Dagtilbuddet som institution for opdragelse og civilisering

Dagtilbuddet er en institution, som har en opdragelses- og uddannelsesopgave. Det er på policy-niveau udtrykt i styringsdokumenter og læreplaner. De fire studier, som der rede- gøres for her, går imidlertid dybere ind i spørgsmål om, hvordan opdragelse og børns civilisering foregår, samt hvordan disse processer opfattes af aktørerne i dagtilbuddet. Det indebærer, at dagtilbuddet som social praksis er i fokus i disse studier.

79

Studierne af henholdsvis Gulløv og Olwig har interesseret sig for civiliseringsprocesser i dagtilbuddet. Studierne tager udgangspunkt i et fælles teoretisk begrebsapparat om ci- vilisationsprocesser hentet fra Norbert Elias og belyser, hvordan dagtilbuddet medvirker til at gøre samfundsborgerne (børnene) civiliserede.

Formålet med Gulløvs studie er at beskrive og analysere de opfattelser af opdragelse og omgangsformer, som kommer til udtryk i hverdagens pædagogiske praksis. Samlet set består materialet af 14 måneders daglige observationer fordelt over tre perioder over 13 år. Studiet viser, hvordan der i det pædagogiske arbejde gøres brug af en række civilisa- toriske modpoler, som virker civiliserende ved at bevidstgøre børnene om grænserne for deres udfoldelser, og hvad der kendetegner det ordentlige menneske. De civilisatoriske modpoler er følgende: det naturlige over for det kulturlige, det dyriske over for det hu- mane, det kropslige/vilde over for det tæmmede og beherskede samt det sproglige over for det voldelige og barbariske. Studiet viser, at det ikke er helt entydigt, hvor det lille barn selv skal placeres i forhold til disse modpoler. Barnet opfattes nemlig på én gang som beundringsværdigt naturligt og som et stykke natur, der skal tilpasses og kultiveres. Denne tvetydighed betyder en vekslen i pædagogernes reaktioner og en utydelighed i deres forventninger, som på den ene side giver børnene et vist råderum, men på den anden side rummer indirekte formulerede vurderinger og krav, som ikke alle børn me- strer lige godt.

Formålet med Olwigs studie er at undersøge, hvordan børn som ’endnu-ikke-civiliserede’ udvikler fællesskaber med hinanden i dagtilbuddet, og hvorledes de gennem disse fæl- lesskaber omfortolker og tilegner sig dagtilbuddet og dets civiliseringsprojekt. Datama- terialet baserer sig på et livshistoriestudie gennemført i 2006, hvor forskeren har foreta- get en række interviews med 16 unge mennesker, der på det tidspunkt boede i Køben- havn og var i alderen 11 til 22 år. Alle de unge havde middelklassebaggrund og havde gået i dagtilbud i perioden fra sidst i 1980’erne til sidst i 1990’erne. Deres erindringer gjaldt derfor oplevelser, som lå mellem fem og 20 år tilbage i tiden. Med dette studie viser forskeren, hvordan børn i dagtilbuddet kan ses som ’endnu-ikke-civiliserede’. Det at være ’endnu-ikke-civiliserede’ er imidlertid ikke kun begrænsende for børnene. Det giver ligeledes børnene mulighed for at trække på en bred vifte af kropslige og følelses- mæssige udtryk (fx at lege med maden og at bruge toiletterne som legesteder), som ikke er socialt acceptable for voksne. Ifølge forskeren udgør børnenes overskridelse af græn- sen mellem civiliseret og uciviliseret opførsel et vigtigt element i deres etablering af forskellige fællesskaber. Dette ses ved, at børnene udnytter deres særlige position uden for det civiliserede til at omdanne dagtilbuddet til deres eget sted. Herved tilegner de sig det civiliseringsprojekt, som dagtilbuddet står for.

I Nilsens (2012a) studie undersøges børn og personales sociale praksisser i et dagtilbud med naturprofil (på norsk: naturbarnehage). Forskeren ønsker at undersøge, hvordan fleksibilitet i naturen forbindes med forskellige forståelser af børn. Dette studie er en del af et større norsk forskningsprojekt, og datamaterialet baserer sig på feltarbejde i et norsk dagtilbud med naturprofil. Feltarbejdet havde fokus på børn og personales sociale praksisser vedrørende ’natur’ og udendørsliv. Undersøgelsen peger på, at de sociale for- hold i dagtilbuddet kræver ’fleksible’ og ’flydende’ måder at være på. Ud fra feltarbej- det diskuterer forskeren spændingerne mellem en moderne barndom og ’traditionelle’ konstruktioner af en ’god’ barndom udendørs. Studiet viser, at dagtilbud med naturprofil kan tilbyde et rum af skiftende og fleksible konstruktioner af steder og forskellige sub-

80

jektpositioner. Resultaterne viser, at det undersøgte dagtilbud er fleksibelt, og at de materielle grænser er til forhandling mellem børn og personale. Personalet i det under- søgte dagtilbud bruger metaforen ’nomader’ om dagtilbuddets børn og voksne. De rum- lige aspekter af dagtilbuddets såkaldte ’nomadiske praksis’ bidrager til en anden version af en barndom i dagtilbud.

Thelander vil undersøge og analysere, hvordan opdragelse og opdragelsesopgaver bliver beskrevet i centralt, regionalt og lokalt producerede tekster relateret til en svensk bør- nehaveklasse (på svensk: förskoleklass) i et multikulturelt, urbant område i Sverige. For- skeren foretager en dokumentanalyse af en række centrale, regionale og lokale doku- menter knyttet til den svenske børnehaveklasse. Derudover følger hun en bestemt bør- nehaveklasse i Malmø i fem måneder. Studiet viser, at både forældre og børnehaveklas- se bliver anset som børns fremmeste opdragere i den pædagogiske læreplan. Opdragel- sesopgaven er tilsyneladende fordelt mellem hjem og børnehaveklasse med forskellige opgaver, der skal ”løses”. Desuden viser studiet, at også forældre bliver opdraget eller disciplineret i relationen mellem børnehaveklasse og hjem. Eksempler på dette kan væ- re, at forældre bliver fortalt, hvad de skal sende med børnene i børnehaveklasse, og hvad de ikke må sende med (fx legetøj, penge eller slik).

Samlet belyser disse fire studier, hvordan dagtilbuddet medvirker til at konstruere en barndom, som karakteriseres af individualitet, fleksibilitet og ’det nomadiske’. Dagtil- budspersonalets forestillinger og sociale praktikker medvirker til at skabe barndomme (i flertal) ikke bare i forhold til børnene, men også, som Thelanders afhandling viser, i for- hold til forældrene. Børnene søger frirum fra civiliseringsbestræbelserne gennem at op- søge situationer og pladser uden dagtilbudspersonale og finder dermed muligheder for at være aktører i deres eget liv.