I-‐tale-‐sættelsen af aldring ud fra ideen om den normale aldring, henviser til forestillingen om ”designing ’older’ rather than denying
ageing” (Garnham 2013). Det handler om, hvordan vi kan designe
vores sen-‐bolig-‐liv uden af den grund at ville fornægte, at vi bliver ældre. Fornægtelsen er en i-‐tale-‐sættelse, der udelukkende finder sted i den naturlige aldringsdiskurs, hvor det der i-‐tale-‐sættes i den normale aldringsdiskurs henviser til, hvordan vi kan skabe senlivet eller designe senlivet. Sen-‐bolig-‐livet vil i så fald kunne i-‐tale-‐sættes, som noget der kan modelleres eller formes af de forskellige valg, vi
træffer i de mange forskellige situationer, vi kommer til at står i igennem et langt liv. Vi vil i så fald være mere optaget af chancerytteriet end af risikokalkulerne, fordi vi vil være funderet i en forestilling om, at re-‐generering også gør sig gældende som erfaringshorisont i senlivet.
Uafgjortheden eller ”det kontingente” i den normale aldringsdiskurs henviser til at tiden kan formes og at senlivet kan designes men også re-‐designes, såfremt der sker ændringer i vores liv. I for-‐ længelse af Garnhams (2013) artikel vil forholdet mellem den naturlige aldring og den normale aldring kunne tænkes som forholdet mellem forestillingerne om ’de-‐’ og ’re-‐’, hvor ’re-‐’ kan ses som protestfigur i opgøret med ’de-‐’ som aldringens naturlov. ’Re-‐ designet’ er samtidig et grundvilkår i den neoliberale samfundsorganisering, hvor ikke bare økonomien skal designes, men også individer og deres ’well-‐being’ (Brown & Baker 2012:181).
Aldring kan således forstås som et socialt forhold, hvor man, når man forholder sig til aldring, altid allerede forholder sig til, hvordan noget andet eller nogle andre forholder sig til ’samme’ fænomen -‐ i gemenhed eller konflikt1. Aldring er et fænomen, der i og med den
diskursive artikulation er henvist til at blive gjort til ’Noget’, der afgøres -‐ om hvorvidt der er tale om naturlig aldring eller normal aldring – om der refereres til forestillingen om ’de-‐’ eller ’re-‐’. I henhold til Garnham (2013) vil en ’re-‐’ position betyde, at man ikke kan træde uden for den diskursive praksis, man vil altid blive til som et bestemt aldrende subjekt, der gøres til subjekt for en
1 Her trækker jeg på Lars-‐Henrik Schmidts socialanalytiske perspektiv, hvor det sociales ABC anvendes som en tilgang til at forstå, hvordan sociale fænomener som ’aldring’ kan fattes som sociale træfninger i konkrete sociale træf, som fx Niels Ove fra tidligere, der forholder sig til sin egen aldring og alderdom ved at forholde sig sine forældres forhold til deres aldring og alderdom. Se Schmidt, Lars-‐Henrik (1992) s. 82 og (2005) s. 34. samt Schunck, Nicolas (2011) for en meget grundig indføring i selve perspektivet.
154
naturlig aldringsproces eller en normal aldringsproces. Sådanne subjektpositioner trækker på hver deres repertoire, og det særlige i forhold til ideen om den naturlige aldring er, at alle og enhver de-‐ genereres uafhængig af tid, sted og situation – dvs. ideen om den naturlige aldring er uafhængig af konkrete kontekster og henvises til det, der rækker uden for historien, det der undslipper historien og gøres gældende til enhver tid. Ideen om den naturlige aldring kan forstås som et overhistorisk fænomen – som den store Aldring – ’skrevet med stort A: Aldring’. Derimod vil ideen om den normale aldring være bundet til såvel tid, sted som situation – dvs. at man bliver til som en aldrende person ud fra forskellige forestillinger om aldring og alderdom, der har gjort sig gældende igennem tiden. Man bliver til i tid, i sted eller steder og i konkrete situationer – man kan ikke sætte sig uden for historien, og ideen om den normale aldring kan forstås som et historisk fænomen – eller som den lille aldring – skrevet med lille a: ’aldring’.
Vores forhold til sen-‐livet i almindelighed og sen-‐bolig-‐livet i særdeleshed afgøres forskelligt i de to aldringsdiskursive repertoirer som henholdsvis Aldring eller aldring. Når det at designe senlivet i ’aldringsregimet’ bliver til, at man fornægter aldringen i ’Aldringsregimet’ – er det ikke lige meget, hvad man reflekteret eller ureflekteret henviser til, når talen falder på ’Aldring’ eller ’aldring’.
Vi forholder os til vores aldrende krop i Aldringsregimet ved at overgive os til degenereringens forfaldskategori, hvor det netop er naturligt at kroppen forfalder, som tiden går. I henhold til Garnham (2013) kan man i ’aldringsregimet’ tale og dermed forholde sig anderledes til den aldrende krop. Her er der tale om en krop, der kan designes med alt fra kirurgi til tøj, det handler om ’aldringsstile’ – om forskellige måder at gøre alder på som ’performAGE’ (Fristrup 2012), der henviser til den enkeltes ’appearance’ dvs. fremtrædelse, som udfordrer det normative referencepunkt i Aldringsregimet. Forholdet mellem forfængelighed og forsømmelse har vidt forskellige betydninger i de to aldringsregimer. Når forfængelighed i Aldringsregimet udgør en fornægtelse af forfaldet og døden, er der i aldringsregimet tale om, at en fortsat forfængelighed i senlivet er en
understregning af, at det netop kan være anderledes end i Aldringsregimet. Hvad der i Aldringsregimet er naturligt forfald, vil i aldringsregimet blive betragtet som forsømmelse, fordi man kunne have gjort noget andet – nemlig fortsætte med at udfolde sin forfængelighed. Det bliver tydeligt her, at begge regimer netop er regimer, der kæmper om retten til at definere, hvad aldring er for et fænomen.
Begge regimer er som følge heraf normative, da de begge udstan(d)ser bestemte forestillinger om dét at blive ældre – men forestillinger der søger at gøre op med hinanden. Hvad Aldringsregimet inkluderer, ekskluderer aldringsregimet og omvendt. Det er på denne baggrund, at aldringsfeltet er spændt ud mellem de to regimer, hvor en hel del ’imaginære bindestregsord’ gør sig gældende, ord som fx ’produktiv aldring’, ’positiv aldring’, aktiv aldring’, ’succesfuld aldring’ og ’sund aldring’. Betegnelsen før ordet ’aldring’ forsøger at ’ophæve’ betydningen af ’aldring’ i forhold til Aldringsregimet. I disse ord udfolder kampen mellem de to aldringsregimer sig for indeværende.
Degeneringen i Aldringsregimet afstedkommer en naturlig fremtrædelse, der i aldringsregimet kan regenereres, som en fortsættelse eller forbedring af ens almindelige fremtrædelse, hvor normen er, at man selvfølgeligt kan arbejde med sin krop. Når der i aldringsregimet ikke findes en naturlig krop, så er der selvsagt heller ikke nogen naturlig måde at blive ældre på eller at aldres på – her findes ingen naturlig aldrende krop. Når kroppen kan formes hele livet igennem, udgør senlivet ingen undtagelse – også her kan der drages omsorg for kroppen og dermed for det aldrende selv.
Redskabskroppen (se Schmidt 2000 udfoldet i Fristrup 2013) har
ingen alder, i forhold til sin reference til det etiske selvomsorgsarbejde, der hos Foucault (1994) handler om ”the
principle of ’care of the self’ which meant continually ’working on’ or ’being concerned with’ the self”. This work on the self was not an obligation imposed on the individual but rather associated with an active freedom. To engage in ‘care of the self’ was therefor to reflect
156
upon oneself and freely cultivate oneself as an ethical subject by engaging in practices of self care. (Foucault 1994 i Garnham
2013:39).”
I aldringsregimet er kroppen omdrejningspunkt for udøvelsen af selvomsorgens praksisser, der som en etisk praksis udfolder aldringens etos. Værdsættelsen af den aldrende krop kommer til udtryk i de forskellige selvudfoldelser, der henviser til, hvordan den enkelte i senlivet tager ansvar for sin egen aldring (Fristrup 2013) ved at tage vare på sin aldrende krop, som det at praktisere sin ’positive’ aldringsstil. Neoliberalismens hang til positivering zoomer ind på ”well-‐being work” (Brown & Baker:179). Ordet ”wellderly” (Garnham 2013:40) udspringer heraf og henviser i denne sammenhæng til følgende citat fra Garnham (2013:40):
“Through the development of ’successful’, ’positive’ ’productive’ and ’active ageing discourses, neoliberal governmental strategies position third-‐agers as individually responsible for shaping positive experiences of ‘older’.”
Det betyder, at det kan se ud som om, at forskellen mellem ’de tredje aldrende’ og ’de fjerde aldrende’ (Laslett 1989) arver distinktionen mellem Aldringsregimet og aldringsregimet. De tredje aldrende skal tage ansvar for deres egen aldring livslangt, og skulle det mod forventning ske, at de bliver syge, har de misligholdt deres sundhedskompetencer, og drages til ansvar for deres handlinger. De må bekende deres synder i professionelle sammenhænge, for at få andre til at afhjælpe den afmagt, det afstedkommer ikke længere at kunne drage omsorg for sig selv. At blive gjort til en fiasko i den neoliberale samfundsorganisering dvs. subjekt for ”failure” (Brown & Baker:13), henviser til det samme forhold, som det at blive gjort til subjekt for den fjerde alder.
Der er bare to ikke uvæsentlige forskelle, der gør sig gældende her. Den ene forskel henviser til, det vi så i forhold til Egedal Kommune, nemlig at man fra kommunens side vil have de tredje aldrende til at
tage ansvar for sig selv som fjerde aldrende. Dette ansvar skal man ikke overlade til kommunen, hvis man gerne selv vil bestemme, hvordan ens sen-‐bolig-‐liv skal indrettes. Det handler om, at man som tredje aldrende skal forholde sig til sig selv som fjerde aldrende og igennem en lystfyldt selvomsorgspraksis i nutiden skabe en anderledes livsindretning, der kan afhjælpe ens mulige fremtidige afmagt.
Den anden forskel henviser til, at man ikke som fjerde aldrende i aldringsregimet opgiver selvomsorgen og omfavner forfaldet som naturligt. Pointen er nemlig, at ansvaret for ens aldring stadigvæk udgør erfaringshorisonten i den fjerde alder, men at andre henvises til at afhjælpe den fjerde aldrendes afmagt ved at foretage det kropsarbejde, man ikke længere selv kan varetage. Pointen er her, at det er kropsarbejde, der til stadighed skal understøtte parolen om, at man skal kunne bebo sit senliv ved at forblive længst muligt i sit eget liv. Man skal med andre ord kunne indrette sit sen-‐bolig-‐liv i den fjerde alder, således at det hænger sammen med det kropsarbejde man nødvendigvis må overgive til andre eller andet fx velfærdsteknologiske løsninger, når man ikke længere kan selv.