, (Danermark

2002) fremstår diskursen som en strukturel emergens, der bliver

aktualiseret, når forskellige mekanismer aktiveres.

Inden analysemetoden bliver præsenteret, vil det i det følgende blive diskuteret, hvorledes analyser af diskurser kan integreres i den kritiske realisme, med det formål at udvide perspektivet på diskurser, hvorfra man både får indblik i selve det felt, diskursen udsiger noget om, dets konstruktive forhold, og dets strukturelle

betingelser –, og betingelser skal ikke henføres til en forståelse som

strukturelle determinationer.