Krigen og den efterfølgende materialemangel satte i flere henseende en stop- per for realiseringen af disse planer. Men interessen for ungdommen – for dens fritid og uddannelse – tog til, bl.a. i lyset af Ungdomskommissionens mange betænkninger – og de mange skoler, som udgik fra Johannes Folke Olsens tegnestue fra slutningen af 1940’erne og frem til midten af 1960’erne var som taget ud af dette univers. Skolerne blev opført med folkebibliotek, separat indgang til gymnastiksal med tilhørende scene, en sal, hvor der kunne holdes foredrag, møder og vises film og et lokale til ungdommen. Enkelte skoler fik også et folkebad med tilhørende sauna. ”… alfa og omega har væ- ret”… forklarede Johannes Folke Olsen til lokalpressen i anledning af sin 50 års fødselsdag i 1958 ”at skolen, foruden at være et sted, hvor skolebørnene indpodes kundskaber, tillige bliver et naturligt kulturcenter for sognets bebo- ere. Der skal med andre ord være en vis samklang mellem de moderne skoler og forsamlingshusene…”26
Det var måske ikke helt så overraskende, dels var det sådan ministeriet gerne så det – dels kom Johannes Folke Olsen fra et lærerhjem, var udlært tømrer og havde været på sløjdskolen i Askov. Efter tre år på Odense konstruktørskole, begyndte han hos Einar Mindedal, der var arkitekt og forstander på Håndværkerskolen i Ollerup og knyttet til høj- og friskolebevægelsen. Tegnestuens ledende arkitekt i skolesager Hans Lund Rasmussen havde en baggrund som lignede. 27
25
Citat i Ning de Coninck–Smith, ”Vor lærdoms bygning. Folkeskolens bygninger 1814–1940”, Planstyrelsen, rapport nr.2 (1989) s. 40.
26
Avisudklip 7. 4. 1958 (Svendborg byhistoriske arkiv).
27
Biografiske oplysninger fra diverse avisudklip (Svendborg byhistoriske arkiv) samt erindrings- fragmenter skrevet af Hans Lund Rasmussen, venligst udlånt af Kaare Lund Rasmussen.
Arkitekt Hans Rasmussen fra Folke Olsens tegnestue besigtiger Stenstrup skole ca. 1960 (privateje)
Medarbejderne på tegnestuen lænede sig i disse efterkrigsår tæt op ad de mønstertegninger, som ministeriet havde udsendt i 1938 i forlængelse af den nye folkeskolelov. De var tegnet af de to arkitekter Knud V. Barfoed og Thomas Havning, Hans Henning Hansens forgænger. Havning var som kongelig bygningsinspektør også konsulent for undervisningsministeriet. Samtlige tegninger skulle godkendes af ham, før statsstøtte og de eftertrag- tede materiale tilsagn kunne bevilges. Mønstertegningerne var udtryk for et typehusbyggeri af den mest enkle slags. De enkle længehuse kunne kombi- neres på forskellig måde alt efter om man ønskede at opføre en centrals- kole, en tilbygning til en eksisterende skole eller en landsbyskole med gym- nastiksal. Klasseværelser på 48 m2 skulle kunne rumme op til 36 elever, have sollys, lyse vægge, og linoleum på gulvet. Det var et ufravigeligt krav, at møddinger og affaldspladser lå mindst 10 meter væk fra skolen; at der var indlagt vand og at alle børn havde mulighed for at vaske hænder. Ved hver vaskeindretning skulle der ligge sæbe, samt neglebørste og håndklæde. Det var heller ikke velset, at børnene spiste i klassen, eller ude på legepladsen. Hvor det var muligt, burde der indrettes et særligt spiselokale. Endvidere skulle der være mindst et kloset – helst med træk og slip – for hver 30 drenge og mindst et for hver 20 piger. De skulle placeres så man let kunne holde øje med hvad der foregik, og klosetter for drenge og piger skulle være fuldstændigt afsondrede fra hinanden.28
28
Det var imidlertid krav, som ikke lod sig indfri fra den ene dag til den anden. Så sent som i 1954 mødte der undervisningsministeriets byggeforsk- ningsudvalg et forstemmende syn, da man besøgte Ryslinge hovedskole. Tavlebelysningen karakteriseredes som ”gyselig”, der var et interimistisk sløjdlokale på loftet, børnene spiste i klasseværelset eller ude i godt vejr, gulvet blev ikke svabret eller vasket i gymnastiksalen ”børnene griser sig meget til, og der er ærlig talt noget svineri…” stod der i rapporten, som fortsatte med at beskrive de ”gyselige lokummer med ingen formildende omstændigheder. Amtslægen er bekendt med dette uhumske foretagende, men alle og enhver ved også ’at det skal jo gå’.” Det stod angiveligt heller ikke bedre til med undervisningens indhold, og stor var forbløffelsen, da den unge lærer, som viste udvalget rundt, forsvarede hver anden dags skole- gangen. Det fik udvalget til at konkludere følgende: ”Det er selvfølgelig me- get vanskeligt at udtale sig om undervisningen på grundlag alene af en un- dervisningsplan, men det er sikkert ikke uberettiget at omtale den som ikke meget eksperimenterende.”29
Kontrasten til den nye centralskole, indviet i projektert af Folke Olsens tegnestue var slående. Her var bl.a. badeanstalt med sauna i skolens kælder, særklasser, gymnastiksal med balkon, direkte udgang fra de seks klasseværelser til legepladsen og mulighed for undervis- ning i det fri og indvendige toiletter.30
Det var imidlertid ikke kun, fordi normerne for god hygiejne var forskellig i land og by, at forholdene bl.a. i Ryslinge ikke levede op til standarderne, sådan som de var fastlagt i 1937-folkeskoleloven. Det skyldtes også en vedva- rende materialemangel op igennem 1950’erne, hvor skolebyggeriet var i hård konkurrence med boligbyggeriet om de attraktive materialebevillinger. Hertil kom de store årgange, der lagde yderligere pres på skolebyggeriet, især i de større byer og forstæder, hvorimod der var en begyndende afvandring fra landbruget. Landsognene havde følgelig sværere ved at få deres anmodninger om materialer igennem systemet. Fra statsligt hold forsøgte man sig med øget statstilskud, samtidig med at fristerne for, hvornår lovens krav skulle være indfriet blev forlænget flere gange. Først til 1950, dernæst til 1958 og endelig til 1970. Ifølge Erik Nørr, som har beskæftiget sig indgående med effekterne af 1937-loven, ”var der således i 1960’erne stadig skoler på landet af den ”strå- tækte” type, der havde rod i skoleanordningen af 1814, uden nogen form for moderne faciliteter….” selvom deres antal var for kraftig nedadgående.31
Så sent som i 1957 var skolevæsenet på landet kun alders- og fagdelt i 35 procent af skolerne på landet. I årene op til vedtagelsen af den nye folkeskolelov i 1958, der endeligt harmoniserede skolegangen på landet og i byen, holdt man- ge mindre kommuner vejret. Resultatet var, at adgangen til videregående
29
Rapport i Hans Henning Hansens arkiv, Ryslinge skole, journalnr. 41–2188, jf. note 3.
30
Avisudklip 18.11.1959, journalsag 41–2188, Hans Henning Hansens arkiv, jf. note 3.
31
uddannelse for de unge på landet gennemgående var ringe. De unge var hen- vist til ungdoms- og aftenskolerne.32
Johannes Folke Olsen ophørte ifølge erindringerne med at tegne omkring 1954–1955, da hans kompagnon Verner Madsen trak sig ud af firmaet, og han blev alene om at lede det. Derefter gik al hans tid ”med at tjene bønder”, og det var han øjensynlig dygtig til. Særlig stolt var han af samarbejdet med Rys- linge kommune, hvor tegnestuen hvert eneste år havde en opgave.33
I 1958 var turen som navnt kommet til skolen, og Johannes Folke Olsen blev indbudt til møde med skolekommissionen, fælleslærerrådet og sognerådet i forsamlings- huset. På mødet besluttede man sig for en studietur til Sjælland, hvor man også skulle mødes med direktøren for Selskabet for Institutionsbyggeri, Hauch Jacobsen, der var firmaets faste samarbejdspartner. På Sjælland beså man en ”meget moderne Skole med Elementbyggeri”, som lå i Kirke-Hel- singe, og som selskabet havde haft i hovedentreprise. Derefter gik turen til ”en mere traditionelt bygget Skole i Kyndby” og en udvidelse af Krogerup højskole, som var under opførelse. ”Deltagerne fandt, at der alle tre Steder var udført et godt Arbejde, ligesom man fandt, at Priserne der blev opgivet var rimelige”. En måneds tid senare besøgte byggeudvalget skolerne i nabosog- nene Gudme-Broager og Oure. Begge var tegnet af Folke Olsens kontor, lige- som man så en række andre kommunale bygninger fra firmaets hånd.
Ifølge sognerådets forhandlingsprotokol var man godt tilfreds med det, man havde set, og derfor indstillet på at indgå en samarbejdsaftale med teg- nestuen og Selskabet for institutionsbyggeri. Under den forudsætning, at ar- bejdet så vidt muligt skulle udføres af lokale håndværkere. I de følgende må- neder måtte sognerådet flere gange tage stilling til større overskridelser på budgettet. Først drejede det sig om et automatisk blandingsbatteri til det nye centralvarmeanlæg, dernæst om anvendelsen af ”Mosaik-stifter” som facade- elementer ud mod skolegården i stedet for cementplader. Sagsarkitekt Ander- sen blev indkaldt til møde og forklare, at stifterne dels var smukkere, dels mere holdbare og vejrbestandige og vedligeholdelsesfrie. Sognerådet bevilgede på den baggrund i alt 2100 kr.
Mere disput stod der om inventaret, sognerådet holdt på at det skulle la- ves af lokale håndværkere og lærerne ville bevare ”penselsrillen”. Det var ikke sådan at sige farvel til gamle praksisser. Da kollegerne på skolen i Nørre Lyn- delse fik mulighed for at udtale sig om tegningerne til den nye skole påpegede de nødvendigheden af at fastholde ”forhøjningen langs tavlevæggen” i ”fuld udstrækning”. Tegnestuen havde nemlig i tråd med den rapport, som under- visningsministeriets byggeudvalg havde udsendt i 1957 om klasseværelsets
32
Ibid., s. 196.
33
Udklip, Svendborg byhistoriske arkiv og erindringsfragmenter, skrevet af Hans Lund Rasmussen.
indretning, foreslået den sløjfet og katederet placeret på niveau med elever- nes borde.34
Disse indvendinger kan synes betydningsløse, men de afspejler afstanden mellem de arkitektoniske idealer og den skolemæssige praksis. Og spørger man til erindringerne, bekræftes man i, at det ikke gik fra den ene dag til den anden med at ændre undervisning og udnytte den nye skoles mulighed for gruppearbejde og underdørsundervisning. ”Vi sad hvor vi sad – og der blev vi siddende” husker nuværende pedel ved Ryslinge skole (nu Tre-Ege Skole) Leif Kristensen det. Han startede i skolen i 1962. I frikvartererne spadserede lærerne op ad ned ad den brede gang, og bankede på ruderne ud til gården, hvis de syntes børnene blev for voldsomme. Fodbold var absolut forbudt, den fine skole skulle skånes, men man måtte dog godt kaste til hinanden.35
Sådan var det også i Nr. Lyndelse, hvis man skal tro ordensreglerne. Eleverne skulle udvise lydighed, høflighed og god opførsel. Hertil hørte, at rejse sig op, når en voksen trådte ind ad døren. Der skulle stilles op i skolegården, og kun i til- fælde af dårligt vejr måtte eleverne være inde i frikvartererne.36
Også arkitekterne, som deltog i mange skolebesøg i bestræbelserne på at finde frem til fremtidens skole, husker lærerstanden som udpræget konserva- tiv i forhold til de nye bygninger. Således arkitekt Tyge Arnfred (1919- ), som i 1950’erne var med i det ministerielle byggeudvalgsarbejde:
”(Jeg mindes) læreren ved en ’arkitekttegnet’ pavillonskole i en købstad, for hvem den nye skole var lidt af en katastrofe. Hvorfor? Jo, fordi den større afstand fra lærerværelset og legepladsen til klasseværelset betød en afkortning af hans nøje tilrettelagte lektioner, som han havde kørt i 15 år, hvilket ’har tvunget mig til at lægge hele min undervisning om’. Hvorvidt det var en ge- vinst for børnene, at de ikke mere skulle stille op klassevis til indmarch efter frikvartererne, havde han ikke nogen mening om. Det interesserede ikke.”37
Både i samtiden og eftertiden havde man fornemmelsen af, at skolebygge- riet var forud for sin tid. Rapporten om klasseværelsets form og funktion fra 1957 foregreb i mange henseender den Blå betænkning fra 1960, hvori det blev fremhævet at eleverne skulle ”vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker” ligesom der blev lagt vægt på at undervisningen blev tilret- telagt efter elevernes egne behov og forudsætninger.38
Skolen i Ryslinge adskilte sig fra de andre skoler, som Folke Olsens teg- nestue stod bag i disse år. Den manglede et bibliotek, for et sådant lå allerede
34
Nr. Lyndelse Sogns Lærerråds forhandlingsprotokol 8.12.1953 – mødet af 29.9. 1959 og For- handlingsprotokol for Sogneraadet i Ryslinge, 1951–1963, møderne 8.7.1958, 2.5.1959, 5.4.1960 (Landsarkivet for Fyn).
35
Samtale med Leif Kristensen, 15.1.2009.
36
Ordensregler, fundet i kuvert i Nr. Lyndelse sogns lærerråds forhandlingsprotokol, 1953 – (Landsarkivet for Fyn).
37
Tyge Arnfred, ”Set fra en tegnestue” i Ellen Nørgaard og Ning de Coninck–Smith (red.), At lære og være. I hvilke rammer? (1990) s. 99–107, citat s. 101.
38
Ida Juul, Den danske velfærdsstat og uddannelsespolitikken. Udannelseshistorie (2006) s. 72– 99, s. 78.
oppe i byen. Derimod blev de to længer i den vinkelformede skole forbundet af lokale, som kunne bruges til morgensang og samling af skolens elever. Det var et princip, som tegnestuen ofte anvendte, om end man ovre i København fandt, at der var en tendens til at flotte sig med kvadratmetrene. Således måt- te arkitekterne acceptere, at trappen til første sal blev en del af samlings- rummet ved skolen i Snøde fra 1956–1957.39
I det hele taget vidner korres- pondancen med ministeriets rådgivende arkitekt om, at tegnestuen tidligt lagde sig fast på, at rummene helst skulle have flere funktioner. I 1949 fores- log man således, at materialerummet, som skolerne skulle have ifølge vedtæg- terne, blev brugt til udlånsrum for bibliotektet, og at man fik lov til at bygge i 1.5 etage. Ved samme lejlighed introducerede man et princip, som man holdt fast ved igennem alle årene, nemlig så få trapper som muligt og så meget sol som muligt.40
Ideelt set var et plans skolen den bedste løsning på disse ud- fordringer, men givet det bakkede fynske landskab var det også muligt at bygge i 1.5 plan, hvilket man gjorde en del steder, f.eks. i Ryslinge. Faglokaler- ne blev så placeret i den høje kælder.
Men sognerødderne var ikke lige sådan at overbevise om, at et kommunalt byggeri kun skulle have én etage. Det var ikke grundpriserne, som var pro- blemet – således som det kunne være i det større byer – det var fornemmel- sen af ikke at få noget for pengene. I forbindelse med planlægningen af Sten- strup skole, hvor tegnestuen tidligt havde bragt et-plansskolen på banen, rejste sognerådet i januar 1954 under ledelse af Johannes Folke Olsen på stu- dietur til Sjælland. Her så man Skovgårdsskolen i Gentofte, fra 1951, tegnet af Hans Erling Langkilde (1906–1997) og Ib Martin Jensen (1906–1979) og Rungsted skole fra 1952, tegnet af Steen Eiler Rasmussen (1898–1990). Begge skoler var højprofilerede i tidens arkitektfaglige tidsskrifter, og tegnestuen skulle på sigt låne en del detaljer herfra. Den trelængede Skovgårdsskole, med de høje saddeltage tiltalte så absolut sognerådet mest. Hvorimod den mere modernistiske Rungstedskole, med dens ovenlys, shredtage og bevidste lys- og farvesætning blev karakteriseret som ”et skrabet byggeri”.41
Hjemme igen tegnede – og ikke mindst regnede - Folke Olsen og hans me- darbejdere videre på deres oprindelige skitser. På det følgende møde kunne man præsentere sognerådet for den oplysning, at en skole i én etage ville bli- ve 150 000 kr. billigere end en i to – og at der kunne opnås et tilskud på 65 000 kr., hvis skolen kunne anvendes som beredskabssygehus i tilfælde af, at Danmark blev udsat for et atomangreb. Så var der snart ikke mere at be- tænke sig på og ”… efter adskillige forespørgsler – kritik og udtalelser – ene- des man om at antage den lave bebyggelse”, som der står i sognerådets for- handlingsprotokol.42
39
Journalsag 41–1757, Hans Henning Hansens arkiv, jf. note 8.
40
Allested–Vejle skole, Hans Henning Hansens arkiv, journalsag 41–255, 21–2318, 401–165, 2135 og 2952, jf. note 3.
41
Steen Eiler Rasmussen beskrev selv sin skole og ideerne bag i Arkitekten M. (1953) s. 124–140.
42
Det synede ikke af noget i sognerøddernes øjne, at den nye skole var tænkt – som Rungsted skole – med klasseværelser, der havde døre ud til det frie, ud fra en opfattelse af, at klasseværelset var skolens opdrejningspunkt, det var her barnet følte sig hjemme. Det var et synspunkt, som havde ministeriets fulde opbakning. Små børn kunne ikke håndtere de mange skift i hverdagen, der ville blive for meget støj og uro, og eleverne ville ikke føle sig hjemme.43
Men i Stenstrup havde man svært ved helt at se pointen, og de foreslåede døre ud til det frie blev afløst af vinduer.44