• No results found

Socialpædagogikkens   rolle   i   arbejdet   med   mennesker   med   forskellige  former  for  demens,  er  at  skabe  grundlaget  for  oplevelsen   af   det   gode   liv   (jvf.   Ministerieltidende,   21.   juni,   2010   s.   10).   Med   andre  ord  er  målet  at  skabe  størst  mulig  livskvalitet  for  hver  enkelte   borger.   For   at   sikre   borgeren   gode   leveår   med   demens,   arbejder   personalet   for   at   styrke   borgerens   oplevelse   af   egen   identitet   og  

Et  eksempel  på  et  tværfagligt  perspektiv  kan  være  at  benytte  viden  om  sanseintegration  i  hverdagen.       Viden  om  sanseintegration  benyttes  når  en  borger  pga.  demens  ikke  kan  mærke  sin  egenkrops  position.   Dette  kan  medføre,  at  en  personlig  hygiejnesituation  opleves  som  et  overgreb.  Ved  brug  af  massage  eller   kugledyne  stimuleres  muskel-­‐led  sansen,  der  kan  gøre  det  muligt  for  en  borger  med  demens  at  mærke   sin  krop  og  derved  samarbejde  med  at  blive  vasket.  Personalet  kan  derudover  benytte  denne  viden  for  at   vurdere,   hvor   mange   sansestimuli   en   borger   kan   bearbejde.   Oftest   er   det   sådan,   at   det   kan   gavne   velbefindende  ved  at  minimere  antallet  af  sansestimuli.    

  70

integritet,   samt   for   at   bibeholde   en   oplevelse   af   kontinuitet   og   tryghed   i   hverdagen.     Selv   i   det   sene   stadie   af   demensen,   hvor   borgeren   er   immobil   og   har   mistet   sproget,   er   det   muligt   at   skabe   livskvalitet.    

Personalet  har  ansvaret  for  at  udforme  et  identitets-­‐  forstærkende   miljø,  hvor  der  kompenseres  for  de  skader,  demensen  volder,  hvor   fysiske,   sociale,   kognitive   og   emotionelle   behov   opfyldes,   og   hvor   personalet   understøtter   borgeren   i   at   fungere   på   egne   betingelser   og   i   samspil   med   andre.   Potentialet   for   ”det   gode   liv”   opretholdes   ved   at   der   skabes   mulighed   for   social   og   fysisk   tryghed,   for   oplevelsen   af   respekt   og   værdighed,   og   ved   at   en   kvalificeret   selvbestemmelse   bibeholdes.   Der   skal   være   mulighed   for   at   LEVE   livet  på  borgerens  præmisser!  

På  trods  af  demensens  ødelæggende  virkning  på  hjernen,  må  de,  der   arbejder   med   mennesker   med   demens,   huske   på,   at   fra   borgerens   perspektiv  leves  livet  stadig  med  en  lyst,  intentionalitet1  og  en  form  

for  meningsfuldhed  

Derfor  er  personalet  forpligtet  til  at  begrænse  demenshandikappet   ved   at   ændre   betingelserne   i   omgivelserne   for   at   minimere   funktionshæmningen   og   styrke   mulighed   for   deltagelse   (jvf.   FN’s   handikapbegreb2).   Med   et   socialpædagogisk   perspektiv   arbejder  

personalet   for   at   muliggøre   borgerens   ”livs”-­‐deltagelse   ud   fra   personens   egne   motiver,   interesser,   behov   og   resurser.   Opgaven   bliver  at  opdage  disse  motiver,  interesser  og  behov  ved  at  observere   og  spørge  ind  til  borgerens  liv.  

                                                                                                                                       

1 Intentionaliteten som fænomenologisk begreb er et iboende træk ved bevidstheden og den er således altid rettet mod sin genstand, uanset om det eksisterer eller ej.

2 FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap ;artikel 1: Personer med

handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre

MODEL  

Eksempler   på   observationsspørgsmål   (fokusområder)   for   at   opdage  det  meningsfulde  og  det  intentionelle  for  borgeren:   Den  neurologiske  skade  

• Hvordan  kan  man  se  i  personens  adfærd,  at  personen  har  en   hjerneskade?   (afasi,   agnosi,   apraksi,   frontal   lab,   hukommelsestab?)  

• Hvad  betyder  skaden  for  personens  mulighed  for  at  skabe  et   meningsfuldt  liv?  

• Hvor   mange   sansestimuli   kan   borgeren   ”håndtere”   på   en   gang?  

 

Livshistorie  &  personlighed  

• Hvilke  interesser  har  borgeren,  eller  hvilke  handlinger  giver   glæde?  

• Hvad  er  meningsfuldt  for  borgeren?  

• Hvad   er   borgerens   særlige   måde   at   folde   sine   livsmuligheder  ud  på?  

• Hvad   prøver   borgeren   at   opnå   gennem   sine   handlinger?   /Hvad  kan  være  borgerens  bevæggrunde  for  at  handle?   • På   hvilken   måde   afspejles   borgerens   livshistorie   sig   i  

borgerens  handlinger  og  mulige  forståelser?   • Hvad  er  borgeren  optaget  af?  

• Hvordan  kommer  borgerens  interesser  til  skue?    

• Hvad  er  en  god  dagsrytme  for  borgeren,  med  muligheder  for   både  at  kunne  slappe  af  og  være  aktiv?  

Resurser  

• Hvad   gør   borgeren   glad,   trist,   vred?   Hvad   skaber   velbefindende  hos  borgeren?  

• Hvilke   betingelser   har   borgeren   for   at   handle?   /   Er   der   noget  i  miljøet  der  kan  ændres  for  at  fremme  borgerens  livs   -­‐  og  deltagelsesmuligheder?  

• Hvad  kan  borgeren  mestre?  

• Hvordan  skabes  relationer  til  de  andre  borgere?   • Hvordan  handler  borgeren  i  overgangssituationer?  

  72

På  baggrund  af  den  viden,  der  skabes  ved  at  udføre  analyse  ud  fra   denne   model,   kan   personalet   tilrettelægge   dagen   ved   fagligt   at   planlægge   kommunikation,   processer   og   strukturer   omkring   borgeren,   og   derved   rumme   og   kompensere   for   hjerneskaden.     Eksempelvis   vil   en   person,   der   har   mistet   sin   korttidshukommelse   og   som   ikke   længere   kan   planlægge   ud   i   fremtiden,   være   total   underlagt   tilfældigheder.   Hvis   borgeren   har   en   god   ven,   så   vil   borgeren  ikke  bevidst  kunne  planlægge  at  komme  til  at  tale  med  sin   ven  i  løbet  af  dagen.  Det  vil  bero  på  en  tilfældighed,  hvis  de  mødes   og   oplever   den   gode   samtale   eller   det   meningsfulde   samvær   sammen.   Her   har   personalet   ansvaret   for   at   bemærke,   at   de   to   borgere   har   det   godt   sammen   og   tilrettelægge   dagen   på   en   sådan   måde,   at   de   to   muligvis   mødes   flere   gange   om   dagen.   Det   er   personalet,   der   har   til   ansvar   at   skabe   gode   ”nu’er”,   at   sikre   mulighed   for   socialt   samvær   og   meningsfuldt   livsindhold   for   de   enkelte   borgere,   i   den   måde   dagen   planlægges   på.   Dagen   må   planlægges   på   baggrund   af   borgerens   behov   og   ikke   ”blot”   på   baggrund  af  de  institutionelle  arbejdsrutiner.  

   

 

                                                                                                                                       

11 “En kontakt – ø er en pædagogisk begrundet, koncentreret, fastlagt og målrettet samvær, som foregår regelmæssigt mellem en bestemt omsorgsperson og en borger, der trækker sig tilbage i ro og fred for at koncentrere sig om hinanden og den kontaktfremmende aktivitet.( (Helle Krogh Hansen, Tidsskrift for Socialpædagogik, 2006)

• Hvilke   relationer   skaber   størst   glæde,   trøst   og   ro   for   borgeren?    

• Hvilken  form  for  struktur  i  dagens  forløb  vil  skabe  ro,  glæde   og  meningsfuldhed  for  borgeren?  

• Hvordan  kan  der  opsøges  andre  perspektiver  på  borgerens   liv,  handlinger  og  mulighed  for  livsudfoldelse?  

• Er   der   behov   for   at   etablere   kontakt-­‐   ø’  1er   og   hvordan   og   hvornår  kan  de  etableres