I 1957 besluttede sognerådet i Nørre Lyndelse kommune syd for Odense, at tiden var inde til at opføre en ny skole. Det lå i tidsånden, at det skulle være en centralskole med mellemskole og realklasse. Førhen havde eleverne været fordelt på tre mindre skoler med to eller fire klasser og skolegangen var ophørt med konfirmationen i 13-14 års alderen. Det skulle der laves op på nu med den nye seks klassede centralskole, som derfor fik lokaler til sløjd, sko- lekøkken og gymnastik og efterfølgende også til 3.- og 4. mellem og en realk- lasse, for de elever, der gerne ville læse videre. Der blev endog rum til særun- dervisning for børn tale-, syns- og hørehæmmede børn.1
Dermed tog Nørre Lyndelse – sammen med en lang række andre mindre danske landkommuner – springet ind i uddannelseseksplosionens æra. Fra begyndelsen af 1950’erne var antallet af personer, der tog en realeksamen begyndt at stige voldsomt – og én af de vigtigste forudsætninger herfor, bortset fra mekaniseringen af landbruget, der frigjorde landboungdommen – var opførelsen af de mange centralskoler. Denne eksponentielt stigende vækst i antallet af personer med en realeksamen var sådan set ikke så overraskende, givet det forhold at siden århundredeskiftet var antallet af elever i 2. - 4. mellem og realklassen fordob- let for hvert 25 år. Forskellen var blot den, at hvor det indtil 1950’erne havde været et privat anliggende at tage en realeksamen, - hvilket gav grobund for en lang række mindre private realskoler - blev det nu med de mange nye centralskoler en offentligt (velfærds)statslig opgave.2
Men centralskolen i Nørre Lyndelse var ikke helt almindelig. Den lå nem- lig i komponisten Carl Nielsens fødesogn. For at markere dette, blev den
Dette bidrag findes også i tilrettet engelsk udgave, med titlen: ”Experts at work: a micro– study of architects and school buildings in Denmark 1940–1970” i Åsa Lundqvist & Klaus Petersen (eds.), In Experts We Trust: Knowledge, Politics and Bureaucracy in Nordic Welfare States, University of Southern Denmark Press (2010).
1
Nr. Lyndelse sogns Lærerråds forhandlingsprotokol 1953–; Forhandlingsprotokol for Nr. Lyndelse Skolekommission, 1943–; Forhandlingsprotokol for Nr. Lyndelse sogneråd 1956 – (Landsarkivet for Fyn).
2
udstyret med en koncertsal, som kunne rumme op til 300 personer og med en akustik, så et mindre symfoniorkester ville føle sig hjemme. Det var i sig selv en udfordring for arkitekterne fra Johannes Folke Olsens tegnestue i Svendborg. Men – og man tror det måske ikke – en anden stor udfordring lå i at få toiletterne godkendt. Sagen var nemlig den, at arkitekterne havde place- ret toiletterne inde i skolen – og ikke i en selvstændig bygning med direkte adgang fra skolegården, hvilket var den forskrevne norm. De havde tilmed lagt to toiletter – et til drenge og et til piger - i tilknytning til en forstue med garderobe og håndvask, som to klasser var fælles om at dele. Ideen havde de efter eget udsagn fået fra en publikation, udsendt af Undervisningsministeri- ets byggeforskningsudvalg samme år, som handlede om ”Klasserummet, dets funktion og udformning.”3
Nedlæggelse af grundstenenen til Nørre Lyndelse skole ca. 1962. Nørre Lyndelse lokalhisto- riske arkiv.
Det ministerielle udvalg slog heri til lyd for en ganske anderledes fleksibel møblering af klasserummet – med lette borde, som kunne flyttes rundt og
3
”Klasserummet, funktion og udformning”. Nyt Skolebyggeri 5, Undervisningsministeriets byggeforskningsudvalg og Statens Byggeforskningsinstitut (København 1957). Korrespondance vedrørende Nørre Lyndelse skole i Hans Henning Hansens sagsarkiv, journalnr. 41–974, 401– 1346, 401–1835 og 401–3388. (Rigsarkivet). Se endvidere forhandlingsprotokol, Nr. Lyndelse skolekommission 1943 – (Landsarkivet for Fyn).
tilpasses forskellige arbejdsformer - i kontrast til den stive og velkendte opstilling med pulte i rad og række, som var blevet introduceret i den danske folkeskole 100 år forinden ca. Det fremgik også af teksten og teg- ningerne, at fremtidens skoler skulle have et mere hjemligt præg, end det som kendtes fra eksempelvis de store byskoler med deres lange gange og klasseværelser på rad og række i flere etager. Det ansås som særligt vigtigt for de yngste elever, at de følte sig hjemme i skolen, sådan som erfaringerne havde vist det i Sverige og England – og på børnehaveområdet, hvor man også var på vej med institutioner opdelt i mindre enheder. En konsekvens af dette var, at man overlod det til børnene at gå på toilettet når det passede dem, og ikke som traditionen bød at det foregik i frikvartererne.4
Tilhæng- erne af dette nye system argumenterede med, at med nye, fleksible under- visningsformer, ville det ikke betyde en større afbrydelse, hvis et barn for en kort stund forlod klassen. Skeptikerne holdt på, at med den nye ”indivi- duelle indstilling overfor ordensproblemerne”, som ministeriets konsulent i skolebygningssager Hans Henning Hansen (1916–1985), formulerede det under sagsbehandlingen, kunne det blive svært at kontrollere, hvad børnene foretog sig på toiletterne, hvis læreren var optaget inde i klassen.5
Nu forholdt det sig imidlertid sådan, at arkitekterne havde fået tilladelse én gang til denne løsning af toiletforholdene, men da var der tale om en væ- sentlig mindre skole i Espe på midt Fyn med kun fire klasser. Som konse- kvens heraf foreslog ministeriets tilsynsførende, at skolen i Ndr. Lyndelse fik status af et forsøg, som man ville følge nøje fra myndighedernes side. Samtidig krævede man, at de indendørs toiletter blev suppleret med fritliggende ”støttetoiletter” med direkte adgang fra skolegården. 6
Historien melder ikke noget om, hvordan forsøget faldt ud, men et beva- ret eksemplar af skolens ordensregler vidner om, at lærerne mente, at der burde føres særlig opsigt med de indvendige toiletter. Der måtte ikke leges her, og kun en ad gangen måtte opholde sig på wc’et.7
Stort set samtidig lykkedes det imidlertid tegnestuen at få godkendt indendørstoiletter på den nye skole i Ryslinge – det havde taget 15 år, at nå dertil fortalte arkitekt Folke Olsen de fremmødte til rejsegildet en kold novemberdag i 1959.8
Der- med havde undervisningsministeriets rådgivende arkitekt Hans Henning Hansen dog ikke givet denne løsning carte blanche. Tværtimod, året efter fik man afslag på at lægge toiletterne indendørs på skolen i Skrøbelev, med den begrundelse fra den ministerielle konsulents side, at man ikke altid behøvede at jage efter det nyeste nye. Tegnestuen fra Svendborg skulle så-
4
”Klasserummet” (1957) s. 68–69.
5
Citat fra Hans Henning Hansens indstilling af 13.8.1955 jf. note 3.
6
Avisudklip 6.4.1958, Svendborg byhistoriske arkiv og Hans Henning Hansens sagsarkiv, kor- respondance vedr. Nørre Lyndelse skole jf. note 3.
7
Ordensregler for eleverne på Carl Nielsen skolen, i kuvert i Nr. Lyndelse sogns lærerråds forhandlingsprotokol (1953) – (Landsarkivet for Fyn).
8
ledes ikke tro, at man kunne lave sine egne regler, uanset man kunne hen- vise til en rapport udgivet i ministerielt regi, jf. ovenfor.9
Historien er ganske sigende for den rolle (nogle) arkitekter kom til at spille i forbindelse med barndommens modernisering i velfærdsstatens epo- ke. Bag disse stridigheder om toiletternes placering gemte sig forskellige holdninger til (skole)børn, men også til mere principielle forhold som aner- kendelse og respekt for det enkelte individs fysiske og psykiske behov. Et grundtema/dilemma, når man – som jeg – beskæftiger sig med velfærdss- tatens udstrakte institutionsbyggeri, som i udgangspunktet er opført til de mange, men som også – og i stigende grad – forventedes at skulle lægge rum til den enkelte.10
Mål og metode
Men historien har også en anden pointe, nemlig om hvem som udgjorde vel- færdsstatens arkitekter. Ofte refererer denne vending til embedsmænd og politikere11
, men sjældent til arkitekter i bogstaveligste forstand. Jeg er således interesseret i at undersøge, hvordan arkitekterne indgik i formgivning af vel- færdsstaten, og hvordan de håndterede spændingen mellem det kollektive og det individuelle. Interessen samler sig om institutionsbyggeriet, og mere spe- cifikt om det skolebyggeri, som blev forudsætningen for den såkaldte uddan- nelseseksplosion, som i løbet af 1960’erne og 1970’erne flyttede andelen af en ungdomsgeneration, der tog en studentereksamen fra 5-6 procent til omkring 20 procent.12
Jeg er således optaget af dialogen mellem arkitekturen og pædagogikken i perioden fra ca. 1940 og frem til omkring 1970, og dermed også i samarbejdet mellem arkitekter og andre faggrupper. Det var formative og eksperimente- rende år for institutionsbyggeriet, eftersom kravet om hensyn til det enkelte barn blev stadig mere udtalt. Udviklingen fik først form inden for daginstitu- tionsområdet, hvor reformpædagogiske tanker om barnets ret til selvvirk- somhed i mellemkrigsårene satte deres præg på såvel legepladsplanlægning som daginstitutionsbyggeriet13
Inspirationen kom fra Sverige, hvor bl.a. Alva
9
Skrøbelev skole (1960); Hans Henning Hansens arkiv journal nr. 41–2267, 401–497 og 2496, jf. note 3.
10
Argumentationen findes i mere udbygget form i Ning de Coninck–Smith, Ning og Mogens Rüdiger, Typehuset, velvære og modernitet. Danmark 1950–1973 i Niels Finn Christiansen, Kurt Jacobsen & Mogens Rüdiger (red.), Ole Lange – fra kætter til koryfæ (København 2007) s. 196–216.
11
Cecilia Felicia Banke, Den sociale ingeniørkunst i Danmark, familie, stat og politik fra 1900 til 1945 (Roskilde 1999).
12
U90, bd. 1, 1978, s. 22–23.
13
Ning de Coninck–Smith, ”PH og børnenes rum: børneinstitutionen ved Dehns Vaskeri (1948) og Københavns Rundskuedags børnerekreationshjem Mindet (1952)”, i Kritik og formidling. Studi- er i PH's kulturkritik. Jørn Guldberg og Skou Niels Peter (red.) (Odense 2008) s. 35–62.
Myrdal indgik et tæt samarbejde med det sociale boligselskab HSB om ud- formning af daginstitutioner som kollektiv bebyggelser. Også i Danmark var de sociale boligselskaber opmærksomme på børnene. I 1929 bad Københavns almennyttige boligselskab (KAB) eksempelvis havearkitekten C. Th. Søren- sen om at udforme friarealerne i tilknytning til en bebyggelse i det nord vest- lige København. Sørensen valgte at indrette gården efter børnene, og ikke omvendt. Deres leg kom ud i lyset, de fik en soppesø, en sandkasse og nogle enkelte legeredskaber.14
Efter 2. Verdenskrig bredte de samme tanker sig til skolebyggeriet, som vi skal se i det følgende.
Mit bidrag til diskussionen om velfærdsstatens eksperter tager afsæt i et en- kelt case, nemlig Johannes Folke Olsens tegnestue i Svendborg, der mellem 1944 og 1974 tegnede omkring 20 folkeskoler på Sydfyn; nogle gange var der tale om helt nye centralskoler, andre gange om tilbygninger til eksisterende skoler. Johannes Folke Olsen (1908–2002) og hans medarbejdere gjorde hele turen med, fra at skolerne var tænkt som sognegårde, lokale kulturcentre, til gavn og glæde for alle beboere til skolen var én, om end en vigtig en, af vel- færdsstatens mange institutioner. Fra at skolerne var håndværksmæssige sven- destykker, til de kom som sætstykker på en lastbil. Folke Olsens tegnestue var på mange måder først med det nye. I 1950’erne rejste man til England for at hente inspiration til puljesamarbejdet og rationelt skolebyggeri, men også for at studere et skolebyggeri, hvor hensynet til barnets egne måder at lære på var mere udtalte, end tilfældet var i Danmark. I 1960’erne gik turen til USA for at hente yderligere inspiration. Overalt, hvor ministeriet indbød til møder om fremtidens skolebyggeri var Johannes Folke Olsen og hans medarbejdere at finde på stolerækkerne, og firmaet var også med, da tolv tegnestuer i 1963 efter engelsk forbillede besluttede sig for gå sammen i Fynsplanen, hvis formål var at sætte yderligere skub i rationalisering af skolebyggeriet. I årene efter opførtes 50 nye skoler efter de byggesystemer, der var udviklet i dette regi.
Det er muligt, at andre tegnestuer havde samme profil, men Folke Olsens tegnestue er ikke valgt for sin repræsentativitet, men p.g.a. den ihærdighed – nogle ville med tanke på toiletsagen fra Nørre Lyndelse – måske ligefrem sige vedholdenhed og stædighed i arbejdet med at give tidens nyeste pædagogiske indsigter arkitektonisk form. Det var ikke altid en succes, og som Folke Olsen selv udtrykte det i et interview ved firmaets 25 års jubilæum ”… at i de 25 (år) der er gået har vi naturligvis haft kiksere, men det er mit indtryk, at vi mest har haft held.” 15
Men som bygningerne, der i dag har mange andre funk- tioner end de oprindelige, stadig vidner om, var de langt fra et ligegyldigt centralskolebyggeri, der blev resultatet. Tegnestuen er ydermere interessant i en tid, hvor velfærdssamfundets arkitektur har påkaldt sig ny interesse, om end denne interesse hovedsageligt har samlet sig om byggeri af periodens
14
de Coninck–Smith, Ning, ”Buksetroldenes boliger. Børn på Bispebjerg og Nordvest i mellemk- rigsårene”, i Jens Andersen (red.): København i en jazztid, Golden days og ( 2008) s. 136–153.
15
kendte arkitekter som Kay Fisker, C.F. Møller, Svenn Eske Kristensen, Palle Suensson eller Ib Martin Jensen og Erling Langkilde.16
I den forsamling er Folke Olsens tegnestue – med sine 12 medarbejdere, da den var på sit højeste i 1960’erne - ligesom hundredvis af andre mindre tegnestuer uden for de københavnske inderkredse, med (forholdsvis) let adgang til Arkitektens spal- ter, et ukendt navn. Studiet af tegnestuens projekter og arbejdsbetingelser giver således et unikt indblik i, hvordan de velfærdsstatslige forventninger om lige (uddannelses)muligheder til alle blev håndteret lokalt.
Denne tilgang til arkitekturhistorie med vægt på byggeriets tilblivelsespro- ces, og på netværket af forbindelser mellem arkitekterne og deres omverden – hvad enten det var politikerne på lokalt plan, cirkulærer eller regler, ud- sendt fra statslige myndigheder eller rapporter eller materiale, udarbejdet af andre eksperter – adskiller sig fra den ”klassiske” arkitekturhistorie.17
Her er det færdige værk og den skabende arkitekt i centrum, mens de processer og vilkår, som gjorde byggeriet muligt ikke har samme interesse. I kontrast hertil ønsker jeg at indskrive arkitekturen i en bredere social og kulturel historisk fortælling, og mere specifikt for skolebyggeriets vedkommende i en barn- doms- og uddannelseshistorisk kontekst.
Da tegnestuen lukkede i 1974, blev arkivet kørt til forbrænding. En epoke var slut, og Johannes Folke Olsen gik på pension, mens to af hans medarbejdere startede et nyt firma. Bygningerne skulle tale for sig selv, en ædel tanke, men for en historiker en umulig tanke, hvis formålet er at belyse, hvordan arkitek- terne indgik i det korps af eksperter, der formede velfærdsstaten. Men ingen kan som bekendt løbe (helt) fra sin historie, velfærdsstaten kom ikke ud af det blå, den byggede videre på en forvaltningstradition, som gik helt tilbage til ene- vælden. Omfanget af bureaukratiske mellemled var ikke blevet mindre med tiden. I 1950’erne skulle en skolebyggesag forhandles med sogneråd, skole- kommission, fælleslærerråd, amtskoledirektion, amtsskolekonsulent, kredslæge og fagkonsulenter, før den blev sendt til ministeriet og derfra videre til den rådgivende arkitekt. Først derefter kom sagen retur til arkitekterne, som alt efter udtalelserne kunne starte proceduren forfra.18
Det satte sig spor, og denne artikel bygger på aftrykkene i Undervisningsministeriet, i den rådgivende arki- tekt Hans Henning Hansens sagsmapper og i de lokale skoleforvaltningers ark- iver. Desuden har jeg besøgt flere af skolerne og haft en samtale med Kaare Lund Rasmussen (1922–2007), hvis far, arkitekt Hans Lund Rasmussen, var ansat på tegnestuen i 25 år. Under arbejdet har jeg endvidere fået god hjælp af Johannes Folke Olsens barnebarn Nanna Folke Olsen, tidligere arkivleder på Svendborg byhistoriske arkiv og af pedel ved Tre Ege skole (tidligere Ryslinge skole) Leif Kristensen, der selv har gået på skolen.
16
Poul Sverrild, Velfærdssamfundets Bygninger. Bygningskulturens Dag 2008. ( 2008.)
17
Se f.eks. Dansk arkitektur 250 år / 250 years of Danish Architecture. Kim Dirckinck– Holmfeld, Martin Keiding, Marianne Amundsen (red.) ( 2004).
18