Det er netop kontrasten mellem det som var og det som skulle komme, som slår én i det arkivalske (billede og tegnings)materiale, men også når man i dag besøger skolerne. Skolelandskabet ændrede sig markant i disse år. De mange små skoler forsvandt45
- og de nye centralskoler lå som moderne ”øer” i et traditionelt landbrugslandskab. Efterfølgende blev der bygget til mange ste- der, uden at helhedsindtrykket af det man kunne kalde afdæmpet moder- nisme har forrykket sig. Ikke så overraskende for det var én af intentionerne med dette byggeri, at der altid var mulighed for udvidelse ”uden man derfor behøver nogen væsentlig ombygning.”46
Denne drøm om indbygget fleksibili- tet fik yderligere vind i sejlene op igennem 1960’erne, hvor den såkaldte Fynsplan blev sat i værk. 12 fynske tegnestuer, deriblandt Folke Olsens, sa- marbejdede som de første efter engelsk forbillede fra 1963 om at udvikle rationelle og industrialiserede løsninger inden for skolebyggeriet. Det resulte- rede i opførelsen af i alt 132.225 m2 skole hovedsageligt på Fyn og i Vejleom- rådet mellem 1965 og 1971 både som helt nye skoler og som tilbygninger.47
På denne måde trådte Folke Olsens tegnestue ind i typeskolernes næste tidsalder, for på mange måder var de ældste skoler fra 1950’erne også typer. Variationen var trods alt begrænset, og tegnestuen syntes at have haft en for- kærlighed for den trelængede udgave i stil med den trelængede bondegård, som var særlig udbredt på Fyn. Men man benyttede sig også af at lægge de tre blokke – typisk én med administration, folkebibliotek og faglokaler, én med de seks klasselokaler og én med gymnastiksal, omklædning i en vinkel eller som et T. Der var alligevel markante forskelle mellem de to typer. 1950’ernes centralskoler var opført i røde mursten af lokale håndværkere, som arbejdede
43
Dansk pædagogisk tidsskrift (1958) s. 351ff., samt Klasserummet (1957) s. 33–34.
.44 Stenstrup sogneråd, forhandlingsprotokol 1954–57, møde 7.9. 1954 (Landsarkivet for Fyn)
45
Ifølge beregninger foretaget af U–90, faldt antallet af skoler og gymnasier fra 1936 frem til 1966 fra 4.500 til 2.800, U-90, bd. 1, 1978, s. 20.
46
Udklip (Svendborg byhistoriske arkiv).
47
Rationelt skolebyggeri u.å. Senere kom både en Midt–Jylland og en Roskildeplan til, Hans Henning Hansen, Skolebyggeri gennem skiftende tider, Årbog for dansk skolehistorie (1977) s. 106–115, s. 114.
med tegningerne ned i forholdet 1:1, så ”kunne de lære det”, som sønnen til Hans Lund Rasmussen (1922–2007), én af tegnestuens ledende arkitekter, husker sin far sige det. I 1960’erne og 1970’erne kom skolerne på en lastvogn, elementerne var af støbt i beton og kunne i teorien sættes sammen uden større håndværksmæssig kunnen.
En anden forskel mellem skolerne i de to perioder var lærerboligerne. I 1950’erne var der lærermangel,48
og især landkommunerne havde vanskeligt ved at tiltrække unge lærere. Lærerboligen blev derfor af central betydning. Det var ikke en helt ny problematik, allerede i 1930’erne fremhæves lærerboligerne ofte i Folkeskolen som vigtigere end selve skolen, når der refereredes fra skole- indvielserne. Lærerboligerne blev i 1950’erne som oftest placeret i selvstændige bygninger, tæt på det store anlæg, alternativt i den gamle skole, som nu var tømt for elever, sådan som det f.eks. var tilfældet på Thurø, hvor fælleslærerrå- det i 1951 anbefalede tegningerne, ”under forudsætning af, … at der installeres køleskab (noget meget nyt i 1951, ncs) i 2 lærerboliger som savner kælderplads, at der lydisoleres mellem lærerboligen og klasseværelset…, at der bliver en køkkendør til boligen… og at denne bolig får altan, særskilt w.c… Arkitekten har givet tilsagn om at rette sig efter ønskerne…”49
I 1960’erne og 1970’erne gled boligerne gradvist ud af billedet. Der var ikke længere lærermangel, men måske mere vigtigt var det, at de unge lærere ikke længere så jobbet som et 24 timers kald, men ønskede et liv ved siden af, og derfor ikke var interesserede i at bo for tæt på skolen. Hertil kom, at sklerne i stigende grad fik brug for loka- lerne til specialundervisning, indskoling m.m.
1950’ernes skoler var en prestigesag, og for at få sognerådet med på ideen skulle skolen gøres attraktiv som lokalt kulturcenter. Eller som Johannes Folke Olsen selv formulerede det i anledningen af hans 50-års dag i 1958 ”Be- boerne skal være glade for at komme i deres skole, de skal kunne føle sig hjemme. Hvis det lykkes at naa saa vidt, er rammen om et rigt kulturliv i kommunen skabt, og det bliver saa lærerne og befolkningen selv, der skal udfylde den. Ved den 100 pct.s kontakt mellem skole og hjem opnaar sko- lerne deres fulde berettigelse. Det tænker vi paa, naar vi tegner skoler.”50
Midlet hed lokaler, som var umiddelbart tilgængelige for beboerne – der- for skulle der altid være en scene, så der kunne spilles dilletant - de bedst tænkelige materialer, gedigent håndværk, smukke og harmoniske farver, op- byggelig og belærende kunst – som uret på Stenstrup skole, hvor kl. 12 var troens kors, kl. 3 kærlighedens hjerte, kl. 6 et timeglas og kl. 9 ankeret. Uret var en gave fra tegnestuen og ved indvielsen af skolen i april 1957 fortalte Johannes Folke Olsen, hvordan symbolikken skulle forstås. ”Jeg håber, at
48
Nørr (2008) s. 180–186.
49
Thurø skole, Hans Henning Hansens arkiv 41–822, fælleslærerrådets udtalelse u.d., jf. note 3.
50
eleverne vil komme i skolen om morgen med håb og tro, forlade den med kærlighed og ude i livet, når skolen er slut, stadig agte vel på tiden.”51
Nørre Lyndelse skole. Luftfoto ca. 1970–1975. Nørre Lyndelse lokalhistoriske arkiv.
Uanset de mange ministerielle regler, cirkulære og mønstertegninger skulle skolebygningerne have et individuelt og lokalt udtryk, og så – for at tilfredse sognerødderne – et budget, der var lige i underkanten af, hvad andre kunne tilbyde. Man lånte også gerne stiltræk fra skoler, tegnet af (mere) kendte ar- kitekter. Eksempelvis Voldparkens skole (1952–1956) i København tegnet af Kay Fisker (1893–1965), og genkendelig på dens murstensarkitektur, de skar- pe profiler og markante skorstene; Skolen ved Sundet (1938), tegnet af Kai Gottlobb (1887–1876) med dens kendte aulagulv, hvor en tegning af skolen støbt ned i gulvet (kopieret på Stenstrup skole fra 1949). Eller vindfangene omkring indgangsdørene og pergolaerne, der forbinder de enkelte bygninger fra Skovgårdsskolen i Gentofte (1952–1953), tegnet af Hans Erling Langkilde og Ib Martin Jensen, som bl.a. kan ses i Snøde skole på Langeland og i Alle- rup-Vejle skole på Fyn.
Inspirationen blev, som omtalt i indledningen, også hentet i udlandet. I 1950’erne var det primært i England, og i 1953 arrangeredes eksempelvis en udstilling om Dansk og Engelsk skolebyggeri af i dag. Det skete med støtte fra Undervisningsministeriet.52
I England havde skolebyggeriet efter krigen bevæ- get sig ned i et plan, karakteriseret af luftighed og ønske om at trække lyset så
51
Inga Steffensen, Fra 5 små skoler til Stenstrup Centralskole 1957–2007. Glimt af historien (Svendborg 2007) s. 12.
52
langt ind i klasserne som muligt. Samtidig med, at man arbejdede bevidst med at tegne skoler med udgangspunkt i brugernes, primært børnenes behov. Behov som man definerede som selvvirksomhed og kreativitet, eller som det to engelske arkitekter Mary Cowley (1907–2005) og David Medd (1917– 2009) skrev i deres rejserapport efter en måneds besøg i Danmark i somme- ren 1954:
We do really believe that buildings for children should not be regimented and military in character, but should have the same kind of charm, liveliness and spark that the children do themselves…
Arkitekt-parret var inviteret på besøg af undervisningsministeriets byggeud- valg.53
De besøgte nogle af tidens mest omtalte skolebyggerier, hvoraf flere var tydeligt inspireret af de engelske erfaringer. Alligevel var deres samlede dom negativ. ”Our real fear is that in recent trends in school building we have seen in Denmark there is an increased tendency towards standardisation and regi- mentation of the plan…”54
Den rigiditet, som englænderne faldt over, skyldtes ikke alene pædago- giske uenigheder, men i lige så høj grad, det bureaukratiske system, som alle skolebyggerier skulle underlægge sig, såfremt de ønskede at få statsstøtte og andel i de eftertragtede materialebevillinger. I korrespondance mellem Folke Olsens tegnestue og myndighederne fremgår det – som eksempelvis sagen om de indvendige toiletter – ret klart, at det ikke var let at komme det ”firkan- tede” og institutionelle præg til livs. Omvendt viser de mange sager, at det kunne betale sig at hyre et arkitektfirma. Efterhånden lærte man sig, hvad der skulle med, før den ministerielle konsulent Hans Henning Hansen kunne tage endeligt stilling og forhåbentlig godkende det. Situationsplan, med nordpil, beskrivelse af afstanden til naboerne, planer, snit, facader – og sikringsrum- mene, ikke at forglemme. I lyset af den kolde krig skulle der iflg. lov af 27.5. 1950 indrettes sikringsrum i alle offentlige bygninger, hvilket tegnestuen hav- de en tendens til at glemme. Men i det store og hele virkede det som det kunne ”betale” sig for kommunerne at hyre et arkitektfirma. Flere gange oply- ses det, at der først havde været en lokal bygmester inde i billedet, men at hans tegninger ikke var blevet godkendt i ministeriet.
Men der var også en pris, som sognerødderne måske ikke helt havde gjort sig klart. I hvert fald hvis man samarbejdede med et arkitektfirma, som ville noget med de skoler, de tegnede. Og det ville man tydeligvis hos Folke Olsen. Da Undervisningsministeriet i 1954 nedsatte et særligt byggeforskningsudvalg med repræsentanter fra såvel den arkitektoniske som den pædagogiske ver- den, blev tegnestuens medarbejdere som omtalt ivrige læsere af de mange rapporter. Særlig rapporten om klasserummets funktion og udformning, som
53
Meddelelser om folkeskolen (1954) s. 26.
54
Rapport af 2.9. 1954 i kasse 5, Undervisningsministeriets byggeforskningsudvalg, Emneordne- de sager 1954–1957 (Rigsarkivet).
udkom i 1957, med psykologen Svend Skyum Nielsen (1918–2009) som ho- vedforfatter, synes at have haft stor betydning for den måde man fremover tænkte skoler på. Det handlede således ikke længere om kun at tilfredsstille sognets beboere, så de følte de fik noget for pengene og selv kunne bruge skolen, men det handlede også om, at skabe en skole, som i højere grad kunne rumme, at der var store individuelle forskelle i børns evner og anlæg, som Skyum Nielsen formulerede det i rapporten.55
Nye fænomener dukkede op, som ”fornemt interiør”, hvilket ville sige let- te to mands – borde med fristående stole, som kunne flyttes rundt, hvis man ønskede at tilrette undervisningen i større eller mindre grupper; der kom fliser på væggene ud til skolegården, så væggene blev mere modstandsdygtige over for børnenes leg, der kom småbørnsafdelinger, døre direkte ud til det fri fra de enkelte klasser – og der kom, de nok så omtalte, indendørs toiletter. Folke Olsen forsvarede de dyre skoleborde og fliserne med, at det i længden betalte sig at købe kvalitet56
– måske havde han på forhånd opgivet at fork- lare de bevilgende myndigheder, at der også var pædagogiske overvejelser med i spillet. Noget tyder på det, for iflg. Hans Lund Rasmussens søn, teg- nede de andre angiveligt de skitser han kom hjem med fra sine besøg ude på landet, helt om.
I 1960’erne og 1970’erne blev skolebyggeriet mere af en ekspeditionssag. Tegnestuen fik i stigende grad som opdrag at bygge til de eksisterende skoler, der skulle skaffes plads til de store årgange som skulle i realen eller i 8., 9. og 10. klasse. Til formålet benyttede man sig af Fynsplanens forskellige modul- systemer. Stærkt ansporet af Undervisningsministeriet, som siden 1962 havde givet kommuner, der valgte at benytte sig af rationelle og arbejdskraftbespa- rende systemer fortrinsret i forhold til igangsættelsestilladelser. Dem, holdt man igen på af frygt for en overophedning af økonomien. Fynsplanen var et forbillede for ministeriet, og i 1967 var Johannes Folke Olsen inviteret med på studierejse til USA sammen med repræsentanter for byggeudvalget for at se på rationeliseret skolebyggeri. Her stiftede man bl.a. bekendtskab med åben plan skolen, hvilket i årene efter satte sit præg på Fynsplanens klasse- kombinationer og systemer.57
I flere indlæg i de praktiserende arkitekters blad – dpa – forklarede under- visningsminister K.B. Andersen, at puljesamarbejdet havde ført til en generel højnelse af skolebyggeriet, især overfor mindre kommuner, som ikke besad den samme grad af ekspertise. I samme åndedrag måtte han på det bestem- teste afvise, at ministeriet diskriminerede håndværket, der var en lang række opgaver, som fortsat skulle varetages af lokale håndværkere om end ”hove- dentreprisen i praksis overlades til store, veludstyrede firmaer, som magter
55
Klasserummet (1957) s. 15.
56
Avisudklip, 7.4.1958, Svendborg byhistoriske arkiv.
57
Rationelt skolebyggeri; redegørelse for system 1 og system 2. 1968. Om rejsen se USA Rapport. Skolebyggeri, Uddannelse 69, 9. 1969.
opgaven teknisk og økonomisk”.58
Det var flydt en del vand i stranden, siden Ryslinge sogneråd ti år tidligere, havde insisteret på, at byggeriet skulle udføres af lokal arbejdskraft. Også blandt politikerne på tinge var der bekym- ring for ensformighed og standardisering af skolens arkitektoniske udtryk.59
Dilemmaet var klart, realiseringen af det enkelte barns uddannelsespotentiale kunne kun – hvis det skulle være økonomisk forsvarligt – ske i standardise- rede omgivelser. Selv mente Fynsplanens ophavsmænd, at netop deres system tog højde for ”den enkelte arkitekts projekteringsfrihed”, både når det gjaldt tilpasning i landskabet og i materialevalget. Kunne man ikke holde tanken om beton ud, var der altid mulighed for en skalmur ”såfremt det er et stærkt udtalt ønske”.60
Skrøbelev skole, Langeland, opført ca. 1955. Ning de Coninck-Smith.
58
Citat i Dpa–bladet nr. 10 (1967) s. 28.
59
Dpa–bladet nr. 3 (1965) interview med Erhard Jacobsen og Ellen Strange Pedersen, s. 13 og s. 31.
60
Rationelt skolebyggeri på Fyn. Et oplæg til det fynske skolebyggeris rationalisering udarbejdet af 12 fynske arkitektfirmaer i kontakt med amtsskolekonsulenterne og produktivitetsudvalget (Marts 1963) s. 25.
Opsamling
I dette bidrag til diskussionen om velfærdsstaten eksperter er arkitekterne skildret som vigtige formgivere af velfærdsstaten – både rent fysisk og men- talt. Næranalysen af den del af Johannes Folke Olsens tegnestues arbejde, som vedrørte skolebyggeriet i perioden fra 1944 - 1974, viste os arkitekterne på konstant udkig efter nye opgaver – samtidig med at de havde egne interesser i at forme dem efter tidens nyeste indsigter i skolen og i børn og deres indivi- duelle udvikling. Viden og indsigter, som de hentede gennem læsning af rap- porter og fagblade men også ved deltagelse i møder og rejser i ind- og udland, især England.
Undersøgelsen viser også, at der var grænser for eksperimenterne. Sog- nerødder og lærere var ikke altid med på noderne, økonomi og materiale- mangel i 1950’erne og 1960’ernes begrænsede byggekvoter var konstante ud- fordringer. Det gik langsomt med at få skolerne fra tegnebrættet og ud på de bare marker, omvendt genererede den pressede situation nye ideer, først og fremmest puljeløsningen og yderligere rationaliseringer af byggeriet. Også her spillede udenlandske erfaringer en vigtig rolle, både fra England og USA.
Velfærdsstaten havde sine eksperter – men den skabte dem også. Regler og bureaukrati krævede uddannede folk – en lokal bygmester slog ikke længere til. Det gav ingeniører og arkitekterne i mindre firmaer, som Johannes Folke Ol- sens, mange arbejdsopgaver, og herigennem mulighed for at placere sig som helt selvfølgelige formgivere, når det drejede sig om institutionsbyggeriet i vel- færdsstatens opbygningsfase i 1950’erne og 1960’erne. Industrialiseringen af byggeriet skubbede et nyt led ind, entreprenørerne, mens håndværket røg længere ned ad stigen. Kun arkitekter, som formåede at omstille sig til de nye tider, overlevede. Det gjaldt Folke Olsens tegnestue, som tilmed deltog yderst aktivt i rationaliseringen og industrialisering af skolebyggeriet.
De mange centralskoler med deres tilbygninger, som stadig kan ses i det sydfynske, vidner om en tid, hvor skolen på den ene side kæmpede sig frem til en mere central placering i barndommen på landet, end den havde haft i tidligere generationer, samtidig med at den over én generation blev en selvfølgelighed. Så selvfølgelig blev den, at skolebyggeriet gik fra at være en prestigesag til en ekspeditionssag, som (næsten) ikke kunne ordnes hurtigt nok. Det ses i arkitekturen, det klassiske håndværk i røde sten, detaljer og balustre erstattedes af enkle facader i beton og glas og huse med flade tage. Det vil nogle begræde. I denne artikel har udgangspunktet derimod været at forklare, hvorfor det gik sådan og vise, at uddannelseseksplosionen i den an- den halvdel af det 20. århundrede forudsatte et ændret skolelandskab i helt bogstaveligste forstand, og at arkitekterne deltog aktivt i dets udformning.
KAPITEL 4