I 1937 vedtog Rigsdagen en ny folkeskolelov. Formålet var at harmonisere skolegangen i byen og på landet gennem indførelsen af årgangsdelte klasser og på sigt skabe muligheder for, at også landbobørn kunne fortsætte i skolen ud over 7. klasse. Fagkredsen blev forøget og timetallet voksede, hvilket for de største elever ville betyde, at hver anden dags skolegang skulle opgives. Det var ikke lige populært, hverken blandt forældre eller hos bønderne i sognerå- dene, som var afhængige af børnenes arbejdskraft.19
Det lå i kortene, ansporet af den måde den statslige tilskudsordninger var udformet på, at kommunerne ville være bedst tjente med at centralisere sko- levæsenet. Alle skoler skulle nemlig fremover have en gymnastiksal, og så vidt muligt også lokaler til sløjd og skolekøkken. Ved at centralisere skolevæ- senet kunne man begrænse udgifterne samtidig med at det gav mere mening at oprette årgangsdelte klasser, når børnene samledes på et sted. Denne tanke var heller ikke lige populær, og det uanset loven åbnede op for, at kommu- nen måtte betale for udgifter til ”Rutebil”, hvis de yngste elever havde mere end 2,5 km. til skole og de ældste mere end 3,5 km. til skole.20
Det problem løstes mange steder ved at lade de yngste elever fortsætte i de gamle skoler og nøjes med at samle de ældste.
Men uviljen handlede ikke kun om de lange transportafstande, det drejede sig også om børnenes tid og om penge til cykel og overtøj, som forældrene i Gryderup skoledistrikt på Midt-Sjælland formulerede det i en protestskri- velse i anledning af sognerådets planer om en ny centralskole. Navnet cen- tralskole var således længe om at slå igennem. Sogneskole var i mellemkrigså- rene en lige så udbredt betegnelse. Den første af slagsen – som dannede mønster for lovgivningen, nemlig skolen i Boelslunde på Sjælland, symbolsk placeret i den socialdemokratiske undervisningsminister Frederik Borgbjergs eget fødesogn - blev indviet i oktober 1935. Skolen var i realiteten ikke meget større end andre landsbyskoler på denne tid, den havde tre klasseværelser, hvoraf det ene blev brugt til bibliotek. De to faglokaler til sløjd og skolekøk- ken blev først taget i anvendelse efter krigen, og inventaret rykkede med fra de gamle skoler. Det blev malet og katederstolene omstoppet. Der var endnu langt til efterkrigsårenes uddannelseseksplosion, 1930’erne var krisetid – og bønderne havde svært ved at undvære børnenes arbejdskraft.21
Blandt politikerne på tinge og de lokale beslutningstagere knyttede der sig imidlertid store forhåbninger til de nye centralskoler. Dels forestillede man
19
Erik Nørr, ”Hvorfor blev skoleloven af 1937 først gennemført i 1950’erne og 1960’erne?” i Else Hansen og Leon Jespersen (red.): Samfundsplanlægning i 1950’erne. Tradition eller tilløb (2009) p. 153–226.
20
Sognegaarden. ”Centralskole. Forsamlingshus. Aftenskole. Bibliotek, Sogneraad. Alderdomsh- jem” (København 1938) s. 7.
21
Sagen omtales mere indgående i Ning de Coninck–Smith, Barndom og arkitektur: rum til danske børn gennem 300 år (Klim 2010).
sig, at de ville lægge rum til en ny pædagogik. ”Remsernes tid er forbi”, som en forældre udtrykte det ved indvielsen af den nye centralskole i Skørping, i Midt Jylland i 1936, om end han også tilføjede ”vi maa passe paa vi ikke hav- ner i den modsatte Vejgrøft…”22
– dels at de kunne udvikle sig til en slags ny ”Forsamlingsgaard”, hvor unge og gamle kunne mødes efter skoletid til gym- nastik, aftenundervisning eller til studiekredse på biblioteket.
Det var helt i tråd med de tanker man havde gjort sig i Undervisningsmini- steriet, og i Akademisk arkitektforening, og sådan set også i udlandet. Den 4. CIAM konference – som var samlingssted for alverdens modernistiske arki- tekter – havde i 1933 således slået til lyd for, at skolen byggedes sammen med andre offentlige institutioner, med skolen som den vigtigste og kulturbærende institution.23
Herhjemme opførtes i tilknytning til Landbrugsudstillingen på Bellahøj i 1938 en model skole – og ungdomsgård, tegnet af Thomas Havning og i 1941 iværksattes en vandreudstilling om sognegården i et samarbejde mellem arkitektforeningen og Arbejds- og socialministeriet. Tanken var at samle sognets kulturelle aktiviteter under skolens tag fra studiekredse, aftens- kole, folkebadeanstalt og lokaler til sognerådet. Det fremgik af forordet, skre- vet af den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen, at sognegården nedstammede i lige linie fra ”det frie folkelige Oplysningsarbejde i Landsby- erne”, et arbejde som lærerne ofte havde stået i spidsen for. Det var derfor, efter ministerens mening, helt naturligt, at denne tanke ikke gik i glemmebo- gen, når der skulle bygges nyt, og at man netop benyttede lejligheden til ”at skaffe til Veje lyse og rummelige Lokaler”, særligt til ungdomsarbejdet. Højstemt – og formentlig under indtryk af besættelsen – blev sognegården inde i pjecen karakteriseret som ”et Bygværk, (der) giver Udtryk for vor Kul- tur”, og som derfor skulle opføres på en værdig måde af gode materialer og indpasses i landskabet, gerne i lighed med en traditionel bondegård.24
Mere jordnært havde disse tanker bund i 1930’ernes social – og kulturpolitiske lovgivning, der bl.a. pålagde kommunerne at oprette ungdomsskoler for at imødegå alvorlige sociale konsekvenser af den store ungdomsarbejdsløshed.
Men sognerødderne kviede sig, det var dyrt at bygge nyt, og det oplevedes måske heller ikke som særligt nødvendigt. Og det hjalp ikke meget, at ministe- riet f.eks. med byggeriet på landsudstillingen, som var opført i træ forsøgte at demonstrere, at det kunne gøres relativt billigt. Eller at ministeriets konsulent i skolesager F.C. Kaalund-Jørgensen pointerede, at det ikke var ”… monumen- tale Skolebygninger… tekniske Vidundere med Aulaer og arkitektoniske Fi- nesser”, der var behov for, men ”…jævne, enkle, praktiske, solfyldte Skolestuer, der skal være Rammen om den fornyede Landsbyskole, et sundhedsfremmende og tillokkende Arbejdssted for Børn og Lærere. Og … fortsatte konsulenten i
22
Folkeskolen (1936) s. 868.
23
Agústin Escolano Benito, ”The School in the City: School Architecture as Discourse and as Text”, Pedagogica Historica 39 (2003) s. 59.
24
sin artikel til Jellinge-Samfundet (Askov højskoles blad, ncs) ”… det behøver ikke være Evighedshuse; saadanne vil kun binde Udviklingen for Fremtiden… En Levealder paa 70 Aar er nok for en Skolebygning; thi intet er sikrere end at Tiden løber fra den, og der efter to Slægtsleds Udvikling stilles helt andre Krav… Stenmasserne maa vige for Pædagogikken.”25