I Sverige indledtes den økonomiske styringsmodel tidligere end i Danmark. Her talte man allerede i 1990´erne om New Public Manegement-‐årtiet (Szebehely, 2011). Det startede med den svenske kommunalreform i 1991, som medførte en adskillelse af bestiller og udfører indenfor ældreomsorgen (BUM-‐model). For ældre betyder det en valgfrihed, som dog er begrænset til at vælge, den som skal udføre plejen, men ikke til hvilken pleje der skal udføres, og heller ikke hvilken person der konkret skal udføre hjælpen.
I Danmark blev vilkår og rammerne for pleje og omsorg ændret i 2001, da Folketinget vedtog, at der skulle være frit valg af leverandører på ældreområdet. Lov om social service blev vedtaget og kontraktstyring blev en realitet.
BUM-‐ modellen (Bestiller – Udfører – Modtager – modellen) blev i begge lande indført som styringsredskab i forbindelse med tildeling og udførelse af pleje, omsorg og praktisk bistand til samfundets borgere, der har behov for hjælp.
Fundamentet i BUM-‐modellen er de politisk vedtagne kvalitetsstandarder, hvor det er beskrevet, hvilken hjælp borgerne kan forvente fra det offentlige. Borgerne kan på internettet finde serviceniveauet for deres kommune og samtidig sammenligne niveauet med serviceniveauet i andre kommuner. I det praktiske arbejde bliver pleje og omsorg således underlagt en markedsstyreform, hvor pleje og omsorg bliver en form for handelsvare (Røhder, 2009).
Alle borgere kan rette henvendelse til kommunen og bede om hjælp. Herefter vil Bestilleren – visitatoren/biståndshandläggeran, der er
ansat af kommunen, vurdere hvilken hjælp borgeren kan få indenfor de vedtagne kvalitetsstandarder. Modtageren, som er borgeren, vælger hvem der skal levere ydelserne. Efterfølgende kontakter visitatoren leverandøren og beder dem om at iværksætte hjælpen. Udføreren er den leverandør, der skal levere ydelsen. Leverandøren kan være kommunal eller privat. I forbindelse med leveringen tildeles leverandøren penge for de ydelser, der skal leveres. Pengene er koblet op på den tid, der er afsat til at udføre ydelsen hos borgeren. BUM modellen er således en økonomistyringsmodel, som siden starten har været forvaltet på forskellig vis fra kommune til kommune og modellen er stadig genstand for forandringer. Mange kommuner har udmøntet hjælpen detaljeret, således at det meget detaljeret er beskrevet, hvilken hjælp borgeren skal have eks. Hjælp til tandbørstning 3 minutter, hjælp til øvre toilette 7 minutter, hjælp til nedre toilette 7 minutter, hjælp til bad 29 minutter. Flere steder er man gået bort fra dette ”minuttyrani” og tildeler ”pakker” eks. ½ time til let personlig pleje. (Røhder 2009)
Det er en tidsstyring og ydelsestildeling der får væsentlig indflydelse på frontmedarbejderens dagligdag. BUM modellens opbygning betyder, at frontmedarbejderen næsten ingen kontakt har med den som bestemmer, hvilke arbejdsopgaver, der skal udføres. Frontmedarbejderen kan derfor opleve, at de ikke har indflydelse i beslutninger, der vedrører dem, og at de kompetencer de har, ikke anvendes i tilstrækkeligt omfang
I kraft af sin uddannelse, kan den færdiguddannede frontmedarbejder handle professionelt indenfor sit eget kompetenceområde. Dette indebærer, at frontmedarbejderen er i stand til at kombinere viden og færdigheder, foretage faglige vurderinger og etiske overvejelser i mødet med borgeren indenfor det primære kommunale område. SSH’erens uddannelse varer 14 måneder mens USK uddannelse varer 3 år (Se kapitel 4 om de kompetencer uddannelserne uddanner til).
Visitator vurderer sammen med borgeren hvilke ydelser der er brug for. Ydelserne bestilles hos leverandøren og frontmedarbejderen får konkret besked på hvilke opgaver, der skal udføres hos borgeren. Derved bliver frontmedarbejderen frataget sine muligheder for at anvende sine faglige kompetencer til selv at vurdere borgerens
110
situation. Visitator skal foretage sin vurdering minimum én gang årligt. Frontmedarbejderen besøger borgeren oftere. Borgerens behov kan derfor sagtens nå at ændre sig. Borgeren kan være blevet dårligere, men kan også være blevet bedre. Således kan planen for opgaveløsning arbejdsplan være forældet.
Frontmedarbejderen kan komme i en situation, hvor den visiterede tid ikke er tilstrækkelig til at udføre opgaven, da tiden er udarbejdet efter gennemsnitlige beregninger. Hvis borgeren har andre behov end da ydelsen blev visiteret, er den tildelte tid måske ikke tilstrækkelig. Frontmedarbejderen kan blive nødt til at ændre de resterende opgaver på dagens liste og derved tilsidesætte andre borgeres behov eller forlade borgeren med udækkede behov. Forældet visitation, borgerens egen oplevelse af, hvad han/hun har behov for og tidspresset er således situationer, hvor frontmedarbejderen kan opleve, at hun står i et dilemma. Hvem skal hun tilgodese? Den enkelte borger og dennes behov, de øvrige borgere på listen eller systemet. I sådanne situationer viser undersøgelser, at arbejdet tager sig meningsløst ud for frontmedarbejderen (Røhder 2009).
Kommunens kvalitetsstandarder, hvilken ydelse borgeren kan få, er med præcise og kvantitative mål. Der er imidlertid forhold som ikke er målbare og derfor er manualerne et begrænset billede af virkeligheden. Fastsættelsen af de målbare værdier hænger ikke nødvendigvis sammen med formålet for opgaven, idet målene ofte udtrykker værdier i forhold til effektivitet, optimal ressourceudnyttelse og økonomi (Røhder 2009).
Anvendelsen af BUM-‐modellen i ældreplejen, kan således fratage frontmedarbejderen indflydelse på egen arbejdssituation og kan sætter frontmedarbejderen i en situation, hvor hun bliver bedt om at udføre en rammesat opgave, som ikke nødvendigvis svarer til hendes faglige vurdering af situationen, og derfor virker meningsløs. Samtidig kan dagen være fyldt med etiske dilemmaer eller krydspres, som frontmedarbejderen skal forholde sig til. Disse vilkår og rammer danner baggrund for vores undersøgelse af frontmedarbejderens oplevelser og erfaringer fra deres arbejde.