Deltagerne diskuterede i interviewet den nye tilgang til plejen, som de fleste kommuner I Danmark efterhånden er blevet meget optaget af. ”Længst muligt i eget liv” er et initiativ som opstod i 2007 i DK, som svar på de udfordringer der er i fremtiden med stigende antal ældre, og færre borgere i den arbejdsduelige alder. Det medfører et såkaldt ”paradigmeskift” i ældreomsorgen, hvor man går fra pleje og omsorg (en servicerende tilgang) til en rehabiliterende tilgang, med fokus på at den ældre styrkes i at mestre sit eget liv og leve et liv med egenomsorg så længe som muligt. Borgerne får udarbejdet en individuel rehabiliteringsplan med mål, handlinger og evalueringer. Tværfaglige teams arbejder med at besøge/ vurdere borgerne og vejlede personalet. Man vil gerne væk fra de situationer, hvor borgerne, der tilknyttes professionel hjælp, risikerer at blive fanget i et system, hvor de bliver mere og mere passive og dermed skal have mere og mere hjælp. Vejledning, støtte og træning skal tænkes ind i al borgerkontakt. I stedet for at borgeren får gjort rent, skal hjemmehjælperen i stedet støtte og vejlede den ældre til selv at deltage aktivt i rengøringsopgaven.
Interviewdeltagerne arbejder i en kommune, som først for nylig er begyndt med denne hverdagsrehabiliterende tilgang til plejen, og tiltaget skaber tydeligvis frustration og utilfredshed hos SSH´erne. En deltager fortæller om den borger, hun kommer hos:
”Hun bliver 91 år. Målet er, at hun skal lære at støvsuge og tørre støv af og vaske gulv i entréen. Næste gang jeg kommer efter mødet med ergoterapeuten står hun og græder: Hvad har de tænkt sig, det kan jeg jo ikke.
114
Denne medarbejder synes at målene, som er sat for denne borger, er urealistiske. Hun får medlidenhed med borgeren. Medarbejderen har haft møde med ergoterapeuten ude hos borgeren, og sammen er der sat mål for borgerens rehabilitering. Medarbejderen kunne til mødet ikke lide at diskutere med ergoterapeuten, og hun synes det var svært, når borgeren også sad der, at fortælle om, hvor svag hun vurderede borgeren.
En SHH’er udtaler:
”Og så skal de selv tage støttestrømper på, og deres fingre er ædt op af gigt. Selvom de har et stativ til at hjælpe. Jeg havde en borger, det tog hende 10-‐15 minutter bare at få strømpen ud over stativet, og så skulle hun have den af stativet og på benet og støtte op imod væggen. Det tog hende en time. Hun var helt smadret resten af dagen”
Tiden er en væsentlig faktor for hjælperne. I starten af rehabiliteringen vil der ofte visiteres mere tid til at vejlede og træne borgeren, men tiden rækker ikke oplever SSH’eren. En SSH’er fortæller, hvordan hun skulle hjælpe borgeren med at hænge vasketøj op ved at holde på borgerens hofte imens. Det tog næsten en time inden borgeren var færdig. Hun siger:
”Vi har ikke engang tid til at vente på, at de selv knapper deres knapper op”
Til tider oplever SSH’eren, at borgeren bliver udkørt af at klare sig selv. De synes det er uretfærdigt, når de nu er visiteret til hjælp, at de så selv skal. For som en SHH’eren siger:
”I det øjeblik de kan selv, så gør de det jo”,
Der er tilsyneladende modsætningerne her, idet en anden SHH’er fortæller om en borger, hvor hun undrer sig over, hvorfor hun skal gøre rent, for borgeren kan skrabe sne og ordne have, men ikke støvsuge.
Hjælperne skal motivere borgeren til at finde glæden ved selv at gøre det. Det synes deltagerne ikke, at de har redskaberne til:
”Jeg har følt mig kastet ind i det, jeg har ikke følt jeg har nok viden om, hvordan jeg skal tackle borgeren. Det her er på en anden måde. Når vi slutter skal I kunne det her!... Vi har haft 2 undervisningsgange, og jeg tænkte bagefter: var det det?”
Personalet ønsker mere kontakt med terapeuterne og mere undervisning. De føler sig ladt alene med borgeren, og de synes ikke de har viden og redskaber til at føre de nye rehabiliteringstiltag ud i hverdagen hos borgeren.
Undersøgelser tyder på, at der er problemer med implementering af hverdagsrehabilitering i hjemmeplejen. Der beskrives barrierer hos den enkelte medarbejder og i hjemmeplejen generelt. Der er udbredte holdninger blandt plejepersonalet, at projektet ikke er noget nyt, da de altid har arbejdet med hjælp til selvhjælp, og at det er synd for borgerne, at de bliver frataget den hjælp, de har modtaget i årevis. Der kan være indlejrede incitamentsstrukturer i hjemmeplejen, der ikke gør det belejligt for den enkelte medarbejder eller det enkelte hjemmeplejedistrikt at afslutte borgerne fra hjælp (i sidste ende risikerer medarbejderne at blive fyret, hvis de arbejder rehabiliterende). Desuden er der ikke faglige traditioner for at arbejde parallelt tværfagligt mellem f.eks. SSH’ere og terapeuterne, hvilket betyder, at der er svært at opkvalificere plejepersonalet og sikre effektive rehabiliterende forløb (Kjellberg, Kjellberg og Ibsen 2013).
Det tyder således på, at der stadig mangler viden om, hvad der virker i hverdagsrehabiliteringen, og hvad der skal til for at SSH’erne føler sig som en del af dette ”paradigmeskift”.